Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Pernille Skipper
Foto: Les Kaner

Pernille Skipper

“Vi er et godt hold, og Johanne sidder lige ovre på den anden side af gangen, som hun hele tiden har gjort”

Mød Enhedslistens nye frontfigur, Pernille Skipper, til en snak om allerede i børnehaven at ville tegne på de andres børns tegninger, om kaos på jobbet og rene linjer derhjemme og om at slække på sine principper en gang imellem.

Sommetider kiggede hun sig selv i spejlet og spurgte: Er du egentlig gammel nok til det her?

Selvfølgelig var hun det, det vidste hun godt, men statistikken var simpel, da Pernille Skipper kom i Folketinget i 2011: Gennemsnitsalderen på folketingspolitikere var 44 år. Hun var lige fyldt 27.

– På Christiansborg er det hele alvor, og de beslutninger, der bliver vedtaget, berører så mange mennesker. Det var overvældende at tænke på i begyndelsen. Jeg kunne få en flygtig, irrationel frygt for, at nogen på et tidspunkt kom og afslørede mig og sagde "Undskyld, Pernille, men du hører jo ikke til her. Flyt dig lige. Nu er det ikke sjovt mere". Lidt som kejseren, der ikke har noget tøj på. Den følelse vender sommetider tilbage til mig. Følelsen af, at jeg snyder, eller at nogen snart opdager, at jeg ingenting kan. Det er jo ikke reelt, men jeg tror, mange kender følelsen, når man er i noget nyt eller noget, man synes er vigtigt.

Hvordan kommer du den følelse til livs?
– Jeg kommer ud af det ved bare at knokle og sige til mig selv, at så må jeg have ti gange mere styr på det hele.

Folketingets fjerdestørste parti, Enhedslisten, mener åbenlyst, at den 31-årige kvinde kan en masse. De har netop l­adet hende overtage posten som partiets nye politiske ordfører. Deres galionsfigur. Fører af faklen.

Pernille Skipper kommer en i møde som en frisk omfavnelse og med et usædvanligt nærvær. Hun holder øjenkontakt længere end de fleste og viser sig hurtigt at være typen, der putter ens fornavn ind i de fleste sætninger, når man taler med hende.

Elevatoren på Christiansborgs Proviantgang indkapsler hende i en let hvinen, indtil den når 3. sal: Enhedslistens lange gang, hvor årtiers partipolitisk historie ligger samlet side om side i kontorer. To rækker af politisk liv indrammet af hvidskurede bjælker og døre, der kan lukkes diskret.

Johanne Schmidt-Nielsen kommer gående ned ad korridoren.
"Hej heeej", siger Pernille, idet de passerer hinanden.
Johanne blinker indforstået.
Pernille trækker i en skarp vinkel ind på sit kontor. Et ­lille lokale med spær i loftet. Rundt om hende ligger sporene af travlhed: Sagsakter indhyllet i lysegrønne blade er stakket hist og pist, på whiteboardet har hun skrevet "Ytringsfrihed for offentligt ansatte", og en dynge små papirflyvere fra partiets nej-til-kampfly-kampagne har taget tilfældig landing på et sofabord under vinduet.

– Her roder lidt, siger hun mens hun skubber et par papirstakke til side.
– Men det er ting, jeg føler, jeg er i gang med.

Egentlig er hun ikke til nips, forklarer hun, og derhjemme er der rene, opryddelige linjer.

– Skal jeg lave en amatørfreudiansk analyse på mig selv, handler det om, at når jeg lever et arbejdsliv, hvor der kan være så meget kaos og så meget at holde styr på, så er det med at have en glat overflade – i både konkret og overført betydning. Det giver mig en ro, og så har jeg i det mindste styr på noget.

LÆS OGSÅ: Eddie Skoller: "Jeg tror fuldt og fast på kærligheden"

Græd ved krigens begyndelse
Da interviewet begynder, lægger hun en ternet A4-blok foran sig og griber en kuglepen. Som om hun vil tage noter. Men i løbet af interviewet tegner pennen bare små firkanter, som stables oven på hinanden. Side om side. Lange rækker. Små mure.

Pernille har en kerne, hvor kun ganske få har adgang. Journalister er ikke i nærheden.

Da snakken falder på hendes mand, griber hun igen kuglepennen og tegner små klodser på den ternede blok foran sig og afværger ethvert spørgsmål med korte, men venlige, afvisninger. Hendes mand, Oliver Routhe Skov, har tidligere været politisk journalist.

