Sara Bro: "Jeg kan virkelig blive provokeret af, at der kun er én fast måde, man kan være kærester på"

Han sagde JA!

Sådan skrev tv- og radiovært Sara Bro den 19. januar 2020 på sin Instagramprofil. Det første billede viste to sammenflettede hænder. Hendes med de røde negle. Hans med en kantet, indgraveret ring. De næste to billeder afslørede, at Sara og Lasse stod midt ude på en hængebro. Sara griner højt, da hun over telefonen fortæller om frieriet nogle uger efter, at vi mødtes første gang for at lave interviewet. 

– Da du var hjemme hos mig, vidste jeg godt, at jeg ville fri til Lasse på vores rejse til Costa Rica lige efter. Men det kunne jeg jo ikke fortælle på det tidspunkt. Både fordi Lasse var i lejligheden hele tiden, men også fordi jeg var sådan helt overtroisk i forhold til, om det ville jinxe det, hvis jeg sagde det til dig, inden vi rejste.  

Meget forståeligt. Noget så vigtigt skal man da ikke afsløre for en journalist, heller ikke selvom hun kommer fra et pænt og ordentligt dameblad. Selve frieriet vender vi tilbage til, for det kræver lidt forhistorie. Og det var netop, hvad Sara Bro diskede op med, inden hun og Lasse rejste. Sara er kendt, elsket og somme tider hadet for sin pågående, ærlige og no bullshit-agtige stil på radio og tv. Hun er sådan en, som man er nødt til at forholde sig til. Man kan ikke bare være ligeglad. Da jeg spørger hende, hvorfor hun tror, at vi har valgt hende til serien ”10 kvinder, 10 hemmeligheder, 10 forsider”, holder hun en lille pause, før hun svarer. 

– Det har jeg sgu slet ikke tænkt over. Men måske på grund af tv-programmerne ”Sara Bro på DR2”, som jeg lavede sidste år, og den kritik, der var i kølvandet på det, som handlede mig, min person og mit tøj. 

Hvad er der med dig, din person og dit tøj?

– Jeg ved det ikke. 

Hun griner højt. 

– Jeg synes jo ikke, der er noget galt med mig, min personlighed og mit tøj. Men det oplevede jeg i forbindelse med tv-programmet, at der var nogle journalister, der syntes. Der var mange, der blev vrede over det program. De kunne ikke lide det, og de kunne ikke lide den måde, jeg så ud på. 

Sara er i det hele taget ikke bange for at gå i brechen for det, hun tror på. Sidste efterår postede hun et nøgenbillede af sig selv på Instagram. Billedet er i skrivende stund liket af knap 14.400 mennesker, og der er 610 kommentarer. I teksten til billedet skriver Sara blandt andet, at grunden til, hun poster sådan et billede, er, at hun gerne vil inspirere andre kvinder til at være modige og give et andet syn på kvindekroppen. Saras krop bærer tegn på to kejsersnit og en korrektur samt syv brystoperationer inklusive to fedttransplantationer. Hendes bryster er rekonstrueret med silikone, og dertil kommer, at det er tydeligt, at hun løfter vægte. Tunge vægte.  

– Når jeg går ned og bader i Københavns Havn, så har jeg badedragt på. Men oppe i min mors sommerhus har jeg ikke badedragt på om vinteren, fordi det er pissebesværligt. Man gider ikke stå og bikse med en våd badedragt. Så mit opslag handlede egentlig bare om, at jeg ville vise min virkelighed, som den også er. Debatten bagefter kom til at handle om, hvorvidt jeg kan tillade mig at være nøgen med den krop, jeg har, og jeg tænkte bare fuck, hvor er det vildt, at man får så meget opmærksomhed, bare fordi man smider tøjet. Hvor er det barnligt. Heldigvis var der masser af kvinder, der forstod budskabet og kunne se, at det handlede om feminisme og frigjorthed. Min krop er jo ikke en naturlig krop. Jeg elsker at vægtløfte, og så er jeg helt vildt opereret og har silikonebryster. Jeg går sindssygt meget op i min krop i forhold til, at jeg mega gerne vil være stærk. 

Hvorfor? 

