Shaka Loveless
Foto: Jens Rosenfeldt

Interview med Shaka Loveless

Shaka Loveless om at være skruk, stresset og på stoffer

Han har hittet med ”Tomgang” og charmeret tv-seerne i bund i ”Toppen af Poppen”. Men den 32-årige sanger og rapper Shaka Loveless har også haft stoffer, stress og socialangst tæt inde på livet. Her åbner han op for posen – og sender en stor gang taknemmelighed i retning af sin mor og sin kæreste, der har rummet det hele.

UDGANGSPUNKT
Huset, vi flyttede ind i, havde set bedre dage. Det var et gult murstenshus, meget 60'er-agtigt, og det var sådan noget med et oliefyr, så der kunne godt være lidt koldt. Min bror og jeg delte værelse, indtil min mor satte en skillevæg op, og vupti, så havde vi hvert vores værelse. De var ikke store, men det var fedt.

– Huset lå i Alken, en lille landsby uden for Skanderborg med 250 indbyggere, og jeg var syv år, da jeg flyttede ind i det sammen med min mor og lillebror. Det er det hjem, jeg har boet i længst tid af mit liv – efter at have boet i først Århus, så Ibiza og Silkeborg. Den dårlige side af at flytte meget rundt som barn er, at man kan føle sig rodløs, men den gode side er, at man finder ud af, at tilværelsen kan ses fra flere vinkler.

– Min mor og far var allerede gået fra hinanden, før jeg blev født, så jeg har hele tiden haft to kulturer tæt på: Min far er bluesmusiker, boede i Århus og hos ham var alting præget af det amerikanske. Jeg elskede at hænge ud backstage, når han spillede koncert, og betragte ham på scenen. Musikermiljøet tiltrak mig.

– Min mor er dansk, og det var lidt tilfældigt, at det lige blev Alken, vi flyttede til. Hun kendte nogen, der hed Kaj og Margit, som hun havde lavet teater med, og sammen med en masse andre kunstnere var de flyttet til Alken, så vi var en stor flok kunstnerbørn, som hang ud sammen. Det var virkelig et fint, lille samfund: Man droppede spontant forbi og spiste hos hinanden, og de voksne passede hinandens børn. Det var et intenst, men fedt og kreativt fællesskab.

– Dengang havde min mor ikke en skid, det var der faktisk ikke rigtig nogen i Alken, der havde. Så da vi børn efter 6. klasse flyttede til den store skole i Ry, kom vi pludselig til en velhavende kommune. Alt det der med, at det pludselig betød noget, hvor mange penge man havde, det havde vi svært ved at affinde os med, og når man er ung og dum, så reagerer man jo. Det gjorde vi ved at ødelægge ting og søge grænser.

– Jeg har altid været følsom. Når der var forældresamtaler i skolen, fik jeg at vide, at fordi jeg lå i toppen af hierarkiet, skulle jeg hjælpe med, at de andre elever også havde det godt. Men den slags gjorde jeg faktisk af mig selv – jeg føler et kæmpe ansvar for, at alle har det godt, jeg er en people-pleaser af natur, og det ansvar føler jeg meget stærkt. Samtidig siger en anden del af mig: "Fuck jer alle sammen, jeg passer mig selv." Det er to meget modsatrettede kræfter inden i mig, og det har jeg kæmpet med lige så længe, jeg kan huske.


1990. Shaka, hans mor og lillebror, Toke, fotograferet i haven på Vestbirk Højskole, hvor bedsteforældrene var forstandere.

LÆS OGSÅ: ”På sociale medier blev jeg beskrevet som en person, der er meget langt fra den person, jeg selv føler mig som”

MIDTPUNKT
– Jeg har det meget, meget dobbelt med at være midtpunkt. Jeg får et helt enormt kick ud af at stå på en scene – måske fordi en del af mig ikke har lyst. På den ene side har jeg altid gerne villet vise mig frem og performe, men samtidig har jeg svært ved at være på. Lige inden jeg går på scenen, bliver jeg nervøs. Rigtig nervøs. Jeg får kvalme og har sommetider svært ved at trække vejret, og det er jo egentlig sjovt, at det kan blive ved, men jeg lærer at kontrollere det.