Hvilke regler er der om den slags forhold på Christiansborg?
– Oliver flyttede væk fra Christiansborg, før vi blev kærester. Vi blev gift for lidt over et år siden, og det er en del af mit ­privatliv. Det er ikke hemmeligt.

Det trækker tydeligvis op til et "men".

– Men jeg er ærligt talt heller ikke typen, der ringer efter de kulørte blade, når der sker ting i mit privatliv.

Hun stabler et par nye firkanter oven på dem, hun allerede har tegnet. Ser Pernille Skipper sit snit til det, svinger hun uden om private spørgsmål og kører ud ad en vej asfalteret med politiske sidegader. For Pernille er først og fremmest politiker, pointerer hun. Hjemmet i Gug – en bydel i det sydlige ­Aalborg med omkring 13.000 indbyggere – hvor Pernille Skipper ­voksede op, var ellers ganske upolitisk. Ingen bedsteforældre havde siddet i sognerådet, bogreolen i stuen var beskeden, og politiske debatter hen over aftensmaden fandtes ikke.

– Det var nærmest så kedeligt og parcelhusdansk, som det kan være. Jævn middelklasse med ligusterhække og børn, der legede ude på vejene, siger hun.

Rækkehuset af røde mursten rummede ud over Pernille hendes mor og storebror. Faren var flyttet, da hun var to år gammel, og hun besøgte ham hver anden weekend gennem hele opvæksten.

Pernille Skipper kan godt lide at bestemme, siger hun, og sådan har det tilsyneladende altid været. I børnehaven strakte hun sin lille krop ind over bordet for også at male på de andre børns tegninger. Og da hun havde fået nok af børnehavens bølle, som drillede, væltede hun ham omkuld og trak ham rundt i anklerne på institutionens gulv. Også over dørtrin. I folkeskolen var hun med i elevrådet, og på Aalborghus Gymnasium repræsenterede hun alle elever som elevrådets formand, mens hun blev mere og meget politisk engageret.

Den aften Irak-krigen begyndte, begyndte det også inden i Pernille Skipper. Sådan for alvor. Lysten til at forandre. Det var den 20. marts 2003, og den 19-årige pige sad i skrædderstilling på det tykke gulvtæppe i stuen og stirrede på fjernsynsskærmen, der viste, hvordan den amerikanskledede koalition med dansk deltagelse angreb Irak. Hun havde lyttet til begrundelsen for krigen: at Irak angiveligt havde masseødelæggelsesvåben, men det virkede for tyndt og udokumenteret, syntes hun. Perspektivløst, faktisk. Kynisk også. Op til denne aften havde hun brugt timevis på at diskutere, argumentere og opponere mod krigen, og da hun i tv'et fra sin plads på stuegulvet alligevel så glimtene fra bomberne, der røg ned over Bagdad, fyldtes hendes øjne med tårer. Aftenen efter delte hun fakler ud til demonstration i Aalborgs bymidte, og da den enorme menneskemængde istemte "Kringsat af fjender", græd hun igen.

Detaljer på godt og ondt
Selvom Pernille var glad for Aalborg og drak sin andel af tequilashots i Jomfru Ane Gade med vennerne, var det aldrig et spørgsmål om, om hun skulle videre. Det var et spørgsmål om hvornår. Efter studentereksamen tog hun til København, og mens hun læste jura, voksede hendes engagementet i Enhedslisten. Tre dage efter hun fik sin juridiske embedseksamen i 2011, blev der udskrevet folketingsvalg, Pernille stillede op og kom ind.

Hun arbejder typisk 12 timer om dagen, syv dage om ugen, og slidsomheden kan tilsyneladende mærkes. Spørger man andre politikere på Christiansborg til Pernille Skipper, går ordene "velforberedt" og "flittig" igen. Kollegerne tegner et billede af en politiker, der går til sagerne med ørnebratte detaljeringsdyk. En flittiglise, hvis detaljekendskab er usædvanlig.

