Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Flygtning og barn
Foto: Mette Frandsen Da Mays begyndte i børnehave, græd hun så meget, at hun kastede op.

Flygtning og barn

3 år og flygtet fra Syrien: "Vi troede, Mays havde glemt det meste..."

På trods af sine kun tre år har lille Mays fra Syrien oplevet mere, end et barn nogensinde burde. Nu bor familien i Roskilde, og Mays går i dansk børnehave. Men krigen er langtfra glemt.

Hun er politi!’ blev treårige Mays ved med at sige, da hun kom chokeret hjem fra børnehaven for nyligt. På et billede af sine legekammerater udpegede hun den jævnaldrende pige, der var grunden til hendes ophidselse. Pigen havde haft militærmønstrede bukser på i børnehave den dag. I Syrien, hvor Mays kommer fra, er det kun soldater, der har den slags på. Og soldater betyder rædsel og død, når man er barn af den blodigste krig i nyere tid.

LÆS OGSÅ: Så meget skal du involvere dit barn i flygtningekrisen

– Jeg troede, Mays havde glemt det meste, men til min store overraskelse opdager jeg gang på gang, at det har hun ikke, fortæller Mays’ mor, Kholoud Marash, der flygtede ud af Syrien sammen med sin mand og deres to små døtre en decembernat i 2014.

Mays var begejstret den nat. Hun havde fået at vide, at de skulle ud at sejle en tur. Mays var vokset op i Syriens største havneby, Latakia, og havde tilbragt meget af sit toårige liv med at plaske rundt i vandkanten på strandene, der lignede et postkort fra en uspoleret middelhavsperle med parasoller, palmer og cafeer med havudsigt og en borgruin i baggrunden. Mays elskede havet. Hendes forældre elskede deres hjemby. Alligevel havde Kholoud Marash og Belal Haj Ahmad taget Mays og hendes lillesøster Lin med ud på det, syrerne kaldte ‘dødens rejse’. Kholoud og Belal kunne ikke klare mere.Der var gået tre år og ni måneder, hvor det, der skulle have været Syriens Arabiske Forår var blevet til en blodig borgerkrig. 

LÆS OGSÅ: Simi Jan: ’Man er ikke en uansvarlig mor, når man tager væk fra sit barn

Faktaboks

OM FAMILIEN

Mor Kholoud Marash, 31 år, og far Belal Haj Ahmad, 38 år. Forældre til Mays, 3 år, og Lin, 2 år. En lille ny er på vej.

Kommer fra Syriens største havneby, Latakia. Flygtede i december 2014 med færge til Tyrkiet og rejste derfra til Danmark via Italien og Tyskland. Familien fik fem års midlertidig opholdstilladelse i maj 2015.

Kholoud er universitet­s- uddannet folkeskolelærer. Belal har, siden han var 11 år, arbejdet som tømrer og håndværker og haft sit eget køkkeninstallationsfirma.

De bor nu i Øm, lidt uden for Roskilde.

Færgen lagde fra kaj ved midnat. Ingen vidste, at de var om bord på den sidste færge, der fik lov til at sejle ud af Syrien, og at de derfor var mere heldige end de syrere, der siden hen skulle vandre til Tyrkiet til fods. Der var mange børn, der græd. Mays fattede mistanke om, at det ikke bare var en almindelig sejltur, da de kom så langt fra land, at bygningerne i havnen begyndte at blive til små prikker.

– ‘Jeg vil hjem til mormor! Jeg vil hjem! Lad os tage tilbage!’ skreg hun, og Kholoud græd og følte sig bange og magtesløs.

Hun anede ikke, hvad hun skulle sige til sine børn. Belal blev ved med at gentage, at de skulle over at lege med Mays’ lille fætter Moussa, som nu boede i et land, der hed Danmark.

