Sangerinde Stine Bramsen og guitarist Kajsa Vala har fået et
nyt perspektiv, efter de er blevet ældre.
Det fortæller de til ALT for damerne i uge 32.
Sammen danner de to bandet ’Bye Bye Brenda’, og der ligger
en særlig betydning i det navn.
– Vi synes, det er fedt med det melankolske i ’Bye Bye’.
Der er jo konstant forandringer i vores liv i takt med, at vi bliver ældre. Så
det er lidt et farvel til et yngre jeg, som er på spil i de her år – men det er
også helt okay, siger Kajsa.
Det har givet nogle nye indsigter, supplerer Stine.
– Der er selvfølgelig nogle ting, man skal vænne sig til ved
at blive ældre, når man kigger sig selv i spejlet, for jeg føler mig stadig 27
år gammel inden i. Men omvendt har jeg også dage, hvor jeg føler mig smukkere,
end jeg nogensinde gjorde, da jeg var i 20’erne, siger hun og fortsætter:
– Jeg hviler mere i mig selv og min krop nu. Dengang var jeg
træt af mine stritører, og at jeg ikke havde en længere overkrop, og nu synes
jeg sgu egentlig, jeg er meget dejlig. Det er okay, at det hele er blevet lidt
blødere.
– Der er en anden form for selvtillid. Man er mere
hjemme i sig selv nu, supplerer Kajsa.
Duoen er meget bevidste om, hvad de vil holde fast i, og
hvad de vil lade blive i fortiden.
– I mine 20’ere brugte jeg også meget energi på at tænke
over, hvorfor folk snakkede til mig på en bestemt måde, og hvad der var galt
med mig. Nu har jeg en bedre forståelse af, jamen han eller hun dealer med et
eller andet, og det har ikke noget med mig at gøre. Det er sådan en gammel
mekanisme at tage hjem fra noget og så begynde at overtænke. Hvad fik jeg sagt
i den situation? Den kan godt komme nu, men så griner jeg lidt af det og siger,
lad det ligge. Sket er sket. Vær i nuet. Jeg er blevet mere bevidst om, hvad
der dræner, og hvad der giver, siger Stine.
– Det gælder også musikken. Jeg hviler mere i, hvad
jeg synes er rigtigt at lave nu i stedet for at tænke, at det ikke er lige så
godt som det, alle de unge laver. Jeg hviler på en eller anden måde i, at det,
jeg har på hjerte, er noget værd, siger Kajsa
Et særligt venskab
Stine og Kajsa har skabt en tæt relation til hinanden, og selvom
det kan være svært at sætte ord på, hvad der præcist klikkede mellem dem, tror
de begge to, at en del af forklaringen ligger i deres alder.
– Jeg bliver set som det, jeg selv synes, jeg er lige
nu, i stedet for at Stine har alle mulige forudindtagede idéer om, hvad jeg var
engang, siger Kajsa.
– Det er der en meget fin gave i. Jeg tror, at noget
af det, der er unikt ved at blive venner i den her alder, er, at vi virkelig
ikke er dømmende. Jeg er mere dømmende overfor min veninde, jeg har kendt,
siden jeg var 13. Der er alt muligt bagage, som ”du kyssede også med ham
dengang, som jeg var vild med”. Den slags har vi ikke noget af, forklarer
Stine.
Der er en umiddelbarhed mellem de to, for de kan kun se den
person, der står foran dem nu, og ikke alle de bump på vejen, der har ført frem
til, hvor de står i dag.
– Vi har ladet fortiden ligge, fordi det er befriende
at starte der, hvor vi er nu, afslutter Stine.
Du kan læse hele interviewet med 'Bye Bye Brenda' i ALT for damerne i uge 32. Her fortæller Stine Bramsen og Kajsa Vala også om deres første møde, deres særlige venskab og Kajsas skilsmisse.