Skal staten blande sig i, hvad du spiser?

I sommer langede ALT for damernes madredaktør ud efter den mad, der bliver serveret på fly og færger.

– Hvorfor er det, at den mad, vi får serveret, mens vi transporterer os fra A til B, skal være så tarvelig?, spurgte hun.

Nogle mener, at politisk korrekthed og frygt har taget over, når vi skal vælge mellem økologiske æbler og dem af den konventionelt dyrkede slags i supermarkedet. Så er der dem, der dropper kaffe og alkohol for en sundere livsstil. Og dem, der slår på tromme for at vi skal spise vores rester for at undgå madspild. Vi har længe haft fokus på madvaner, hvad vi tror på, og hvad vi har tid og råd til. Noget nyt er, at politikkerne er begyndt at blande sig i debatten.

Alle er mætte og glade

Mælk, ris og salt. 40 minutters simren, mens de yngste slapper af, og der bliver ryddet op og dækket bord. Bagefter er alle mætte og glade.

Line på Østerbro gør det, og det samme gør Nanna på Langeland, der også er mor til to:

– Som enhver anden børnefamilie har vi jo nogle gamle kendinge. Vores favoritretter skifter i perioder, men hvem kan ikke nikke genkendende til spaghetti med kødsovs, frikadeller, kylling og risengrød? Ofte gentager man sig selv, fordi det er lettest i en travl hverdag – også af mangel på kreativitet og inspiration, siger hun.

Men er det godt nok? Nej, mener flere politikere og eksperter. Samfundsforsker Johannes Andersen skriver i sin nye bog "Rundt om bordet", at der er kræfter i gang, som "udfordrer og undergraver" den gode mad og det fælles måltid. Og fødevareminister Dan Jørgensen (S) skød for kort tid siden debatten om vores madvaner i gang med et korstog mod netop kødsovsen:

– Vi har så rig en madkultur i Danmark, men samtidig er spaghetti med kødsovs den ret, der oftest står på de danske middagsborde, og for mange har et meget lille repertoire at spille på, når de går i køkkenet, udtalte han.

En glidebane

Og så nedsatte han en såkaldt måltidstænketank, der skulle fremme det gode måltid. Det er borgmester i Lejre, Mette Touborg (SF), som er formand for måltidstænketanken, og hun vil også gerne have gang i diskussionen om, hvilke fødevarer vi putter i indkøbskurven, hvordan vi tilbereder dem, og hvordan vi spiser sammen. Den debat er nemlig nødvendig og vigtig lige nu, mener hun:

– De sidste 10-15 år har der været en glidebane, når det gælder vores fødevarer og måltider. Det har handlet meget om, at det skulle være hurtigt og billigt og måske knap så meget om kvalitet – også livskvalitet. Udlændinge rejser hertil fra hele verden for at opleve den danske madkultur, men vi er ikke selv så optagede af, hvad vi putter i munden, og det, synes jeg, er synd. Jeg skal helt tilbage til min bedstemor for at komme i tanke om en, der lavede rigtig mad fra bunden. Hun kendte sine råvarer og var i øvrigt god til at inddrage mig i madlavningen.

Når politikerne vil diskutere madkultur, handler det selvfølgelig om sundhed og ernæring. Kort sagt: Hvis vi stopper os med det forkerte mad, bliver vi tykke og syge, og det er dårligt for både den enkelte og samfundsøkonomien, og det handler om arbejdspladser, for hvis vi køber mere dansk, skaber vi flere jobs herhjemme. Men der er også blødere værdier på spil. For eksempel vil måltidstænketanken arbejde for, at vi i højere grad nyder maden i selskab med andre i stedet for at indtage den alene eller med familien foran fjernsynet.

– Jeg synes, det er vigtigt, vi får en debat om, hvordan vi rent faktisk er sammen om vores måltider, siger Mette Touborg og fortæller om, hvordan hun for nylig overværede en familie spise morgenmad på et hotel, hvor hun overnattede:

– Moren talte i telefon under en stor del af måltidet, faren læste, og sønnen spillede spil på sin telefon. Tilbage var kun datteren, der sad og kiggede på de andre. Ingen talte sammen, selvom der var et stort potentiale for fællesskab og for at diskutere deres dag eller den mad, de spiste.

Boller i karry er favorit

Der er dog ikke umiddelbart grund til bekymring, mener Gitte Gross fra DTU Fødevareinstituttet. Hun er chef for afdelingen for ernæring og har beskæftiget sig med danskernes mad- og måltidsvaner i mere end 20 år. Hverken menuen eller fællesskabet omkring måltidet har ændret sig synderligt de sidste årtier, fortæller hun. Faktisk er det en myte, at vi ikke spiser sammen, påpeger hun.

– Rigtigt mange familier prioriterer det fælles måltid, og det er tydeligt, at aftensmaden er fredet i klasse A. De retter, vi sætter på bordet, har heller ikke udviklet sig over tid. Vi spiser stadig frikadeller og elsker i det hele taget hakket kød i alle afskygninger. Så kan det godt være, at de er krydret lidt anderledes end for 25 år siden, men det er ikke noget, der giver de store udsving i vores kostundersøgelser.

Sammenkogte retter som millionbøf og boller i karry står øverst på listen over danskernes favoritter, og kun pizza og lasagne har i løbet af de sidste 25 år sneget sig ind blandt de danske klassikere.

– De fleste vælger det velkendte, fordi det skal gå hurtigt i hverdagen, og man vil helst lave noget, man kan finde ud af, og som man er sikker på er en succes hos resten af familien. Derfor bliver det meget de samme retter, siger Gitte Gross.

Misvisende undersøgelse?

Den seneste kostvaneundersøgelse konkluderer da også, at "vores måltidstraditioner er præget af stabilitet", ligesom den viser, at hele 85 procent af danske familier spiser sammen mindst fem gange ugentligt. Men Mette Touborg fra måltidstænketanken sætter spørgsmålstegn ved, om den slags undersøgelser nu også giver et retvisende billede af, hvordan det i virkeligheden ser ud hjemme ved middagsbordene.

– Når vi får et spørgeskema, svarer vi tit det, vi gerne ville gøre. Men gør vi det? Jeg kan i al fald med 100 procents sikkerhed meddele, at jeg ikke tilhører en af de familier, der spiser sammen fem gange om ugen, siger Mette Touborg, der heller ikke er særligt god til at tage sin datter med i køkkenet.

Og hun er ikke alene. En undersøgelse foretaget af Arla sidste år viste, at 53 procent af de adspurgte forældre undlader at inddrage børnene i madlavningen, fordi det er for besværligt og tidskrævende. Alligevel svarede 82 procent af forældrene, at de synes, det er "vigtigt" eller "meget vigtigt", at deres børn ved noget om madlavning og råvarer.

Måltidstænketanken skal blandt andet arbejde for, at vi i højere grad vælger kvalitet. Men hvad er kvalitet? Økologisk? Dansk? Det mest smagfulde? Eller det dyreste? Endnu har man ikke diskuteret kvalitetsbegrebet, fortæller Mette Touborg fra måltidstænketanken, der kun har holdt et enkelt møde, og først i foråret 2015 skal komme med en række måltidsråd, som kan supplere de eksisterende kostråd.

Franskmændene bruger flere penge på mad

Ifølge Danmarks Statistik spiser vi for omkring 10 procent af det beløb, vi har tilbage, når skatten er betalt. Det ligger på niveau med svenskere, nordmænd og finner, mens man i Frankrig bruger omkring 15 procent på mad.

Gitte Gross fra DTU Fødevareinstituttet fortæller, at danskerne er villige til at bruge penge på fødevarer, når vi oplever, at vi får kvalitet for pengene,

– Men hvis den ene salat smager og ser ud som den anden, vælger folk den billigste, for de vil ikke føle sig snydt, siger hun.

