Sådan styrer du din vrede

Et harmløst vris. En kritisk kommentar fra en kollega, der åbenbart har en rigtigt dårlig dag. Et vredt tilråb fra en forbipasserende cyklist, der prøver at overhale dig på cykelstien og bagefter overfuser dig med et „dumme speltkælling, du fylder det hele!”. Det er (desværre) velkendte tegn på hverdagsvrede. Måske kender du også den allergrimmeste version: En rasende voksen – dig eller mig – der skælder ud på et barn, der ikke tør og kan gøre andet end at slå blikket ned.

– Det er rædselsfuldt at blive overfuset. Punktum. Det er ligegyldigt, om du er tre år gammel, og det er din mor, der flipper ud. Eller om du er den voksne, og det er en fremmed, der overfuser dig på gaden og råber ad dig eller sparker til din cykel. Det bringer barnet frem i os og afmagten. Det er dybt ubehageligt, fordi man jo forventer at være et trygt sted, hvor man ikke behøver at have sit panser på, og så pludselig bliver angrebet, siger mastercoach, forfatter og direktør i Mindjuice i København, Pernille W. Lauritsen.

Hun er, ud over sine titler, mor til to skolebørn på henholdsvis 6 og 9 år, og glad for at blive spurgt om danskernes mentale pH-værdi. Det har nemlig undret hende både professionelt og privat, at vi, „de lykkeligste i verden”, er så sure i virkeligheden.

– Jeg oplever en hverdagsvrede herhjemme. Folk har generelt let ved at blive irritable. Jeg er lige kommet hjem fra en rejse til Californien, hvor jeg blev slået af, hvor imødekommende folk derovre var. Til gengæld savnede jeg vores danske professionalisme og vores tjek på tingene, for på det punkt er vi meget ærekære, vi prøver virkelig at leve op til de høje kvalitetskrav. Måske er surheden netop bagsiden af medaljen: Vi gør os så umage, men synes ikke, at de andre gør sig lige så umage og at vi får anerkendelse nok.

– Den vrede, jeg taler om, kan man kalde den lille vrede. Den kommer til udtryk som småbrok, f.eks. når man holder på sin ret i trafikken eller i bagerkøen i stedet for at være smidig og få tingene til at glide. Man må ikke fylde for meget, hverken på cykelstierne eller i det hele taget som person. Det, at nogen fylder, kan virkelig gøre omgivelserne vrede, siger Pernille W. Lauritsen.

Find den rigtige lydstyrke
Omvendt ville Pernille W. Lauritsen ikke selv være kommet langt som forretningskvinde, hvis ikke det var for hendes adgang til vrede. Såvel egen som klienternes.

 – Psykologisk set er vrede en fantastisk kraft, som nogle har mere af end andre. Vi er ikke éns. Jeg arbejder meget med enneagrammet, som inddeler folk i personlighedstyper, og her er nogle typer klart mere passionerede end andre, de brænder mere for tingene, og vreden er en del af det billede. Dit følelsesliv er jo netop ikke at sidde foran en stor mikserpult, hvor du skruer op og ned på knapperne efter behov – op for alle de gode følelser og ned for vrede og andre følelser, som du er flov over eller ikke rigtig har lyst til at deale med i dit liv, understreger Pernille W. Lauritsen.

Hun hører selv til de passionerede typer på godt og ondt. Derfor kender hun også udmærket til at føle sig både som en fabelagtig mor og have sort samvittighed over for sine børn. Men først skal vi lige have styr på sammenhængen mellem passion og vrede:

– Man skal se følelserne hos et passioneret menneske som én stor volumenknap ligesom på et gammeldags stereoanlæg. Du skruer op og ned for det hele på én gang: Kærlighed, vrede, passion, utålmodighed, engagement osv.

Kunsten er, ifølge Pernille W. Lauritsen, at finde den rigtige „lydstyrke” på knappen. Efter hendes mening er vrede okay, så længe den ikke bliver sluppet løs i rå mængder – og slet, slet ikke over for børn og vildtfremmede mennesker, man møder på gaden, der jo aldrig kan have skyld i, at man blev vred som udgangspunkt.

– I værste instans ser man folk gå amok i trafikken, eller forældre, der som børnepsykolog og forsker Eriks Sigsgaard så malende siger: ”slår deres børn med tungen”! Det er en klassiker, at man kommer hjem fra arbejde, efter selv at være blevet udsat for andres surhed og knalder frustrationer op i hovedet på børn, der intet har med sagen at gøre. Det går ikke. Men når det sker, er man omvendt nødt til at have medfølelse for sig selv, for det er jo menneskeligt, og vi er nødt til at tilgive os selv og så bagefter „rydde op” med et: „Undskyld, jeg gjorde sådan. Hvordan kan jeg gøre det godt igen?” siger Pernille W. Lauritsen.

LÆS OGSÅ: Sådan kritiserer du uden at såre

Den lille og den store vrede
Vreden findes i alle mulige opløsninger hverdagen igennem. I et dyt eller en sur bemærkning fra kassedamen – og vi kan alle sammen kun tage så meget, før vi lader os påvirke og selv bliver sure. Den lille vrede viser sig som brok, lidt værre vrede kommer til udtryk i kritik, og den helt slemme bliver til reelle angreb – korporligt, hvis man mister grebet om situationen. Det er den form for vrede, Børnerådets afgående formand Lisbeth Zornig Andersen har skrevet om i sin selvbiografiske fortælling „Zornig – vrede er mit mellemnavn” (Gyldendal).