– Hun er en knokler, siger udenrigsordfører for Enhedslisten Nikolaj Villumsen.
– Hun sender mails på tidspunkter, hvor de fleste andre for længst har smidt sig i sofaen, og til gruppemøderne hos Enhedslisten skal man stå tidligt op, hvis man vil have mere styr på tingene, end hun har. Da jeg forleden skulle overtage nogle sager på det retspolitiske område nede i Folketingssalen, efter hun er blevet politisk ordfører, sagde hun "det er en smal sag, som du hurtigt kan sætte dig ind i. Du får bare lige mine noter", og så slaskede hun flere kæmpestore, tykke mapper frem, som jeg blev forpustet af bare at kigge på.

Pernille Skippers detaljekendskab er både hendes store ­styrke, men samtidig også en svaghed, mener gruppeformand for ­Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll:

– Pernille er vildt grundig og svær at rende om hjørner med. Det var for eksempel derfor, hun endte med at vælte Morten Bødskov (socialdemokratisk justitsminister, der trak sig i 2013 efter "Christiania-sagen", red.), for hun bliver ved med at bide sig fast og dykke ned i detaljerne. Det har aldrig skadet ­nogen at være grundig, men nogle gange er der en tendens til, at hun drukner i detaljen i stedet for at have fokus på det større overblik, som en stor del af vælgerne har brug for. Det er meget vigtigt at kunne flyve op i helikopteren og se det i et større perspektiv. Det er det, hun skal træne nu, siger han.

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjær: “Det er en kæmpe frihed at bo hver for sig”

Til ansvar for egne handlinger
Den træning bliver med sådan cirka hele Danmarks befolkning som publikum. Som partiformand står man konstant på mål for sine handlinger, både politisk, men også privat – som da Johanne Schmidt-Nielsen i sin tid som politisk ordfører for Enhedslisten eksempelvis blev kritiseret for at have spist på det kapitalistiske og ikkeøkologiske McDonalds.

Pernille Skipper mærkede det allerede selv i maj, kort ­efter hun havde overtaget roret i Enhedslisten, og DR skrev i et portræt, at hun for nylig havde købt "seks par eksklusive stiletter" på en shoppingtur i USA. Noget, som flere mente, brød med Enhedslistens tanke om materiel mådehold.

– For det første var det ikke "eksklusive" sko, og jeg købte altså ikke seks par. Politikere skal praktisere det, de prædiker, men jeg er jo også bare et menneske: Jeg synes også, det er lækkert at købe noget nyt tøj eller nogle lækre sko eller en ny, flot sofa. Når man har penge til lækre ting, vil man gerne have det. Jeg er ikke fordømmende over for folk, som køber mange ting, men jeg har også en politisk forbruger i mig – jeg vil gerne have ting, som er produceret under ordentlige forhold, så længe jeg kan, men det kan jeg jo ikke hele vejen igennem, hvis man også skal leve og være et menneske.

Hvor slækker du?
– Uber og Ryan Air er for eksempel virksomheder, som virkelig trykker lønforholdene herhjemme og undergraver et sikkert arbejdsmarked, og derfor vil jeg aldrig bruge dem. Men kan jeg love dig, at alt mit tøj er produceret under ­ ordentlige forhold? Nej, det kan jeg nok ikke. Det er en balance ­mellem ikke at være en hykler og stadigvæk være menneske, siger hun.

– Det kan være supertrættende at stå på mål for sådan nogle ting, men det er jo en del af det at være politiker. Du bliver ikke taget med fløjlshandsker, men det hårdeste, synes jeg, er det kvindehad, som nogle gange kommer uden for Christiansborg mod kvindelige politikere. Hvis jeg har nogle skarpe holdninger på et emne, mærker jeg et ulmende kvindehad på de sociale medier, hvor jeg er blevet kaldt alt fra luder til hjernedøde so.

Oplever mandlige politikere ikke noget lignende?
– Ikke på samme måde. Der bliver argumenteret mere sagligt til mænd, og man oplever ikke de der kønsbetingede tilsvininger. Jeg får også kommentarer på min krop og påklædning – det er et afspring af det, der hedder ­"hverdagssexisme," og
det er simpelthen et ligestillingsproblem, som er særegent for kvindelige politikere, kvindelige debattører og generelt kvinder, der stikker næsen frem. Det er noget, rigtig ­mange kvinder på Christiansborg oplever. Det er vor tids store ligestillingsspørgsmål: at kvinder, der har holdninger, bliver mødt med så gigantiske lussinger, for det er jo en måde at lukke kæften på os på.