– Det startede helt klart, fordi jeg skulle være vært på Grøn Koncert et år og gerne ville være fit for fight. Ikke fordi jeg følte mig tyk som sådan, men jeg tænkte, at det ville være godt. Jeg begyndte hos en god træner, og med det samme kunne jeg bare mærke, hvor mega fedt det føltes. Man får sygt mange endorfiner af at træne. Jeg havde brystkræft tilbage i 2001 og blev opereret og var i kemo i 2002. Det var jeg aldrig blevet genoptrænet efter. Da jeg begyndte at træne, kunne jeg mærke, at jeg havde nogle begrænsninger i den side, hvor jeg var blevet opereret, og så var der det psykiske. Jeg turde for eksempel ikke lade mig hænge ned fra en ribbe i armene. Det var træneren, der fik løsnet op for de ting, og da jeg så kort tid efter fik forstadier til kræft igen og skulle igennem endnu et operationsforløb, blev jeg ved med at træne med ham. I dag har jeg stort set ingen fysiske begrænsninger på trods af, at jeg har fået skåret mine brystmuskler op tre steder. 

Da Sara i 2016 fik at vide, at hun igen havde forstadier til brystkræft, stod hun i forvejen midt i et virvar af følelser. Hun var for kort tid siden blevet skilt fra faren til sine børn, og til en fødselsdagsfest på Bornholm havde hun lige mødt Lasse.  

– Og der kyssede vi bare. Jeg havde det samtidig sådan, at jeg i hvert fald ikke skulle have en kæreste, for jeg var lige blevet skilt, og så var der i øvrigt en kæmpe aldersforskel. Lasse er 15 år yngre end mig. Jeg tænkte, at det aldrig kunne blive noget seriøst, men vi kunne da godt have det lidt sjovt. Men så skete der ret hurtigt det, at jeg fik besked om, at jeg skulle opereres på grund af forstadier til kræft. Det satte sådan et underligt tvist på det hele. Beskeden kom efter nogle måneder, hvor vi bare havde haft det så sjovt, og så tog det pludselig en drejning, som jo helt klart gjorde vores forhold anderledes. Pludselig handlede det om, at vi var nødt til at have nogle alvorlige snakke, som man nok ikke normalt ville have så tidligt i et forhold. Det handlede om, hvad vores frygt var for den situation, der ville komme. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at hele forløbet ville komme til at tage tre år. Lasse var meget lavpraktisk, tog fri og tog med mig til møderne, selvom jeg sagde, at han ikke behøvede. Han var i det hele taget meget opbakkende. Samtidig var han meget tydelig omkring, at han ville synes, det var svært, hvis jeg røg ned i et sort hul og ikke kunne komme op af det. Det var jeg ikke så bekymret for selv, det har aldrig ligget til min natur. Jeg havde det mere sådan: Hvordan har du det med, at jeg skal opereres i mine bryster? Og jeg fik sagt, at han godt kunne bakke ud og i hvert fald ikke skulle blive sammen med mig af medlidenhed, hvis han et stykke hen ad vejen fandt ud af, at det var for svært. Så skulle han melde det ud, og det ville jeg være helt afklaret med. Min krop ville jo komme til at se mærkelig ud, og det kan måske godt være svært i så nyt et forhold. Men operationerne rørte ham ikke, og det har ikke rørt ham siden. Det har ikke forandret noget fysisk imellem os. Men jeg vil gerne indrømme, at selvom jeg ikke har tilbøjelighed til at gå ned i et sort hul og blive der, så har det været meget hårdere psykisk, end jeg nogensinde havde forventet …

Kan du sætte nogle flere ord på det? 

