I et nyt afsnit af "Marcus og Realitypanelet" åbner Melanie op om en personlig rejse, som har præget størstedelen af hendes unge liv. En rejse, der begyndte med ønsket om en sund og stærk krop – men som endte i en ti år lang kamp mod spiseforstyrrelser.
"Marcus og Realitypanelet" er leveret i samarbejde med Just Eat
Artiklen fortsættes efter videoen:
Melanie var kun 18 år gammel, da hun gik i gang med at dyrke bodybuilding, men som 15 årig kæmpede hun med spiseforstyrrelsen ortoreksi. Udadtil var hun symbolet på disciplin og styrke, men bag facaden begyndte en farlig besættelse at tage form.
– Det startede med et ønske om at være sund, men det udviklede sig hurtigt til kontrol, tvang og en konstant jagt på det perfekte, fortæller hun.
Melanies første kamp var mod ortoreksi – en spiseforstyrrelse kendetegnet ved en sygelig besættelse af sund mad og træning. Hun følte sig stærk og i kontrol. Derefter begyndte hun at træne målrettet mod bikinifitness og bodybuilding, hvor reglerne og kontrollen fortsatte – blot i en mere “acceptabel” form.
Men da kontrollen glippede, faldt hun i den modsatte grøft: overspisning.
– Jeg gik fra at være den pige, der “sparkede ortoreksiens røv”, til at sidde med diagnosen BED (Binge Eating Disorder) og have taget 10 kilo på. Jeg skammede mig så meget, at jeg slettede over 1000 billeder og videoer fra min Instagram, fortæller hun i et Instagram-opslag.
Artiklen fortsætter under billedet:
Melanies krop har forvandlet sig meget gennem åreneFoto:Privat
Hun beskriver sin første overspisning som et øjeblik, der ændrede alt – som et klik i hjernen. Det blev starten på en destruktiv spiral, hvor hun mistede grebet og begyndte at veksle mellem at overspise og sulte sig selv.
Annonse
– På et tidspunkt var jeg så langt ude, at jeg ønskede mig ortoreksien tilbage. For så syg som det lyder, føltes den mere tryg end det kaos, jeg var i.
Melanies forhold til sin krop var præget af yderpunkter. Enten sultede hun sig for at opnå kontrol, eller også spiste hun for at dulme sine følelser. Ligegyldigt hvad hun gjorde, var kroppen aldrig god nok – altid for meget, for lidt og for forkert.
Et midlertidigt vendepunkt kom, da hun tog ud på en solorejse. For første gang i lang tid oplevede hun ro omkring mad og krop.
– Jeg var aldrig alene. Jeg spiste sammen med andre og tænkte ikke over det. Kiloene faldt af uden tvang, og jeg begyndte at føle mig mere fri.
Men friheden varede ikke ved. Hjemme igen blev hun ramt af tilbagefald. Corona-krisen tvang hende til online-studie, og isolationen trak hende tilbage i spiseforstyrrelsens greb. Hun blev afvist for hjælp – ikke fordi hun ikke var syg, men fordi hendes vægt ikke var “lav nok”.
– Jeg blev afvist af behandlingssteder. Måske havde jeg fået hjælp, hvis jeg vejede mere – måske ikke. Men det gjorde ondt. Jeg græd, og jeg var tæt på at give op.
Spiseforstyrrelsen gik ikke kun ud over Melanie selv. Det gik også ud over hendes relation, fordi hun ofte måtte aflyse aftaler på grund af overspisninger.
– Jeg fik fløjet min (eks)kæreste ned til mig tre gange. Ikke fordi jeg savnede ham, men fordi jeg havde brug for nogen, der kunne forhindre mig i at overspise. Han vidste det ikke, og jeg skammede mig over at bruge ham på den måde.
Først da Melanie begyndte at gå til psykolog og igen rejste ud, denne gang sammen med sin (eks)kæreste, begyndte der for alvor at ske noget.
Spiseforstyrrelsen var stadig en del af hende, men nu begyndte hun langsomt at finde balancen igen.
– Jeg tror på, at min krop nok skal finde tilbage. Men det tager tid. Jeg har 10 års spiseforstyrrelse i bagagen. Min krop er mit tempel – det er den, der skal bære mig gennem livet.
I dag deler Melanie sin historie for at hjælpe andre, der står i samme mørke, som hun selv har stået i. Hun vil minde os om, at kroppen ikke er det vigtigste ved os.
– Kroppen er det mindst interessante ved dig. Tænk, hvis du en dag sidder og fortæller dine børnebørn, at du brugte hele dit ungdomsliv på at være bange for mad og kalorier.
– Eller… du kan fortælle om den solorejse, du tog på. Det bjerg du besteg. Eller om dengang du fandt kærligheden en helt almindelig onsdag aften. Livet er smukt – hvis vi tør give slip og leve det.
Melanie drømmer nu om at finde kærligheden og bruge sine erfaringer til at hjælpe andre ud af det fængsel, hun selv kæmpede sig fri af. Hun understreger afslutningsvis:
– Det er helt okay at gå op i sundhed, men sundhed mister sin værdi, når det bliver altoverskyggende.
