Dit barn skal være en del af flokken

Du siger, at børn skal føle sig som en del af flokken. Hvorfor er det så vigtigt?

“Et menneske, stort eller lille, har brug for, at der er brug for det. At være nødvendig. Det indebærer ikke kun, at der er brug for barnet følelsesmæssigt. Det betyder også, at barnet har en funktion og indgår i en sammenhæng – at dets indsats betyder noget. Hvis der ikke er brug for et barn, oplever det ikke en dybere mening med sit liv.

Kærligheden kan lindre meningsløsheden, men den kan ikke fuldt ud kompensere for den. Et menneske må kunne pege på noget, det udretter, stort eller småt, som er uden for det selv, og kunne sige: ‘Jeg er nødvendig, jeg indgår i en sammenhæng’.”

Kan du give nogle eksempler på, hvordan man inddrager helt små børn?

“Mor er ved at lave mad, og lille Magnus på to år klager sig. Han står midt i et hav af legetøj, men græder og vil op. Mor er sur og tvær og får ingenting gjort. Hun tager resolut Magnus op og sætter ham ved spisebordet, holder panden frem og beder ham lægge pølserne på. Mor takker for hjælpen. Effekten er enorm.

Magnus bliver øjeblikkelig glad. Han kigger triumferende på mor. ‘Der kan du se’, ville han sige, hvis han kunne. ‘Der er brug for mig. Uden mig ville du aldrig have fået aftensmad’. Så enkelt er det at få Magnus til at kende sit værd og opleve tilfredsstillelsen af at være nødvendig. Han udretter noget, som er nødvendigt for flokkens eksistens. Herefter kan han holde fri. Nu leger han igen fint med sit legetøj. Det er ikke kompliceret, det her.”Du gjorde ikke noget særligt for at stimulere dine børn, da de var små. Du læste for eksempel sjældent eventyr for dem. Hvorfor ikke?

“Jeg synes, det er kedeligt at læse eventyr. Jeg vil hellere skrive dem selv eller fortælle frit. Naturligvis var jeg plaget af dårlig samvittighed, ikke mindst fordi budskabet om nødvendigheden af stimulans tordnede frem i 70’erne, hvor jeg havde små børn. Men jeg forsøgte at trøste mig med, at de havde hinanden.

Under et besøg i Ægypten forsvandt min dårlige samvittighed da også fuldstændig. Her så jeg, hvordan fattige små børn, som stort set ikke havde noget legetøj, i hvert fald ikke noget pædagogisk legetøj, var fantastiske til at lege på egen hånd. Alle legede sammen, og de havde det sjovt. Ville mange svenske og danske børn ikke være misundelige over det?

Efter den oplevelse har jeg ikke bekymret mig om stimulans. Ordet har faktisk fået en negativ klang for mig. Hvor meget styring ligger der ikke i det? Hvor meget umyndiggørelse af barnets selvstændighed og initiativ? Jeg tror på, at udviklingen tvinger sig frem, med eller uden stimulans.”

Læs på næste side, hvordan du bliver bedre til at sige nej…

Mange forældre har svært ved at sige nej til deres børn. Hvordan kan vi blive bedre til det?

“Det er aldrig nemt at sige nej til et menneske, man elsker, men indimellem er det nødvendigt. Det ubehag, du sparer dig selv for ved ikke at sige nej, dømmer du dit barn til senere i livet, hvis du accepterer en adfærd, som ikke er acceptabel i samfundet.

Hvis du for eksempel accepterer, at dit barn slår dig i ansigtet, så falder det tilbage på barnet selv. I stedet skal du forhindre barnet i det med et tydeligt NEJ efterfulgt af handling – du tager barnets hånd væk. Men du skal også give en acceptabel forklaring: ‘Man slår ikke, man klapper sådan her’. Det er ikke et spørgsmål om at afkræve barnet en bestemt følelse af dårlig samvittighed eller ømhed, men om at vise ham, hvad der er acceptabel adfærd.

Tænk på, at din opgave som voksen er at lede, vise, lære og hjælpe barnet. Dit barn stræber ikke bare efter at være elsket og beskyttet, men også efter social delagtighed, følelsesmæssig samhørighed, fysisk overlevelse og at kunne klare sig selv. Det er din opgave som forælder at vise vejen.”Du arbejdede hjemme, mens du havde små børn. I dag arbejder de fleste forældre uden for hjemmet. Hvordan får man det til at fungere med familielivet?

“Det gør man ikke. Løsningen hedder prioritering. To voksne, som forelsker sig, kan bryde hvert sit ægteskab, forlade smukke villaer og bosætte sig i en toværelseslejlighed et gudsforladt sted – alt for at være sammen. Det kaldes prioritering. Et lille barn burde kunne få samme prioritering.”Det er så moderne med kæresteweekender. Hvad siger du til, at voksne tager af sted, selv om de ikke har meget tid sammen med børnene i hverdagen?

“Min egen ambition har aldrig været at blive fri for børnene. Forældre plages, allerede som det er, af dårlig samvittighed, fordi de inderst inde ved, at de skal tage hånd om deres barn; at lære, vise, lede og hjælpe barnet, så det en dag kan klare sig selv uden sine forældre. Præcis som i dyreverdenen. Forældre ved inderst inde, at de burde leve tættere sammen med deres børn.”Mange døjer med at få børnene til at sove igennem. Det har du skrevet en ny bog om. Kan du røbe et par af hemmelighederne?

“Ja, den store hemmelighed er, at barnet sover om natten, når det føler sig trygt. Alle mennesker ønsker at sove godt og sammenhængende, og børn er ingen undtagelse. Det gælder bare om at overbevise dem om, at de ikke behøver frygte for liv og lemmer. Så spørger du måske: ‘Hvorfor skulle mit lille barn ikke føle sig tryg?’ Du og din partner gør jo alt for at sikre dette lille liv, som I har fået i jeres varetægt.

I ved, at barnet ikke udsættes for fare. Men barnet ved det ikke, og små børn, som ikke føler sig sikre, fortsætter med at vågne. Gang på gang gribes de af angst og stiller samme spørgsmål: ‘Kommer ulven og tager mig?’ Det er din opgave at besvare det spørgsmål på en for barnet forståelig og præcis måde. Det gør du blandt andet ved at inddrage dit barn i de daglige gøremål, så barnet ved, at der er brug for det, og at det hører til.”

Når du ser tilbage på dine egne børn og den måde, du opdragede dem på, hvad fungerede så bedst, og knap så godt?

“Det fungerede udmærket. Min ambition var at lede, lære, vise og hjælpe. Jeg havde hele tiden for øje, at mine børn skulle kunne klare sig selv uden mig en dag. Jeg kan fortælle, at mit første barn – som aldrig satte sin fod i en børnehave, ikke havde en masse kammerater at lege med og ikke blev udsat for højtlæsning og anden stimulans – er doktor i litteraturvidenskab og udnævnt til Sveriges første kvindelige professor i æstetik. Jeg har ikke ét eneste ‘sort får’ i min børneflok. Frem for alt har de alle sammen et fantastisk selvværd.”

OM ANNA WAHLGREN:

Anna Wahlgren fik sit første barn, da hun var 20 år, og det sidste, da hun var 37. Hun har født syv piger og to drenge, men mistede i 1975 en lille dreng, Aron, som følge af difteri. Hun har 11 børnebørn og bor i Stockholm, hvor hun blandt andet driver sit eget forlag. Hendes forældreguide De Kære Børn er solgt i cirka en million eksemplarer verden over. Bogen er netop kommet på svensk i en 25-års jubilæumsudgave.