Nogle gange kan jeg ikke åbne min egen entredør, fordi den er blokeret af skoletasker, gymnastikposer og gummisko. På køkkenbordet står resterne fra morgenmaden, og sengene er ikke redt. Jeg synes, det er hårdt arbejde at leve med rod.

Hver gang jeg ser min teenagesøn (og det bliver mindre og mindre for hver dag, der går), kunne jeg i princippet lire en hel remse af om alt det, han skal rydde op forskellige steder i boligen. Våde håndklæder på gulvet, kakaomælk på sofabordet og pizzabakker på værelsesgulvet. Men jeg er også kommet til den erkendelse, at det koster for meget. For hvem gider have en mor eller for den sags skyld ægtefælle, hvor størstedelen af kommunikationen handler om, hvem der nu skal rydde op hvor.

Så jeg prøver at lade stå til – og det er det, som er det hårde.

En kollega sagde forleden, at hun mere eller mindre har accepteret, at hendes hjem ligner et fritidshjem. Der er jeg ikke helt endnu, men jeg bliver meget inspireret, når jeg læser interviewet med tegner og forfatter Maren Uthaug side 74. Hun beskriver sig selv som et menneske, der lever i konstant kaos. Hun interesserer sig ikke for at rydde op og tager gerne datterens barbiestrømper på, når hun ikke kan finde sine egne. Ofte har de ikke noget aftensmad i køleskabet, og så må familien improvisere.

Hun vil meget hellere bruge tiden på de vigtige ting som at være sammen med sine tre børn, og hendes venner og familie roser hende ligefrem for ikke at have ryddet op for deres skyld. Jeg tror aldrig, jeg bliver ligesom Maren Uthaug, som tydeligvis trives i rodet. Men jeg øver mig i at trives, mens jeg rydder op.

LÆS OGSÅ: Vi holder stadig fast i de gamle kønsroller