Timm Vladimir: Scorede sin kone med madlavning
Foto: Peter Nørby Timm Vladimir: Scorede sin kone med madlavning

Timm Vladimir

Timm: "Jeg gider ikke, du skrider om to år, fordi du vil have børn"

Timm Vladimir gaflede sin kone ved hjælp af mad. Han har prøvet at slå større brød op, end han kan bage – det skal man gøre somme tider, mener han – og så er han ikke bange for at spise kirsebær med de store, kendte kokke. Mød madskoleejeren og kogebogsforfatteren, der også åbent fortæller, at han ikke kunne få børn uden lidt ekstra teknisk hjælp.

Var du den skarpeste kniv i skuffen som barn?
– Jeg ved ikke, om jeg ligefrem var den skarpeste kniv i skuffen, men jeg var en af dem, man lagde mærke til i klassen, fordi jeg råbte højt – og det fik jeg også på puklen for indimellem. Jeg har altid været ret meget fremme i skoene, og jeg fik supergode mundtlige karakterer. Jeg fik også at vide, at hvis jeg koncentrerede mig mere, kunne jeg sagtens få bedre skriftlige karakterer, men det gad jeg bare ikke. Jeg havde ikke rigtigt nogen idé om, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor. Jeg ville være advokat på et tidspunkt, fordi der var nogle fede tv-serier om advokater dengang, men så fandt jeg ud af, at det tog syv år at blive advokat, og så var det allerede udelukket. Jeg ville også være præst på et tidspunkt, men det var også en meget lang uddannelse, så det gad jeg heller ikke. Men jeg kan jo se, at de ting, jeg har villet være, de har en fællesnævner, og det er, at man står foran nogle mennesker. Jeg endte som skuespiller, hvor jeg kan få lov til at spille advokat og præst og alting, og det er jo meget federe. Den uddannelse tog kun fire år, og der var ikke så meget teori, så det var ret perfekt for mig. Og nu står jeg så her i min madskole, som er mit eget lille ”teater”, hvor jeg underviser og samtidig får den ekstra bonus, at der følger mad med. Jeg er SÅ glad for at lave og spise mad, så det kan næsten ikke blive mere perfekt for mig.

Hvilke ”råvarer” var der i dit barndomshjem?
– Jeg har altid haft meget frihed som barn. Jeg kan ikke huske det der opdragelsesnoget med strenge forældre, hvor man ikke måtte noget som helst. Heller ikke i mine ungdomsår husker jeg løftede pegefingre på trods af, at min mor var pædagog og leder af en ungdomsklub. Det var noget med frihed under ansvar. Det handlede nok om, at min mor var 17 og min far 19 år, da de fik mig. Måske havde de det lidt sådan, ja, ja, det er fint, du ikke er her lige nu, så kan vi hygge os, ha, ha. I dag er det også virkelig skønt at have en ung mor, for hun elsker at passe vores søn og har overskuddet til det.

– Jeg har selv fået børn i en lidt sen alder. Da jeg mødte min nuværende kone, fortalte jeg hende ret hurtigt, at det kunne blive svært for os at få børn sammen. Jeg vidste, at jeg har lukkede sædledere. Katrine var 28-29 år. Når man møder kvinder i den alder, som ikke har børn, ved man godt, at det så er noget, der nok skal ske ret hurtigt. Så jeg sagde det til hende, for at hun havde frihed til at vælge til eller fra. Jeg havde det sådan: Prøv at høre her: Jeg gider ikke, at vi bliver megaglade for hinanden, og så skrider du om to år, fordi du gerne vil have børn. Det kunne hun jo stadig godt have gjort, men nu lykkedes det jo.

– Og lad mig bare sige det, som det er, det var ikke nogen sjov proces. Mit problem er, at der ikke kommer nogen sædceller med ud, så man var nødt til at stikke nåle ind i ”løgene” for at få sædcellerne ud, ha, ha. Ja, sådan var det altså. Og det er ikke noget, man vænner sig til, det gør man bare ikke!

