Den ultimative huskeliste: Alt du skal bruge, når du rejser med en baby
SPONSORERET indhold

Den ultimative huskeliste: Alt du skal bruge, når du rejser med en baby

Drømmer du om at tage din baby med mod varmere himmelstrøg? Der kan være mange spørgsmål, som melder sig, når du skal rejse med en lille ny. Her får du ekspertens råd til den ultimative huskeliste, når du rejser med en baby eller tumling.

Af: Amalie Louise Bernitt og Natasja Dalby Kiss Foto: Getty Images
12. jul. 2022 | Børn | Vores Børn

Ahh, sand mellem træerne, skygge fra kokospalmer, is i lange baner og milevid af familietid.

Det lyder skønt, ikke?

Det kan være vidunderligt at rejse med junior, og med den rette planlægning og en god portion forudseenhed kan I komme hjem med fantastiske rejseminder. 

Vi har spurgt sundhedsplejerske Dorte Fischer om, hvad du særligt skal tage hensyn til, inden du rejser med din baby eller tumling. Og så får du hendes bedste råd til, hvad du skal pakke med i kufferten, når du tager på ferie med et lille barn.

Husk, at du selvfølgelig ved bedst, hvad lige netop dit barn har brug for.

LÆS OGSÅ: 7 tips til de bedste steder i Sverige for børnefamilier

Hvad bør du tænke over, inden du bestiller en rejse?

  • Sørg for at vælge en destination, hvor der er adgang til læge og sygehus.
  • Helt små børn kan ikke få de samme vaccinationer, som de lidt større børn kan, så vælg ikke en destination, hvor der er mange sygdomme og derfor brug for mange vaccinationer.
  • Tal med en læge eller sundhedsplejerske inden afrejse og vær opmærksom på, om dit barn får de nødvendige vaccinationer.
  • Hos de fleste flyselskaber kan du booke en bassinet til flyvturen, som er en vugge, der hænger på væggen i flyveren foran dig, og som kan holde op til 11 kilo. Den kan kun bruges på bestemte pladser lige bag toiletterne, så husk gerne at bestille den i forvejen. Det kan være rart med armene fri, når baby alligevel tager sig en lur.

Fly.gif

  • Det er ikke alle flyselskaber, som tillader, at du kan have en klapvogn med hele vejen ud til gaten. Undersøg derfor altid reglerne hos det enkelte flyselskab.
  • Når du rejser med børn under to år, kan du have alt det nødvendige såsom modermælkserstatning, drikkevand, grød, mos og andet med til barnet igennem sikkerhedskontrollen uanset størrelse. Husk at pakke sagerne, så du let kan komme til dem i security.
  • Glem ikke, at dit barn skal have sit eget pas – uanset alder. Få taget et pasbillede hos for eksempel en fotobutik. Passet udstedes hos kommunen; husk ansøgningsblanket, dåbs- eller navneattest, pasbillede, penge og eventuelt yderligere dokumentation. Det kan tage op til 14 dage at få leveret passet, så vær i god tid.
  • Man kan sagtens rejse med et spædbarn, uanset hvor mange måneder barnet er. Ifølge Dorte Fischer er det kun nemmere, jo yngre babyen er. Helt små spædbørn sover meget, ammer og har egentlig blot brug for tryghed og omsorg fra sine forældre.
  • Tjek med hotellet, om der er babyseng og høj stol til rådighed, og book eventuelt på forhånd. Der er jo ingen grund til at slæbe jer en unødig pukkel til. På den anden side er det surt at komme frem og opdage, at udstyret er i brug hos andre gæster eller slet ikke forefindes på stedet.

LÆS OGSÅ: Klumme: ”Den egentlige walk of shame er den, man tager ned gennem flyet med sine små børn”

Pakkeliste til flyet

Pak en taske, som kun indeholder din babys sager, så du hurtigt kan finde frem til dem. Det er desuden en god idé at pakke en taske med ekstra af det allermest nødvendige. Hvis du nu skulle miste din baggage og står et sted, hvor du ikke kan skaffe den særlige type sutteflaske, din baby foretrækker, er det nemlig rart med lidt ekstra hjemmefra. 

  • Nødvendig medicin
  • Pas til baby
  • Vådservietter, vaskeklude, bleer, skifteunderlag, bleposer, stofbleer
  • Sutter, nusseklud eller yndlingsbamse. Og en suttesnor! En sut mellem flysæder er en tabt sut
  • Skiftetøj
  • Hagesmæk
  • Vandflaske til baby
  • En ekstra trøje og et par strømper til den kolde aircondition i flyet
  • Børnevenlige snacks til den lange tur eller modermælkserstatning, hvis I bruger dét
  • Dyne eller tæppe
  • Bøger og lidt kendt legetøj, men også gerne lidt nyt og spændende, som kan være sjovt at kigge på eller lege med
  • Slynge/bæresele, så barnet kan være helt tæt på mor og far, og så I har armene fri under transporten. Den er i øvrigt også god, når I rammer jeres destination
  • Ammeindlæg
  • En frugtsut er en god idé at have med, da de kan fyldes med alverdens frugt og grønt, som de små gummer ikke kan bide igennem
  • Hvis dit barn spiser rigtig mad, kan du pakke en børnevenlig ske eller andet nødvendigt service

TIP! Forsyn din nysgerrige tumling med et armbånd med navn og jeres mobilnummer på (husk at skrive 0045 foran), så den lille globetrotter kan få hjælp til at finde hjem, hvis han kommer på afveje. Det er både smart på flyveturen og på ferien.

Anbefalet til dig