– Det var svært at være i et nyt forhold og så pludselig have nogle helt andre betingelser. Der kom sådan en alvor ind i det. Min første tanke var egentlig ikke, om Lasse kunne acceptere, hvordan min krop kom til at se ud, for jeg vidste ret hurtigt, at jeg ville få silikonebryster. Det var mere det, at mit liv kom til at handle om noget andet, og at det ”andet” ville komme til at fylde i vores relation. Jeg ville få brug for meget hjælp, jeg skulle meget på hospitalet, jeg ville blive ked af det, og han havde måske ikke lyst til at være en del af det. Jeg har selv været overrasket over, at den psykiske påvirkning har været så stor. Jeg har været sygemeldt to gange i fire måneder, og det har været af psykiske årsager. Da jeg blev opereret for kræft første gang i 2002, havde lægerne fortalt mig, at dødeligheden efter brystkræft faldt, hvis man lavede brystbevarende operationer. Så jeg vidste allerede fra dengang, at det med at få fjernet brysterne havde en rigtig hård psykisk slagside. Og selvom man får det at vide, er det stadig sindssygt voldsomt og enormt udefinerbart. Jeg har skullet kæmpe for ikke at komme på antidepressiv medicin. 

Hvad har du gjort i stedet? 

– Jeg har trænet. Og så har jeg gået til psykolog hver eneste uge i perioder. 

Har du lagt kræftforløbet bag dig nu eller …?

– Jeg blev helt færdigopereret før sommerferien i 2019, hvor jeg fik tatoveret mine brystvorter på. Men nej, jeg synes ikke, jeg har lagt det bag mig. Det synes jeg bestemt ikke. Det er en kæmpe lettelse, at jeg ikke har nogen operationer foran mig, men forløbet sidder stadig i mig. 

Hvordan har dine kræftforløb ændret dig som menneske? 

– Primært har det betydet, at jeg har fået sindssygt travlt. Og at jeg har nul procent tålmodighed. Og det kan jo være dødanstrengende, men det er også det, der gør, at jeg er meget bevidst om, at jeg er nødt til at lave noget, der betyder noget for mig. Jeg kan ikke lave noget, bare fordi jeg er bange for at blive fyret. Det er mit liv bogstaveligt talt for kort til, og så må man tage de konflikter, der kommer undervejs. 

Og så er vi tilbage med frieriet. For måske handler det også om, at Sara går efter det, der betyder noget for hende. 

Så han ikke kunne slippe væk?

– Ja, sådan kan man også se det, ha ha. Men det handlede nok om, at det kunne blive sådan en lidt ekstrem situation, og det kan jeg godt lide. Jeg havde valgt den bro, der var højest oppe – 45 meter over jorden – men inden vi kom til den, var Lasse helt romantic. Man holdt mig ind til sig, kyssede mig længe, og jeg tænkte: Shit, han har også en ring med! Han har tænkt det samme som mig, øv øv, nu går min plan i vasken. Men der skete ikke noget, og da vi så stod ude på den højeste bro, og jeg skulle lige til at gå ned på knæ, var der sådan en kæmpestor amerikansk turist i regnslag, der møvede sig forbi. Det gjorde, at jeg ikke kunne høre, hvad Lasse svarede, da jeg spurgte ham, om han ville gifte sig med mig. Jeg troede, at han sagde nej. 

Hun griner højt. 

– Helt skørt. Men jeg fik rejst mig op, og han sagde jo ja, og så kyssede vi, og han tudede helt vildt. Vi var helt udmattede bagefter. Han sagde til mig, at det var rigtigt nok, han havde været totalt ved at fri til mig, men fordi han gerne ville gøre det ordentligt i forhold til den historik, vi havde, og fordi han ikke havde nogen ring med, så havde han valgt ikke at gøre det. 

Sara og Lasse bor ikke sammen, og det har forlovelsen indtil videre ikke ændret på. Da de i sin tid mødte hinanden, boede Sara og hendes to børn i en etværelses lejlighed, hvor de alle tre sov i samme seng, og hvor det slet ikke var en mulighed. Og da de senere flyttede til den større lejlighed, de bor i nu, havde Sara stadig ikke behov for at bo med en mand igen. 

– Jeg havde lige boet sammen med en igennem ti år, og helt ærligt, så ville jeg gerne slippe for diskussioner, der handler om toiletpapir og hvem, der gør hvad. Der gik også lang tid, før Lasse mødte mine børn. Han har ingen børn selv, og selvom børnene var vilde med ham, da de mødte ham – og omvendt – så har han da også haft behov for at kunne være for sig selv.  

Har frieriet ændret på tankerne om at bo sammen? 

