Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Sebastian Klein
Foto: Sigurd Høyen og private

Sebastian Klein: “Min far var en fantastisk mand”

Sebastian Klein: “Min far var en fantastisk mand”

Sebastian Klein er især kendt for sine sjove og lærerige dyreprogrammer for børn, men som barn var han kendt som Jesper Kleins søn. Det var både en forbandelse og en enorm glæde, og det har han nu skrevet en hudløst ærlig bog om.

Når du er død, skriver jeg en bog om dig, og den skal hedde "Fra min faders skygge"!

Den bemærkning fyrede Sebastian Klein jævnligt af over for sin far, Jesper Klein, når denne igen-igen i sin vanlige kærligt-ironiske tone havde sat lille Sebastian på plads med ordene "Du er for lille og for dum – gå ned i kælderen og modn."

Her sidder Sebastian så. Voksen. Kendt fra populære børneprogrammer på både tv og radio. Og med sin nye hudløst ærlige bog: "Fra min faders skygge" frisk fra tryk. Bogen, han truede sin berømte skuespillerfar med at skrive, og som nu er en realitet. Hvorfor? Og hvorfor lige nu, fem år efter farens død?

– Folk har altid spurgt mig, hvordan det er at have Jesper Klein som far. Og jeg har aldrig nogensinde villet fortælle noget, for på en eller anden ­måde har det altid virket, som om folk ville "have noget". Som om de ­ville vide noget om os personligt, og som om det blev sat op til at være vildt spændende at vide noget om min far. Det har jeg simpelthen reageret imod ved at tænke: INGEN skal vide noget! Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg ville skrive en biografi eller skrive om min far, og jeg har altid sagt nej. Men i forbindelse med, at jeg i 2014 gennemgik en nedtur, hvor jeg blev syg og mentalt tosset, har jeg måttet ransage mig selv. Hvorfor skete det pludselig for mig? Og i den proces fandt jeg ud af, at okay, måske havde det også noget at gøre med, at jeg har lagt mine forældre i jorden på den måde, som jeg har. Og så tænkte jeg: Nu gør jeg det. Nu fortæller jeg om, hvordan det er at være Jesper Kleins søn, og i stedet for bare at gøre det i det små, jamen så deler jeg det med alle. Jeg har skrevet den bog, som folk har bedt om, og jeg forsøger at svare på spørgsmålet.

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave

Søn af en elefant
Sebastian voksede op på Amager med sin far og mor. Han har en ­halvsøster, farens datter fra et tidligere forhold, som boede hos dem indimellem, men aldrig fast. Hjemmet var præget af Jesper Kleins evigt klaprende ­skrivemaskine, mange bøger i reolerne, et kunstnerisk drive og et stort samfundsmæssigt engagement. Jesper Klein og hans kone, Lykke Nielsen, var tidens hotte kunstnerpar, og alle vidste, hvem de var.

– Mine forældre engagerede sig. De ting, de gik op i, gik de op i med hud og hår, og det var bl.a. mig. Lige så meget som de gik op i kunsten, kulturen og samfundet, lige så meget gik de op i mig, mit velbefindende og min skolegang. Min far var et mildt menneske. Han hidsede sig yderst sjældent op. Han satte sig ind i tingene og havde en videnskabelig tilgang til hele tilværelsen. Hvis jeg havde gjort noget, så havde han i udgangspunktet en forståelse for, hvad der havde ledt til, at jeg havde gjort sådan. Og hvis han syntes, det var noget skidt, jeg havde gjort, så skulle han nok sige det. Min far var meget anderledes, end, jeg tror, de fleste folk opfattede ham. Han blev kaldt provokatør og samfundsrevser, og han havde en stor stemme udadtil, men indadtil havde han en meget lille og meget mild stemme.

Det er din voksne beskrivelse af ham, hvordan så du ham som barn?
– Så var han bare Gud! Når man er barn og kigger på sin far, og det er gældende for alle børn indtil en vis alder, så tror man, at ens far er Gud. Man tror, han er den stærkeste mand i verden, og det er et chok at finde ud af, at det ikke er tilfældet. Da ­mine drenge var små, spurgte jeg dem: Hvem er verdens stærkeste mand? Og begge svarede, som om jeg var idiot: Hold nu op, det er jo dig, far. Når man så begynder at gå i skole, begynder der at gå ting op for en. Jeg kan huske, at jeg spurgte min far, om han ikke lige kunne tæve Michaels far inde ved siden af? Han svarede: "Nej, jeg kan ikke tæve nogen." Og jeg blev så skuffet. Men samtidig var jeg overbevist om, at han løj.

Sebastian slår en høj latter op.

Hvis din far var Gud, hvad var din mor så?
– Det er et godt spørgsmål. For hun var ikke gudinde på samme måde. Ja, det ved jeg ikke...

Han holder en længere pause.

– Min mor var tryghed. Favnen og trøsten. Den omsorgsgivende.

Er der ingen, der har spurgt, hvordan det var at være Lykke Nielsens søn?
– Jo, men ikke lige så mange. Min mor var ikke lige så interessant, plus hun var mere åben end min far. Det var hende, der fulgte mig i skole. Min far kom ikke på skolen, jeg ville ikke have det. Første gang han var der, stoppede hele skolen med at fungere. Alle, børn og lærere, løb ud på gangene for at kigge på min far. Der kunne lige så godt være kommet en elefant ind på skolen, og det er bare ubehageligt at være søn af en elefant. Jeg ville hellere gemme elefanten væk og tage min mor med, hun pådrog sig ikke samme opmærksomhed. Jeg tror, det passede min far glimrende. Han var skide dårlig til at være kendt. Og det er faktisk en af de ting, jeg har været meget bevidst om at gøre anderledes end ham. Jeg er også blevet en slags offentligt kendt person, men jeg har valgt at tackle det med åbent sind og med venlighed over for folk i stedet for at prøve at flygte fra det, som min far gjorde.

Jesper Klein med John Cleese fra Monty Python.

LÆS OGSÅ: Kristian Leth: “Jeg har brugt mange år på ikke nogensinde at benytte mig af min fars navn”

Fra rødvin til Ribena
Bogens titel "Fra min faders skygge" rummer en dobbelttydighed, som er vigtig for Sebastian at forklare. Skyggen skærmer for den stærke sol, men sommetider forhindrer skyggen også en i at skinne.

– Igennem mange år var det en skygge, at jeg var Jesper Kleins søn, før jeg var Sebastian. Kleine Klein. Jeg hadede det. Men skyggen var også med til at skærme mig og give mig fordele. Jeg fik en genvej til fjernsynet, det er der ingen tvivl om. Det var ikke på grund af mine evner, jeg blev kaldt ind for at lave børneprogrammer til at begynde med, det var fordi jeg hed Klein til efternavn. Da jeg var barn, var der intet, der lå mig fjernere, end at lave det samme som min far, men pludselig fik jeg mulighed for at lave noget fjernsyn om dyr, som jeg var rasende interesseret i, og så blev det fjernsynsvejen, jeg gik. Og det var på en eller anden måde nemt, for jeg havde set min far gøre det samme.

Hvor kom interessen fra dyr fra?
– Den kom ikke hjemmefra. Min far sagde altid, at han havde et teoretisk forhold til naturen. Han sad indendørs og læste om den eller kiggede ud ad vinduerne på den. Han brød sig ikke meget om at gå rundt ude i den. Og der er jeg så gået den stik modsatte vej. Interessen begyndte, da jeg så nogle sjove fugle i haven og fandt ud af, at jeg kunne slå dem op i en af min fars bøger og finde ud af, at det var Sjaggere. Der var en eller anden videnskabelig ting, der gik i hak for mig. Jeg følte samtidig en anerkendelse fra min far, da jeg viste ham billederne i bogen og fortalte om fuglene. Den anerkendelse var vigtig for mig, og det fik mig til at fortsætte med interessen. Min fars forventning til mig var, at jeg skulle lave noget, jeg kunne lide at lave, og det er præcis det samme, jeg giver videre til mine børn i dag.