Censurerer du dig selv på grund af det?
– Jeg tror ikke ligefrem, jeg har ladet være med at sige noget, fordi jeg har været bange for reaktionerne, men hvis jeg har sagt noget om en sag og efterfølgende modtaget et ordentligt væld af perfide, sexistiske mails og kommentarer på de sociale medier, er jeg nok mindre tilbøjelig til at gentage det i TV2 News eller en anden avis. Det er jo ret forfærdeligt, men jeg er nødt til at være åben om det for at komme det til livs, for det er et kulturelt problem, at der åbenbart er en accept af, at man må tale sådan til kvinder med holdninger.

Pernille Skipper kommunikerer fint med sine politiske modstandere – her Venstreprofilen Søren Pind.

Mærkede ulighed på egen krop
For Pernille Skipper handler kvindekampen ikke kun om, at kvinder får 17 procent mindre i løn end mænd – der er noget helt fundamentalt galt.

– Vi skal tænke ligeværd i endnu højere grad. I dag betragter vi i bund og grund kvinder som mindre værd end mænd, og det er et kæmpe problem. Det er i den der uligeværd, at den virkelige uligestilling ligger, for når kvinder opfattes som lidt mindre værd, så tager man sig nogle friheder og retfærdiggør alle mulige former for overgreb, siger hun og fortæller, hvordan hun i slutningen af sine teenageår begyndte at mærke uligheden på egen krop. Både når det kom til at blive lyttet til og taget alvorligt, men også når fremmede mænd simpelthen ragede på hende eller veninder, når de var tur i byen.

– Det gav mig en ny dimension, og jeg forstod langsomt, at det er sandt: Kvinder betragtes virkelig ikke som lige så meget værd som mænd. Jeg er vokset op med en enlig mor til to børn, som prøvede at opnå nogle resultater i sin egen karriere og har været en af de første kvindelige ledere i en rigtig mandeverden, it-branchen. Det har ikke altid været nemt for hende, og selvom hun ikke var politisk, havde hun en stærk retfærdighedssans, som har inspireret mig meget.

Vugger baby og bærer gipsplader
Bag Pernille Skippers højre øre sidder en tatovering. Den forestiller to sorte, sammenflettede hjerter, og hun fik den lavet med sin veninde Anne Jacobsen på en tur til Barcelona i 2012. Det var lunt, og Anne husker, hvordan de sad på en plads midt i byen og drak sangria, da indfaldet kom.

– Vi var begge et sted i vores liv med store forandringer: Jeg var ved at være færdig med mit speciale, Pernille var kommet ind i Folketinget, og der var noget med nogle kærester, der ikke skulle være der mere, og vi snakkede om, hvad det var for et liv, der var ved at udfolde sig foran fødderne på os, og så blev vi enige om, at "nu går vi sgu ned og gør det".

Og derpå vandrede de ned til en lokal, spansk tatovør og beseglede deres venskab med blæk. Anne husker, hvordan Pernille fik hende overtalt til at få lavet sin tatovering først, og hvordan hun efterfølgende måtte knuge Pernilles hånd gennem hele seancen.

De har kendt hinanden lige siden gymnasietiden, så Anne har været med på sidelinjen gennem hele Pernilles politiske karriere. Og hun har noteret sig, at Pernille, siden hun blev valgt ind på Christiansborg, har fået noget, der måske er lidt usædvanligt for en markant folketingspolitiker: mere mildhed.

– Jeg tror, det er hendes værn mod ikke at blive et røvhul for at sige det ligeud. Og for ikke at blive magtkorrumperet og hvirvlet ind i det politiske spil. Hun bliver konfronteret med nogle ret vilde ting i kraft af sine ordførerskaber, men alligevel er hun blevet mere afslappet, har fået pudset sine kanter og er knap så firkantet i sine udtryk som tidligere. Før elskede hun også at diskutere, nærmest bare for diskussionens skyld, sådan er det ikke mere, siger Anne.

Lige som flere andre omkring Pernille behæfter Anne ­hende med ord som "betænksom" og "omsorgsfuld," og de tegner konturerne af en kvinde, der er der for sin omverden, selvom hun har travlt.

