Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Sissel Jo Reid Gazan
Foto: Yurii Bulanov og private Sissel-Jo Gazan er træt af at slås med sin mor.

Sissel-Jo Gazan sin mor

Sissel-Jo Gazan om forholdet til sin mor: "Jeg gider ikke slås mere"

Forfatteren Sissel-Jo Gazan kender ikke nogen, hun minder mindre om end sin mor. Gennem hele livet har deres forhold været præget af så stor forskellighed, at den andens reaktion ofte var fremmed. Sissel-Jo har kæmpet for enigheden, men nu gider hun ikke slås mere. Efter tre års stilhed er hun udkommet med en bog om netop dét emne.

Godsbanen en sjælden lørdag morgen. Med forladte togskinner og ødelagte murbrokker blandet med limonade, streetfood-boder og latter. Sissel-Jo Gazan er vendt hjem til Aarhus. Men kun for en stund.

– Jeg har længe gerne villet skrive om Aarhus. For mit hjerte banker for den her by. Nu har jeg skrevet to romaner, der foregår i København, hvor jeg måtte bruge kort rigtig meget. Jeg kender selvfølgelig byen, fordi jeg har boet der i otte år, men ikke som Aarhus. Den kender jeg som min egen bukselomme. Alle mine gamle smutveje er der stadig, siger hun og betragter hjemmevant de farverige graffitimure, der indkapsler det gamle knudepunkt.

Hun plejer ellers at holde til i den pulserende storby Berlin, men endelig er hun lokket tilbage til smilets by. Det er der en særlig grund til.

For ud over at Aarhus er fødeby for forfatteren, er det også inspirationen og omdrejningspunktet i hendes nyeste roman, "Blækhat". En bog med en svampetitel, der handler om alt andet end bare det.

Det er om muligt Sissel-Jos allermest personlige roman. For selvom karaktererne er karikerede, så skal man ikke læse meget mellem linjerne for at opdage, at hun skriver om forholdet til sin egen mor. I bogen er hovedrollen den selvstændige datter Rosa, der drømmer om en dag at konfrontere sin mor med det, der irriterer hende allermest.

– Der er jo skruet helt op for volumen i bogen. Men man kan sige, at jeg har dyppet min pen i mit indre blæk og så skrevet en anden historie. Så det er svært at forklare, hvad der er præcis min mor, og hvornår det er fiktion.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov om sine forældres fokus på vægt: Jeg var 1.80 høj og vejede 54 kilo

Hemmeligheder og løgne

Det er inde i Hjelmensgade 14, en sidegade til det noget hektiske Nørreport-kryds, der går parallelt med aarhusianernes Tour de France, Randersvej, at historien udspiller sig. Her lader hun karakteren Rosa vokse op i samme hus, som hun selv er vokset op i.

– Scenen var sat i Sjællandsgadekvartet. Jeg har så mange erindringer fra min egen barndom. Jeg kan virkelig huske tingene. Og da jeg begyndte at skrive romanen, var det ligesom at hive i en tråd på en sweater. Da jeg gik i gang med at trevle op, dukkede der alt muligt frem, som jeg havde glemt, at jeg havde gemt inde i min hjerne.

Karakteren Rosa har en noget anderledes interesse. En, der også optager forfatteren selv. Streetart. Som "Atomkraft Nej Tak"-værket på Vestergade og graffitien på Godsbanen.

– Jeg er meget optaget af hemmeligheder og løgne. Så en dag, hvor jeg gik på gaden og observerede, blev jeg klar over, at der er et sprog i byen. Streetart er ligesom byens tavse sprog, og det er jeg vildt fascineret af. Så jeg begyndte at tage på guidede streetart-ture, når jeg var i udlandet. Og der er altid et sprog i byen, vi andre ikke kan forstå, med mindre vi sætter os ind i det. Det er så fedt, at byen har de lag. Der er hemmelige beskeder overalt.

Derfor valgte hun at tage tilbage til den by, hun stadig kalder hjem. Og til en tidslomme, hun selv er født ind i.

