Tommy Ahlers: "Jeg har været fraskilt i fem år, og jeg har ikke vænnet mig til det"

– Jeg kommer fra et kristent hjem, og min far var engageret i det kirkelige arbejde i Indre Mission og i KFUM og KFUK. Det er også et udgangspunkt for mig at turde stå ved, hvem man er, for det så jeg, at mine forældre gjorde. Det samfund, vi boede i, var ikke udpræget kristent, men mine forældre pakkede ikke troen væk. De stod ved, at vi troede på gud, og at vi gik i kirke, og som barn kunne jeg da godt føle, at jeg var lidt anderledes af den grund. Hvorfor kunne vi ikke bare gemme det væk og være som alle andre? Hvorfor skulle vi give de andre muligheden for at drille mig lidt med det? Men det var aldrig til diskussion. Den kristne opdragelse medførte frihed under ansvar forstået på den måde, at jeg f.eks. fik lov til at tage til halbal, men jeg skulle også gå i kristen klub om fredagen. Og det gjorde jeg så. I mine forældres øjne kunne man godt gøre begge dele, der var ikke noget enten-eller i deres opdragelse. I forhold til religionen måtte jeg træffe mit personlige valg, det blandede de sig ikke i, men det kristne arbejde og det at gå i kirke var et omdrejningspunkt i familien. Vi havde aldrig været på ferier, før mine forældre solgte gården, da jeg var otte år, og det var først nogle år derefter, vi begyndte at tage af sted. Og så var det ikke på udlandsrejser med hotel og den slags, næh, vi tog på kristne familielejre, hvor vi var indkvarteret på lejrskoler og lå i køjesenge. Senere kom jeg på kristen efterskole og elskede det, og i dag føler jeg mig meget privilegeret over den opvækst, jeg har haft.

LÆS OGSÅ: Fanny Leander Bornedal: "Min far har lært mig, hvor hård branchen er"

– Som barn var jeg meget energisk. Der var ikke så mange diagnoser dengang, og det er vist godt det samme, ha ha. Jeg fik mit første fritidsjob som 11-årig hos en tømmerhandel, det næste på en gård som 12-årig, og en overgang havde jeg to fritidsjob. Både på en tankstation og på en gård. Jeg er medlem af Disruptionrådet, og for nylig kørte jeg og nogle af de andre medlemmer gennem Sønderjylland og forbi Agerskov. De andre i bilen grinede og sagde, at jeg da ikke kunne blive ved med at sige: "Der har jeg arbejdet. Og der har jeg arbejdet. Og der". Men jeg havde en meget stærk virketrang og arbejdede virkelig mange forskellige steder. Jeg var ikke en mønsterelev i skolen, jeg blev tit smidt uden for døren, fordi jeg ikke kunne være stille, og det var lidt et problem for min tvillingesøster, som jeg gik i klasse med, for hun lavede ikke ballade, og hun syntes, det var pinligt. Jeg var ikke en rod, det var bare al den energi, der gjorde, at jeg ikke kunne styre mig i forhold til at tale lærerne imod eller være fræk.

Foto: Peter Nørby.

– Det blev forventet, at mine søskende og jeg gjorde os umage, men om man blev jurist, som jeg blev, eller sosu-assistent, som min søster blev, det var ligegyldigt. Min søster og jeg blev færdige med vores uddannelser nogenlunde samtidig, og jeg kan huske, at jeg i min 25-årige arrogance som nyudklækket jurist tænkte, at det var underligt, at vores forældre ønskede at holde den samme fest for os, når nu jeg havde læst så meget længere. I dag synes jeg, det er totalt pinligt at tænke tilbage på, for selvfølgelig skulle det være sådan. Det var jo lige så flot, at min søster havde taget den uddannelse, hun gerne ville have, og hun havde gjort sig lige så meget umage, som jeg havde.

