Stine Bosse: "Vi skal se lyset i andre kvinder, selvom vi risikerer at få tæsk"

I de første 12 år af sit arbejdsliv skænkede Stine Bosse aldrig sit køn en tanke. Det var først, da hun tiltrådte posten som koncernchef for Tryg, at tanken for alvor strejfede hende. Efter at have fået topposten, var Stine kommet med på listen over de 100 mest indflydelsesrige kvindelige topledere i Financial Times. Men da hun selv kiggede på beskrivelsen af de forskellige kvinders arbejde, studsede hun over beskrivelsen af sig selv.

– Jeg foretog mig ikke noget særligt i forhold til at forbedre andres kvinders vilkår i dansk erhvervsliv. Og det var jo helt forrykt. Så jeg engagerede mig i et fællesskab for at få flere kvinder ind i landets ledelser med det resultat, at jeg straks blev klandret for at være feminist. Det er ikke nemt at gøre noget for andre kvinder uden at få tæsk.

Selv kvinder, der var ældre end Stine, frarådede hende at tale åbent om flere kvinder i topledelse.

– Jeg gjorde, som jeg fik besked på – holdt munden lukket.

Men Stine brød tavsheden efter kort tids over­vejelse. Hun skiftede jakkesættet ud med tøj som fremhævede hendes feminine træk og undgik at blende ind med mændene. Efter at Stine tog et step op ad karrierestigen, fulgte rollen som forbillede også med.

Spørger man Stine i dag, hvor vi kvinder står, er større søstersolidaritet også et skridt i retningen mod ligestilling.

– Der er ingen tvivl om, at vi kvinder generelt er barske ved os selv og hinanden – langt mere end mænd. Jeg tror først, at vi kan komme i mål, når vi accepterer, hvor forskellige vi er. Vi er nødt til at anerkende hinandens lige­værd, og vi gør klogt i at være solidariske med hinanden – især fordi der endnu er et stykke vej at gå, før vi har egentlig ligestilling.

Vi tysser på os selv

Hvorfor er der overhovedet behov for, at vi udviser søstersind?

– Fordi vores dejlige mandlige kolleger ikke gør det. De ser ikke ud over den der mandeverden – det er så såre enkelt. Hvis vi som kvinder slet ikke vil se lyset i hinanden, men kun vil se det i mænd, fordi vi nødig vil komme til at gøre noget, som kan misforstås som søstersolidaritet, så har vi virkelig tabt terræn. Vi skal jo netop se andre kvinder – ikke kun promote dem på baggrund af deres køn, men fordi kvalifikationerne blandt os kvinder reelt er der.

På ugentlig basis udviser Stine søstersind. Det være sig på sociale medier som Twitter, hvor hun bakker op om en sag, eller blot én som ringer og spørger Stine til råds om en egnet kandidat til et bestemt job.

– Jeg gør mig altid umage med ikke at dømme kvinden, men især fremme hende. Jeg møder tonsvis af modige kvinder, men vi skal nok være lidt mere outspoken og blive ved med at insistere på det. Ikke blot på egne vegne, men også andre kvinders. Det kunne have været mig der fik jobbet, men det kunne også have været én af de andre kvinder – uanset hvad situationen er, bør vi bakke hinanden op.

Har vi kvinder så selv en andel i at fremhæve vores egen position?

– Kvinder skal turde italesætte, at de savner nogle, de kan spejle sig i. I stedet tysser kvinder på sig selv, for vi tror, at ligestillingsproblemet er gået til grunde – gu' er det da ej – det er selvindbildning. Kig på andre lande og se, hvor langt bagud vi er. Kvinder kan godt komme til at se lidt mere op til mænd i forhold til andre kvinder – måske er det hormonelt, siger hun og griner.

Løb en risiko

Ifølge Stine er det en indgroet tendens, at vi kvinder undervurderer os selv. I erhvervslivet falder
tendensen ud til mændenes fordel, fordi der grundlæggende er tale om et mindreværdskompleks, som hæmmer os kvinder i at turde tage chancer.

– Kvinder skal holde op med det her ”miss perfect”-ideal – det her med at være perfekt, det tumler mændene ikke så meget med. Vi vil så gerne kunne det hele: være den perfekte veninde, den perfekte datter, den perfekte arbejdstager. Det med at skulle peakperforme i alle kategorier, det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Det gør noget ved os, som forhindrer os i at tage en risiko engang i mellem. Så glemmer vi at chancerne kan være dem, der får tingene til at rykke, så det bliver vi nødt til at gøre hinanden opmærksomme på.

Hvordan håndterer vi det i praksis?

– Vi må acceptere, at vi godt kan være en god mor, selvom vi ikke nødvendigvis er hjemme for at tage imod børnene med hjemmebagte boller, når de har været i skole. Det handler i bund og grund om at prioritere sin tid.

Flere gange har hun oplevet at blive opsøgt af kvinder, som vil rose hende for modet til at være en god rollemodel.

– Det er dejligt, og jeg oplever det rigtig tit, også på mail. De skriver ofte, hvor vigtigt det er, at der er en rollemodel, og hvor er det dejligt, at jeg siger det jeg mener, og ikke er bange for at stille mig på mål. Det er der virkelig et behov for, fordi man gerne vil spejle sig i én kvindelig rollemodel.

Selvom Stine påpeger, at flere kvindelige rolle­modeller kan være vejen frem, så er der stadig et par hurdles, vi kvinder skal have overkommet inden da.

– Vi kvinder bør frigøre os selv fra forestillingen om, at vi skal præstere over niveau hver gang. Vi skal heller ikke være bange for at samarbejde med andre stærke kvinder – det med at række ud efter hinanden som kvinder, er ekstremt vigtigt.