Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Sanne Søndergaard
Foto: Kristina Demant

Sanne Søndergaard: Efter mange år som single har jeg fundet kærligheden

Den rapkæftede komiker Sanne Søndergaard har skiftet sarkasme og vrede ud med en ærlig sårbarhed i sit sjette onemanshow ”Sindssyg kælling”. Privat har hun også sænket skjoldet for at få mere kærlighed og glæde i sit liv, og det har indtil videre resulteret i, at hun efter 15 år som single har fået en kæreste…

En lille samling sko står stablet ude foran entredøren ind til komiker Sanne Søndergaards lejlighed på Vesterbro. Indenfor er vægge og gulve malet i hvid – nok nærmere en kridhvid end en knækket. Til Sannes store ærgrelse har malingen på gulvet slået sprækker flere steder. Hun tager min jakke og hænger den ind i sit karlekammerskab, hvor der på lågens inderside hænger et par blondekjoler i bedste Marie Antoinette-stil. Der er ligesom noget, der ikke rigtig passer sammen. Sanne har sat sig og smækket benene op på bordet, mens hun fortæller om dengang i 3. klasse, da hun til en musiktime kom i karambolage med en dreng fra klassen – der var altid kamp om en bestemt stol mellem klassens elever, og lige netop den dag var det Sanne, der fik stolen, men drengen nuppede pladsen, mens hun var på toilettet. Da Sanne opdagede det, strømmede en vrede ind over hende, og hun for over og slog ham i hovedet med et etui. En knækket lås på etuiet flåede hul i hans hud. Jeg kigger over mod karlekammerskabet – de hvide blondekjoler og bloddråber, kan synes kontrastfyldt – ligesom Sanne, der nu sidder her i sin stue med optegnede øjenbryn og kulsort mascara. Der er mange ting, der kan gøre Sanne vred, men for nogle år siden skete der noget med den her vrede.

− Vrede og sårbarhed er et vigtigt tema i mit liv, kan jeg ­mærke. Jeg er sgu blevet mere grådlabil med årene – i stedet for at blive pissesur, så græder jeg. 

Vreden ophobede sig allerede i Sanne som 6-årig, da hun første gang mødte skolesystemet. Hun har hverken gået i vuggestue eller børnehave, men er blevet passet hjemme af sin mor, der arbejdede som hjemmesyerske.

− Jeg husker tydeligt det her sørøverskib, som jeg vildt ­gerne ville lege med, men det var altså kun noget, drengene ­måtte. Til gengæld kunne pigerne få lov til at lege med ­dukkehuset. Jeg havde aldrig før oplevet, at det var så udtalt, at der var ­noget, jeg ikke måtte, fordi jeg var en pige.

De 17 år, Sanne skulle komme til at være i skolesystemet, har ikke rokket ved den indstilling, hun fik de første seks år i livet:

− At der skulle være forskellige regler for, hvordan man er ­pige, og hvordan man er dreng, kunne jeg ikke spille med på, for jeg var mere på drengenes hold – og hvis ikke jeg måtte det, så ville jeg slet ikke være på nogens. Hvis man skal tvinges til at være i en bestemt kasse, så vil jeg bare hellere være antikasse.

− Påpeger man et problem, bliver man problemet, fortæller Sanne.

Sanne faldt uden for normen, de andre elever i skolen fik i hvert fald gjort hende mærkelig.

− Mobning er jo mange ting – mobning er ikke, når nogle ­siger noget grimt, det er, når der ikke er nogle, der siger noget ­andet. Det er ikke så meget det, at folk er hårde ved dig, det er mere det, at hele systemet billiger, at du får den behandling. At der ikke er nogen, der træder ind og siger hov, det der er ikke i orden. Hvis hele verden ser dig som skør, kan du ikke rigtig argumentere for, at du er rask.

Sannes nye show "Sindssyg kælling" handler netop om at blive opfattet som skør, hvis man siger, der er noget galt med den virkelighed, vi lever i. At lægge ud for et helt publikum, hvad det egentlig gør ved hende at blive opfattet som en sindssyg kælling, er meget sårbart, ligesom det er sårbart, når hun fortæller om ­sine mange forsøg på at gå til psykolog, der alle gange er fejlet.

− Psykologer har dømt mig inden for ret kort tid som værende perfektionist, med stort kontrolbehov, dårligt selvværd og urealistiske forventninger til andre mennesker. Hvor jeg kan have det sådan: Vi har talt sammen i en time, og så tror du, du ved, hvem jeg er. Sådanne ting er jo sårbare at tale om, ­ligesom, jeg synes, det er sårbart at tale om mobning. For hver eneste gang jeg stiller mig op og fortæller, at jeg er blevet mobbet, så er der en eller anden stemme i baghovedet, der siger: "ja, det kan de da godt regne ud, du er – prøv lige engang at se på dig selv".

