Gider du ikke lege? Her er 5 grunde til at droppe legen - og den dårlige samvittighed

Du har sikkert oplevet den mere end én gang. Måske oplever du den hver dag. Den dårlige samvittighed, der slår dig i hovedet, når du fraværende leger med dit barn på gulvet. Måske sniger den sig ind på dig, mens du lægger tøj sammen, fordi du føler, at du burde sætte dig med børnene og kommentere undervejs i den film, de sidder i sofaen og ser.

Men du behøver faktisk ikke lege med dit barn eller aktivere ham eller hende, hver gang barnet har en ledig stund på gulvet. Det mener familievejlederne Fie Hørby og Lola Jensen. De to eksperter giver dig her 5 grunde til, at du sagtens kan droppe den dårlige samvittighed – og rydde op, slappe af eller noget helt tredje, mens junior leger med klodser ved siden af dig. Uden at du deltager aktivt i legen. 

LÆS OGSÅ: Kend dit barns 12 lege

1. Det fysiske samvær er ofte nok

Samvær kan sagtens være fint, selv om I laver hver jeres ting: Du folder endnu en bunke vasketøj, mens din søn laver lange bilkøer på gulvet. Det vigtige er, at dit barn kan mærke din fysiske og psykiske tilstedeværelse.

Dit barn har brug for, at du svarer med det samme, når det spørger dig om noget, så det ikke oplever dig som fraværende. Hop derfor ikke op på motionscyklen med høj musik i ørerne, mens dit barn bygger med klodser i rummet ved siden af. Du kan til gengæld sagtens cykle derudaf, hvis sønnike leger på gulvet ved siden af dig og pedalerne.

2. Dit barn kan lære meget af dit kropssprog

Dit barn kan lære meget af at aflæse dit kropssprog. Op til omkring midten af forrige århundrede var der ikke tradition for, at forældrene tog sig tid til at lege med deres børn, men børnene løb ofte rundt mellem de voksne og lærte en vigtig ting ved at se på mor, far og andre voksne: Nemlig hvad det vil sige at være voksen, og hvordan man får et liv til at fungere.

Så dit barn kan lære meget af at iagttage din gøren og laden. Det er selvfølgelig også fint at inddrage dit barn i de daglige gøremål i hjemmet, når du hænger tøj på snor eller snitter grøntsager til suppen, for det vil også give jer anledning til nogle hyggelige samtaler, mens I arbejder. Se, det er jo sådan set også at lege.

LÆS OGSÅ: Leg med børn: "Den her ting giver mig dårlig samvittighed som mor"

3. Din stress er irrationel

Mange forældre stresser over og føler, at de burde lave noget med deres børn. Det er et led i, at vi vil være perfekte i alle henseender. Og når vi ikke kan leve op til vores egne umulige krav, så breder den dårlige samvittighed sig langsomt til alle områder. Det kan derfor være en lettelse at skrue ned for perfektionismen, der er skyld i din dårlige samvittighed, for ellers ender du med at blive meget udmattet i morrollen, og i værste fald kan den blive en byrde.

Øv dig i at sige: ‘mindre kan gøre det’. Har du ikke tid til at sy halloweenkostumerne selv? Så køb et færdigfabrikeret i stedet. Dit barn er ligeglad. Til gengæld er dit barn ikke ligeglad med, om du er glad.

4. Dit barn kan godt lege alene

Når dit barn leger fint på gulvet, så beslut dig for ikke at have dårlig samvittighed. Kig på ham. Han har det fint! Mærk efter i dig selv: Hvad har du mest lyst til lige nu? At lege med dit barn eller læse et blad på sofaen? Hvis det er det sidste, så gør det.

Du skal huske også at tage dig af dine egne behov, for ellers får du ikke ladet dig selv op. Men selvfølgelig skal det være afstemt efter dine børns behov, så der er balance på familiefronten for alle.

LÆS OGSÅ:  Fri leg: Hjælp dit barn til at lege bedre selv

5. Dit barn kan mærke din dårlige samvittighed 

Når dit barn leger fint på gulvet, så beslut dig for ikke at have dårlig samvittighed. Kig på ham. Han har det fint! Mærk efter i dig selv: Hvad har du mest lyst til lige nu? At lege med dit barn eller læse et blad på sofaen? Hvis det er det sidste, så gør det.

Du skal huske også at tage dig af dine egne behov, for ellers får du ikke ladet dig selv op. Men selvfølgelig skal det være afstemt efter dine børns behov, så der er balance på familiefronten for alle.

OBS. Artiklen er oprindeligt udgivet i 2016. Efter aftale med familievejlederne Fie Hørby og Lola Jensen er artiklen opdateret af Mette Simensen.