Annes mand var utro i 11 år
SPONSORERET indhold

Annes mand har været hende utro i 11 år: "Jeg har levet med en mand, der ikke har et moralsk kompas"

Annes mand igennem 11 år bliver opdaget i utroskab. I første omgang indrømmer han at have bedraget hende i et halvt år, men efterhånden viser det sig, at hun aldrig har haft sin mand for sig selv. Her deler Anne sin historie om et ægteskab i skyggen af et dobbeltliv, og to eksperter fortæller om mekanismerne bag det systematiske bedrag.

Af: Nillou Zoey Johannsen Foto: Peter Nørby
05. aug. 2022 | Livsstil | ALT for damerne

Da Anne indleder et forhold med Erik, oplever hun for første gang i sit liv at have mødt et menneske, hun kan stole fuldt ud på. Et menneske, der ser og accepterer hende som den, hun er, og som ovenikøbet hurtigt bliver en støtte i hendes børns liv. Han er typen, der altid stiller op, når andre har brug for hjælp. Bærer flyttekasser, borer ting og sager op, tager den dårligste plads til sig selv, og lader alle andre få først. Altså virkelig betænksom og hjælpsom – grænsende til det selvudslettende. De gifter sig og har det godt sammen i deres ægteskab, rejser en masse og taler sammen flere timer om dagen.

"Vi har dog et fast problem i de 11 år, vi er sammen. Han har ikke lyst til at dyrke sex, og så er jeg jaloux på vores fælles veninde, Mette. Jeg tror hele tiden, at jalousien skyldes min egen usikkerhed. Det bekræfter Erik mig også i."

LÆS OGSÅ: Mikael Jarnvig: "Jeg ville nok være gået konkurs, inden jeg var færdig"

Det her er Annes fortælling om, hvad hun gik og troede var et lykkeligt ægteskab, men som pludselig tager en skæbnesvanger drejning. I foråret får Anne nemlig et opkald fra veninden Mettes mand. Han har opdaget en chat mellem Mette og Erik. De to har en affære bagom deres ægtefællers ryg.

Anne ringer op til Erik. Han har kort tid til at køre hjem og forklare sig. Hun forsøger at sidde roligt og bare trække vejret i ventetiden, mens billederne fra deres liv flyver igennem hendes hoved. Som en detektivfilm, hun afspiller igen og igen for at finde ud af, hvor i filmen hun skulle have opdaget skurkens sande ansigt som et bedragerisk, koldblodigt menneske fremfor den rare person, hun stolede på. For der var jo tegn hele vejen igennem. Hun troede bare ikke på dem. Hun troede på ham.

Da Erik kommer hjem, forklarer han, at han har haft en affære med Mette i et halvt år. Han siger, det skyldes, at Anne ikke har haft tid til ham.  

"Jeg bliver så forvirret. Vi taler jo sammen tre timer om dagen, går lange ture med hunden og hygger os som altid, også det sidste halve år. Jeg er svimmel og slået ud."

Anne har fra starten stillet to krav til sin mand: Han må ikke være utro eller lyve. Til gengæld har han sin ret til at komme og fortælle hende, hvis han har fundet en anden. Det respekterer hun.

"Men utroskab og løgne er nedbrydende for mig. Så jeg trykker på skilsmisseknappen med det samme. Alligevel har jeg en lyst til at strække mig lidt. Jeg overvejer mulighederne for at vi bliver boende på skift i lejligheden, så den ene af os har tid til at finde et nyt hjem. Han er jo en god mand og min bedste ven."

Midt i Annes forvirring kravler et ubehag op igennem hende sammen med en dyb, indestængt vrede. Hun har jo hele tiden haft en mistanke. Han har bare været så overbevisende.

Den store vrede

Når det kan lykkes en partner at bedrage og forblænde sin bedre halvdel, skyldes det grundlæggende, at bedrageren ikke føler ansvar for sine handlinger. Det forklarer Peter Wittenburg, som er psykolog og psykoterapeut i moderne psykoanalyse og medgrundlægger af Institut for Følelsesmæssig Sundhed.