– Kort efter "Tomgang" blev populær, udviklede jeg socialangst. Da jeg mærkede, at privatsfæren begyndte at forsvinde, blev det svært for mig. Folks holdning til mig kom – via internettet – helt ind i min private stue, og det er lidt en floskel, men når der er 100 positive tilkendegivelser og én dårlig, så er det den dårlige, du husker. Sådan er jeg desværre. Til sidst lukkede jeg min private facebookprofil, for så vil jeg hellere slet ikke se nogen tilkendegivelser. Det var bare ikke sundt for mig.

– Følelsen af, at folk kiggede på mig gjorde, at jeg var i alarmberedskab hele tiden. "Hvem går der? Åh nej, kommer der en skoleklasse, så går jeg over på den anden side af gaden." I virkeligheden var det jo overhovedet ikke alle, der kiggede, men når der først havde været et par stykker henne og bede om en autograf, eller jeg havde lagt mærke til nogen, der vendte sig om og hviskede, så blev der et rimeligt stort pres inde i mit hoved, jeg skulle deale med, fordi jeg egentlig er ret privat. Til sidst var jeg nødt til at ryge en masse hash for overhovedet at kunne forlade mit hjem. Så var der ligesom en tåge, og jeg følte ikke, jeg skulle forholde mig for meget til verden omkring mig.

– Det er underligt, for det der kendthedsfis er jo bundet op på noget, der ikke er ægte. Det er bundet op på en person, som er en del af mig, men det er jo ikke mig – det er ikke mig, der står på scenen, og det er overhovedet ikke mig, der altid smiler og griner, som jeg ofte gør på billeder.

– Det er blevet nemmere for mig at tackle, jeg er vokset ind i det og har opdaget, at det vigtigste handler om selvværdet: at vide, hvem du selv er uden succesen. Det er garanteret meget naturligt, når der kommer en masse succes på én gang, at man tænker: "Er jeg succesen, eller hvordan er det defineret?" Hvis du lever dit liv efter, at du er den succes, som du har, så er det falsk, og du bliver aldrig lykkelig. Nu har jeg haft mange op- og nedture og kan se, at jeg er den samme person uanset hvad.


Shakas far introducerede ham for musikken i en tidlig alder.

SPRINGENDE PUNKT
– Da jeg lagde den akustiske version af "Tomgang" på YouTube, skulle det vise sig at blive et springende punkt for min karriere. Jeg havde lavet nummeret med Pharfar og Fresh-I, og det gik virkelig amok. Den simple forklaring er, at nummeret er et hit. Folk kunne relatere til sangen og se flere lag i den. Da Universal meldte sig på banen som et ud af flere interesserede pladeselskaber, gik det op for mig, at det var stort. Ligesom da sangen senere lå nummer et på iTunes. Jeg havde set, at andre kunne tjene gode penge på deres musik, men jeg havde aldrig troet, det ville ske for mig. Tidligere havde jeg optrådt som sideman til Medina, Outlandish og Jokeren, så jeg havde set det udefra, men det kunne alligevel ikke forberede mig på det pres, det var at stå der selv.

LÆS OGSÅ: “Uanset hvor umage jeg gør mig, vil jeg altid være anderledes”

HØJDEPUNKT
– Lasse Broman er min manager og min bedste ven, siden jeg var 6 år gammel. Vi mødtes i børnehaveklassen på Th. Langs Skole og har holdt sammen lige siden. De to gange, han har fået børn, synes jeg, var rigtig, rigtig store øjeblikke. Det er bare de bedste børn i verden. Da han fik sin første søn, Storm, var han også den første i vores drengegruppe, der fik børn, så det blev starten på en ny epoke, hvor det gik op for os, at der også er andre ting, der er vigtige, ud over musikken.

– Jeg vil selv føle det som et decideret nederlag, hvis jeg aldrig får børn. Alt det her med karriere og bla, bla, bla er fint nok, men der er ikke nogen tvivl i mit sind om, at det vigtigste og største, du kan, er at sætte børn i verden og skubbe dem godt af sted ud i verden.

BLØDT PUNKT
– For at fortsætte i samme spor, så gør det mig rigtig glad at se, at der er den mulighed i os mennesker, at vi kan skabe mindre mennesker, som er så meget klogere end de voksne. Jeg har tidligere arbejdet som pædagogmedhjælper, og børn er generelt mit bløde punkt – jeg tror sgu, jeg går og er lidt skruk!

