Av, jeg har ondt!
Det kan være rart for den lille at få taget toppen af smerterne og få fred til at falde i søvn med smertelindrende medicin. Men hvad siger eksperterne om, hvor meget og hvor ofte forældrene må give medicinen til barnet?
Når lille Magnus på tre år græder af smerte på grund af ørepine, skal han naturligvis hjælpes med smertestillende medicin.
„Det er forældrenes forpligtigelse at sørge for, at deres barn ikke har unødigt ondt. Forældrene skal ikke være tilbageholdende, hvis barnet har smerter og er forpint,” siger farmaceut Dorte Glintborg fra Institut for Rationel Farmakoterapi. Instituttet er tilknyttet Lægemiddelstyrelsen.
Dorte Glintborg understreger dog, at børn under to år ikke bør få smertelindrende medicin uden, at forældrene har talt med deres læge.
„Forældrene skal tale med lægen for at udelukke, at barnet har fået en alvorlig sygdom, før det får smertelindrende medicin. Børn i den alder kan ikke give udtryk for, hvor og hvor ondt de har.”
Kun til smerter og ikke andet
Smertestillende håndkøbsmedicin må kun bruges, hvis barnet er forpint og har smerter. Det kan for eksempel være i tilfælde af mellemørebetændelse eller hovedpine i forbindelse med influenza.
„Den smertelindrende medicin må ikke blive en sovepude, og hvis barnet har fået smertestillende medicin i tre til fire dage og stadig har smerter, er det nødvendigt at kontakte lægen,” fortæller Dorte Glintborg og fortsætter:
„Medicinen skal heller ikke bruges til at slå feberen ned med. Børn reagerer desuden også anderledes på feber end voksne. De kan stadig lege og virke ret uberørte af feberen.”
Børne- og ungelæge Vibeke Manniche kender til eksempler, hvor forældre giver barnet en Panodil for, at det kan komme i institutionen.
„I de institutioner, hvor jeg fører tilsyn, hører jeg om mødre, der glad afleverer deres barn med et „han var ikke helt på toppen her til morgen, men nu har han fået en pille, så nu har han det bedre”. Det beder jeg pædagogerne om at slå hårdt ned på. Hvis et barn skal have en pille for at kunne gå i institution, er han for syg til overhovedet at komme af sted,” siger Vibeke Manniche.
Som med alt andet medicin er det vigtigt, at barnet får den rigtige dosis, derfor skal man give den anviste mængde, som står på pakken, hverken mere eller mindre. Den smertelindrende håndkøbsmedicin indeholder paracetamol, og de mest almindelige mærker er Panodil, Pinex og Pamol, og de har ifølge Dorte Glintborg den samme virkning.
„En dosis virker i fire til seks timer og må gives tre til fire gange om dagen. Den smertestillende medicin er også febernedsættende. Feberen vil stige igen, når medicinen holder op med at virke,” siger Dorte Glintborg.
Hvis den smertelindrende håndkøbsmedicin er i væskeform, og den bliver givet sammen med noget andet for at skjule smagen af medicin, kan det være vanskeligt at kontrollere, at barnet har fået den rigtige dosis, hvis noget af det går til spilde.
Når medicinen bliver givet i væskeform, er det for øvrigt en god idé at børste barnets tænder bagefter, fordi medicinen med sød smag ofte er tilsat sukker.
Skal – skal ikke give medicin
Som sagt skal den smertelindrende medicin ikke være en sovepude og skal ikke gives per automatik, hvis barnet er sygt. Og samtidigt skal barnet heller ikke have unødige smerter.
„Derfor skal forældrene hver gang vurdere og fornemme, hvor forpint barnet er. Er barnet rimeligt glad og kommunikerende, spiser det, eller klynker det, og er det ikke muligt at trøste det på normal vis?” præciserer Dorte Glintborg.
Hvis barnet tidligere har haft feberkramper, skal forældrene være tilbageholdende med at give den smertelindrende medicin, påpeger Dorte Glintborg.
„Det virker lidt ulogisk, men noget tyder på, at smertelindrende medicin hos disse børn kan fremkalde feberkramper. Derfor bør forældrene i de tilfælde, hvor barnet har haft feberkramper, altid ringe til lægen.”
Der er ingen tal på, hvor stort forbruget af smertelindrende medicin til børn reelt er, men noget tyder på, at det er blevet mere almindeligt at bruge den smertelindrende medicin. Ifølge Dorte Glintborg er salget af de paracetamolpræparater, man almindeligvis anvender til små børn, steget med omkring 30 procent over fire år fra 2001 og 2005.
„Og det giver anledning til at understrege, at medicinen skal bruges med omtanke,” slutter Dorte Glintborg.
Vær særlig opmærksom på:
Selv om du ikke behøver en recept, er smertelindrende håndkøbsmedicin stadig medicin.
Børn under to år bør som hovedregel kun få smertestillende medicin efter aftale med lægen.
Giv ikke smertestillende medicin, hvis du ikke ved, hvorfor barnet har smerter.
Man ved kun lidt om langtidsbivirkningerne, og derfor anbefales tilbageholdenhed.
Kilde: http://familieportalen.barneguiden.dkGode råd:
Tjek dosis, før du går i gang.
Sørg for, at barnet får den nøjagtige mængde.
Husk altid: Medicinen skal opbevares absolut utilgængeligt for børn.
Giv eventuelt barnet medicinen på skift, så det ikke altid er ”mor, der er den onde”.
Spørg din læge eller apotekeren til råds, hvis du er i tvivl om noget i forhold til medicinen.
Børst barnets tænder, efter det har fået medicinen, hvis barnet er på vej i seng. Medicin med kunstig sød smag er ofte også tilsat sukker.
Læs indlægssedlen om mulige bivirkninger og andre relevante oplysninger.
Kilde: Institut for Rationel Farmakoterapi.