Bedrageren kobler ikke sine handlinger med, at han eller hun volder skade hos sin elskede. I Annes tilfælde har Erik ladet hende bære alt ansvaret for parforholdets problemer ved at bekræfte hende i, at hun er ubegrundet jaloux. På den måde bærer offeret krænkerens skyld og byrde. Han forklarer:   

"Mange kan genkende det her med at bære andres skrald og vende alting indad mod sig selv. I terapi hos os vil vi langsomt pille selvbebrejdelserne væk, for de skygger og blokerer for et enormt raseri, der egentlig bor indeni, og som i Annes tilfælde handler om, at hun har ladet sig nøje. Hun er blevet seksuelt udsultet i mange år, og har ikke sat grænsen, fordi hun ikke har mærket vreden eller lyttet til den. Den er blokeret af selvbebrejdelserne og af den hårde indre monolog om, at hun sikkert også bare er jaloux."

Peter Wittenburg uddyber, at selvom vreden er et vigtigt redskab for at kunne sætte grænser, har mange af os svært ved at udtrykke og rumme den. Vi er skamfulde over at udvise vrede, og det er ikke kønsbestemt, men socialiseringsbestemt. Vi kan eksempelvis have levet i en dysfunktionel familiestruktur, hvor vi ikke har lært at udtrykke vrede, fordi der måske ikke var plads til, at vi måtte sætte grænser som børn. Vreden har i stedet forvandlet sig til skyld og skam, der begge bor i mørket. Og som får energi af de selvbebrejdelser, vi bærer på.

"Når vi ikke har lært at sætte sunde grænser, kan vi tvivle så meget på os selv, at en partner kan slippe af sted med at bedrage os systematisk. Fordi vi ikke stoler på vores eget system," forklarer han.

LÆS OGSÅ: Almira flygtede fra krig som teenager: "Den følelse af angst er svær at beskrive"

Sex i alle senge og rum

Helt fra begyndelsen af Anne og Eriks forhold har de et problem. Det er Annes nagende følelse omkring Mette. Hun og Erik holder parmiddage med Mette og hendes mand, de holder nytårsaftner sammen og tager på fælles rejser.

"Det underlige er, at jeg kan komme ind ad døren, og så få et indre billede af, at Mette har været i huset og dyrket sex med Erik. Vi skifter soveværelse, for at jeg kan sove roligere, men det hjælper ikke. Følelsen følger efter mig i alle rum. Den kan komme, når jeg lægger hovedet på vores nye seng."

Anne konfronterer Erik og spørger ham om det ugentligt. I perioder går hun sågar til terapi på grund af hendes jalousi. Hun er ikke jaloux omkring andre kvinder, det er kun hende.

"Jeg undrer mig over, at hun nusser hans nakke, når de krammer farvel. Eller hvorfor hun har brug for at markere sig over for mig, og hvorfor han aldrig reagerer, når hun somme tider siger noget upassende til mig. Men han forklarer det med, at det jo bare er sådan, hun er. Jeg føler mig skamfuld over at mistænke ham på den måde, men jeg kan ikke få min mund til at stoppe. Til sidst siger han, at han ikke kan klare min mistanke mere. Næste gang må det få en konsekvens. Jeg føler mig som en lort over, at jeg mistænker min mand."

Mistanke på mistanke

Erik indrømmer det halve års utroskab, men nu ved Anne, at hun ikke kan stole på ham. Han har løjet for hende i et halvt år, hvem ved, om det ikke er længere tid?

Hun ændrer taktik. Fra at være den evigt dialogsøgende og forstående hustru, der finder sig i et seksuelt goldt parforhold, går hun i kødet på ham og udspørger ham. Hun arbejder trods alt selv som terapeut. Hun kender til menneskets psyke, og denne gang bliver hun ved, til han giver efter.

"Han fortæller mig så, at de har haft en affære i 11 og et halvt år. Det vil sige, at han starter sin affære med hende et halvt år før, vi bliver kærester. De har dyrket sex i alle årene, i alle boliger, soveværelser, i alle biler, i alle de tilfælde, jeg har konfronteret ham med, og som han har benægtet. Hun har fået den del af ham, han har nægtet mig."