Kun venlighed

Over de efterårsgulnede marker i Øm, lidt uden for Roskilde, hænger skyerne lavt. Fyldt med regn, der ikke kan beslutte, om den skal vælte ned eller lade være. Bag sig har Kholoud, Belal og børnene sejlturen over Middelhavet, 16 dage i Tyrkiet, 11 dage på havet mellem Tyrkiet og Italien og en togtur igennem Tyskland. Og så en uge i Sandholmlejren, nogle måneder på et asylcenter på Samsø og flere måneder på et asylcenter i Toftlund.

LÆS OGSÅ: Derfor er det faktisk godt, at dit barn leger krig

– Toftlund er det sted, der fik mig til at forelske mig i Danmark. Jeg har ikke mødt en eneste person, der ikke smilede til mig, når jeg kom gående på gaden. Mange af dem, vi kender i andre lande, fortæller, at de har hørt, at Danmark skulle være racistisk. Men jeg har kun mødt rare og venlige mennesker i alle de byer, hvor vi har boet, fortæller Kholoud.

– Vi var virkelig bange for at tage til Europa. Men det var der ingen grund til. Lige så snart vi var kommet hertil, kunne jeg mærke, at folk er kærlige og rare. Den eneste forskel er sproget. Religion er slet ikke et issue. Den måde, folk bliver behandlet på i Danmark, er et billede på, hvordan enhver religion burde være.

Livet begyndte forfra i maj med en opholdstilladelse i Danmark på foreløbig fem år. Nu er det førstesalen i et rødt murstenshus, der udgør familiens base. Nede i stueetagen bor en anden syrisk familie med fem børn, mens Kholoud, Belal og pigerne har indrettet sig med en stue, et soveværelse, et badeværelse og et gennemgangskøkken, hvor Belals yndlingsret, fyldte peberfrugter med ris og grønt­sager, simrer på komfuret. Han klirrer med det hvide porcelæn og serverer sort te og kager med figner og valnødder, som Kholoud har bagt.

I Kholouds mave spirer der også nyt liv.

– Jeg ville ikke rigtig have flere, men så fandt jeg pludselig ud af, at jeg var gravid, griner hun lidt genert.
Hun er endnu ikke langt nok henne til, at de ved, om Mays og Lin skal have en lillesøster eller en lillebror.

– Hvis det bliver en pige, så har vi fire piger. I starten af krigen var jeg gravid i ottende måned, og en dag, hvor der blev skudt rigtig meget, blev jeg så bange, at jeg fik kramper og smerter i maven og blev kørt på skadestuen. De fandt ud af, at barnet ikke fik ilt nok, fordi jeg var blevet så skræmt. Lægerne blev enige om at få vores datter ud med kejsersnit. Hun levede i 14 dage i en kuvøse, men døde så. Hendes lunger fungerede ikke.

Krigen tog alt fra os

Klokken to i eftermiddag skal de hente Mays i den lokale børnehave, Lærkereden, og Lin hos dagplejemor Margit. Det er noget nyt, at Mays kan gennemføre en hel dag i børnehaven. Indtil for nylig var hver morgen et lille drama.

LÆS OGSÅ: Mette Walsted Vestergaard: “Mit familieliv efter en skilsmisse"

– Det er først nu, efter næsten fire måneder, at Mays er faldet til ro. Hun var bange, og jeg måtte ikke forlade bø­rnehaven. Først de seneste tre uger er hun begyndt at sige pænt farvel og gå hen til de andre børn, når jeg afleverer hende, siger Belal, og Kholoud nikker.

– Mays havde det så forfærdeligt. Lige så snart vi kom over i børnehaven om morgenen, græd hun så meget, at hun kastede op. Vi kunne simpelthen ikke nænne at gå fra hende. Hun vågnede også tit om natten, græd og sagde ‘mama, jeg vil ikke i børnehave, for de snakker et sprog, jeg ikke forstår.’

– Det har ikke været nemt for Mays, bekræfter Lærkeredens pædagogiske leder, Pernille Dyrvig, om den lille piges første måneder i børnehaven.