– Jeg researchede lidt på Aarhus. Jeg ville gerne skrive noget om kollektivlivet, men uden at det blev karikeret, og på "nu gik de ind i bollerummet"-måden. Så jeg læste mange artikler om Anholtsgadekollektivet, hvor jeg selv er kommet rigtig meget.

LÆS OGSÅ: Michael Robak: “Lige pludselig var jeg Danmarks nye sexforfatter. Det orkede jeg simpelthen ikke”

Hun gjorde oprør for min skyld

Selvom hun har forelsket sig i Berlin, søger hun stadig ofte hjem til Danmark. Til sin mor.

– Det mest personlige tema i bogen er mor-datter-forholdet mellem Rosa og Helle. Det har jeg nok skrevet om, fordi jeg har levet omkring halvdelen af mit liv nu. Og fordi jeg kan se, at min fantastiske, stærke og seje mor trods alt også er ved at blive ældre. Samtidig med at min egen datter begynder at pege mod voksenlivet. Det sætter tanker i gang. Så ville jeg gerne skabe et portræt af en mor og datter, der er præget af lige så store forskelligheder, som der er mellem min mor og mig. Men samtidig også af den helt enorme kærlighed, som gør, at vi kan rumme det.

Sissel-Jo voksede op i starten af 80'erne, hvor samfundet var optaget af løssluppenhed og en kamp for ligestilling. En kamp, som hendes mor tog aktiv del i, selvom hun stadig gik med neglelak på tæerne og ejede sit eget byhus. Moren kom fra nogle helt andre vilkår og var stærkt præget af en barndom i efterkrigstiden. Derfor var det vigtigt for hende, at Sissel-Jo fik helt andre værdier.

– Min mors opvækst var præget af, at mor går hjemme, og børnene skal ses, men ikke høres. Det gjorde hun meget oprør mod, og det er jeg så taknemmelig for. På nogle punkter var det bare lidt ekstremt. Vi boede for eksempel på et skib på Middelhavet i to år. En vinter lå vi til kaj på den spanske ø Menorca, hvor jeg gik i den lokale skole, og min mor fulgte mig derhen hver morgen, men så gik jeg selv hjem. Jeg var fem år. Det var altså én kilometer væk over tre befærdede veje i en spansk havneby. Senere har hun sagt "hvad tænkte jeg på?". Men hun ville gerne have, at hendes datter skulle være selvstændig og stærk. Hun ville give mig noget andet. Og altså jeg overlevede jo, og det har gjort mig enormt selvstændig.

Hun griner meget, da hun fortæller historien. Især fordi hun kan en næsten identisk anekdote om livet med sin egen datter, Ea-Viola. Hun var 13 år, da hun insisterede på at gå alene i skole i Buenos Aires og fik lov til det. Sissel-Jo har nemlig boet mange steder i verden, og hendes eventyrlyst tilskriver hun helt tydeligt selvstændigheden, som var vigtig for forældre i 80'erne, at deres børn fik.

– Hvis der var fest i beboerhuset, da jeg var yngre, måtte man ligge og sove foran en højttaler. Og når der blev lavet mad, kunne der selvfølgelig godt blive taget hensyn, men det er ikke, som når jeg står og laver kød til min mand, vegansk ret til min datter og fiskepinde til de små. Det var der ikke noget af. Vi var børn, vi var elsket, og der var altid en voksen til at forholde sig til os, men vi var altså ikke små prinser og prinsesser, der blev båret igennem livet. Det, tror jeg, har fordele og ulemper.

– Men jeg var heldig, at jeg havde nogle kærlige forældre. Min mor var også anderledes. Hun var ikke en hippie, der fyrede den fede og faldt i søvn. Hun var ret atypisk. Det er også sådan, jeg har prøvet at portrættere moren i bogen, Helle.