– Jeg blev mor sidste sommer og havde det rigtig udfordrende med at finde mig til rette i morrollen, og jeg kan huske, hvordan jeg en sommerdag rendte rundt i Enghaveparken med min nyfødte datter, der stortudede. Jeg var selv ved at gå op i limningen og ringede til Pernille. Det var lige på det tidspunkt, hvor syriske flygtninge angiveligt væltede ind over grænserne, så jeg vidste godt, hun havde travlt og sikkert gerne ville være engageret i det, men hun kom ned i parken med det samme for at snakke med mig og gik samtidig rundt og vuggede min datter, til hun faldt i søvn, husker Anne.

Når der er forhandlinger på Christiansborg, er Pernille som en mus i et løbehjul, lige indtil arbejdsdagen er slut. Det er den sommetider først klokken fire om natten for så at begynde igen klokken syv næste morgen. Og Nikolaj Villumsen minder hende da også jævnligt om at passe på sig selv. Da Enhedslistens årsmøde i maj var overstået, og de fleste havde forladt salen, gik nogle enkelte tilbage og ryddede op. Én af dem var partiets nye ordfører, Pernille Skipper.

– Ingen havde løftet et øjenbryn, hvis hun var smuttet. Faktisk prøvede jeg at få hende til at gå hjem, fordi hun sikkert trængte til noget ro, men hun insisterede på at hjælpe med at rydde op, og sådan er det med Pernille. Hun føler ansvar – også for det trælse arbejde, siger Nikolaj Villumsen.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen og Ghita Nørby: “Vi kan grine og græde og få et spark i røven”

Den samme pude i ryggen
Christiansborg er en boble. Her kan du spise alle dagens måltider, få renset dit tøj, gå på posthuset, bruge en hæveautomat og sågar gå til frisøren. Nogle har arbejdet herinde i årtier, ­andre har haft et almindeligt arbejdsliv først, mens andre igen – som Pernille – kommer direkte fra skolebænken.

Forstår du dem, der synes, det er mærkeligt, at du skal kloge dig på f.eks. arbejdsmarkedspolitik, når du aldrig har været derude?
– Ja-ja, men hvordan kan andre politikere kloge sig på forholdene i folkeskolen, når det, dengang de selv gik i skole, hed "realeksamen", og de skrev med kridt på små tavler? Alle politikere er udfordret på områder, som de ikke selv har haft inde under neglene. Det, der udgør en dygtig politiker, er at kunne sætte sig ind i områderne og lytte til virkelighedens eksperter. Det her ér en boble, men det vigtigste er, at Folketinget repræsenterer bredt, og at politikerne ikke gror fast, siger hun.

Slår man "Skipper" op i Den Danske Ordbog, står der "leder af en gruppe, der er fælles om en opgave". Ganske passende. Og så alligevel ikke. For som politisk ordfører i Enhedslisten bestemmer man ikke mere end andre.

– For os er det mere et praktisk ordførerskab end det er en person i et elfenbenstårn, som træffer beslutninger for sig selv. Jeg har det meget trygt med min nye rolle. Vi er et godt hold, og Johanne sidder lige ovre på den anden side af gangen, som hun hele tiden har gjort. Overhovedet at blive sammenlignet med hende er en ros, men vi er også to forskellige mennesker, der er stærke på forskellige felter. Jeg har den samme pude i ryggen som altid, og det er en rigtig god pude.

Er du stolt?
Hun er stille lidt. Og siger så:
– Jo, jeg er stolt. Jeg er stolt over, at de andre gider vælge mig og vise mig den tillid. Større skulderklap får jeg vist ikke. Men jeg er også ydmyg over for opgaven, og måske vil den der nøgne kejser dukke op en gang imellem.

LÆS OGSÅ: Simon Jul: “Den komplette lykke er en forfærdelig løgn. Det er kun noget, hunde har, når de ser en pølse”

LÆS OGSÅ: “Hvis han bare døde, fordi shit happens, så bliver det for alvor meningsløst at leve i sådan en verden”

LÆS OGSÅ: Derfor flyttede jeg med Mogens til New York

Pernille Skipper, 31 år

Er opvokset i Gug i Aalborg sammen med sin mor og storebror.

Kom med i Enhedslistens ­hovedbestyrelse i 2009.

Uddannet jurist fra Københavns Universitet i 2011 og valgt til Folketinget samme år.

Tidl. retsordfører og socialordfører og pr. 4. maj valgt som politisk ordfører og dermed partiets frontfigur.

Bor i lejlighed på Nørrebro med sin mand, DR-journalist Oliver Routhe Skov.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Politik