Susanne mistede to brødre - og fik en ny
SPONSORERET indhold

Susanne mistede begge sine brødre - så mødte hun sin ukendte bror

Susanne Hacke har taget sin del af tragiske oplevelser. Hun blev voksen på et splitsekund, da hun i en alder af 17 år mistede sine storebror i en bilulykke. Senere begik hendes tvillingebror selvmord. Men hendes seneste store oplevelse har heldig­vis været af den glædelige slags, da hendes ukendte bror pludselig dukkede op.

Af:: Marie-Louise Truelsen Foto: Les Kaner
20. apr. 2015 | Livsstil | ALT for damerne

Det er tidlig morgen den 5. juni 1982.

Susanne Hackes 21-årige storebror, Henrik, har været på arbejde hele natten som dørmand på et diskotek. Normalt ville han sove hos sin kæreste, men i dag har han lovet Susanne at komme hjem for at køre hendes overnattende veninde på arbejde. Han er træt, da han kører ud ad landevejen, så træt, at han falder i søvn over rattet. Hans højre fod bliver tung på speederen, der bliver trykket i bund, lige da han er på vej gennem en kurve. Bilen fortsætter direkte ind på en rasteplads og bliver kilet fast under en parkeret lastvognsanhænger. Henrik er dræbt på stedet.

Susanne Hacke fortæller historien om sin storebror minutiøst. Selvom det er mange år siden, sidder følelsen fra den morgen, hvor hun fik at vide, at hendes storbror var kørt galt, stadig i hendes krop og i hendes sind.

LÆS OGSÅ: Erik fik en ny kæreste 1 måned efter sin brors død

– Jeg var så ufattelig glad for min storebror, han passede altid på mig. På et tidspunkt, da jeg nåede til teenageårene, syntes jeg selvfølgelig somme tider, at han var lidt irriterende, når han hele tiden holdt øje med mig og gerne ville bestemme, hvem jeg var sammen med, og det blev ikke bedre, da han blev dørmand på et diskotek. Han lukkede mig pænt ind, men han stod også og løftede øjenbryn, og jeg skulle altid køre med ham hjem. Det var hyggelige køreture, hvor han bad mig om at snakke med ham hele tiden, fordi han var så træt efter en nat på arbejde. Den tidlige morgen, hvor han kørte galt, var jeg der ikke til at tale med ham.

Har du følt skyld over det?
– Ja. Det var det første, jeg sagde til min mor, da de to politibetjente havde været der om morgenen og fortalt, hvad der var sket. At det jo var mig, der havde sagt ja tak til, at han skulle køre hjem den morgen. Underforstået – hvis han nu var taget hen til sin kæreste, der boede tæt på diskoteket, så havde han været i live. Min mor sagde, at sådan måtte jeg ikke tænke, Henrik havde kørt den tur masser af gange – også alene. Men det blev jo siddende i mig alligevel, og jeg har arbejdet rigtigt meget med den skyldfølelse. Jeg kan stadig mærke den somme tider, hvis jeg har nogle dage, hvor jeg er træt eller ked af det.

Tabubelagt tab
Susanne er vokset op i Kettinge på Lolland med sine forældre, storebror Henrik, tvillingebror Svend og lillebror Niels. Alt var harmonisk og trygt indtil den morgen, hvor Henrik kørte galt. Det gjorde Susanne voksen fra den ene dag til den anden, og selvom hun kun var 17 år, flyttede hun hjemmefra. Hun kunne ikke udholde savnet af Henrik og tomheden uden ham. Hun fik sig hovedkulds en kæreste, som hun i dag kan se var en erstatning for storebroren, og der blev ikke talt meget om, hvad der var sket.

LÆS OGSÅ: "Jeg blev forladt 3 gange på et år"

– Det var tabubelagt. Min mor og jeg var nok dem, der var bedst til at tale om det. Min lillebror var kun 9 år, og min tvillingebror var på vej ind i Livgarden for at aftjene værnepligt. Min far har aldrig haft så let ved at tale om følelser. Der blev lagt låg på meget, og samtidig sladrede folk. Engang i bussen på vej til skole sad chaufføren og fortalte, at ja, nu kører vi forbi det sted, hvor Hackes søn blev slået ihjel for et par weekender siden, han var garanteret døddrukken. Jeg dirrede i hele kroppen og gik op til ham og sagde, at det var min storebror, han talte om, og at han bare skulle vide, at blodprøverne havde vist, at Henrik ikke havde en dråbe spiritus i blodet. Og så bad jeg om at blive sat af.

Årene gik, og Susanne fyldte sit liv med mand, tre børn og arbejde. En glansbilledeagtig lille familie med velfungerende børn og styr på tingene, men lige så stille voksede Susanne og ægtefællen fra hinanden. Hun fik tilbudt et lederjob, og tiden derhjemme blev mere knap med flere gnidninger til følge. Den udløsende faktor for den hårde skilsmisse, der kom, blev, at Susanne mødte Lars, som hun i dag er lykkeligt gift med.