Godt nok dukker der sommetider en destruktiv tanke op i Sannes hoved, men at blive mobbet fra den tidlige skolealder har også gjort hende hårdhudet.

− Der er ikke den modstand i voksenlivet, der har været så hård som at være 13 år gammel og blive mobbet.

Heldigvis havde Sanne to bedsteveninder i sin skoletid, der ud over hendes mor var hendes faste holdepunkter:

− Linda og Janni gjorde, at jeg kunne stå imod mange flere ting. Det kan godt være, at vi ikke kom med til folks fester, at folk "hatede" på os og gav os lammere, men jeg kunne stadig sidde med mine to veninder og høre musik efter skole og tænke "fuck de andre". Det er vigtigt at have nogle helt tæt på, som er ligeglade med alt det udenom.

LÆS OGSÅ: Linda P: ”Hver gang han kom tæt på mig, flyttede jeg mig. Ja, det første kys var sgu svært”

Såret og sjov

Efterhånden som Sanne kom i gymnasiet og senere på Journalisthøjskolen, blev kontakten med folkeskoleveninderne ­mindre. Men på Sannes sidste år på journalistuddannelsen fik hun at vide, at Linda havde begået selvmord, og det fik hende til at overveje, hvad hun egentlig gerne selv ville – var hun ­bare i gang med noget, som andre forventede af hende?

− Jeg ville ikke være journalist, det var bare noget, jeg blev, fordi jeg ikke troede, jeg kunne blive skuespiller og forfatter, som var det, jeg allerhelst ville. Og så tænkte jeg: jeg prøver sgu at lave standup og se, hvad der sker.

Sannes tidligere bofælle Carla arbejdede dengang på en bodega, som skulle komme til at lægge ramme for Sannes debut som standupper. En sen lørdag aften optrådte hun med nissehue foran ni stive stamgæster.

− Men efter jeg havde lavet standup i nogle år og faktisk var begyndt at leve af det, skete der et skift i mine tanker ­omkring, hvad jeg ville med min comedy. Dermed blev jeg ­også mere feminist, og jeg blev da også afskediget fra en arbejdsplads, fordi jeg gerne ville være med til at bestemme, hvad vi skulle lave. Men jeg var egentlig bare blevet hyret til at holde kæft og være smuk. Det fandt jeg mig ikke i. Det kan godt være, at standup kan være noget af det mest meningsløse, der findes, men det kan faktisk også være noget af det mest meningsbærende.

Sanne roder lidt i sit krøllede hår og taler videre... Lige så indigneret som før:

− Jeg er jo nødt til at være sjov i min standup, så formen ikke smuldrer. Men jeg vil alligevel forsøge at tage noget mere sårbarhed med på scenen – altså tale ud fra et andet sted end det gængse og se, om folk måske lytter mere.

− Hvis folk sviner mig til, så er jeg sådan lidt. Nå ja... Så har de jo vist, hvem der er idioten. Det, jeg bliver mest frustreret over, det er, når folk misforstår mig. Nogle af de mænd, jeg aldrig har kunnet få til at forstå ting, fordi de er sagt i vrede, de forstår det pludselig, når det bliver sagt i sårbarhed. Nogle forstår bare ikke min humor, og det er måske, fordi det er ret usædvanligt at høre kvinder fortælle ud fra eget synspunkt uden at gøre sig til fjollede ofre. Det er faktisk sjældent, at kvinder angriber den position, man ufrivilligt bliver sat i, med en sårbar ærlighed omkring det. Jeg er jo ikke den eneste, der gør det. Herhjemme har vi f.eks. også Sofie Hagen og Ditte og Louise, så vi begynder da at se det. Men det er stadig ret nyt, så folk ved ikke helt, hvad de skal gøre ved det. Jeg har det bare sådan; jeg gider ikke tale mig selv ned. Jeg gider ikke gøre mig selv dummere, jeg gider ikke gøre mig selv mere kikset, doven eller uduelig. For det er jeg ikke! Som de fleste kvinder i den her verden, så knokler jeg fucking hårdt for at eskalere på alle de parametre, jeg kan.

Fra forsvar til vrede til sårbarhed

Der sænker sig en anden ro i Sannes stemme, når hun fortæller om det at vise sig fra en mere sårbar side, end når hun f.eks. fortæller om sin skoletid, hvor hun lossede drengene i nosserne, hvis de uden hendes samtykke tog hende på brysterne.