Det hele bliver med et så ekstremt, at Anne ikke helt kan forholde sig til det.

"Det er ikke den mand, jeg kender. Jeg har levet med et menneske, der ikke har et moralsk kompas, og som sammen med en fælles veninde har handlet så ondt og manipulerende, at det overgår den almindelige fantasi," fortæller hun.

"Jeg mærker så meget skam over det. Hvad ved hun om mig? Hun har været i min inderste intimsfære igennem min mand, uden at jeg har vidst det. Hvad har han fortalt hende? Jeg er lamslået og spytter, råber og slår ham. Han er helt passiv. Derefter kræver jeg, at hun kommer over. Så går jeg amok på hende. Det er surrealistisk. Det eneste, Mette gør, er at græde og sige, at det ikke var meningen, de skulle gøre os ondt. Min mand er tavs omkring det. Han siger, at hver gang han har prøvet at afslutte det med hende, har hun kunne hive ham tilbage. Han har ingen andre forklaringer. Jeg føler, at han har levet et dobbeltliv."

LÆS OGSÅ: Klumme: "Tænk hvis det er os med hedeturene, der ender med at løse klimakrisen"

Den gode og den onde

Som mennesker ønsker vi at tro på det gode i hinanden. Vi vil gerne kategorisere de større bedrag som særlige brister, som kun uempatiske mennesker med særlige diagnoser byder hinanden, forklarer Peter Wittenburg. Men det er bare langt fra virkeligheden.

Han henviser til udtrykket hverdagssadisme, som er et fænomen, hvor vi bevidst gør hinanden ondt. Vi siger og gør ting, vi udmærket godt ved, smerter vores partner.

"Vi kan alle gøre ondt med vores handlinger og være bevidste om det, men vi har også et valg. Vi kan vælge at sige undskyld og stoppe vores handlinger, når de volder andre. Eller vi kan blive ved med at bedrage og tænke, at går den, så går den. Vi kan tænke, hvorfor skal jeg stoppe, når jeg kan få det hele?"

Peter Wittenburg uddyber, at der kan være flere former for dobbeltliv. Der er modellen, hvor partneren har dobbelt op på hus, Volvo og familie. Men man kan også føre et emotionelt og seksuelt dobbeltliv. Igennem hele Annes og Eriks forhold, har Erik delt intimitet og sin seksualitet med en anden kvinde, mens han har udsultet Annes og sit forhold seksuelt. I det her tilfælde siger Peter Wittenburg, er der tale om et emotionelt og seksuelt dobbeltliv.

"Alle hans drifter har været bundet op på en anden kvinde end hende, han kalder for sin livsledsager. Det er et massivt svigt, og som den bedragede vil hun måske have en tendens til at søge forklaringerne i sig selv, men det er vigtigt at slå fast, at bedraget intet har med hende at gøre. Det handler ene og alene om, at manden har taget det hele for sig og ladet hende undvære," understrejer han.

For mange mennesker kan det være svært at erkende, at der er blevet begået en uretfærdighed imod én. Ifølge Peter Wittenburg er det afgørende, at man i de tilfælde kan få adskilt bedraget fra sig selv. Et så dybt svigt skader enhver, og der er ingen hurtige fix til at komme ovenpå. Så første skridt for Anne er at erkende, at det ikke er hendes skyld, at hendes mand har snydt hende.

Næste skridt er at se indad. Ikke hårdt og kritisk, men med et interesseret blik, og spørge sig selv, hvilke tegn og signaler hun har overset og hvorfor?

Vi havde et bånd af tillid

Igennem årene sætter Eriks manglende sexlyst sig på Annes selvværd. Hun spekulerer over, hvad der er galt med hende. På om hun er for gammel, også selvom Erik er ni år yngre end hende. Er hendes mave for stor? Hun får den opereret ind, fordi musklerne var gået i stykker efter hendes anden graviditet. Hun er nok for tyk. Begynder at gå på slankekure. Den ene efter den anden.

