Lær dine børn at hjælpe

Familiens problem:

Marlene har fem børn, hvoraf de to yngste på henholdsvis 3 år og 5 måneder også er Stefans børn. Hendes tre ældste børn, Maja på 8 år, Kasper på 10 år og Tobias på 13 år, har hun med fra et tidligere forhold. Til hverdag bor familiens 7 medlemmer sammen, og især drengene har konflikter på stribe om alt fra madpakker til legetøj. Det er nu eskaleret til et punkt, hvor Marlene har fået nok og desperat ønsker hjælp til at ændre på hverdagen.

Coaching:

J: Lad os snakke lidt om dig først, Marlene. Det lyder som om, du er ved at nærme dig, at have brugt din reservetank også?

M: Ja, der er mange konflikter med drengene. Vi kan ikke komme igennem til dem.

J: Hvad vil det sige? Gælder det også, når I ønsker at komme igennem til dem i ’fredstid’?

M: I fredstid, så er de kærlige, søde drenge.

S: Ja, der kan vi sagtens snakke med dem, og sige: ”Kunne I ikke tage at gøre sådan og sådan?,” men det glemmer de alt om, når situationen står på. Så snart de toppes med hinanden, så er de ligeglade med, hvad vi gør.

J: Sådan generelt, hvordan er dit forhold til de tre ekstra børn, du har fået?

S: Når det er stille og roligt, og alle er glade, så har jeg det rigtig godt med dem alle tre. Ikke bedre med den ene end med den anden. Så får jeg kram af dem alle. Men når der opstår situationer, så føler de sig straks uretfærdigt behandlet af os begge.

J: Jeg tror, vi er nødt til at lave to planer. Én på kort sigt, og så én på lidt længere sigt. Nu snakker jeg først om den på længere sigt. Marlene, du har skrevet, du er en hjælpsom person, der altid er der. Har jeg ret i, at du faktisk har gjort alt, hvad du kunne og lidt til for at kompensere for, at dine drenge har været gennem en skilsmisse?

M: Ja.

J: Jeg synes, du skal begynde at tage dine egne grænser alvorligt, og stoppe med at sige ja hele tiden. Lige nu arbejder du 24 timer i døgnet, og så lige lidt til. Og så undrer du dig over, at dine børn bliver egoister!

Når man får så meget service hele tiden, så lærer man at tage det som en selvfølge. Og nu har du ikke mere at give af. Du er blevet så gammel nu, at du må til at se på hvem, du er, og hvordan du opfatter dig selv. For du har ikke mere at give af, og det hjælper ikke med en uges ferie.

Der skal meget mere til. Jeg ville kalde familien sammen og sige, at der er krise, og at Marlene har brug for hjælp. Jeg foreslår, at I laver ’Foreningen til Marlenes Forkælelse,’ hvor du, Stefan, er formand i en periode, hvorefter Marlene selv tager over. Og I skal sige det sådan, for at ingen af børnene skal føle sig specielt skyldige. Jeg tænker, om du kan få noget hjælp til den her proces.

Ideelt set har du fortjent en, som du kan snakke med hver 14. dag i halvandet års tid. Det er ikke fordi, at du absolut har brug for terapi. Men du har brug for en sparringspartner ud over Stefan, som kan sætte nogle ting lidt mere på plads for dig, end jeg kan i én samtale.

Du fungerer lidt som en frugtplantage midt i byen, hvor alle mennesker går ind og tager en frugt, når det passer dem. Når du så selv får lyst til et æble ind imellem, så er der ikke flere, og du ender med at blive dårligt behandlet og misbrugt og slide dig selv op. Man kan godt være menneskekærlig uden at være en frugtplantage. Og du må lære at bygge et hegn.

M: Jeg har svært ved at sige nej, det er rigtigt.

S: Vi har snakket om, at det er det, der skal til. Det er for eksempel ikke nødvendigt, at Marlene kører børnene i skole, de kan sagtens selv cykle.

J: Det vigtige er, at ungerne ikke bliver kritiseret for at have brugt den service, du har stillet til rådighed. Du har forsøgt at give dem alt muligt, og nu kan du ikke mere. Dermed får de mulighed for at give dig noget tilbage. I må prioritere sammen med dem, og i en rum tid vil du føle dig egoistisk og selvoptaget Marlene, og skulle slås med det.