Da Sebastian var i starten af 20'erne, begyndte det at gå op for ham, at hans far havde et alkoholproblem. Han ønskede dog ­ikke rigtig at se det, der var en høj grad af fornægtelse i det, og som han ser det i dag, blev han en form for medmisbruger.

– Som pårørende har man brug for at negligere det og sige: Der er ikke noget galt. Sådan havde jeg det i årevis, både over for mig selv, men også over for min mor, når hun sagde: "Far drikker for meget." I virkeligheden havde alkoholen været en del af hele min barndom, det var helt naturligt, at der stod vin på bordet, når de spiste, og jeg tænkte aldrig over, at det var et problem. Men jeg kan huske, at min mor engang sagde, at nu ­turde hun ikke længere drikke rødvin hver dag, for så blev hun sgu bare alkoholiker, og så begyndte hun at drikke Ribena. Men min far forsatte med at drikke vin, og på et tidspunkt blev han afhængig af det.

Og så blev din mor også syg?
– Ja, ad flere omgange. Hun fik en Lariam-forgiftning, bivirkning af malariamedicin, og led af det resten af sit liv. Hun havde også angstanfald og måtte tage medicin for det, og så fik hun brystkræft til sidst og døde to år efter i 2006.

Hvordan påvirkede det lange forløb dig og din far?
– Min far blev påvirket af det. Han kunne fandeme ikke ha' det, hun var jo den, der holdt fast i familien. Det var hende, der arrangerede og sørgede for alt. Hun var stabiliteten og trygheden. Jeg havde rollen som den positive i familien. Det var altid mig, der sagde, det går nok, det skal nok blive bedre, det går væk igen, slap nu af, det er bare en fase, videnskaben er nået langt. Jeg var altid optimisten. Og sådan er det i og for sig stadigvæk. Jeg er stadig optimisten i familien.

Fandt du det naturligt, eller havde du lyst til at græde?
– Nej, jeg tror det faldt mig naturligt, for det var en overlevelsesmekanisme som ved medmisbrug ved alkoholisme. Man beroliger sin familie og sig selv ved at sige, det skal nok gå.

Fortrydelser
Sebastian fortæller, hvordan hans far tog sig gevaldigt sammen efter moderens død. Han havde været bekymret for, om faren ville gå helt ned med flaget, men han gjorde det modsatte, og det på trods af tiltagende problemer med mavesår og knogleskørhed. Han kom tit hos Sebastian og hans kone, passede sine børnebørn og var i det hele taget på ret kurs. Han fik at vide af sin læge, at han skulle holde op med at drikke, og det gjorde han så. Fra den ene dag til den anden.

– Men så blev han diagnosticeret med kræft. Det var omkring den 1. juni 2011, og tre måneder efter var han død. Min søster kom ned fra Norge og var der rigtig meget, det var min ­moster også, men jeg følte mig meget ensom i de måneder. Da min mor døde, var det nærmest med pressen stående ved siden af sengen, og det brød jeg mig ikke om, så da min far fik kræft, var det kun de allernærmeste, der vidste det. Jeg var engageret i Cirkus Summarum den sommer, og han døde en af de sidste dage, vi spillede. Jeg følte et meget stort ansvar, for jeg var den eneste helt tætte, han havde, og alligevel var jeg der ikke, da han døde.