Hvordan bagte du på din kone?
– Det var meget madagtigt. Den første gang, jeg inviterede hende hjem, var det selvfølgelig til hjemmelavet mad. Og første gang, jeg var hjemme hos hende, lavede hun selv mad. Hun er nemlig også rigtigt god til at lave mad, og vi fandt meget hurtigt ud af, at vi havde en fælles interesse. Jeg synes, der er noget supersexet over at være på date hjemme hos sig selv, hvor man kan stå og lave mad sammen. Der kommer nogle følelser på spil, når man laver mad. Man kommer lidt tættere på hinanden. Du ved: Smag lige her…! Alle de der billige røvertricks. Og så bliver man ikke uvenner over, hvem der skal betale regningen. Mange gange mødtes vi også en hel weekend, hvor vi var enige om, at vi bare skulle hygge os og lave mad. Og så lavede vi megalækker morgenmad, spiste, hyggede, gik en tur, købte ind og gik hjem og lavede kæmpe frokost. Og bagefter gik vi stille og roligt i gang med aftensmaden.

Så var det gennem maden, du gaflede hende?
– Ja, altså, jeg håber da, at det var med til lige at lukke dealen, som man siger. Det tror jeg. Der er jo mange, der ikke går op i mad, men for mig er det bare vigtigt. En af styrkerne ved Katrines og mit forhold er, at vi er så forbløffende ens på mange områder. Nogle vil synes, at det er forfærdeligt, men vi synes, det er fedt. Vi vil som regel gerne have de samme oplevelser, og vi vil de samme steder hen. Det gør jo bare det hele meget ukompliceret.

LÆS OGSÅ: Timm Vladimir - "Den største udfordring er hverdagen”

Hvordan er opskriften på dit liv i dag?
– Den er meget improviseret ud fra de råvarer, der lige er til at få fat i, for nu at blive i madsproget. Forstået på den måde, at jeg godt ved, hvilken mad, jeg godt kan lide, men jeg har aldrig været den, der lavede den samme ”madret” fra otte til 16 hver dag. Jeg kan godt lide at lave forskellige ting i hverdagen. Komme lidt rundt. Derfor har skuespil, mad og fotografering, som jeg også bruger tid på, passet mig godt. Det er jo et freelanceliv, og det betyder, at der i perioder ikke er en skid at lave, og i andre perioder er der mega-meget at lave. Det har jeg affundet mig med, for jeg kan godt lide at leve sådan – med variation.

– Jeg har altid lavet mad, men jeg har aldrig tidligere haft noget særligt behov for at fortælle om det. Da jeg så vandt ”Masterchef”, blev der kastet en masse benzin på madbålet, alle begyndte at spørge til det, og jeg tænkte: Fint, så er der mulighed for at lave noget, som jeg synes er skideskægt, og som måske kan gøre en forskel for nogle mennesker. Min madskole og min kogebog er ikke noget, der har været planlagt i ti år. Jeg har aldrig haft en karriereplan, hvilket min karriere også tydeligt bærer præg af, men jeg har været god til at tage de bolde, der er kommet min vej. Jeg har måske også været god til at spille bolde op, som så senere i livet er kommet tilbage. Madbolden er først kommet tilbage til mig nu, men det er jo en bold, jeg har gået og trillet foran mig hele livet. Nu er den bare blevet så stor, at nogen har bemærket den.

Hvornår er du så et surt løg?
– Jeg føler, at jeg ser tingene meget lyst, men jeg har lagt mærke til, at det ikke helt gælder om morgenen. Der har jeg fandeme ikke meget humor, altså. Jeg gider ikke høre noget brok om opvasken eller den slags. Jeg bliver ikke sur, men jeg bliver nok lidt indædt. Min selvironi er også meget lille om morgenen.

– Jeg er mest B-menneske, tror jeg. I hvert fald er det sådan, at jeg nu har haft en søn i over fire år, og jeg kan ikke mindes, at jeg er vågnet en morgen uden at tænke: For helvede, bare en time til, please. Også selvom han sover længe. Hvordan får I ”dejen” til at hænge sammen derhjemme?