Sissel med sin mor, fagbogsforfatteren Janne Hejgaard, i start 80'erne

Selvom ligheden ikke er 1:1 mellem Helle og Sissel-Jos egen mor, fagbogsforfatteren Janne Hejgaard, er der alligevel nogle episoder i bogen, der er taget direkte fra hendes barndom. De fortæller om starten på deres forskelle, der senere hen blev alt andet end utydelige.

– Vi kom jo lige ud af 70'erne, hvor man var meget principfast omkring nogle ting. Så det er en rigtig historie, da Helle nægter sin datter et "bipbip"-spil. Det måtte jeg heller ikke få, fordi min mor ikke brød sig om at blande leg med død. Men så fandt jeg et med delfiner, der snappede fisk, og så kunne hun alligevel godt se, at det, at fiskene døde, var en del af den naturlige fødekæde. Så fik jeg det.

LÆS OGSÅ: Elsebeth Egholm lagde Dicte på hylden efter sin kræftsygdom

Nu gider jeg ikke slås mere

Sissel-Jo opdagede ret hurtigt, at hende og morens forskelle rakte ud over, hvilket spil hun måtte få, og hvad hun skulle have med på madpakken. Den milevide forskel i deres opvækst, og den generation, de hver især blev født ind i, har gjort dem så anderledes, at det tit har været svært at blive enige om andet end uenighed.

– Vi er så forskellige, og det har virkelig været en udfordring. Jeg har store følelser, jeg er spontan og opbrusende. Min grundindstilling til livet er, at folk kan lide mig, og jeg er velkommen. Hvis jeg besøger nogen, og jeg er træt, kan jeg godt finde på at lægge mig på sofaen. Jeg har slet ikke den der etikette. Min mor er meget mere mentalt anlagt. Hun er styret af sit intellekt.

Sissel-Jos mor bor stadig i Danmark, selvom bopælen de sidste mange år har heddet udlandet for hende selv. Senest Berlin.

– Det bedste eksempel er, da jeg ringede hende op og sagde: "Jeg savner dig simpelthen bare så meget". Der svarede hun mig: "Jeg savner også dig helt vildt, men det tillader jeg mig ikke. For hvis jeg først gav los, så ville jeg jo ikke lave andet end at savne jer hele tiden". Jeg kan jo slet ikke forstå, hvad hun siger? Den knap har jeg ikke. Det at savne er jo ligesom en kemisk reaktion, der bruser op over reagensglasset. Det er det samme som at sige til et køresygt barn, at det skal lade være med at kaste op. Der prøver jeg virkelig at rumme vores forskelle.

Det har givet mange kampe derhjemme, at de begge havde en reaktion, der var fuldstændig fremmed fra den andens. De manglede et fælles sprog, der kunne give dem en neutral grund at bevæge sig på. Men det har aldrig fået Sissel-Jo til at føle sig forkert fra sin mor. Blot anderledes.

– Jeg har altid haft en metafor, der hedder, at min mor var lidt som en gummicelle. Ligegyldigt hvor meget jeg rasede og kastede mig mod væggene, skete der ikke noget alvorligt. Mange slås med, at når du har negative følelser, så kan vi ikke lide dig. Men min mor har været meget bevidst om også at anerkende de negative følelser. Det var ikke ensbetydende med, at hun accepterede deres udtryk, men hun har aldrig lagt mig på is. Selv når vi har haft et voldsomt skænderi. Vi havde blot en aftale om, at vi skulle blive gode venner.

Der har altid været en bagvedliggende tanke hos Sissel-Jo om, at de en dag skulle få et mere harmonisk forhold. Hver gang, de havde et skænderi, skulle det være grundlag for måske at arbejde sig op til et nyt niveau. Nogle gange er det lykkedes. Men det mål har hun for længst opgivet og i stedet fået et nyt.

– Min mor har virkelig skullet tage nogle slag. Man hører om forældre eller børn, der har slået hånden af hinanden, men det kommer aldrig til at ske i vores familie. Vi har mere sloges og haft konflikter, og så har vi løst det. Men nu kan jeg bare mærke, at jeg ikke gider at slås mere.