– Jeg var der heller ikke, da min mor døde, der var jeg lige taget hjem, men min moster og min far var der, og det var fint. Men jeg skulle have været der, da min far døde, og jeg nåede det ikke. Jeg kom ind på stuen, lige som han var død, det var forfærdeligt. Og den følelse kommer aldrig til at forsvinde. Jeg vidste, at det var tæt på, men i min egen dovenskab tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne være hjemme. Jeg skulle bare være blevet. Det var så lidt, der skulle til, og man kan ikke gøre det om. Det havde været så nemt at smide, hvad jeg havde i hænderne, jeg kunne have gjort det så godt, og det gjorde jeg ikke.

– Og der er flere fortrydelser i det. Min far ville dø derhjemme, men det kom han ­ikke til, selvom jeg havde lovet ham, at han aldrig skulle komme på "hjem". Det var en anden ting, jeg altid havde mobbet ham med, når han skændte på mig som barn. Jeg sagde: "Hvis der er noget ballade med dig, så kommer du på hjem, når du bliver gammel." Og så dukkede han nakken og sagde, uh nej, det må du sgu ikke gøre. Han kom ikke på et hjem, det var et hospice, men princippet er det samme inde i mit hoved. Så der var to ting, jeg havde lovet både ham og mig selv, og jeg holdt dem ikke.

Kan du tilgive dig selv?
– Jeg bebrejder mig selv for det. Tilgivelse er sådan et dumt ord, synes jeg, man kan ikke tilgive sig selv. Nej, det ligger i mig som en selvbebrejdelse. Der var en grund til, at jeg gjorde, som jeg gjorde, men grunden var bare ikke god nok. Det vil altid pine mig, og det sidder som en splint i mit hjerte. Jeg havde ikke lyst til at sidde og se på ham være syg, men bagefter har jeg haft brug for at kunne sige til mig selv, at jeg i det mindste var der for ham til sidst, og det kan jeg ikke.

I bogen fortæller du, at du ønskede din far død?
– Ja, man kommer til det tidspunkt, hvor man tænker, for fanden, det går kun en vej. Hellere i dag end i morgen. Kom nu. Du har det ad helvede til. Vi har det alle sammen ad helvede til. Hvor er det besværligt, jeg venter bare på, at du skal dø. Så dø dog! Det er skræmmende at få den tanke om et menneske, man elsker så højt, men det kom jeg til.

LÆS OGSÅ: Karen Thisted: “Jeg er så taknemmelig over, at jeg har haft sådan nogle dejlige, skønne mænd i mit liv”

Tosset fra starten
I 2014 blev Sebastian pludselig selv syg. Det begyndte med snurren i fingrene, svimmelhed og problemer med at fokusere.

– Jeg nægtede først at tro på, at det var psykisk, for det passer slet ikke til mig. Jeg er alt for sund og rask og for stor og mandig til at få noget så tøset som mentale problemer. Det er jo svage mennesker, der får det, hysteriske kvinder og tøsedrenge, tænkte jeg i mit dumme, dumme sind. Og husk lige at få det sidste med, ellers er der nogen, der bliver sure, ha, ha. Men det tænkte jeg længe, også for længe – og selv da jeg pludselig sad på psykiatrisk skadestue i en metalseng, og verden var forsvundet for mig. Jeg var stadig overbevist om, at det hele måtte have en fysisk årsag, og det var først, da jeg røg på medicin – og medicinen hjalp – at jeg tænkte, hold da kæft, det hele var psykisk! Det var galt inde i potten på mig, jeg var simpelthen blevet tosset fra starten af. Det overraskede mig, at jeg havde så svært ved at erkende det, selvom alle sagde det til mig.

Og det satte dig i gang med at lave bogen?
– Ja, jeg måtte ransage mig selv og sige, okay, hvorfor har jeg fået det sådan her? Og jeg tror, der var flere ting, der udløste det, men jeg er helt sikker på, at mine forældres død, og det med pludselig at være alene i verden efter nogle ­forfærdelige sygdomsforløb, havde en indflydelse. Jeg havde for eksempel heller aldrig været på kirkegården og besøge mine forældres grav. Ja, det er sgu også underligt, ikke? Jeg betalte troligt til, at gravstedet blev pyntet og vedligeholdt, men selvom jeg kan hinke derhen på under fem minutter, havde jeg aldrig været der.