– De første tre måneder, da jeg åbnede madskolen, var vi enige om, at der skulle bruges kræfter på det, og det betød, at jeg var her rigtigt meget. Og det er det fede ved, at vi begge er freelancere. Vi kan skiftes til at tage læsset. I dag har jeg typisk totre kurser om ugen, og de andre dage er jeg hjemme. Da jeg lavede kogebogen, stod jeg derhjemme og lavede mad hele tiden, så det er meget forskelligt, hvordan hverdagen ser ud. I perioder lykkes det rigtigt godt, og i andre perioder har vi begge meget travlt, men så kan vores mødre heldigvis passe vores søn. Vi er så privilegerede, at vi normalt først afleverer ham ved nitiden om morgenen i børnehaven, og vi henter ham klokken 15. Det er en luksus, synes jeg, og jeg er glad for, at vi har mulighed for at være så meget sammen med ham.

Har du aldrig været bange for at spise kirsebær med de store, når du ikke er uddannet kok?
– Jeg synes, at kokkebranchen i meget store træk har været utroligt venlig stemt overfor, at jeg er her. Der er flere af de store kokke, der følger med på Instragram og skriver tillykke med min bog, og flere har også skrevet, at jeg bare må sige til, hvis jeg har lyst til, at de skulle komme og gæsteundervise her på madskolen. Det er da vildt fedt. Det har sikkert betydet noget, at jeg er blevet bedømt at nogle professionelle og dygtige kokke i ”Masterchef”. De har måske været ude og sige, hey, manden kan sgu godt lave mad.

– Hvis der skulle være nogen, der spørger, hvorfor fanden sådan en uuddannet type skal stå og lave mad på en madskole, så siger jeg, at det er, fordi jeg godt kan lide at lave mad, og fordi jeg er god til at formidle. Og indtil videre er der masser af kunder i butikken, så det er nok ikke helt skævt.

Har du nogensinde slået større brød op, end du kunne bage?
– Det skal man gøre nogle gange. Man skal udfordre sig selv, for det viser sig ofte, at man kan mere, end man tror. Man skal selvfølgelig ikke eksperimentere alt for meget, hvis det kan gå ud over andre mennesker, men det er altså måden at komme videre på – at turde gøre noget, som man ikke ved, om man kan. I forbindelse med åbningen af min madskole fik jeg for første og gudskelov også eneste gang i mit liv et anfald af total panikangst om natten. Jeg vågnede, kunne slet ikke trække vejret, og græd og græd i to timer midt om natten. Det var ren og skær angst over, at for helvede, nu har jeg mit eget sted med ansatte og alt muligt, og hvad nu, hvis det ikke virker – så bliver jeg helt til grin. I Danmark skal man helst ikke råbe for højt og være for smart, så det var virkelig at stikke næsen helt frem i en branche, hvor der er så mange superfede kokke, som nok godt kan lide at have det lidt for sig selv.

– Det overraskede mig faktisk, at jeg kunne have det sådan, men heldigvis var Katrine rigtigt god til at bakke mig op og sige, at det nok skulle gå. Det har hun gjort hele vejen. Og ja, om morgenen stod jeg så op, gik i Inco, købte ind, tog herud, og så kørte det bare. Jeg var videre.

Hvad kan gøre dig blød som smør?
– Det ville være meget oplagt at sige min søn. Børn kan jo bare sige noget, så man smelter med det samme. Det er derfor, man kan holde det ud, når de har været vågne hele natten. Så siger de bare et eller andet, hvor man tænker okay, jeg elsker dig, jeg tager sgu lige et halvt år mere. Det er også dejligt, når jeg har stået for et kursus, og der kommer nogen og siger: Hvor var det bare fedt, det skal vi hjem og sige til vores venner, og vi kommer helt sikkert igen. Det bliver jeg altså også glad for.

Hvis jeg siger lækker steg, hvad siger du så?
– Det ville være billigt at sige sin kone, ikke? Men det gør jeg, og så skal jeg huske at sige til hende, at hun skal læse artiklen, ha, ha. Men altså, jeg er faktisk så heldig, at jeg synes, at min kone er mega lækker. Og det siger jeg også til hende. Tit. Det tror jeg, at man skal huske. Det der med at sige ”jeg elsker dig, og det gælder, indtil jeg siger noget andet”, det er sgu lidt kedeligt. Så jeg siger det til hende rigtigt ofte, og hun er god til at sige det til mig også. Det er jo klart bedst, at det kommer helt naturligt, men hvis det er svært for nogen, så må man sgu sætte det i kalenderen. Tro mig, det er ligesom med madlavning, det kan faktisk godt betale sig at gøre sig lidt umage.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview