Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Gravid
Foto: Colourbox Det kan være svært at acceptere, at ens veninde er gravid, hvis man selv kæmper, skriver en ufrivilligt barnløs på sin blog.

Blog: Jeg føler mig sprunget over i babykøen

Det er svært at se sin veninde få børn, når man selv er ufrivilligt barnløs. Signe Hanson deler på sin blog ErDuHerIkkeSnart? sine ærlige tanker om, hvordan det føles at være jaloux over andre folks babylykke.

Det første års tid havde jeg det faktisk ok med andre menneskers baby-lykke. Jeg forsøgte at se det positive i, at det gik så nemt for så mange. Jeg synes jo egentlig også, at de babyer, som kom ud, var nuttede nok.

Det gik faktisk godt i lang tid med denne strategi. Jeg accepterede tanken om, at der jo ikke kun uddeles X-antal babyer pr. år, og derfor forringes mine chancer ikke af, at alle andre er gravide.

LÆS OGSÅ: Åhhh – jeg lyder som min mor

Desværre må jeg indrømme, at der de seneste måneder er sat en brat stopper for min zen-agtige glæde på andres vegne. Det var under opsejling i lidt tid, og jeg lagde langsomt mere mærke til alle (læs: ALLE!!) de mange pæne gravide maver, som var omkring mig.

Kulminationen kom for nogle uger tilbage, da min tætte veninde modvilligt indrømmede, at hun var blevet gravid, efter at hende og hendes mand havde forsøgt i omkring 4 minutter. Puha.

Jeg skammer mig stadig over det, selvom jeg prøver at være ærlig omkring det, både overfor hende og mig selv. Jeg blev simpelthen så ked af det.

LÆS OGSÅ: Mor og særligt sensitiv? Sådan passer du på dig selv

Jeg kunne fysisk mærke flugtinstinktet, jeg havde lyst til at styrte grædende ud af døren, og jeg har det stadig rigtig, rigtig svært med hele situationen. Jeg gruer for julen og alle de arrangementer, vi skal igennem.

Jeg gruer for at hun over den næste lange tid vil blive smukkere og smukkere og mere rund, alt imens jeg blot rykker mere og mere mod afgrunden til sindssyge.

Er det snart min tur?

Selvfølgelig under jeg hende det. Jeg elsker hende jo. Jeg er bare 100 procent dødhamrende, godt gammeldags pissejaloux! – og jeg synes jo på en eller anden måde godt, at det snart kunne blive min tur. Jeg synes ligesom, at jeg bliver ved med at blive sprunget over i køen?Jeg har ikke så mange veninder endnu, som er hoppet på baby-vognen. Hun er en af de nærmeste. Jeg har virkelig forsøgt at forstå, hvorfor lige netop hendes graviditet er så svær for mig at tackle. Hvorfor jeg faktisk, bare af at skrive dette indlæg, næsten får lyst til en tudetur.Det er så nyt for mig at opleve denne form for jalousi overfor mine veninder – og jeg bryder mig ikke den mindste smule om det. Det føles så småligt og teenage-fnidder-forfærdeligt, at jeg i starten havde utroligt svært ved at tilgive mig selv.Ikke desto mindre blev jeg nødt til at se i øjnene, at mine følelser er som de er.LÆS OGSÅ: "Jeg elsker ikke at være mor"Der er flere ting i det, også ud over den rene misundelse. Det handler dels også om, at jeg forestiller mig, at vores børn skal vokse op sammen, og nu bliver jeg panisk ved tanken om, at det ikke sker.Det handler også om, at det “plejer” at være mig, som gør tingene først af os to (det lyder så fjollet at skrive), og jeg havde forestillet mig, at jeg skulle hjælpe og vejlede hende en hel masse, når det engang blev hendes tur.Nu frygter jeg, at alle mine følelses-knuder kommer til at påvirke det forhold jeg får til hende – og til hendes afkom. Et lille barn, hvis liv jeg ellers havde tænkt at jeg gerne ville være en stor del af.Det sidste er også, at hun igennem hele mit forløb har været en kæmpe støtte – og jeg er vildt bange for at miste hende på den måde, hvis jeg får så svært ved at tale med hende om det.Det hører med til hele den ovenstående smøre, at jeg alt i alt synes at vi har tacklet situationen så godt som den slags nu kan tackles.

Kryster med stort K

Indtil videre i hvert fald – jeg tror desværre ikke, at vi er “safe” endnu. Jeg var ked af måden hun overleverede nyheden på, og hun var bange for at fortælle mig det.

Jeg trak stikket i et par uger og samlede mig, mens vi bare skrev et par mails frem og tilbage. Jeg tror ikke, at vi har haft mindre kontakt de sidste 15 år, end vi havde i den periode. Jeg kunne simpelthen ikke overskue det – jeg blev en kryster med stort K.

Hun tog initiativ til den første snak. Vi købte kaffe og gik en lang tur. Snakkede i timevis. Jeg tudede, hun trøstede. Jeg oplever på alle måder, at hun forsøger at rumme mine frustrationer, og at hun er mindst ligeså ked af hele situationen som jeg.

Hun sagde sødt, at hun synes det var en virkelig ækel måde, som vores venskab blev testet på. Jeg er enig.

Det hjalp at lette hjertet til hende. Det hjalp at opleve at vi vil det samme – det bedste – for hinanden og for vores venskab. Jeg VIL være en del af dette vigtige kapitel i hendes liv og hun VIL være der for mig i min kamp.

Jeg ved bare endnu ikke helt, hvordan vi skal bære os ad. Vi svor på, at vi ville gøre hvad vi kunne for at tale åbent og ærligt sammen og give hinanden en masse snor og plads.

Jeg lover, at jeg vil gøre det hele så godt, jeg overhovedet kan, men jeg kender slet ikke mig selv i alle disse nye følelser, så jeg håber bare at jeg kan leve op til det.

LÆS OGSÅ: Mor-blog: At blive forældre til et barn med fejl

LÆS OGSÅ: Kend din fertilitetsbehandling

LÆS OGSÅ: Ufrivillig barnløs: 'Jeg følte mig ikke som en rigtig kvinde'

Se, hvad vi ellers skriver om: Barsel, Klumme, Fertilitet, Gravid, Psykologi og Fødsel