LÆS OGSÅ: Anders Rønnow Klarlund: "I ethvert velfungerende forhold skal man kunne koden til den andens telefon"

Vendepunkter

– Det lå ikke i kortene eller i min egen plan, at jeg skulle blive akademiker, for der er ingen tradition for det i vores familie. Selvom jeg havde klaret mig godt, først i folkeskolen og efterfølgende på handelsskolen, var jeg også praktisk anlagt og havde for meget energi til at læse i længere tid. Jeg ville ud og arbejde. Jeg fik en kontorelevplads på Q8's hovedkontor og arbejdede i fire forskellige afdelinger, fra jeg var 18 til 20 år.

Jeg regnede egentlig med at skulle fortsætte hos Q8, men en dag kom min chef og spurgte, hvad jeg egentlig havde tænkt mig. Jeg fortalte ham, at jeg håbede at kunne blive, når jeg var færdig med min kontoruddannelse et par måneder senere. Han svarede, at det kunne jeg da sikkert, og så kunne jeg nok få en fornuftig mellemlederstilling på sigt. Men der var to ting, jeg lige skulle overveje, sagde han. For det første, at jeg på et tidspunkt ville ramme et karrieremæssigt loft, fordi jeg ikke havde en videregående uddannelse. Og for det andet, at der en dag ville komme en, der var yngre end mig, og fortælle mig, hvordan jeg skulle gøre mit arbejde. Det var det skub, der skulle til, for at jeg besluttede at læse videre. Ansøgningsfristen til uddannelserne var lige op over, så jeg tog en hurtig beslutning og valgte jura, fordi det var en bred uddannelse, som også havde en samfundsmæssig dimension. Havde jeg tænkt mig lidt mere om, havde jeg nok valgt statskundskab, et merkantilt fag eller noget på CBS.

– Jeg syntes, at det var interessant at studere, men jeg havde brug for at lave andre ting ved siden af, så jeg var bl.a. nattevagt og fik også job på et advokatkontor. Jeg kunne mærke, at jeg skulle skynde mig at blive færdig, ellers ville jeg droppe ud. På en sommerskole i Østrig mødte jeg en fyr, der sagde til mig, at jeg da havde alt for meget krudt i røven til et advokatkontor, og så anbefalede han, at jeg søgte ind hos konsulentfirmaet McKinsey, når jeg blev færdig. Og det gjorde jeg så.

– Da jeg forlod McKinsey efter fire år, mødte jeg en iværksætter, der overbeviste mig om, at jeg havde de rigtige forudsætninger for at blive iværksætter. "Du behøver jo ikke at kunne programmere for at lave en teknologivirksomhed", sagde han til mig, og det var jo rigtigt, jeg skulle bare finde nogle medstiftere, der kunne noget andet end mig. Igen fik jeg et skub udefra, og når jeg ser tilbage, har jeg haft brug for de skub til at lave de store erhvervsmæssige vendepunkter i mit liv. Jeg stiftede mit første selskab i 2004.

– Senest var det statsminister Lars Løkke Rasmussen, der ringede og gav mig et skub. At blive minister var ikke "job", jeg havde søgt – det kan man jo faktisk slet ikke – men jeg har altid overvejet at involvere mig i politik. Der er en direkte linje tilbage til min opvækst, hvor engagement og ansvar jo var et omdrejningspunkt. Tidligere udlevede jeg mit samfundsengagement ved at opbygge virksomheder og skabe arbejdspladser. Men jeg kunne godt tænke mig at gå op på en større klinge ved at gå ind i politik. Som medlem af Disruputionrådet og som medlem af bestyrelsen i Cepos begyndte jeg at snuse lidt til politik. Og jo mere jeg snusede, jo mere fik jeg lyst til at gå all in. Jeg havde nok udsendt nogle signaler om, at jeg kunne være interesseret, men Lars tog da en chance, da han ringede og spurgte mig, om jeg ville være uddannelses- og forskningsminister. Der er jo en risiko for, at jeg kan fejle, men den risiko var han parat til at løbe, og det er jeg meget taknemmelig for.