Endnu en familietragedie
Årene efter skilsmissen var en udfordrende tid med seks børn, der skulle fusioneres, og måske derfor havde Susanne ikke så meget overskud til også at holde øje med sin tvillingebror, der allerede efter storebrorens død havde ændret sig meget, og som efter et traumatisk ophold i Livgarden helt havde mistet sit selvværd.

Han lukkede sig mere og mere inde i sig selv. Han var single, boede hjemme hos forældrene, og Susanne følte ikke, at hun kunne trænge igennem til ham, hun vidste bare, at han ikke havde det godt. Hun følte et åg på sine skuldre og en stor afmægtighed, for det var, som om nogle mennesker mente, hun havde ansvaret for, at han skulle få det godt igen. Hun var jo hans tvilling og måtte vide, hvad han tænkte.

– Vi skulle til påskefrokost hos mine forældre i april 2004. Da vi kørte ind ad indkørslen, kom min tvillingebror cyklende imod os, vi dyttede og vinkede, og han smilede, men kørte bare forbi os. Fjern i blikket. Som om han var i en helt anden verden. Jeg sagde til Lars, at jeg virkelig frygtede, hvad han kunne finde på.

LÆS OGSÅ: Jeg mistede min mand på ét sekund

Den 20. april, ti dage efter påskefrokosten, skulle Susanne til frisøren på Falster.

– Jeg havde ikke min telefon med, jeg ville bare slappe af i bilen. Klokken var omkring 12.30, da jeg kom ned på motorvejen, og pludselig fik jeg en stor klump i halsen. Det var nærmest som en kvælningsfornemmelse, og jeg måtte køre ind i krybesporet, indtil det gik over. Da jeg senere på dagen kom tilbage fra frisøren, kunne jeg se, at der var en masse ubesvarede opkald på min telefon fra Lars og min lillebror. Det viste sig, at min tvillingebror, der havde jagttegn og gevær, havde skudt sig selv i mine forældres hjem... Dødstidspunktet var lige omkring kl. 12.30, hvor jeg havde fået det dårligt. Jeg tror, at han slap mig der.

Hvordan reagerede du på beskeden om Svends selvmord?
Jeg blev stille, havde det sådan, nej, nej, nej – det kan ikke være rigtigt. Men jeg havde jo et eller andet sted frygtet det. Vi fandt aldrig noget brev eller andet, der kunne fortælle os, hvorfor han gjorde det, og det er jo ikke sjovt, for det efterlader os med mange spørgsmål. Hvorfor kunne han ikke se lyset for enden af tunnelen, og hvad var det, der gjorde så ondt, at livet blev helt uudholdeligt?

Ramt af brystkræft
Fem år efter Svends død talte Susanne og Lars en dag om hendes afdøde brødre, og Susanne sagde: "Ja, Vorherre tager os åbenbart i rækkefølge. Først min storebror, så min tvillingebror – der var født først – så nu er det vel min tur næs-te gang". Fjorten dage senere måtte hun ringe til sine forældre og fortælle, at hun havde fået brystkræft.

– Jeg havde opdaget en knude i brystet, som var øm. Nogle bekendte sagde, at det nok bare var vandcyster, kræftknuder er ikke ømme. Men jeg gik til lægen, som sendte mig direkte ud på Hamlet, hvor de kunne konstatere, at jeg havde en ret stor knude. Ugen efter fik jeg svar, det var brystkræft, og jeg besluttede mig for at få fjernet hele brystet.

Hvordan var det at få den diagnose?
Jeg blev så ked af det, men omvendt tænkte jeg også: Ja, så blev det jo, som jeg havde sagt – nu er det min tur til at dø! Jeg vendte det dog hurtigt om og besluttede mig for, at Vorherre ikke skulle have lov til at bestemme denne gang, jeg ville kæmpe for mit liv. Jeg har altid levet sundt og dyrket masser af sport, og derfor kom det bag på mig, at jeg kunne få kræft. Men der var kloge hoveder, der mente, at jeg havde fået kræft, fordi jeg havde fortrængt så meget gennem årene. At det havde sat sig som negative energier i kroppen.

Hvad tænker du om det?

– Jeg tænker, at der er ting, vi mennesker ikke kan forklare. Da min tvillingebror tog sit eget liv, følte jeg mig psykisk amputeret. Derfor gav det mening for mig – og jeg ved godt, at det lyder fuldstændig vanvittigt – da jeg fik fjernet brystet. Så blev jeg også fysisk amputeret. Det betød sgu ikke noget med det bryst, for jeg var jo amputeret i forvejen. Det gav på en eller anden mærkelig måde samling på mine tanker.