Sissel med sin mor, Janne Hejgaard, og sin far, journalisten Paul Gazan

Svært at blive ældre

I dag er Sissel-Jos mor 70 år og bor på Samsø. Deres forhold er for første gang blevet mere balanceret, og de altoverskyggende forskelle føles lidt mere ligegyldige. Det hænger sammen med, at hun for tre år siden besluttede sig for endegyldigt at lægge boksehandskerne.

– Det skete først, da jeg blev 40 år. Jeg ved ikke hvorfor, men der er jo nok en grund til, at mange taler om det at blive 40. Jeg har altid tænkt, at det var noget pjat. Men det er nok noget grundlæggende med, at nu har man været her i mange år. Og jeg har forhåbentlig stadig mange år endnu, men der er sådan en eller anden skæring. Jeg har længe haft en ambition om, at vi skulle nå til et nyt sted i vores forhold. Det er jeg holdt op med, og det er faktisk en lettelse.

– Jeg gider heller ikke slås mere, og min mor er også blevet for gammel til at slås. Jeg prøver at have respekt for de valg, min mor har truffet, som jeg måske ikke altid har kunnet forstå. Men dengang vidste jeg heller ikke, hvordan det var. Nu har jeg en anden forståelse og respekt for, at hun trods alt har levet i 70 år og ved mere, end jeg gør.

Sissel-Jo betegner sin mor som sit fyrtårn. Hun viser vej og advarer, hvis hun er tæt på at gå på grund. Men de seneste år er fyrtårnet begyndt at lyse lidt svagere og mere sjældent. Hendes mor er blevet ældre. En naturlig proces, som Sissel-Jo har haft sværere ved at forlige sig med, end hun troede.

– Jeg er ked af, at jeg ikke har haft mere omsorg for de processer, som hun er gennemgået. Jeg har været så fokuseret på, at min mor ikke var det her fyrtårn mere. Det er lidt egoistisk. Så jeg prøver virkelig på at sætte mig ind i, hvordan det må føles at være i den ende af livet. Men jeg tror godt, hun ved, at jeg har haft svært ved, at hun blev ældre.

Det betyder ikke, at hun pludselig er blevet enig med sin mor om alt. Hun har bare besluttet sig for, at det langt fra er alle kampe, der er nødvendige at starte. Men hun kan nok mærke, at deres forskelle måske ikke er så blændende, som de var engang.

– Det er sjovt, for jeg kan høre mig selv tale til Lola (Sissel-Jos datter, Ea-Viola, red.) på samme måde, som jeg engang er blevet talt til. For jeg deler alligevel samme værdisæt som min mor. Man drikker lige en kop te og analyserer livet. Det sætter sig jo på rygraden af en, men det er jo godt nok, for så er der en eller anden cirkel, der bliver lukket.

Derfor er Sissel-Jos aktuelle roman også en skildring af de ligheder, hun er begyndt at se nu mere end nogensinde før.

– Jeg ville egentlig gerne skrive en hyldest til min mor. For man er så irriteret på hende, mens man finder sin egen identitet, men når man så har fundet den, er det, at man opdager, at man faktisk er blevet lidt ligesom hende. Det er pisseirriterende, og min mor tror altid, hun har ret, men jeg er nået til det punkt i mit liv, hvor jeg tænker: "Åh, hun havde jo ret!"

Sissel-Jo Reid Gazan, 43

Forfatter til bl.a. "Svalens graf" og "Dinosaurens Fjer".

Mor til Willow, 5 år, og Frankie, 2 år, med sin mand, Mark Jon Reid Gazan. Mor til Ea-Viola (Lola) på 15 år med sin eksmand.

Bor i Berlin med sine tre børn og mand, men er født i Aarhus.

Oprindeligt uddannet biolog med speciale i dinosaurer.

Aktuel med bogen "Blækhat", Lindhart og Ringhof, 548 sider, 299,95 kr.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Interview