− Tidligere gik jeg meget aggressivt til modangreb. Men i mine teenageår lærte jeg efterhånden, at det ikke er en speciel hensigtsmæssig måde at reagere på, så jeg begyndte at arbejde med en anden forsvarsmekanisme: humoren. I dag bruger jeg jo også humoren til at cope med nogle tragedier, jeg har oplevet. Jeg bruger især sarkasmen. Kommer jeg med en stikpille, er det, fordi jeg er vred. Så jeg bliver nødt til at skrælle nogle lag af den her sarkasme. Det er jeg begyndt at prøve på nu.

For nogle år siden besluttede Sanne sig nemlig for, at hun ikke gad være så vred mere. Hun ville egentlig gerne have lidt mere kærlighed og lidt mere glæde og overskud i sit liv.

− Og det kan man jo ikke bare række ud efter og ­sige, at man vil have. Jeg bliver nødt til at grave ned i, hvad det egentlig er, der gør, at jeg bliver så vred. Det er jo, fordi jeg bliver såret.

Sanne tænker for sig selv. Der bliver larmende stille i ­stuen på Vesterbro. For er hun nu egentlig også så god til at vise sårbarhed?

− Puuuh... Hehe... Jeg prøver. Det er lidt min nye tilgang til tingene i hvert fald. Jeg har ikke været god til det før. Jeg har bare sat et skjold op, så folk ikke skulle se, at de rammer mig.

Men selvom Sanne i flere år er blevet mobbet og ofte misforstået i sin tilgang til humoren, har det aldrig fået hende til at tænke, at det var hende, der var noget galt med:

− Jeg har aldrig skammet mig – det gør man jo, når man ­internaliserer andres had. Hvis jeg står i situationer, hvor folk forsøger at skamme mig ud, går jeg ofte imod, men jeg er ­også blevet bedre til at undgå de mennesker. Jeg går f.eks. ­ikke i byen, for jeg kan simpelthen ikke undgå, at der kommer fulde mænd over med latterlige kommentarer.

Mange tænker nok, at der skal ret meget til for, at den rapkæftede og skægge standupper kommer derud, hvor hun er overfyldt af egne triste følelser.

− Der er ikke nogen tvivl om, at jeg inderst inde har nøjagtig de samme følelser og sårbarheder som alle andre, men jeg ved ikke, hvad der er med mig. Jeg reagerer bare ikke altid ligesom alle andre mennesker. Jeg har noget mere...

Sanne hælder sin tredje kop grønne te op i koppen, puster lidt. Og griner så...

− Det kan godt være, jeg er småpsykopat eller smånarcissist. Haha.

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: ”Det gode ved at skifte stiletter ud med gummistøvler er, at det bliver mere vigtigt at være end at se ud”

Kropsidealet

Der gemmer sig da også skeletter i skabet hos Sanne. Det er ikke altid, at folk har lige let ved kvinder, der ligefremt siger, hvad de tænker og mener – specielt ikke, når de er uenige i det påstående.

− Jeg kan mærke, at den måde, jeg har ladet mig påvirke på, er på mit kropsfokus. Jeg er bange for at blive for tyk. Helt ­klichefyldt... det der med, at du ikke må fylde for meget. Det der med at kvinder altid skal være mindre. Mænd skal ­være store og stærke, men kvinder skal helst være sådan lidt små og ufarlige. Og jeg er meget farlig på min personlighed, på den front er jeg meget fyldig. Jeg snakker meget, når jeg står på en scene. Og så kan jeg bare mærke, at jeg føler, at min krop i hvert fald ikke også skal vælte ud over det hele. Jeg er meget fokuseret på, at jeg skal blive ved med at være tynd, og hver eneste gang jeg kan mærke, jeg har taget lidt på, har jeg det sådan. Åhh... Og jeg ved det godt. Jeg ved det, når jeg står foran spejlet, og jeg prøver at sige noget andet til mig selv, men den der stemme inde i hovedet. Den kører bare.

I snakken om kropsidealet kommer Sanne ind på, at vi alle sammen jo egentlig har de samme følelser, vi har alle sammen nogle steder, vi kan blive ramt, og det er på vores stolthed – på vores fornemmelse af os selv. Sanne er heller ikke immun, hun lever ikke et liv, hvor hun bare blæser på alle de forventninger, der til kvinder:

− Man kan f.eks. pille mænd ned på, at de har en lille pik, ­eller de ikke kan finde ud af at bruge den, de har. De skal være potente og stærke og sådan noget. Så kan man så pille kvinder ned på, at de er for meget, og de larmer og er skingre. Men det er det samme, vi bliver såret på. Vi føler skam, og at vi ikke er gode nok. Det er den samme følelse, bare udløst af forskellige triggere. Det er også derfor, jeg i mit kommende show siger, at når man skammer kvinder ud for at være for meget, så er det det samme, når man skammer mænd ud for at være for lidt.