LAVPUNKT
– Jeg har haft nogle rigtig, rigtig lave punkter i forhold til stoffer. Det er en fucked up ting at tage coke, som jeg gjorde. Hvis folk kan styre det, er det fint nok for mig – det kunne jeg bare ikke. Et par gange har jeg været inde i perioder med decideret misbrug, hvor stofferne var omdrejningspunktet for min dag. Jeg passede mine koncerter, men alle mine penge gik til stoffer, så jeg spiste bare mindre mad og købte færre ting, og så lærer man nogle mennesker at kende, så prisen på stofferne bliver lavere. Det var slemt, når jeg ikke havde nogen penge, det var slemt, når jeg havde det ad helvedes til psykisk, men det værste var de tidspunkter, hvor jeg begyndte at fjerne mig fra mine venner og min familie, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde ud at se dem. Fordi jeg havde så dårlig samvittighed. Jeg føler et stort ansvar over for folk, og en af de ting, jeg kæmper med, er, at jeg ikke altid gør alt, hvad jeg kan for at leve op til det ansvar. Så får jeg ligesom dobbelt dårlig samvittighed.

– På et tidspunkt holdt jeg op med at være åben om, at jeg tog stoffer. Og når folk, der tager stoffer, holder op med at tale om det, er det virkelig skidt. For så har man valgt at være ligeglad. Du har valget mellem at sige "Jeg er ligeglad, nu tager jeg bare coke. De andre kan fucke af, jeg lyver om det, jeg er ligeglad." Eller du kan tage den hårde vej, som er at kæmpe med det. Og hvis man vælger den hårde vej, kræver det virkelig – i hvert fald for mig – at der er nogle gode folk, som man ikke vil gøre ked af det. For eksempel min mor. Jeg fornemmede, at hun var ked af det på grund af mit misbrug, at hun var voldsomt bekymret, og at det gjorde ondt på hende. Og det gjorde ondt på mig. Havde hun været skuffet, var det noget andet, og så havde jeg sikkert ikke været her i dag. Det gjorde en kæmpe forskel at mærke, at hun var ked af det. For ked af det kan man bruge til noget, fordi det betyder, at hun elsker mig. Jeg har været i behandling et par gange, og det hjalp mig til at blive kvit. Det er et langt, sejt træk, og jeg kan godt falde i nogle gange, og det er psyko-nederen, men så har jeg de gode grunde til at blive ved med at kæmpe: min kæreste, min familie og mine venner. Det er det vigtigste i min bog.

LÆS OGSÅ: “Jeg følte, at jeg sad med de to børn i en robåd uden årer”

VENDEPUNKT
– Et års tid efter "Tomgang" var kommet ud, havde jeg sindssygt travlt. Mens jeg døjede med det der socialangst, spillede jeg tre diskoteksjobs både torsdag, fredag og lørdag, indimellem jeg spillede tour og lavede en plade samtidig. Jeg følte, jeg mistede indflydelsen på min egen situation – og indflydelse på din egen situation er jo frihed. Jeg havde kvalme, svært ved at stå oprejst, hjertebanken og kunne ikke sove. Det der med at alting stopper, og man rent faktisk ikke kan gøre noget. Det var virkelig ubehageligt.

– Det kom stille og roligt, men det gik op for mig, at jeg måtte trække stikket, da jeg skulle op og spille på Færøerne. Det var rigtig dårligt vejr deroppe, og jeg fik sådan nogle tankesløjfer, der bare kørte igen og igen i mit hoved. "Argh, jeg skal helt derop. Hvad nu hvis jeg ikke kan komme tilbage? Hvad hvis det går ad helvede til?" Alt muligt, som ikke havde rod i noget som helst. Jeg var lige ved at begynde at græde ved tanken om at skulle derop, selvom det var en tur, jeg havde glædet mig vildt meget til. Så jeg ringede til min booker, Jesper Kemp, og sagde "Den er helt gal." Han er en rigtig sød fyr og sagde: "Jeg kan høre, at det der er stress. Træk stikket, så lægger jeg de næste måneders planer ned." Selvfølgelig syntes jeg, at jeg var et fjols, at jeg havde ladet tingene komme dertil, og jeg havde det dårligt, indtil beslutningen blev taget. Men der var ikke noget at gøre. Jeg kan stort set ikke huske månederne derefter, men jeg lavede ingenting, og det hjalp. Jeg kæmper stadig for at kende min grænse, men det var helt klart et vendepunkt i forhold til at blive bedre til at lytte til mig selv.

YDERPUNKT
– Livets yderpunkter og grænser har jeg altid søgt. Jeg kan godt lide suset, når jeg skal ind og spille foran 15.000 mennesker – lige før man står og skal ind og egentlig ikke har det så rart – og boom – så sker det. Det er vigtigt, at man sommetider gør de ting, man er bange for. Nu er jeg 32 år og har for eksempel aldrig fået taget et kørekort. Jeg skulle bare have gjort det, da jeg var 18 år, for nu har jeg svært ved at se, at det nogensinde sker. Jeg kan ikke lide trafikken og har været i nogle forskellige biluheld. Er der noget angst omkring en særlig ting, får jeg det ikke gjort. Det er et af de karaktertræk, jeg er træt af ved mig selv. Så når jeg har noia på over at gå ud på scenen, er det sundt, at jeg tvinger mig selv til det – ret ofte endda. Jeg begynder stille og roligt at gå fra livets yderpunkter til at finde en form for balance og blive mere rolig. Men der kan ligge en vild fed energi i at være grænsesøgende, især hvis jeg engang kan lære at kanalisere det ud, når jeg selv har lyst, så det bliver i de der kreative eksplosioner.

HOLDEPUNKT 
– Min mama! Jeg har fucked up i mit liv tusind gange, men hver gang, jeg har gjort det, har jeg vidst, at der var en base af kærlighed hos hende. Lige præcis derfor har det aldrig givet mening for mig at give op og sige ”Fuck det, nu skal jeg bare være gangster.” Hvis jeg ikke havde haft min mor, havde jeg nok ikke dealet med mit misbrug, for mange ting kørte fint nok for mig alligevel: Jeg har klaret mig godt i skolen, og jeg har altid sørget for at have et arbejde og tjene mine egne penge, men på grund af hendes gode eksempel og hendes kærlighed først og fremmest har jeg følt mig elsket og ikke haft lyst til at gøre hende ked af det. Sagt på den allermest positive måde. 


Her fylder Shakas elskede mor, Lone, 50 år i 2012. Hun er omgivet af Shaka selv, hans kæreste, Fanny, og lillebror, Toke.
 

LYSPUNKT
– Min kæreste, Fanny, er helt klart et lyspunkt. Det var min ven Wafande, der præsenterede os for hinanden til afterparty til Danish Music Awards for to et halvt år siden. Hun er spændende, rigtig intelligent og læser kunsthistorie med fokus på feministisk kunst, så det er en vildt interessant – direkte adgang til en ny verden for mig. Måske kan jeg endda lære noget.


Med kæresten Fanny, som han har dannet par med i 2,5 år.

– Noget af det, som Fanny har bragt ind i mit liv, er stabilitet. En del af mig har altid søgt mod universet. Med alt muligt. Med at være ekstrem, sætte mig selv i farlige situationer, tage en masse stoffer, eller hvad fanden det kunne være. Samtidig har jeg også haft en lyst til ro. Aaah... bare ro! Og der har hun helt klart påvirket mig positivt over mod ro-retningen. Jeg søger hele tiden balancen, og nogle dage er rigtig gode, andre dage er rigtig svære. Hvis der er balance, er jeg rolig inden i, og der er ro i mit hoved. På en dårlig dag kører tankerne rundt, og det kommer meget nemt, hvis jeg føler mig tidspresset. Så bliver jeg irritabel og svær at være sammen med. Sådan var det i morges. Det hele kørte rundt i mit hoved, og så er jeg bare en røv og en ringe kæreste, og sådan er det bare. Så må jeg ringe til hende bagefter og sige: "Det er jeg virkelig, virkelig ked af. Nu er dagen i gang, og jeg kan se, at det hele nok skal gå." Det er sjovt, som man kan være en nar. Men Fanny rummer det, og det er jeg megataknemmelig for.

LÆS OGSÅ: Sammen kæmper de for at give stemme til det ukendte Underdanmark

LÆS OGSÅ: Susanne Bier om Oscars og lammende lussinger

LÆS OGSÅ: Danmarks Indiana Jones

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Musik