Ømt punkt

– Mine børn er mit ømme punkt. Jeg er skilt fra deres mor, og det gør ondt ikke at have dem hele tiden. Jeg ved godt, at med en travl hverdag både før og nu, ville jeg ikke se dem hele tiden alligevel, men det at have et hjem, hvor børnene hele tiden er, det skaber bare sådan en base i ens liv. Og den base har jeg ikke halvdelen af tiden. Min ekskone og jeg deler i princippet børnene lige over. Så halvdelen af tiden har jeg ikke lige en halv time med dem om morgenen eller en stund med lektielæsning med den store om aftenen. Og det savner jeg. Jeg troede egentlig, at jeg med tiden ville vænne mig til det, men nu har jeg været fraskilt i fem år, og jeg har ikke vænnet mig til det. Det er sådan en løbende frustration. Heldigvis har jeg en fantastisk relation til min ekskone, men det erstatter bare ikke den der familiebase, hvor børnene er der hele tiden.

– Det er svært at sætte ord på, hvordan jeg er som far. Jeg tror, at jeg som de fleste andre forældre, er i tvivl om, om jeg gør det godt nok. Om jeg er nok til stede, når jeg er sammen med dem, fordi jeg også har alle mulige andre ting, jeg gerne vil. Men jeg tror, jeg er en god far. Jeg prøver at trække nogle referencer fra min egen barndom, i forhold til, at der godt måtte være noget frihed, man selv kunne udfylde, men at der samtidig var nogle ret klare rammer omkring det. Og selvfølgelig er mine børns rammer anderledes end dem, jeg havde som barn, men stadigvæk er der nogle ting, man gør eller ikke gør som barn og nogle ting, man må eller ikke må. Jeg er ikke en streng far, men der er nogle regler, og det må der gerne være. Og så tror jeg, at jeg prøver at møde dem i øjenhøjde, jeg vil gerne have en ærlig snak med dem. Når jeg har børnene, er jeg jo alene med dem, og det vil jeg gerne udnytte i forhold til at have en særlig nærhed med dem.

Foto: Peter Nørby.

– At være minister er noget af det mest intense, jeg har oplevet. Samarbejdet med Folketinget, samarbejdet her i ministeriet, den offentlige bevågenhed. Alt det betyder, at jeg i mindre grad end tidligere kan styre min tid. Det er derfor ikke lykkedes rent faktisk at have børnene halvdelen af tiden endnu, men ambitionen er, at det vil jeg gerne kunne. For uanset hvad, så er børnene det vigtigste i mit liv, og det ansvar, der ligger i at være far, vil jeg altid tage på mig. Det kommer jeg ikke til at outsource hverken til en barnepige eller til min ekskone. Politik kan være flygtigt, det kan godt være, at jeg ikke bliver valgt til Folketinget, men mine børn er ikke flygtige. De bliver ved med at være der, og min funktion i deres liv og vigtigheden for mig i at være der for dem ændrer sig ikke. Så selvom det er super interessant at være minister, selvom jeg gerne vil gøre det godt, og selvom jeg gerne vil have, at alle politiske kommentatorer skal sige, at jeg gør det godt, ha ha, så er det stadig børnene, der er vigtige. Det ER lykkedes for mig at have dem hele weekender, hvor jeg ikke har arbejdet, og det har jeg ikke haft dårlig samvittighed over. Samtidig er det vigtigt at holde fast i, at vi voksne har ret til engang imellem at sige, at der er også nogle andre ting, vi gerne vil. Det må man godt, det gør ikke en til en dårlig forælder.

LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl: ”Guderne skal vide, at Johan og jeg prøvede at kæmpe os udenom en skilsmisse”

Lavpunkt

– At blive skilt var noget af det sværeste, jeg har prøvet. Men fordi jeg har så fin en relation til min ekskone, lykkedes det faktisk at gøre det på en måde, så det blev meget flydende. Fordi Isa kun var to år, da vi blev skilt, havde vi i begyndelsen børnene på skift et par dage ad gangen. Det betød, at de havde mange skift, men de havde samtidig hele tiden en tæt relation til os begge to. Så ja, det var svært at blive skilt, og det var en stor frustration i forhold til børnene, at det skulle være sådan, men om det kan siges at være et decideret lavpunkt, ved jeg ikke... Alle har det godt i dag. Børnene. Min ekskone. Og jeg.

– At blive skilt har egentlig ikke ændret noget i forhold til, hvordan jeg ser på mig selv. Jeg ved, at man somme tider i livet bliver nødt til at træffe nogle valg, og jeg ser det ikke som et nederlag at blive skilt. I dag er jeg kæreste med Camilla, som jeg mødte på Roskilde Festival sidste år. Vi er meget glade for hinanden, men jeg har ikke lyst til at gå i detaljer omkring det. Selvom jeg er offentligt kendt, synes jeg, der skal være plads til privatliv.

– Jeg synes, at jeg i det hele taget har været forskånet for egentlige lav- eller nulpunkter i mit liv. De ting, der er gået dårligt, er efterfølgende blevet vendt til noget bedre. Da jeg efter fire år hos McKinsey lavede min første virksomhed og efter ni måneder måtte konstatere, at den gik på røven, var en kæmpe frustration, som ramte hele min identitet. Hos McKinsey havde jeg kunnet gå på vandet, og så gik det pludselig skidt, da jeg lavede mit eget. Men det gik ret hurtigt op for mig, hvad jeg kunne lære af alle de fejl, jeg havde begået, og så tænkte jeg: "Okay, jeg gør det igen. Op på hesten". Min holdning er, at man kun opnår succes, hvis man er parat til at fejle, og der er danskerne sgu generelt lidt nogle kyllinger. Det skal helst gå bedre end sidste år, når du møder dine venner til julefrokost. Men hvis man gerne vil skabe noget nyt, kan jeg godt skrive under på, at der altså er mange

julefrokoster eller juleaftener, hvor man må møde op og sige, at der ikke er sket noget fantastisk siden sidste år. Eller at man er gået på røven siden sidst. Så sidder man der og siger: "Kan du huske sidste år, hvor jeg talte utrolig længe og utrolig opildnet om det og det...? Nå, men det skete sgu ikke lige". Det var noget af det, jeg forsøgte at give videre ved at medvirke i "Løvens Hule". Ved at fortælle om mine egne fejl håbede jeg, at jeg kunne gøre andre mere modige, så de turde satse. Med risiko for at fejle.

Synspunkt

– Det er ikke alt, jeg har lavet, der er gået dårligt, ha ha, og jeg har tjent gode penge på at sælge et par virksomheder. I den sammenhæng har jeg oplevet, at folk har spurgt mig, om det ændrer noget på andres tilgang til en, at man f.eks. pludselig har penge eller er minister, og til det må jeg bare sige, at det har jeg ikke oplevet. Det er også vigtigt for mig, at jeg ikke tillader mig selv at begynde at have den mistro, for det ville ændre den måde, hvorpå JEG ser på andre mennesker. Det ville da være frygteligt, hvis jeg skulle møde et menneske og tænke: "Jeg er helt sikker på, at det menneske har nogle motiver, som ikke bare er, at han eller hun synes, jeg er en fed fyr". Nej, vel? Jeg vil hellere være naiv og måske blive skuffet end at møde andre mennesker med mistro.

– Det at have penge har heller ikke ændret mig. Jeg er ikke født med en guldske i munden – nærmest tværtimod – men jeg ser det ikke som et vendepunkt i mit liv, at jeg pludselig har en formue, for vi lever i et land, hvor langt de fleste heldigvis har det rigtig godt og kan gøre mange af de ting, de gerne vil. De perioder, hvor jeg har haft færrest penge, har været som iværksætter, men der var jeg så heldig, at jeg boede sammen med min ekskone i en andelslejlighed, hvor jeg kun skulle betale 1.200 kr. i husleje. Der, hvor det for mig har ændret noget at have penge, er for det første i forhold til, hvor jeg bor. Det er et kæmpe privilegium at bo i et dejligt hus med have på Østerbro, det giver mit liv en anden dimension. For det andet er det professionelt et kæmpe privilegium, at jeg med mine penge kan hjælpe andre iværksættere i gang med det, de drømmer om. At investere i nogle nye virksomheder og være med til at give input og hjælpe dem på vej er en meget stor glæde for mig.

I sommer valgte Tommy Ahlers i et interview med Euroman at bekræfte rygter om, at han er biseksuel. Han har ikke udtalt sig om det siden og har heller ikke i dette interview ønsket at uddybe. Interviewet kan findes her.