LÆS OGSÅ: Ditte Hansen og Louise Mieritz: “Guldet ligger i alt det grimme”

Komplicerede forhold

− Jeg har haft det meget svært ved institutionen parforhold. Det er egentlig ikke, fordi jeg har et problem med den der tætte relation, man vel forhåbentlig skal have i et parforhold. Jeg har bare gode veninder i stedet. Men altså, når folk hører det, bliver de altid sådan: "what?" Jeg har jo været single i utrolig mange år. Ja... 15 år. Haha.

For et års tid siden rykkede Sanne op fra en mindre stuelejlighed til en stor fireværelsers på fjerde. Den er rummelig. Især til en.

− Det er faktisk meget sjovt det her med ensomhed. For ensomhed er det, der knækker mennesker. Og man kan jo f.eks. være enormt ensom i et parforhold – det har jeg også været. Og man kan være ensom, selvom man er omgivet af en masse venner, og selvom man har mange venner på Facebook. Men sagen er nok, at jeg aldrig er ensom, når jeg er alene, men jeg kan godt være ensom, når jeg er sammen med andre. Jeg ved godt, at man siger, at ingen er en ø, men det er alligevel et fikspunkt for mig, at jeg kan isolere mig fra andre og lege, at jeg alligevel er en ø, så jeg kan tage et frikvarter fra andres påvirkninger.

Selvom Sanne elsker sit eget selskab og alenetiden, har hun ­altid været god til at få tætte relationer. Især til kvinder.

− Jeg er ikke så god til det med mænd. Jeg kommer til at knalde med dem. Haha. Det er ikke, fordi mænd er mindre ­egnede til at være soulmates, men så snart der kommer det der ind over, hvor man boller med dem, så er der bare mange flere ting, der kan gå galt. Og så får man jo et kompliceret forhold.

Grunden til, at der i flere år ikke har været en kæreste i Sannes liv, er fordi hun ikke har kunnet finde en, der kunne være et fast holdepunkt.

− Jeg tror, det er ret centralt, at ens partner skal være et fast holdepunkt. Det skal være en, der ikke gør dig mere ­usikker, end du er i forvejen. Du skal kunne tabe ansigt og gøre de dummeste ting i verden, og personen vil alligevel kravle ned til dig, i det hul du er faldet i. Men altså... jeg tror faktisk, at jeg har fundet ham nu, men det må vi lige lade tiden vente at se. Det er jo så nyt. Men vi... ææhhh... puh... jeg er lidt angst for parforhold, for jeg kan godt have det lidt svært ved at tro på, at det kan lykkes i længden. For når man er forelsket, så lykkes alting jo. Men på et eller andet tidspunkt bliver det jo rutine. Mit udgangspunkt er at blive ved med at ville – også at blive ved med at ville være sårbar.

Tror du, det er, fordi du er begyndt vise den her sårbarhed, der åbner op for, at du bliver mindre angstfuld i forhold til at indgå i et parforhold?
−  Hæhæ... Ja, det tror jeg.

Men hvordan er du blevet stærk nok til at være sårbar?
− Puuuh, sukker Sanne i et lettere udbrud.

− Det var et meget svært spørgsmål. Stærk nok til at være sårbar? Det er sjovt, at du opfatter mig som stærk.

Jeg opfatter det som stærkt at være sårbar.
− Jeg tror egentlig bare, det er, fordi jeg har fået så ­mange tæsk gennem tiden. Det er selvfølgelig også, fordi jeg har nogle at falde tilbage på, og så har jeg mig selv som det ­vigtigste holdepunkt, for jeg ved, at jeg kan klare det her. Jeg ved godt, at folk kan være modbydelige over for mig. Men derfor kan jeg stadig gå hjem og hygge mig – jeg dør ­ikke af det.

LÆS OGSÅ: Stjernen fra Badehotellet: “Nogle gange har jeg lyst til at lade som om, jeg er en anden”

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: “Jeg er blevet dobbelt så forelsket i Liam efter at have set ham med Constantin”

LÆS OGSÅ: Sofie Linde: Jeg rangordner mine venner med post-its

Sanne Søndergaard, 36

Komiker, forfatter og foredragsholder – med egne ord: debatainer.

Debuterede som stand-upper i 2005 og skrev sin første bog i 2008.

Aktuel med sit sjette onemanshow "Sindssyg kælling", som hun optræder med over hele landet.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte, Kærlighed og Sanne Søndergaard