Mikael og Melissa fra gift ved første blik
SPONSORERET indhold

Så du Gift ved første blik? Sådan går det deltagerne i dag

Ingen af ‘Gift ved første blik’-parrene forblev ægtefolk. Nu fortæller de, hvordan det går med kærligheden i dag. Og om de stadig ser hinanden.

Af: Cecilie Løwert Foto: Theis Mortensen / DR Presse
21. okt. 2022 | Livsstil

Sæson 8 af ‘Gift ved første blik’ er netop løbet over skærmen. Og selvom DR mener, at programmet fortsat har gang på jord, så valgte alle fem par at lade sig skille.

De fandt ikke kærligheden i DR’s store dating-eksperiment, men hvordan går det deltagerne i dag? Det har HER&NU snakket med dem om.

LÆS OGSÅ: Vi har set afsnit 8 af Gift ved første blik - og Boheme-Steen har officielt fået nyt navn ...

Steen og Mette 

Mette_Steen.jpg
Steen og Mette. Foto: Theis Mortensen / DR Presse

Veganeren Mette og storbymanden Steen fik en hård medfart. Forskellene mellem dem var tydeligt store, og særligt Mettes veganske livsstil blev en hæmsko for Steen. Parret valgte derfor at lade sig skille.

"Steen og mit match var virkelig dødsdømt fra starten. Der går ikke ret lang tid, før jeg oplever, at vores personligheder, livssyn og værdier er vidt forskellige. Hvis vi var radiostationer, ville vi spille på hver sin frekvens," forklarer Mette til HER&NU.

Hverken Mette eller Steen har fundet en ny kæreste sidenhen, men Steen er optimistisk:

"Jeg har fået en del henvendelser, siden jeg medvirkede i programmet. Og der er et par stykker, som jeg gerne vil invitere på en bøf," griner han.

Anders og Sebastian

Anders_Sebastian.jpg
Sebastian og Anders. Foto: Theis Mortensen / DR Presse

Programmet skrev historie, da to mænd i år blev gift. Anders og Sebastian satte baren højt for sæsonen, og seerne havde høje forventninger til de to herrer. Dog måtte de også erkende, at den romantiske kemi aldrig opstod mellem dem. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget andet.

"Man kan kalde det her venner ved første blik. For jeg har vundet i vennelotteriet. Vi hyggede os under hele eksperimentet, og hele vennedelen kom hurtigt på plads, men det ser man bare ikke på tv," siger Anders.

Også Sebastian er glad for deres nuværende relation.

"Jeg havde håbet på, at det ville gå en anden vej, så selvfølgelig var det en skuffelse. Men det var også en lettelse, da vi besluttede at blive skilt. Vi er klart et bedre vennematch end et romantisk match."

Olivia og Patrick

Olivia_Patrick.jpg
Olivia og Patrick Foto: Theis Mortensen / DR Presse

Olivia og Patrick stoppede eksperimentet før tid, da Olivia hurtigt kunne mærke, at hende og Patrick ikke kunne få en fremtid sammen. Derfor blev parret skilt. Stemningen var mildest talt dårlig, da de skulle dele bryllupsgaverne mellem dem, og det blev hurtigt klart for seerne, at Patrick havde nogle følelser i klemme. Selvom parret ikke længere har kontakt, så kører det for dem.

Olivia har fået en ny kæreste.

"Vi har datet siden august og er lige blevet kærester," siger hun og tilføjer, at det nyforelskede par ses så meget, de kan.

Også Patrick har godt gang i datinglivet.

"Jeg ser én en måned efter, jeg er sammen med Olivia. Det holdt et par måneder, og så lukker jeg den. Men nu er der en ny, som tegner meget godt. Det har kun stået på i tre uger, men det ser godt ud. Hun skrev til mig efter at have set tredje program. Modigt, men det virkede," griner Patrick.

Benny og Tanja

Tanja_Beny.jpg
Benny og Tanja. Foto: Theis Mortensen / DR Presse

Alt gik galt for Benny og Tanja, der ellers kom godt fra start. Heller ikke de fandt melodien i eksperimentet, og Benny endte til sidst med at smide Tanja ud og bad om en skilsmisse. Dengang fortalte de begge til HER&NU, at de var meget forskellige og havde svært ved at få øje på matchet.

"Det er ingen hemmelighed, at en del har skrevet og søgt om venskab på facebook. Jeg har ikke gjort noget aktivt for at date, da jeg gerne ville vente til programmerne var sendt," siger Benny.

Tanja nyder også, at programmerne er færdige på tv.

"Jeg slapper af og hviler bare i at have fået min normale tilværelse tilbage. Hvad kærligheden angår, så kommer den, når den kommer."

Tanja og Benny snakker ikke sammen den dag i dag.

Mikael og Melissa

Mikael_Melissa.jpg
Mikael og Melissa. Foto: Theis Mortensen / DR Presse

Mikael og Melissa forlod programmet som skilte, men dog stadig hånd i hånd og nysgerrige på, hvad deres relation kunne føre til.

Desværre måtte de erkende, at de ikke kunne finde den romantiske gnist, og derfor er de nu blevet enige om, at de bare er gode venner.

"Vi blev matchet af en tredjepart, som vi ikke havde indflydelse på. Jeg føler, vi passer 80% sammen, men den fysiske del, der er vi forskellige. Jeg er lidt mere typen til kram og kys for at give nærvær og modtage omsorg. Det er Melissa også, men det blev ikke med mig," forklarer Mikael.

Også Melissa sætter ord på deres forhold.

"Jeg er vildt taknemmelig for at have gået igennem det her med Mikael. Vi snakker sammen, der er bare ikke romantiske følelser i den relation."

Du kan se ‘Gift ved første blik’ på DRTV.

Denne artikel er første gang bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret version.