Men du gik derhen i forbindelse med bogen, hvordan var det?
– Graven er et symbol på det, man gør forkert, og det var måske det, jeg frygtede. At al den fortrydelse ville komme op i mig. At gå hen til et gravsted symboliserer jo, at man mindes, og at man udtrykker en form for respekt over for de døde. Det behøver jeg ikke et gravsted til, for mig er mine forældre slet ikke der på kirkegården. Og jeg har da også kun været der den ene gang indtil videre...

Jesper Klein og Lykke Nielsen var tidens hotte kunstnerpar.

Ud af skyggen
Nu har du altid truet din far med at lave den her bog, i hvilket omfang føler du, at du udleverer ham?
– I stort omfang. Det gør jeg jo, fordi jeg fortæller sandheden. Og det er også derfor, at han ikke ville være glad for sådan en bog, men nu er han død. Jeg retfærdiggør det med at sige, at historien er min i dag. Og jeg har lyst til at dele den med ­mine børn og med andre. Jeg synes, at min far var en fantastisk mand, og jeg synes, at det, han har gjort, de aftryk, han har sat, de skal foreviges og huskes. Og han skal huskes. Jeg synes også, at min mor skal huskes. Og for at huske noget, skal det siges. Jeg håber, at min store, store kærlighed til min far – og min mor – også skinner igennem i den bog. Jeg kunne sagtens bare have taget de gode ting med, de dårlige ting er i lige så høj grad, som de gode ting, med til at skabe os.

Hvad ville din far sige, hvis han så bogen?
– Det ved jeg ikke.

Han slår en høj latter og holder en lang pause.

– Han ville nok sige: "Du er for lille og for dum – gå ned i kælderen og modn." Som han altid sagde.

Jesper Kleins skygge er i dag blevet en positiv motivation for Sebastian.

– Ja, jeg læner mig tilbage i skyggen og tænker: Tænk, at han var min far! Der er en stor stolthed forbundet med det. Berømmelse er jo en flygtig ting, og selvom jeg husker min far som en kæmpe personlighed, så er det jo sådan, at hvis du spørger gymnasieelever i dag, om de ved, hvem Jesper Klein var, så
vil de fleste svare nej. Den flygtighed nødvendiggør en bog, synes jeg. Men det betyder også, at jeg på en eller anden måde er trådt ud af min far skygge, i hvert fald i forhold til den unge generation. De kender egentlig kun mig, de kender ikke så meget til min far. Derfor har jeg ikke skyggen liggende på mig som et pres. Presset ligger så til gengæld på mine børn.

Han griner højt igen.

– Ja, det er frygteligt, for de har det præcis, som jeg havde det, og de hader at blive kaldt Lille Sebastian. Men i modsætning til mig så har de en far, der ved, hvordan det er, det hjælper forhåbentlig lidt. 

LÆS OGSÅ: Soulshock mistede sin kone i en tragisk ulykke: “Det er vigtigt for mig at være åben om døden og sorgen”

LÆS OGSÅ: Jussi Adler-Olsen: “Vis de gamle omsorg og kærlighed, mens de er her”

LÆS OGSÅ: Sidse Babett Knudsen: “Når man sidder derude - i verden - bliver man simpelthen så stolt af sit land”

 

Sebastian Klein, 44

Skuespiller, tv-vært, foredragsholder, forfatter og ornitolog.

Især kendt for børneprogrammer på tv og masser af børnebøger.

Aktuel med "Fra min fars skygge" d. 31. okt.

Gift med Rikke, som er skolelærer, og far til Sylvester på 14 og ­Christopher på 11 år.

 

Fra min faders skygge

Fra min ­faders skygge af Sebastian Klein. Udkommer på Politikens Forlag 31. oktober. 304 sider, 300 kr.

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv og Interview