– Hun græd også voldsomt, når der var vagtskifte, og de pædagoger, hun havde vænnet sig til i løbet af formiddagen, gik hjem. Det var ikke nemt for os at gå. Den reaktion har vi tolket som et udtryk for, at hun har oplevet, at der var mennesker, der ikke kom igen. Men sproget har været den største udfordring, fordi hun ikke har kunnet forklare, hvad der var galt. Ved et rent tilfælde havde vi en støttepædagog i noget tid, som kunne tale arabisk. Det var en stor hjælp. Vi har også brugt Lejre Kommunes familie­rådgiver til at få talt om, hvad der var bedst for Mays.

– De andre børn vidste jo heller ikke, hvordan de skulle forholde sig til hende, når hun var så ked af det hele tiden, siger Belal.

Faktaboks

KRIGEN I SYRIEN

Krigen i Syrien begyndte i foråret 2011 som en række fredelige protester imod menneskerettigheds-krænkelser, manglende indflydelse, manglende økonomiske muligheder og Bashar al-Assad, der i 2000 overtog magten i det autoritære Ba’ath-parti efter sin far, som havde styret landet i fire årtier.

Siden er det blevet til et kludetæppe af oprørsgrupper, blandt andet Islamisk Stat, der kæmper mod præsident al-Assad.

250.000 mennesker er blevet dræbt i krigen, cirka en million er blevet såret.

Inden borgerkrigen boede der 22 millioner i Syrien. I dag er halvdelen af befolkningen drevet på flugt. Syv millioner er flygtet til andre dele af Syrien. Fire millioner er flygtet ud af Syrien – de fleste til de såkaldte nærområder i Libanon, Jordan og Tyrkiet.

– Så det var svært for hende at finde sin plads i flokken. Jeg havde virkelig ondt af Mays. Jeg er jo voksen og kan bruge tegnsprog, selv om jeg ikke kan sproget endnu. Men Mays, den stakkel, kunne ikke tale andet end arabisk. Så jeg græd selv hver morgen sammen med hende, siger han og indrømmer, at han også selv skulle vænne sig til at aflevere sin datter i institution.

– I Danmark afleverer man babyer i vuggestuen, når de er helt små. I Syrien har vi brug for vores babyer de første fem år. Bagefter kan vi godt finde ud af at give slip.

Som sine forældres første barn ma­nglede Mays ikke noget. I deres hjem i Latakia var halvdelen af deres seks meter lange stue fyldt med legetøj. Hun havde også en lille fugl, akvariefisk, en papegøje, en kat og en gynge midt i stuen.

– Det var en hel lille zoo. Og det var mig, der skulle gøre rent efter den papegøje, der smed om sig med frø, hver gang den spiste, siger Kholoud og griner, men så bliver hun alvorlig.

– Vi havde et dejligt liv i Syrien. I weekenderne tog vi tit ud for at grille eller i tivoli. Vi var også rigtig meget på stranden. Der var trygt at være, og der var ingen, der var virkelig fattige. Vi levede alle godt, og før krigen var der aldrig nogen, der skelnede mellem sunnimuslimer, shiamuslimer og kristne. Men krigen tog alt fra os. Glæden, trygheden. Den tog det hele.

LÆS OGSÅ: Skab et familieliv, du elsker

Kholouds ene bror blev kidnappet, tvunget til at bære våben og arbejde for Assads regime. Da han blev løsladt, blev to af hendes andre brødre bortført. Belals onkel blev også kidnappet, og familien måtte betale løsesum for at få ham fri. Belal selv blev gennemtævet og måtte købe sig fri, og hans tyveårige fætter blev dræbt.

– I går døde en af vores venner. En rigtig god ven. Vi så billedet af hans lig på Facebook. Jeg græd hele natten i går, siger Kholoud.