"Når han så let kan holde fingrene fra mig, bliver jeg bekræftet i, at jeg på en eller anden måde er forkert. Jeg begynder også at overveje, om han er homoseksuel. Han kigger aldrig efter andre kvinder. Der er ingen lyst, intet drive efter hverken mig eller andre. Han ser ikke porno, han udtrykker intet, det er bare dødt. Vi putter og er kærlige, men han vil ikke sex. Jeg elsker ham, så i stedet for at gå sender jeg ham til sexolog. Han kommer hjem med fjer og olier, men det ændrer intet. Gradvist bliver jeg overbevist om, at det er mig, den er gal med," fortæller Anne.

Løgne med løgn på

Ekspert i løgndetektion og gidselforhandlinger Michael Sjøberg har gjort det til en livsvej at aflæse, hvornår der bliver løjet, og hvornår man kan stole på, at det er sandheden, der bliver serveret. Når et menneske notorisk kan lyve for sin partner, skyldes det ifølge Michael Sjøberg, at vedkommende ikke mærker den akutte stress og ubehaget ved løgnen, som kroppen ellers er kodet til at registrere.

Hjernens alarmcenter, amygdalaen, der er designet til at holde os i live blandt farlige rovdyr, bliver aktiveret, når vi lyver. Fordi vi i bund og grund frygter at blive opdaget. Vi får forøget adrenalin i kroppen, så vi enten kan flygte, fryse eller kæmpe. Vores pattedyrshjerne i midten af hjernen røber, at vi lyver igennem vores ubevidste kropssprog, forklarer han.

Så vi for eksempel nikker, mens vi siger nej, trækker vejret hurtigere og bruger andre sætningskonstruktioner. Men jo mere vi slipper af sted med at lyve, jo mindre stressende bliver det, og der skal mere og mere til for at mærke et pres.

"Når strategien virker, og stressresponsen udebliver, kan det være tillokkende at fortsætte med at lyve. Det kan både være personligheden og opdragelsen, der gør, at man bliver en systematisk bedrager," siger han.

Han uddyber, at det ikke er unormalt, at vi mennesker bøjer virkeligheden og forklarer vores uhensigtsmæssige adfærd, så den bedre passer ind i vores virkelighed. Fænomenet kaldes kognitiv dissonans, forklarer han.

"En anden strategi er at bruge statister og give andre skylden for sin egen adfærd, fordi man ikke kan rumme, at man lyver og ikke tager ansvar. Så er det lettere at give den videre til andre," siger han.

Ganske som Erik, der forklarer, at Mette hiver ham tilbage, hver gang han forsøger at stoppe forholdet.

Et andet psykologisk aspekt, der kan ligge bag Eriks bedrag er et fænomen, Michael Sjøberg kalder for pain avoidance.

"Vi går langt for at undgå smerten på kort sigt, også selvom det har langt alvorligere konsekvenser på længere sigt," forklarer han.

Har man en mistanke om, at man bliver løjet for, hvad enten det er privat eller på arbejdspladsen, er det ekstremt vigtigt, at man har en strategi før en eventuel konfrontation. Man skal være bevidst om, hvor grænserne går, og hvad man vi opnå med konfrontationen, råder Michael Sjøberg.

"Det er en god idé at være forberedt og gerne have talt med en fagperson inden. Man skal også have sin dokumentation på plads, så man ikke bliver forvirret og usikker undervejs, for det er meget vanskeligt at fange en vaneløgner eller personer med personlighedsforstyrrelser," siger han.

"Det gode er, at det efter #MeToo er blevet mindre tabuiseret at tale om krænkelser begået mod én. Det gør, at vi alle kan blive klogere på mekanismerne bag."

LÆS OGSÅ: Sara Maria Franch-Mærkedahl om angst: "Den kan gøre mig superbange for ting"

Det lille og store T

Anne har brug for en forklaring. Hun har spurgt ”hvorfor” og ”hvordan” igen og igen.

