Dilemma: Min datter bliver holdt udenfor
I min datters 4. klasse er der en regel om, at man inviterer hele klassen (eller pige/drengegruppen) til fødselsdage. Men nu har vi opdaget, at man er begyndt at holde videoovernatninger med 4-5 for klassen.
Min datter bliver aldrig inviteret med, og jeg kan mærke, at hun er ked af det ? de andre snakker jo om overnatningen om mandagen. Skal jeg ringe til de forældre, det drejer sig om, og spørge, om min datter må komme med ? eller tage det op på næste forældremøde?
Svar fra panelet
Peter Aalbæk Jensen:Nej for guds skyld ? arrangér selv en videoaften.
Emilia van Hauen:
Der må jo være en grund til, at din datter ikke bliver inviteret, og hvis du har en fortrolig blandt de andre mødre/fædre, kunne du jo spørge dem ad. Men det vigtigste er måske nok at tale åbent med din datter om det, så hun har et sted, hvor hun kan få afløb for sin sorg over situationen. Ellers risikerer du, at hun brænder totalt inde med det og tror, at hun er helt forkert ? og det ville være rigtig synd.
Brian Mikkelsen:Det er en vanskelig situation, I er i. Kunne I ikke prøve at invitere din datters klassekammerater til et arrangement hjemme hos jer?
Jeg mener godt, at du på næste forældremøde kan lægge op til en debat om, hvorvidt der fortsat er enighed om den gamle regel.
Troels Mylenberg:Du skal naturligvis tage det op på forældremødet. Der skrives og tales så meget om, at børn mangler sociale kompetencer, og at de alle er egoister, der ikke har plads til andre end sig selv. Det passer ikke, til gengæld har forældregenerationen næppe nogensinde været mere forkælet og mere krævende på lige netop deres lille guldklumps vegne, og det går desværre ud over børnene.
Læs mere på næste side …
Mange forældre har ingen fornemmelse for, at klassesammenhold er noget af det vigtigste i skolen. Det skal de mindes om ? ikke mindst skal de mindes om, at når lærerne prøver at lære børnene at være gode ved hinanden, så virker det kun, hvis forældrene hjælper med. Fuldstændig som når vi forældre skal læse sammen med børnene, skal vi da også oplære dem i sociale færdigheder.
Hvis skolegang bare handlede om at lære at læse, skrive og regne, var der jo ingen grund til at lade børnene gå i skole sammen. Der er meget mere på spil, og det skal I tale om på forældremødet.
Natasja Crone:Jeg synes ikke, du skal tage det op. Jeg synes, din datter enten skal spørge selv, om hun kan komme med næste gang eller invitere sine bedste venner/veninder til videoparty hjemme hos jer.
Anne-Mette Rasmussen:Så vidt jeg kan se, er det en aftale mellem forældrene, at man inviterer alle i klassen, når det gælder fødselsdage. Hvad man gør til andre arrangementer, synes jeg er en privatsag.
Karen-Marie Lillelund:Uha, det er svært. 4. klasse ligger så langt tilbage i erindringen, men jeg tror, jeg ville være død i den alder, hvis min mor ringede til de andre forældre for at få mig inviteret med til sådan et arrangement. Selvfølgelig er din datter ked af det, og selvfølgelig er det synd for hende, at hun ikke bliver inviteret med, men jeg ville alligevel vente til et forældremøde.
Der kan du tage det op med alle de andre og måske finde ud af, om hun er den eneste, der aldrig er med. Du kan i hvert fald gøre opmærksom på problemet, og så både håber og tror jeg, at de andre forældre vil bakke op om en fælles løsning.
Anne-Grethe Bjarup Riis:Denne her datter føler sig uden for, og derfor føler forældrene sig også uden for forældregruppen og ved ikke, hvordan de skal takle det. Men hvor i alverden er initiativet hos disse forældre henne? Okay, så bliver deres datter ikke inviteret til videoovernatninger.
Hvorfor laver hun så ikke sit eget videoarrangement og inviterer selv? De her forældre må op på mærkerne og vise deres datter, at man ikke bare skal sidde og vente på at komme med i en gruppe. Man må selv tage et initiativ.
Står du midt i et dilemma, så kontakt panelet på: panelet@juniormag.dk