Drop at være den perfekte mor
Foto: Getty Dig og dit liv.

Drop at være den perfekte mor

Moderskabet er det, der er allerflest forventninger til. Alle har en mening om, hvordan man skal være mor, og kvinder vurderes virkelig hårdt som forældre. Samtidig er de fleste af os også sårbare, når det kommer til domme over vores evner som mor. Her er 5 veje til at lukke ørerne og finde dig selv i forældreskabet.

1. Husk, at du er eksperten

Ingen andre end faren kender dit barn, som du gør. Ingen andre kan se, om der er vrede eller tårer i øjnene efter en konflikt, eller mærke, om dit barn er oppe eller nede. Du kan udveksle med dem, du stoler på, fordi det er rart at høre andres erfaringer, men du må stole på din egen dømmekraft.

Det er megasvært, og det er derfor, forældreskabet er så krævende. Fordi det kræver al vores mod og kærlighed. Men det kan du godt give. For det er dit barn, vi taler om, og hans eller hendes glæde er tusind gange vigtigere end andres accept og anerkendelse af dine valg.

2. Hvad er vigtigst for dig som mor?

Du kan ikke alt. Sorry, love. Tag det ikke personligt, men jeg møder bare ingen kvinder, som gør alt det, de gerne vil, til et 12-tal altid. Så meld dig ind i klubben af uperfekte mødre, og brug 10 minutter på at reflektere over, hvad der er vigtigst for dig som forælder.

At skabe nærvær for dit barn i hverdagen? At sørge for at lektierne kører? At være engageret i sporten? At lære dit barn selvstændighed? Eller give oplevelser af naturen videre? Du må vælge noget. Vælg, og dediker dig til det. Fejr det, du giver, og slut fred med det, du kunne gøre bedre. Du er også velkommen til at engagere andre i at give mere, der hvor dine ressourcer slipper op. Måske føles det, som om du skal give alt, fordi du er moren, men det er noget forældet vås. Er der en god far? En kærlig morfar? En skøn moster? Ind med de andre.

læs også: Hvem elsker du mest, mor?

3. Lyt til dit barn

Da jeg blev mor, tænkte jeg: Er der ikke en guidebog til det her? Men så gik det op for mig, at jeg havde den bedste guide i verden til moderskabet – nemlig min søn. Når alt kommer til alt, skal jeg ikke leve op til nogens standarder eller forventninger til mig. Jeg skal være den bedst mulige forælder for præcis den dreng, jeg har. Det er efterhånden en del år siden, han kom ind i mit liv, og jeg lærer stadig at være mor sammen med ham.

Nogle gange er min læringskurve stejl, og andre gange føler jeg mig sikker i rollen, men jeg føler mig altid i bevægelse. Vi har alle den i vores liv, som kan lære os mest om at være forælder, hvis vi virkelig tør lytte til vores barn. De fortæller os alt, hvad vi skal vide, gennem vores relation, deres liv, op- og nedture. Så læg ideen om, at der er en rigtig eller forkert måde at være på, væk. Brug i stedet mere tid med dit barn, og vær i en tæt relation, hvor du som menneske vover at forandre dig sammen med den, du er blevet betroet at passe på.

4. Hvad er dine tre kerneværdier?

Det sjove ved værdier er, at de fleste af os er ret enige om de fleste af dem. Vi synes alle, at ”sundhed”, ”nærvær”, ”kærlighed”, ”succes”, ”udvikling” og flere andre er essentielle, men det er nærmest umuligt at udleve alle værdier på én gang.

Du kan for eksempel ikke både styrke dit barns sociale netværk med gode aftaler og forlange, at han eller hun sidder flere timer med lektierne dagligt. Derfor vil jeg opfordre dig til at kende dine tre kerneværdier som mor. De må gerne forandre sig over tid. Jeg kigger på dem årligt. Men kend dem, og brug dem som et kompas, når du skal tage beslutninger for dig og dit barn. Det er meget lettere at sige fra over for andres forventninger til dig og sejle i din egen retning, når du ved, hvad du navigerer efter.

Læs også: 9 erkendelser om opdragelse

5. Ingen er perfekte – heller ikke dig

Det kan være så svært at erkende, at man ikke er superwoman, men helt ærligt, det er ingen af os. Faktisk er det meget bedre, hvis vi bare er os selv med accept af alt det, som gør os skæve, skønne og lidt skøre. For her er bagsiden af jagten på det perfekte. Det er et egotrip af dimensioner. Du gør det måske af de bedste intentioner, men det ender med at ødelægge dine relationer.

For mens du har travlt med at være den gode mor, der bager, ordner, fikser og kører til sport fire gange om ugen, er DU ikke til stede. Hvorfor ikke droppe, at noget fungerer, til fordel for at give dit barn muligheden for at kende dig dybere? Desuden ved jeg, at du aldrig ville forlange det af andre, som du forlanger af dig selv. Så slip perfektionismen. Vi er vilde med dig, som du er.

Daisy Løvendahl

Er personlig rådgiver, foredragsholder, har en kandidatgrad i filosofi og kommunikation og er forfatter til bøgerne ”Lev”, ”Elsk” og ”Dø”. Hun har stor erfaring med at guide sine klienter gennem det moderne livs udfordringer, så der er plads til både kærlighed, familie og karriere. Bor i København med sin mand og deres to børn. Læs mere på Daisylovendahl.dk

Morrollen anno 2019

Hver dag mødes vi som mødre med formaninger om, hvordan man skal indrette sit barns liv, og der er konstant eksperter, der kommer med viden om mad, motion, lektielæsning, sovetider og alkoholdebut. Viden og input er fint. Men det kræver sin kvinde at sige ja til gode ideer og nej til presset om at være den perfekte mor og hende, der bærer skylden, hvis noget går galt for barnet eller den unge. Vi skriver 2019, men det er stadig mors skyld, hvis børnene ikke trives.

Se, hvad vi ellers skriver om: Børneopdragelse og Mor