Hvordan kom du igennem sygdomsforløbet?
Jeg ville jo lyve, hvis jeg sagde, at det var morsomt. Men igen forsøgte jeg at få det bedste ud af det halve år, hvor kroppen blev sendt til tælling, og jeg mistede alt mit hår. Jeg kamuflerede mig med tørklæder, hue, hat, paryk og makeuptricks, jeg kunne mærke, at hvis jeg skulle sidde her i seks måneder uden at være den sociale person, jeg er, så ville jeg oven i min sygdom få en depression. Jeg kunne mærke, at den kom snigende, men den udviklede sig ikke. Den fik ikke lov til at få plads, for jeg trænede, som jeg altid havde gjort, og træning har en afgørende betydning for, hvordan man kommer igennem et kræftforløb. Jeg besluttede også at møde verden som glad, og jeg sørgede for at holde fast i min humor.

I dag har Susanne fået lavet en brystrekonstruktion og er frikendt af lægerne, men hun går stadig til kontrol.

– Jeg går ikke hver dag og er bange for, at kræften vender tilbage, men jeg ER bange for at få tilbagefald. Og jeg er bange for at få kræft i underlivet, da det er en østrogenfølsom brystkræft, men jeg går jævnligt til gynækolog. Jeg har levet alt for meget i angst og sorg, så jeg har valgt at sige, jeg vil vende frygten til tryghed. Så når de forkerte tanker kommer, så vender jeg frygten til tryghed ved at tænke, at der bliver holdt øje med mig og passet godt på mig. Hvis der kommer noget, så opdager de det i tide og kan redde mig.

Den ukendte bror
De fleste vil nok mene, at Susanne har taget sin del af tunge og svære oplevelser. Heldigvis er den seneste store begivenhed i hendes liv da også af den glædelige slags, om end den begyndte med lidt af et chok.

– Jeg havde lige fået konstateret min brystkræft, men havde ikke fortalt det til min mor endnu, da hun ringede og sagde, at hun ville komme til København og besøge os, og at hun i den forbindelse gerne ville tale med mig under fire øjne bag lukket dør. Jeg havde det sådan, hvis HUN vil fortælle, at hun har kræft, så er det nok. Ikke min mor! Da hun kom, havde hun nogle papirer i sin taske, som hun lagde foran mig: Værsgo, du skal lige læse det der. Adoption, stod der på papiret. Og efter mine forældres navne stod der, at de havde bortadopteret en unavngiven søn, der var født den 6. april 1957. Jeg kiggede på min mor og udbrød: "MOR, har jeg en biologisk storebror? Din og fars dreng?" Hun kiggede på mig og sagde: "Ja, sådan er det".

– Jeg kunne jo ikke blive vred over at have en storebror, men lige i det øjeblik kunne jeg næsten ikke rumme det, for der foregik jo så meget andet i min krop på det tidspunkt. Historien var, at mine forældre havde fået en dreng, da de var meget unge, og at det ikke på nogen måde havde været en mulighed at beholde ham. Han var kommet til en familie på Silkeborgkanten og var vokset op på en gård, og mine forældre havde fået at vide, at de aldrig selv måtte opsøge ham. Hvis han en dag skulle få lyst til at opsøge dem, kunne han gøre det.

LÆS OGSÅ: "Vi mistede to spædbørn med to års mellemrum"

Og det gjorde Flemming, som Susannes nye storebror hedder. Da han var omkring 17 år, skulle han bruge sin dåbsattest til en læreplads hos Mærsk, og han opdagede, at hans fødested var et andet, end han havde fået at vide. Han blev rasende over, at han aldrig før havde fået at vide, at han var adopteret, men han valgte ikke at gøre noget ved det dengang, da han havde det godt hos sine adoptivforældre. Først da de begge var døde, fandt han navnet på sin biologiske mor. Et meget almindeligt navn, som hundredvis af telefonopkald til kvinder med samme navn ikke gav resultat på. Der var ikke nogen, der havde en søn, der var født samme dato som ham.

– Han var sikker på, at mine forældre ikke var sammen, og at han var blevet givet væk, fordi graviditeten havde været et uheld. Men da han ikke kunne finde frem til vores mor, prøvede han at google vores fars navn, som er mere specielt. Et nummer kom frem, og han ringede op. Min far tog røret, Flemming præsenterede sig og sagde: "Jeg tror, jeg er din søn". Min far blev lidt presset og spurgte ham, hvilken dato, han var født. "Den 6. april 1957", svarede Flemming og min far sagde: "Så er du min søn!" Flemming spurgte, om han mon havde nogen anelse om, hvad der var blevet af hans mor, og min far svarede: "Jamen, hun sidder lige her ved siden af mig..."

Glæden ved livet
Flemming kom på besøg hos sine forældre, og siden er han blevet introduceret til resten af familien. For forældrene har det været en kæmpe lettelse, for de har tænkt på ham i alle årene og har håbet på, at han en dag ville dukke op. Susanne mødte Flemming første gang på en cafe i byen.

– Det var meget mærkeligt at møde en fremmed mand, som alligevel ikke føltes fremmed. Jeg havde set billeder af ham, og jeg kunne se på lang afstand, at det var ham, da jeg kom gående og han sad inde på cafeen. Han ligner familien. Vi snakkede og snakkede, og vi følte begge to, at vi havde kendt hinanden hele livet. Det er stadig mærkeligt for mig, at han er min storebror, men det er også helt fantastisk. I visse situationer minder han mig så meget om min afdøde storebror Henrik, at det nærmest gyser i mig. Det er noget med smilet og hans glæde og gode humør. Det fylder mig med varme og glæde, at jeg har fået en storebror tilbage, hvis man kan sige det sådan.

Hvordan har du det egentlig, når du kigger tilbage på din historie?
Nogle gange kan jeg slet ikke forstå det. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan et menneske kan rumme så meget. Men jeg er også kommet til den konklusion, at vi mennesker kan meget mere, end vi tror, når vi står i det. Vi kan mobilisere noget indre styrke, når vi skal. Fordi vi ikke har noget valg. Jeg har da været ked af det mange gange og har følt det så uretfærdigt, men det får jeg jo ikke mine brødre tilbage af. Jeg har haft ondt af mine forældre, og jeg har haft ondt af min nye storebror over, at han ikke har været en del af vores barndom og ungdom. Men jeg vælger at fokusere på de gode ting i stedet for.

Hvad er det i dig, der gør, at du har kunnet holde til det alt det, du har været igennem?
Jeg tror, det er glæden ved livet. Jeg savner mine brødre usigeligt meget, og jeg vil bære dem i mit hjerte resten af mit liv. Jeg føler, at de bor i mig, de er en del af mig, og jeg tror, at det er derfor, jeg også kan nyde livet, som jeg gør, og være noget for dem, der er her. Mine børn. Min mand. Mine forældre og mine to andre brødre. Jeg har simpelthen valgt, at jeg kun vil beskæftige mig med noget og nogen, der giver mig glæde. Jeg blev voksen med et fingerknips, da jeg mistede min storebror. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang tænkte, hvem er jeg, og hvad er livet egentlig for en størrelse, når det kan slutte så brat og meningsløst? Det gav ingen mening overhovedet for mig. Men jeg kan også huske, at jeg så tænkte, jamen, når det er sådan, så er jeg jo nødt til at leve mit liv. Det ville min storebror også have ønsket, at jeg gjorde.

Susanne vil gerne være et eksempel på, at det er muligt at finde styrken i livet, når det gør allermest ondt. Også når det kommer i flere omgange. Men man kommer længst, hvis man kan finde støtte i sine omgivelser.

– Jeg synes generelt, at vi danskerne er blevet bedre til at tale om de ting, der gør ondt her i livet, og det skal vi fortsætte med. Også når det gælder de psykiske sygdomme. Tal med hinanden, betro dig til nogle, du føler dig tryg ved. Jeg tror nemlig på, at hvis man kan dele sine tanker og bekymringer med andre, så er man godt på vej til at kunne leve sit liv så optimalt som muligt, trods ulykke, sygdom og tab, som ingen af os skånes for. Hvorfor skal man holde ting, der gør ondt i sjæl og sind, hemmeligt for sine omgivelser? Det forstår jeg ikke, og jeg har aldrig hørt, at der er nogen, der skulle have fået det bedre af at tie og fortrænge. Tværtimod. 

 
Om danskfødte adoptivbørn
At danske børn bliver bortadopteret, som det var tilfældet med Susannes Hackes storebror Flemming, er i dag meget sjældent. Gennem de seneste år har der kun været 20 børn til national bortadoption om året, og der er flere godkendte ansøgere, end der er børn.
Allerede da Susannes storebror blev bortadopteret i 1957, var antallet af danske børn til bortadoption nedadgående.
Indtil 2. verdenskrig var det primært danske børn, der blev bortadopteret her i landet, fordi mange socialt udsatte og fattige familier ikke magtede selv at tage sig af deres børn. Men med den øgede velstand i 1950'erne blev der færre danske børn til bortadoption.
Siden 1970'erne har adoptioner til Danmark primært foregået fra udviklingslande i Afrika, Sydamerika og Asien.
Kilde: Faktalink.dk

LÆS OGS:  For omverdenen lignede det bare dårlig opdragelse 

LÆS OGSÅ:  Var nødt til at låne datters penge fra tandfeen bare for at kunne købe mælk

LÆS OGSÅ: "Jeg ser verden fra en anden vinkel, når jeg er sammen med min datter"