Den form for vrede er ifølge Pernille tabubelagt, selv om den jo egentlig stammer fra samme kilde som den lille vrede…

– Jeg er som sagt selv typen, der brænder, så jeg har absolut også oplevet at være vred på en dum måde eller skældt ud, fordi mine børn blev uretfærdigt behandlet. Og det sker stadigvæk. Men pointen med vrede er – uanset størrelsen – at du lærer af tidligere gange og bliver bedre. Hvad kommer der ud af at blive så vred? Sjældent ret meget konstruktivt. Det har jeg lært, siger Pernille W. Lauritsen.

Få ting kan overmande vrede som et øjebliks stilhed og andre, der holder et spejl op for én, så man kan se, hvor „grim” man er.

– En måde, man kan blive mere selverkendt i forhold til vrede på, er, når stormen har lagt sig, og man ikke længere koger indeni – at se sig selv i øjnene. Kigge på situationen udefra og på sin egen reaktion i forhold til den udløsende faktor. Hvordan er forholdet mellem vrede og objektet for vreden? Er der balance? Eller mismatch? Var det f.eks. en meget uskyldig bemærkning, der fik dig til at flippe totalt ud, hade din kæreste momentant og reelt foreslå skilsmisse?

– Vreden skal stå mål med situationen. Hvis du virkelig skal bekæmpe en hel hær af krigere, er det fornuftigt at gå all in, men hvis du egentlig bare er vred over, at støvsugeren ikke nåede helt ud i hjørnet, skal du nok til at kigge på, om der ligger mere vrede nedenunder og gemmer sig, siger Pernille Lauritsen.

Vrede er sundt
Før man kan tage den lille master i vrede, er der ifølge Pernille W. Lauritsen to vigtige grundregler, man skal kende til.

– For det første, at vrede er en naturlig del af følelseslivet. Når vi som mennesker bliver udsat for vrede, reagerer vores nervesystem med at give igen af samme skuffe, nemlig med vrede. Den anden ting er, at vreden ikke forsvinder, fordi vi ignorerer den, siger hun. De fleste forældre, der har prøvet at skælde ud, har også fået blikket og er straks holdt op. Børn får dét blik i øjnene, som kan få enhver vredladen person til at krympe sammen på rekordtid som en mus i et musehul: Jeg afskyr dig. Du er fandeme ikke rigtig klog, men du er min mor eller far – og du har magten! Vi kan med andre ord godt bære rundt på gammel vrede, der pludselig bryder ud i lys lue over for en uhøflig ekspedient. Dårlig betjening trigger en følelse i mange mennesker af, at de åbenbart ikke er værdige til bedre. Det giver vrede.

– Coaching betyder jo læring, og man kan sige, at det karakteristiske ved coaching er at lære nyt eller omlære det gamle, man har med i bagagen, og som måske har vist sig ikke at fungere. Vrede kan være destruktiv, hvis du ikke erkender den, omvendt kan den vrede, du bruger til at gå målrettet efter resultater eller rettigheder, være en kolossal styrke, siger Pernille. W. Lauritsen.

Ifølge hende er der ting, der er værre end vrede: ingen vrede! For når vi lukker ned for vreden, lukker vi ned for følelserne. Og når vi lukker ned for følelserne, lukker vi af for vores drømme – og endnu værre: Vi bliver dårlige til at sætte grænser, og dermed stoler andre ikke på os, de afviser os, og så bliver vi…ja, rigtig gættet: afmægtige og vrede!

– Et pædagogisk forskningsprojekt i Holland viser meget interessant, at børn, der fra en tidlig alder understøttes i at vise vrede og lærer, hvordan de kan udtrykke vrede på en god måde, bliver bedre til at sige nej. Resultatet viste sig på ét for forskerne helt uventet felt, nemlig antallet af uønskede graviditeter. Det lå signifikant lavere blandt de hollandske unge, der havde lært at sige fra som små. Det var så markante tal, at man siden har forsøgt med samme metode i Storbritannien.

Hvem bestemmer over vreden?
Ligesom der er forskel på, hvor meget vrede, vi hver især bærer rundt på, handler vrede også om kultur. I den vestlige verden opfatter vi vrede som fy-fy udadtil, ikke desto mindre driver de udadvendte kræfter, som vrede er en del af, hele vores vesterlandske måde at gå til økonomi, job og karriere på. Sådan er det f.eks. ikke i Østen, hvor en vred rødmosset turist og mig først-mentalitet opfattes som det pinligste syn.

Pernille W. Lauritsen synes ikke, man skal betragte vrede som et svaghedstegn:

– Vrede, der ikke er afbalanceret med empati, er ikke rar. Dér er jeg enig med buddhisterne i, at vrede smitter og spreder dårlig karma. Men ligesom dem synes jeg også, at man skal kunne tilgive sig selv for at blive vred en gang imellem, mener hun, og giver i samme sætning sin bedste løsning på ukontrolleret vrede:

– Vrede opløses, når vi tilgiver os selv og andre. Vi plejer at sige, at hvis du ikke har vreden, så har den dig!, siger Pernille W. Lauritsen.

Har man et problem med vrede, er det efter Pernille W. Lauritsens mening et must, at man tager ved lære af situationen. I den buddhistiske tradition er vrede skyld i både personlig ulykke, vold og aggressioner blandt mennesker. Buddhismen anbefaler medfølelse og meditation for at få styr på de sårede følelser og stoppe vreden, før den sendes videre ud i verden. Pernille W. Lauritsen anbefaler desuden terapi og coaching.

 – Vi har brug for vreden som drivkraft og stopklods. Vi kan ikke sige ordentligt nej, hvis ikke vi har vreden – signalet i det indre ”nej!”, vi alle sammen har, er så kraftigt, det kan ikke overhøres – og det skal det heller ikke. Det beskytter os!

LÆS OGSÅ: Derfor er det godt at være negativ

Gå ikke glip af de seneste artikler! Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev her.