Ulla Henningsen
Foto: Sara Skytte Skuespiller Ulla Henningsen har altid optrådt, leget og sunget, men bryder sig ikke om at være frontfigur.

Ulla Henningsen: "Alle omkring mig - selv min familie - ændrede indstilling til mig"

Her mod slutningen af sin karriere glæder Ulla Henningsen sig både over stadig at stå på scenen, men drømmer samtidig også om at få tid til andre ting. Ind imellem spekulerer hun på, om hun overhovedet skulle have været skuespiller.

Hvilken vej var den første,du gik på?

– Den første vej, jeg husker, var en skovvej nord for Rønne, hvor jeg sad bag på min mors cykel. Det var lykken. Vi var på vej til stranden. Min mor, mine søstre, min mors veninder og deres børn. Jeg vidste, at vi skulle være på stranden hele dagen med madpakker.

Min fars cykel havde barnesædet foran på stangen. Styret var koldt, så når jeg kørte med ham, lagde jeg mine hænder på hans hænder. Vi var mange børn derhjemme, så det var dejligt at sidde helt tæt på sine forældre på cyklen. Vi boede syv år på Bornholm, hvor min far var embedsmand, og det var en god tid.

Din levevej?

– Jeg følte mig allerede godt hjemme i skolekomedien i 7. eller 8. klasse. Ligesom de fleste børn har jeg altid optrådt, leget og sunget. Det håber jeg, børn stadig får lov til i dag. Børn skal have fred og ro til at lege. Det er så uendeligt vigtigt. Jeg anede ikke, der var noget, der hed skuespil, før jeg kom med mine søstre på udveksling til Tyskland. Vi var i teatret og hørte operaen Tannhäuser, og der oplevede jeg for første gang magien ved teatret. Da forestillingen var færdig, blev jeg siddende i teatersalen og så, hvordan der kom mennesker og ryddede af. Jeg var 15 år og anede ikke, at teatret kunne være en levevej. Det var en stor oplevelse.

LÆS OGSÅ: Line Knutzon bor med sin mor: "Jeg ser det ikke som en begrænsning i forhold til at møde en mand"

Jeg er dog ikke et menneske, der har det godt som frontfigur. Jeg er mellembarn i en stor søskendeflok, og jeg er snarere hyrdehunden, der samler flokken – også i arbejdssammenhænge, hvor jeg ofte går i brechen for dem, der behandles uretfærdigt. Jeg skulle nok slet ikke have været skuespiller. Jeg burde være blevet sygeplejerske, for jeg kan godt lide at tage mig af folk.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det var forfærdelig chokerende, dengang det skete. Alle omkring mig – selv min familie – ændrede indstilling til mig. Jeg var meget ung, og det tog mig tid at komme over. Det føltes som et svigt, da jeg fandt ud af, at der skal så lidt til, at folk kan købes ved, at jeg er kendt. Jeg afskyr den form for købmandsskab. Det var problematisk, fordi det spontane møde mellem mennesker er kostbart. Pludselig var jeg et stykke kendthed. Jeg var ikke Ulla mere, men hende fra fjernsynet.

En af grundene til, at jeg gennem min karriere ikke har haft lyst til at tale om mit privatliv, er, at det forstyrrer det arbejde, jeg laver. Man skal tage vare på neutraliteten som skuespiller.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det var nok min mor, som lige er død for tre måneder siden. Hun var min sparringspartner og var altid totalt loyal og lyttende. Hun forstod mit liv og mine problematikker lige til det sidste. Jeg ringede tit til hende og talte med hende om alt i livet. Min søn kan jeg også godt blive vejledt af. Jeg har meget kontakt til ham, for han bor i stueetagen af det hus, jeg bor i, når jeg er i København. Han er også en klog fyr. Jeg har ikke nogen åndelig vejleder, men det burde jeg måske have.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Jeg ville ønske, at jeg havde været mere på afveje i livet, end jeg har tilladt mig selv. Jeg har været på teatret, fra jeg var 19 til nu, hvor jeg er 67. Der har ikke været mange afveje undervejs. Jeg tog et års orlov, da jeg blev mor, og jeg tog et år fri sidste år. Men jeg er pligtopfyldende og giver ikke mig selv lov til at være ret meget på afveje. Samtidig synes jeg faktisk også, det er vigtigt at gøre, hvad man bør gøre.

Jeg er et menneske, der har været i mine følelsers og i mine stemningers vold, men det er jeg ikke så meget mere, hæ-hæ. Jeg har lært at styre det. Jeg har ikke været et nemt menneske – hverken for mig selv eller mine omgivelser.

Hvilken vej bor du på?

– Jeg bor både på Vesterbro og i Nordjylland. Det seneste år har jeg haft behov for at stå af arbejdsræset, og så har jeg boet sammen med min mand på vores husmandssted i Nordjylland. Nu er jeg så i København i fire måneder for at spille teater. Det er problematisk at bryde sit liv op i fire måneder og bryde op med sin mand, men sådan er det lige nu. Det er hårdt for os begge. Men han er etableret i Nordjylland, hvor han arbejder som jazzmusiker og har elever.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Ja, det har jeg gjort nu, hvor jeg har sagt farvel til min mand for at være fire måneder i København. Men der er fordi, jeg skal være med i Svejk på Nørrebro Teater. Forestillingen handler om Første Verdenskrigs vanvid, hvor soldaten Svejk går og tager alle krigens urimeligheder på sig. Han er sød og glad og venlig, eller er han? Han er en overlever og måske også en manipulator. Det er en blanding af komik, galskab og gru, hvor jeg både spiller den gamle general Kraus, tre gamle koner, en værtshusholder og et par soldater. Det er skægt. Det er lidt af et skånejob, så ind imellem er der ventetid, hvor jeg sidder bagved og strikker karklude. Lily Broberg sad i øvrigt også altid og strikkede, nok ikke karklude dog. Men det er det eneste, jeg kan finde ud af at strikke. En god karklud skal man nu heller ikke kimse af.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg har ikke så mange kræfter mere og ikke længere det store behov for at arbejde. Jeg skal selvfølgelig tjene penge, men jeg føler, at livet forsvinder for mig, når jeg arbejder. Jeg kan nemlig godt lide at mærke årstiderne, væksten og at have tid til mennesker omkring mig. Teatret har styret mit liv hele mit liv, så nu synes jeg, at jeg skal give mig selv chancen for at opleve noget andet. Jeg vil gerne rejse mere og se mere af verden, men der er også noget ved at dykke ned i et husmandssted, leve det liv der tilbyder sig som husmandskone, lave ting selv fra grunden, bage, sylte og plante, og så har jeg lige fået etableret en porcelænsovn, inden jeg rejste til København. Vi har også fået en hund for første gang. Hold kæft, hvor er den sød og krævende. Vores fem høns, som lagde et æg hver dag, er alle spist af ræven sidste forår. Vi skal snart have fem nye høns.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har mange. Gudskelov. Jeg har været sammen med min mand i omkring 20 år, og det fungerer godt. Han er et menneske, man kan regne med. Han spiller ikke spil med folk, og han er altid positiv. Han viger ikke uden om de ting, der skal gøres, hverken mentalt eller fysisk. Han komplicerer ikke tingene, og det er en gave, når man selv er en, der godt kan gøre det. Jeg har lært at gøre det mindre ved at være sammen med ham. Jeg kan for eksempel miste troen på det, jeg gør. Jeg kan også pludselig få et stænk af paranoia og tro, at andre ikke vil mig det bedste. Det ligger i mine gener, og mit liv havde været noget lettere uden. For 20 år siden blev jeg vinterbader, det renser mig for spøgelser, og jeg ville ønske, jeg havde gjort det som ung.

Hvem er Ulla Henningsen?

UllaHenningsen10.jpg

Ulla Henningsen, født i Kalundborg i 1951

  • Uddannet skuespiller.
  • Har blandt andet spillet Iben Skjold Hansen i Matador og havde stor succes som Liva Weel i Kald mig Liva, som hun vandt en grammy for.
  • Hun har også vundet to Reumertpriser.
  • Danner par med musiker Uffe Markussen og har en søn fra et tidligere forhold.
  • Har tidligere været aktiv miljøforkæmper og har blandt andet lænket sig fast til et boretårn med Greenpeace.
  • Er aktuel i Svejk på Nørrebro Teater, som spiller frem til 17. november.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende og Karriere