– Det har vi ikke fundet ud af endnu. Vi ved heller ikke, hvornår vi skal giftes, eller hvordan det skal foregå. For mig er det mega rart, at vi begge to er sådan: Det finder vi ud af. Der er ikke nogen af os, der har noget med at skulle leve op til andet end det, vi selv har lyst til. Men det har jo taget noget tid at nå dertil, og jeg tror også, at det var derfor, jeg gerne ville fri til ham. For det HAR taget noget tid at nå frem til at slappe af med, at der er en aldersforskel, og at vores omgivelser bliver stødt af den måde, vi er sammen på. Når folk i parforhold med børn spørger mig, hvorfor vi ikke bor sammen, svarer jeg: ”Kunne du ikke tænke dig nogle gange at være helt alene hjemme?”. Og så kigger folk på mig som om, at det er det eneste, de drømmer om, ha ha. Og man er jo aldrig alene, når man bor sammen med nogen, vel? Efter at være kommet ud af det der kernefamilie-halløj drømte jeg i hvert fald bare om at være lidt alene. Om at få noget fred. Men nu har jeg prøvet det og jo, vi er da begyndt at tale om, hvordan vi skal flytte sammen og hvornår. 

I hvilket omfang har I talt om at få børn sammen? 

– Det er ikke noget problem mellem Lasse og mig, men der er rigtig mange i vores omgivelser, der spørger ind til det. Og tænk, hvis nu han ikke kunne lave børn. Eller han ikke havde lyst til at få børn. Ingen af delene er tilfældet, men jeg har tænkt meget på, hvor anstrengende det må være for ham at skulle forholde sig til det. Det er meget grænseoverskridende, at folk bare spørger. Det er der også mange kvinder, der oplever, når de når en vis alder. Hvornår skal du have børn? Tænk nu, hvis man ikke har lyst eller kæmper for at blive gravid og er vildt ked af, at man ikke kan. Nogle gange bliver jeg virkelig provokeret af, at der kun er én fast måde, man kan være kærester på. Jeg trivedes ikke særlig godt med at være i sådan et ægteskab med to børn. Jeg havde svært ved det. Og det er jo også sindssygt tabuiseret at sige. Det har heller aldrig været en drøm for mig at blive gift og få to børn. Aldrig. Jeg var, helt frem til at jeg fik børn, i tvivl om, om jeg skulle have børn. Jeg har selvfølgelig aldrig fortrudt det, og jeg synes, det er vildt grineren at være sammen med mine børn – og nu siger jeg noget, der måske er meget kontroversielt – men alt det, der handler om at være mor, altså ikke følelsesmæssigt, men det praktiske, det siger mig ikke en skid! Intet. Jeg gør det selvfølgelig, og jeg går da op i, at det skal være ordentlig mad og alt muligt, men hvis jeg kunne slippe for det, havde jeg gjort det.  

Er det nemmere for dig at have større børn? 

– Ja, for jeg elsker at lave noget med dem, som vi alle tre synes er sjovt. Men det er ikke nemt at finde noget, jeg kan gå til med mine børn. I stedet er jeg degraderet til at være en person, der transporterer mine børn rundt til deres aktiviteter og venter på, at de er færdige. Det er mit liv for fucking kort til! Vi gik til bueskydning sammen i en periode, og det var mega sjovt for os alle tre. Jeg prøver også at sige til mine børn på en pæn måde, at jeg jo ikke synes, at det er sjovt at være den, der hele tiden skælder ud og siger nej. Jeg synes, at de skal opføre sig ordentligt, så vi kan bruge vores tid på noget, som vi synes er sjovt. Vi skal også hjælpes ad med at bo herhjemme. Jeg går ikke ind for sådan noget curlingshit. Jeg tror heller ikke på, at børnene kan lide det. Og når de så flytter hjemmefra, kan de ikke en skid. Det synes jeg at man lige skal overveje som forældre. Jeg kunne godt tænke mig, at forældre, der curler, tænker over, om det i virkeligheden er en undskyldning for ikke at leve deres eget liv, når de siger, at deres børn ikke kan undvære dem. Nå, nej, det er nok for provokerende …