Hun mener ikke, at man på den baggrund kan konkludere, at danskerne ikke er kvalitetsbevidste, når det gælder mad. Vi vil for eksempel gerne betale mange penge ekstra for luksusprodukter som kaffe og chokolade.

– Jeg synes også, der ser ud til at være en voksende interesse for fødevarekvalitet. Det kommer blandt andet til udtryk, når man ser på udbuddet af nye fødevarefællesskaber, markeder og gårdbutikker. Hvis man går ind i Torvehallerne i København, bliver der også langet mange specialproducerede varer over disken.

"Dan Jørgensen skal ikke fortælle mig, om jeg skal spise snøfler med min familie", protesterede det konservative folketingsmedlem Mai Mercado i BT, da fødevareministeren lancerede debatten om, hvad den almindelige dansker putter i indkøbskurven og munden. Og det er ikke kun borgerlige politikere, der finder statslig indblanding i hjemlige gryder tåbelig. Flere kalder initiativerne et udtryk for smagsdommeri og populisme. Men Mette Touborg afviser kritikken.

– Vi er blevet kritiseret for, at vi vil pådutte nogen noget bestemt. Det vil vi ikke. Vi vil gerne skabe en debat for at gøre folk mere bevidste om, hvad det er for nogle valg, de træffer, i forhold til eksempelvis de varer, de putter i indkøbskurven. Men vi vil ikke være dommere over, om den ene gulerod er bedre end den anden. Det skal vi helt sikkert drøfte, men vi hverken kan eller vil bestemme, hvordan den enkelte familie vælger at leve, siger hun.

Vil blot rejse debat

Mette Touborg forstår dog godt, at nogen kan føle, at debatten kommer helt tæt på deres liv.

– Men jeg mener, at vi som politikere skal have nogle visioner for, i hvilken retning vores samfund skal bevæge sig – også når det gælder fødevarer, som jo er et område, der berører alle mennesker. Og vi kommer jo ikke ind og løfter grydelåget i folks køkkener eller ser, hvad de putter i indkøbskurven. Vi forsøger bare at rejse en debat, og den kan folk så vælge at deltage i eller lade være.

Når et ellers fredsommeligt emne som mad kan udløse skarp debat og harme, er det ikke tilfældigt. Og det er der mange grunde til, fortæller lektor, ph.d. Svend Skafte Overgaard, der forsker i mad, politik og samfund ved Professionshøjskolen Metropol. Selvfølgelig stammer en del af kritikken fra liberale, der mener, at staten bør blande sig i mindst muligt – og da slet ikke i privatlivet. Kritikken kan dog ikke kun forklares med ideologi, men også med angst, vurderer Svend Skafte Overgaard.

– Vi skal spise for at leve. Så når nogen vil blande sig i, hvad vi spiser, føler vi, at vi skal afgive kontrol på et meget vigtigt område i vores liv. Og det vækker stærke følelser, fordi det i sidste ende er en trussel mod vores eksistens.

Mad er identitet

Samtidig bruger vi i stigende grad mad til at fortælle, hvem vi er. Langtidshævet speltbrød eller købeboller? Raw food eller bøf bearnaise? Og derfor kan diskussionen om vores madvalg også opleves som et angreb på, hvem vi er.

– Alle mennesker har en personlig opfattelse af, hvad der er god og rigtig mad, og når staten udfordrer den mening og vil fortælle os, at noget er bedre end andet, oplever mange det som elitært smagsdommeri, siger Svend Skafte Overgaard, der mener, at kritikken af statens rolle ville have været langt mindre, hvis politikere og måltidstænketanken havde meldt ud, at de ville diskutere mad, fordi befolkningen skulle være sundere.

Selvom den slags sundhedsinitiativer også vækker vrede – tænk bare på rygedebatten i sin tid – ville folk generelt have været mindre skeptiske. Blandt andet fordi sundhedsargumenter kan bakkes op af videnskabelige, objektive fakta.

– Det er langt mindre kontroversielt end at ville diskutere smags- og måltidsoplevelser, som er noget mere personligt, siger han.

Men nytter det noget at nedsætte en tænketank for at diskutere mad? Ja, mener Svend Skafte Overgaard fra Professionshøjskolen Metropol. Det skærper vores bevidsthed og viden om emnet, men vil politikerne virkelig give vores madvaner et løft, skal de sætte ind et andet sted, påpeger han.

– Det ville umiddelbart gøre en større forskel, hvis politikerne dikterede, at alle børn skulle have sund, frisklavet mad – lavet af børnene selv – i skolerne, eller prioriterede ældremaden højere.

Den kritik er Mette Touborg fra måltidstænketanken forberedt på, og hun indrømmer, at det mange steder kunne blive bedre.

– Men til foråret kommer vi med et idekatalog, som skal fremme det gode måltid, og så håber vi, at både private danskere og offentlige institutioner vil lade sig inspirere af det. Som politiker er man valgt af alle borgere – ikke kun dem, der gør brug af den offentlige velfærdsservice i form af offentlige institutioner – og vores interesse som politikere i at udvikle og påvirke vores samfund rækker langt ud over netop de offentlige institutioner. At påstå andet er for mig fuldkommen ulogisk og misforstået.

Ikke brug for en revolution

Spørger man Gitte Gross fra Fødevareinstituttet, har vi ikke nødvendigvis brug for nogen større revolution på spisebordene.

– Medmindre man synes, at det er forfærdeligt, at danskerne spiser frikadeller, kan jeg ikke se, hvad problemet med vores nuværende madkultur er. Ud fra en sundhedsmæssig betragtning ville det være godt, hvis der blev spist mere fisk, flere grøntsager og mindre slik og sukker, men hvad folk har lyst til at putte på tallerkenen, vil jeg nødig gøre mig til dommer over, siger Gitte Gross, der heller ikke mener, at man skal segne af sort samvittighed, hvis man ikke når at røre en økologisk frikadellefars i selskab med sine børn på travle hverdagsaftener.

– Koger man grøntsager, sovs og kartofler til sine købefrikadeller, kan det også sagtens være et godt måltid. Folk må vælge de strategier, der passer ind i deres liv og livsstil, og hvis man skal have en hverdag til at fungere med små børn, er færdigkøbte frikadeller af og til måske den rigtige måde at prioritere sin tid på, så det hele hænger sammen. Det er meget vigtigere, at familierne har tid sammen, og at de bruger den på en måde, som, de synes, er rigtig. Man kan leve sundt på rigtigt mange måder, og man skal gøre det, som giver mest overskud i familien, siger hun.

Sådan spiser vi:

Den seneste store undersøgelse af danskernes kostvaner viser, at:

85% spiser aftensmad mindst fem gange om ugen sammen med hele familien. Tendensen er stigende siden 1995.

Otte ud af ti husstande har spist deres seneste hjemme.

17% spiser færdigretter mindst en gang om ugen.

Halvdelen af alle husstande spiser delvist tilberedte retter mindst en gang om ugen.

Hovedparten mener, deres kostvaner er sunde nok. Andelen er steget fra 69 procent i 1995 til 79 procent i 2008. Andelen, der vurderer, de meget ofte bestræber sig på at spise sundt til daglig, er steget fra 28 procent i 1995 til 37 procent i 2005-08.

Kilde: DTU Fødevareinstituttet: Danskernes måltidsvaner, holdninger, motivation og barrierer for at spise sundt 1995-2008.

LÆS OGSÅ: Hår, krop, mad, politik: Dét bliver stort i 2015

LÆS OGSÅ: Her er de 10 største bommerter i 2014 på ligestillingsfronten

LÆS OGSÅ: Økologi: Frygt og politisk korrekthed kan også tage overhånd