– Mange af vores venner og familie er bare forsvundet. Vi ved ikke, hvor de er. Og vi er blevet spredt for alle vinde. Førhen fik vi besøg af familie hver dag. Det tog fem minutter at gå over til den ene, ti minutter til den anden. Nu er min bror i Libanon, den anden er i Sverige. Kun en af mine brødre og hans kone er tilbage i Syrien. Selv mine forældre blev så bange, at de flygtede til Sverige.

Troede, Mays havde glemt

Krigen har sat sine spor. Lin har været for lille til at kunne huske noget. Og selv om det første halve år af hendes liv foregik indenfor, fordi Kholoud ikke turde tage børnene ud, bærer hun ikke så meget præg af krigen som Mays.

– Det har været lidt nemmere med Lin. Hun er mere social og har været for lille til at forstå, hvad der foregik. Men Mays var tit rigtig bange. ‘De skyder’ sagde hun og holdt pegefingeren op som en pistol, fortæller Kholoud.

– Vi vågnede tit om natten til lyden af skud og måtte løbe ind på badevæ­relset og gemme os. Badeværelset og køkkenet var de eneste rum, kuglerne ikke kunne nå, hvis de ramte vores hus, tilføjer Belal.

LÆS OGSÅ: Sådan viser du (også) kærlighed til dit barn

Familiens sagsbehandler er opmærksom på Mays’ trivsel, men indtil videre har hun sammen med familien vurderet, at Mays ikke behøver psykologhjælp.

– Vi kan se, at hun gør store fremskridt, så vi vil give hende mulighed for at glemme og komme videre. Nu er hun endelig begyndt at trives og lege med de andre børn. Og selv om hun ikke kan så meget dansk endnu, løber de hen og siger godmorgen til hende. Det gør hende rigtig glad, siger Belal.

Mays taler aldrig direkte om krigen. Hun nævner heller aldrig mennesker, der var tæt på hende. Ikke engang sin elskede mormor, som hun altid var sammen med i Syrien.

– Når vi ringede til mormor på Viber, løb hun hen til skærmen og sendte hende en masse luftkys, men ellers talte hun aldrig om hende. Vi var i tvivl, om hun egentlig kunne huske hende. Men efter at mine forældre kom til Sverige, kom min mor på besøg her i Danmark. Hun tog med over i børnehaven, da vi skulle hente Mays. Og Mays fik et kæmpe chok. Hun så sin mormor på lang afstand og gik i stå. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, og så løb hun hen, krammede sin mormor, og kyssede, kyssede, kyssede hende, siger Kholoud.

Genforeningen mellem Mays og hendes mormor har brændt sig fast hos Pernille Dyrvig.

– Det var et enormt bevægende øjeblik, siger hun og bliver rørt ved tanken.

Fremtiden er i Danmark

I Lærkereden har man lagt stor vægt på at være fleksible, så tingene kunne ske i det tempo, Mays har haft brug for. Som en integreret institution med kun 20 børn i børnehaven og 11 i vuggestuen har det været lettere at rumme en lille pige med særlige behov.

– Vores strategi har været at tilpasse os Mays i stedet for at putte hende i kasser fra start. Vi kan begynde at forme hende senere, men indtil videre har hun haft brug for masser af tryghed og fleksibilitet. Så for eksempel har hun fået lov til at sidde på kontoret sammen med mig og tegne, siger Pernille Dyrvig og glæder sig over de mange fremskridt, Mays har gjort i løbet af de seneste måneder og uger.

– Hun er en skøn og sjov pige, og man kan mærke, at hun hele tiden observerer og suger til sig. Hun har brug for at blive guidet socialt, for det er også længe siden, hun har haft nogle jæv­naldrende at lege med. Men hun udvikler sig hele tiden og er nu selv begyndt at søge de andre børns selskab. De er nogle enormt rummelige børn og inviterer hende med i deres lege. Så hun er flot på vej.