"Han kan ikke forklare det på anden måde end, at når han er sammen med hende, eksisterer jeg ikke, og så snart han kommer hjem, glemmer han alt om hende. Så er hun væk. Så jeg og hun lever i hvert sit rum, side om side og alligevel fuldkommen selvstændigt inden i ham. Det forklarer, hvordan han kan dyrke sex med hende i vores lagener uden at gøre sig den ulejlighed at skifte betrækket efterfølgende. Så jeg hele tiden har mærket, set og lugtet dem, mens han fuldkommen har slettet akten fra hukommelsen."

Ifølge Peter Wittenburg er det ikke et unormalt fænomen, at vi fragmenterer eller splitter os selv og udlever forskellige dele af os selv i forskellige sammenhænge. Fordi der ikke er plads til den hele person i alle situationer. Det kaldes kompartmentalisering. Så for eksempel kan vi være pleasende og konfliktsky på arbejdspladsen og bagefter få vreden og frustrationerne ud, når vi går til boksning. Mens det kan have sociale fordele ikke at gå amok på arbejdspladsen, er der også skyggesider ved en alt for markant opdeling af selvet.

"I stedet for at være autentiske, samlede væsener, er vi mere spredte. Vi navigerer i så mange forskellige roller og situationer, at vi nærmest ikke kan samle os om vores egentlige kerne. Det kan være en forklaring på, at man kan dele sin intimitet med to mennesker på samme tid, uden at være generet af det. Hvis vi skal have rodforklaringen, er det, at vi ikke har en stærk, samlet jeg-forståelse, men hvad Freud ville kalde for et dominerende over-jeg, der ikke tillader, at vi kommer i lag med de dybere følelser."

I et så hurtigt og foranderligt samfund, som vi lever i, er det afgørende at have styr på sig selv, sin historie og sin egen kerne. På den måde kan en livskrise være en skjult velsignelse. Den tvinger os til at se indad frem for at søge quickfixes, så vi kan komme videre – ny kæreste, ny bil, ny frisure, nyt arbejde. Det virker omtrent på samme måde som at sætte et plaster på et betændt sår.

"Når vi arbejder med traumer, taler vi om det lille t og det store T. Det store T er de voldsomme traumer som incest, ulykker og død. Det er heldigvis de færreste, der har oplevet dem, mens det lille t har de fleste af os været udsat for," siger han.

For eksempel at ting er blevet fortiet og ignoreret i barndomshjemmet. At mor straffede ved ikke at tale i flere dage, når hun blev sur, og på den måde lærte barnet at fryse sin emotionelle verden ned.

Han forklarer, at det skaber en uhensigtsmæssig adfærd senere i livet, og derfor er det vigtigt at forstå sig selv og sit system til bunds. Så man lærer at lytte til sig selv hurtigere.  

For Anne har hendes mands bedrag ført til nye indsigter og opgør med skammen. Hun fortæller:

"Jeg har det, som om jeg blev oversvømmet af en kæmpe tsunamibølge, der rev hele min verden fra hinanden. Det er op til mig selv at støbe mig sammen igen, men det er ikke kun skidt. Igennem terapi har jeg igen fået fat i mig selv. Der er en særlig historie, der står frem. Om hvordan mine forældre altid sagde, at jeg var et jaloux barn, der opdigtede historier. Det gjorde mig enormt skamfuld, og jeg kan se, at det er de samme følelser, der er blevet aktiveret sammen med Erik. Hvordan jeg har talt grimt til mig selv og igennem årene er blevet mere og mere selvudslettende og skamfuld indeni. Det er slut med det. Jeg er færdig med at rumme og forstå alle andre end mig selv. Jeg er stadig splittet, for jeg savner ham. Jeg troede, han var min bedste ven, og jeg har stadig brug for at tale med ham. Han fik mine bedste år, mine sidste unge år, men jeg håber alligevel, at jeg om 20 år kan sige, at det var det bedste, der kunne ske for mig. Det mærkelige er, at jeg i 11 år har arbejdet med en jalousi, der i virkeligheden er en fantastisk intuition."

Navnene i artiklen er opdigtede, redaktionen kender de rigtige navne.

Anbefalet til dig