Og der har du brug for en sparringspartner til at holde på dig, så du ikke bare fiser ud i bilen, når der bliver kaldt på dig. Og det er vigtigt, at du og Stefan ikke kommer op at slås om det, når han stiller sig i vejen i døren. De ting, der giver dig noget, bør du blive ved med.

Men ALT det, du er NØDT til at gøre, for ellers får du skyldfølelse, det skal ud. Jeg ved godt, at alt ikke kan droppes med fem børn. Men jeg siger det i håb om, at du skærer ned på 25 procent. Det at børnene skændes så meget, det tvivler jeg på, at der er noget effektivt at gøre ved lige nu.

M: Jeg tror også, de har lært af mig og min eksmand, at når man er sur på hinanden, så råber man af hinanden.

J: Brug så få kræfter på det som muligt, og lær dem i stedet, at de ikke kun er en belastning, men at de også kan have noget værdi for deres mor fra nu af. For det her er AKUT. Når jeg beder dig om at være formand Stefan, så er det for at sende et signal om, at selv om Marlene tror, hun er fuldstændig uundværlig, så er det ikke sådan, det hænger sammen.

S: Nej, vi skal nok fungere, selv om hun ikke blander sig i det. Jeg har et spørgsmål, fordi ungerne har så mange konflikter. Mange gange nærmest løber vi ind og prøver at stoppe det. Skal vi bare lade dem slås?

J: Jeg ville sige, at I synes, det er enormt opslidende, at de skændes så meget, og at de fremover må prøve at løse det selv, da I ikke føler, I har succes med at blande jer. Det er for udmattende at prøve at gøre noget, som aldrig lykkes, og lige nu er det vigtigste deres mors velbefindende.

M: Jeg er ofte alene med alle fem børn. Fordi Stefan tager så tidligt på arbejde. Det handler om marginaler, der udløser en konflikt: Hvem får madpakken først osv. Det er Lukas, der er værst. Han har et stort temperament, men kommer altid og siger undskyld bagefter.

J: I kunne jo sige, at den mest modne af dem må tage ansvaret for morgenerne. Jeg lurer lidt på, hvem der ville være mest voksen til opgaven.

M: Tobias er ældst, men han har svært ved det, fordi Lukas ikke vil lade ham bestemme. Men faktisk prøver han at hjælpe til.

J: Det lyder det måske lidt som om, at han godt kunne lære det uden at blive ’oversergent.’ Og så tror jeg, I når langt med at fortælle, at nu er det altså alvor. De skal opføre sig ordentligt, der bliver skåret ned på service og energi, og Marlene bruger det næste år på at komme til kræfter igen.

S: Det her lyder så rigtigt, som det næsten kan. De to store tager af sted til deres far nu, og når de kommer tilbage, skal vi have snakket alle sammen.

Efter coaching

Marlene: “Det har rykket mig rigtig meget at tale med Jesper Juul. Da han sagde, det der med, at jeg spiller en rolle i stedet for at være mig, da var det lidt som at få en flad. Jeg tænkte: “Gud ja, det gør jeg jo, men hvis jeg ikke gør det, hvem er jeg så? Hvis jeg ikke skal sige de der regler og normer, som jeg ved, at man skal, hvad skal jeg så sige?

Hvad er det så, jeg mener?” Det var som at blive nulstillet. Nu skal jeg spille en ny rolle, og det er at være mig. Jeg kunne også se, at det ikke bare var i forhold til Lukas. Det er faktisk noget, jeg gør andre steder i mit liv. Jeg har hørt noget lignende før, at jeg kan virke glat, og at det er svært at finde ud af, hvad jeg mener.

Jeg tog en samtale med Lukas efter coachingen, og jeg fortalte ham, at jeg fremover ville være mere klar i det, jeg siger, og ikke ende med at råbe og give ham skylden, når tingene ryger ud af kontrol. Han blev glad og lyttede, i stedet for at holde sig for ørerne, som han har gjort andre gange, hvor jeg har villet tale med ham.

Fremover vil jeg finde ud af med mig selv, hvad jeg egentlig mener, og tage stiling til, hvor der kan forhandles, og hvor der ikke kan forhandles om tingene. For eksempel når vi spiser, så spiser vi og sidder sammen, og sådan er det. Men hvad vi spiser, det kan vi forhandle om, det skal der også være plads til.”