LÆS OGSÅ: 10 ting dit barn lærer af at gå i børnehave

Ved bord-bænkesættet udenfor sidder børn på række og spiser eftermiddagsknækbrød. Som noget nyt spiser Mays med og beder endda om et stykke mere. Hun lyser op i et stort smil og løber sine forældre i møde, da de kommer. Belal bærer Lin på armen. Hun er lige blevet vækket efter en middagslur i dagplejemor Margits carport og smiler forsovet, mens hendes far lærer hende at tælle til fem på arabisk.

Bag børnehavens legeplads er der et stort, grønt område, hvor børn i flyverdragter og strikhuser løber rundt mellem de fritgående høns. Kholoud taler med Pernille på en blanding af engelsk og det første danske, hun har lært sig de seneste måneder på sprogskole.

– I dag har vi sunget sange, og Mays har sunget med på Tommel­finger, tommelfinger og udtalt alle ordene rigtigt. Det er så flot, siger Pernille og prøver at lokke Mays til at gentage successen. Men nu vil hun ikke, ikke på kommando.

Kholoud er uddannet folkeskole­lærer fra universitetet og drømmer om at blive lærer i Danmark, når hun har været på barsel og fået lært dansk. Nu, hvor Mays er faldet til, kan Belal også komme på skolebænken. Det bliver ikke let, for han kan knap nok læse og skrive på arabisk. Da han var 11 år, døde hans far, og han måtte gå i lære som tømrer og begynde at arbejde. Hjemme i Syrien har han haft sit eget lille køkkeninstallationsfirma. Bygningen, hvor butikken lå, står der endnu. Nogle venner sendte forleden et billede. Men selve butikken er der ikke længere. I Danmark håber Belal at kunne starte forfra og bruge sit håndværk.

– Han kan lave alt med sine hænder. Alt, hvad der var i vores hjem i Syrien, var noget, Belal havde lavet. Han er Superman, smiler Kholoud.

Belal løber op og ned ad de små græsbevoksede høje og giver på skift Mays og nogle af de andre børn en tur i trillebøren, mens de hviner begejstret. Solen siver igennem regnskyerne. Krigen er ikke forbi, og Kholoud og Belal tror ikke på, Syrien nogensinde bliver helt igen. Fremtiden er i Danmark. Fremtiden er Lin og Mays. Her kan krigen ikke røre dem.

Faktaboks

HVAD KAN DU GØRE?
– hvis der starter et flygtningebarn i dit barns børnehave?

  • Gør, som du vil gøre med alle andre børn. Et flygtningebarn kan også lide at lege og bliver også nogle gange træt. Selvfølgelig er hun ekstra sårbar, men hun er ikke hele tiden et flygtningebarn.

  • Det allervigtigste er at få en dialog med forældrene. Inviter forældrene hjem til en kop kaffe og barnet hjem at lege, når de er klar. Familien har ikke noget netværk, og barnet har som regel hverken fætre, kusiner eller legekammerater i nærheden.

  • Tal med dit barn om, at det nye barn kommer fra et andet land. Brug udtryk, som dit barn kender. For eksempel, at det er et land, hvor der har været meget ballade, og hvor mange er uvenner.

  • Hvis dit barn kan lide at lege krig, kan du tale med pædagogerne, der følger børnene tæt hver dag. Måske er det i orden at lege sådanne lege, for så kan flygtningebarnet ’rase ud’. Men hvis barnet bryder helt sammen, kan du foreslå andre lege.

  • Tal med dit barn om, at det er i orden, at vi er forskellige i forhold til religion, hudfarve m.m.

  • Du kan også prøve at hjælpe familien med småting i hverdagen. Det kan være et lift til stationen, hjælp til at oversætte beskeder til engelsk, lån af et stykke værktøj eller lignende.

Kilder: Bente Boserup, seniorkonsulent hos Børns Vilkår, og Pernille Dyrvig, pædagogisk leder i Lærkereden.

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv