Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Fødsel uden far
Foto: Peer Klercke Anne er de facto-alenemor en stor del af tiden – men har vidst fra starten, at sådan ville det blive. Så er det ikke nær så hårdt, som hvis ens barns far pludselig forlader en, mener hun.

Fødsel uden far

Fødsel: “Min kæreste var omme på den anden side af jorden”

Kan man få et barn med en mand, der næsten aldrig er der? Ja, siger Anne Kraglund, der fødte sin baby på Skejby, mens hendes kæreste stod i et studie i Los Angeles og indspillede musik med Stevie Wonder.

Faktaboks

Mor: Anne Kraglund (kunstnernavn Annekei), 31 år, komponist og sanger.

Far: Richard Bona, 45 år, jazzbassist og sanger.

Børn: Jaden Elliott, 6 mdr. og Leo, 16 år (Richards søn).

Fødsel: Den 18. april sidste forår stiger Anne Kraglund på bussen til Odder. Hun er højgravid, har termin om ti dage og er på vej hjem til sin mor, som hun skal i strikkeklub med. Idet hun lader sig dumpe ned på bussædet, mærker hun et jag hen over maven, som føles anderledes end de plukkeveer, hun ellers har haft rigeligt af den sidste tid.

“Jeg vidste med det samme, at det her var en rigtig ve,” husker hun. “Jeg blev glad og stolt og glædede mig til at ringe til Richard og fortælle, at nu skulle jeg føde!”

Annes kæreste, Richard, befinder sig omme på den anden side af jorden, i L.A., hvor han er ved at indspille sin fortolkning af et Stevie Wonder-nummer sammen med stjernen himself. Anne kan ikke ringe med det samme, for i L.A. er det nat, og Richard sover formentlig. I stedet fortsætter hun hjem til sin mor, og de overvejer, om de skal køre direkte på Skejby Sygehus eller tage i strikkeklub. Det ender dog med strikkeklubben.

LÆS OGSÅ: Fødsel i foto: Da Luke kom til verden

Først sent på aftenen kører de til fødegangen, og Annes mor ringer til Richard for at fortælle, at hans søn er på vej.

Jalousi, nej tak!

Anne og Richard møder hinanden i 2009 på en jazzklub i New York, hvor Anne har boet de seneste ti år for at slå igennem som musiker. Hun er netop vendt tilbage til New York fra Japan, hvor hendes sange allerede hitter stort.“Richard kunne genkende mig og sagde ‘er det ikke dig fra Japan?’, og så imponerede han mig ved at sige et eller andet på japansk,” husker Anne. “Jeg tænkte straks ‘ej, en musiker, det har jeg prøvet for mange gange!’. Men jeg blev rigtig forelsket, så der var ingen vej tilbage,” smiler hun.Anne og Richard indleder et kærlighedsfyldt, men turbulent forhold, hvor de er mere væk fra hinanden end sammen og har skiftende spille- og indspilningsjob i hele verden. Ingen rutiner eller faste aftaler.“Jeg skulle affinde mig med, at det var på den måde; at der gik lang tid imellem, at vi sås. Da jeg accepterede det, blev forholdet seriøst – Richard kunne mærke, at jeg omfavnede hans måde at leve på,” siger Anne, men fortæller også, at han gik fra hende på et tidspunkt, fordi hun begyndte at blive jaloux, når han var på sine lange tourneer.LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Plukkeveerne var rigtige veer”Den tvivl kunne Richard ikke acceptere, og det kostede en periode i forholdet, som Anne brugte på at finde ud af, hvor den kom fra, jalousien.“Det er en af de ting, jeg elsker ved Richard: At han sætter sine grænser,” forklarer hun. “Så jeg så mig selv i spejlet og fik gjort op med en masse ting fra fortiden. Jeg ville bruge situationen til at gøre mig selv stærkere.”Anne benytter sig af værktøjer fra buddhismen, blandt andet såkaldt chanting, for at forbedre og styrke sig selv. Hun og Richard bliver nære venner igen, og for halvandet år siden genoptager de deres kærlighedsforhold. Samme sommer bliver Anne gravid, mens de er i Paris.

Graviditets-blues

“Vi havde berørt emnet og begge haft lyst til at få et barn, så vi passede mindre på. Men vi havde ikke aftalt, at det skulle være nu, så jeg blev overvældet og ret skræmt,” fortæller Anne.Graviditeten gør hende følsom over for de vilkår, der er forbundet med et liv med en musiker, et liv med Richard. Han siger uden omsvøb, at han meget gerne vil have deres fælles barn, men at han kun kommer til at være der 20 procent, mens Anne skal være der 80.“Pludselig satte jeg spørgsmålstegn ved alt igen. Var Richard den rigtige mand? Kunne jeg leve med, at han var der så lidt?” fortæller Anne. “Det lå dybt i mig. Jeg har forestillet mig hele livet, at jeg skulle have børn, og så skulle jeg have et hus, og der skulle være faste rammer. Det glansbillede passede bare slet ikke på mit liv lige nu. Men sådan er jeg selv vokset op – i Mårslet som en kernefamilie.”LÆS OGSÅ: Efter fødslen: Hej hormoner!Anne tager buddhismen til hjælp og prøver, som hun formulerer det, at hive sin inderste visdom frem. At træffe beslutninger, der hviler på mod til at gøre det rigtige, ikke frygt for at gøre noget forkert.“Jeg vidste, at jeg ville have børn. Jeg var over 30. Havde en kæreste, jeg var forelsket i. Okay, måske havde jeg ikke den fysiske base, men havde jeg nogensinde haft det? ‘Hvorfor går jeg og venter og tror, det passer bedre, når jeg er 36?’ spurgte jeg mig selv. ‘Det bliver sindssygt hårdt – men så må jeg bevise, at det kan lade sig gøre’.

Vælger babyen

Den indre kamp for at finde det rette spor videre i hendes liv gør ondt, og den kræver opgør med både hende selv og med Richard. Først da Anne er til nakkefoldsskanning, vendes tvivlen til ren og skær babylykke.“Jeg havde været så meget on the edge. Og nu stod jeg her på Skejby. Jeg havde allerede taget beslutningen om at beholde barnet, men det virkede meget symbolsk, at der var to veje, jeg kunne gå – ned ad den ene gang for at blive skannet eller ned ad den anden for at få en abort,” fortæller Anne. “Til skanningen kunne jeg se, at han lå derinde; at der var liv inde i mig. Det fik en sten til at falde fra mit hjerte; pludselig var tvivlen væk. Men jeg var glad for at have haft den indre kamp og for at have gjort op med forventningerne fra et helt pigeliv.”Resten af graviditeten føler Anne en anderledes indre ro. Den store udfordring nu er at få tilrettelagt det sådan, at Richard når med til fødslen. Han har fået tilbudt en Japan-turne, som bliver skudt i gang kort tid efter Annes terminsdag, men den takker han nej til.LÆS OGSÅ: Din fødsel – set med fars øjne!Anne ved, at hun får brug for sin kæreste i den første tid efter fødslen. Men Richard har også en indspilning i Los Angeles umiddelbart før den skelsættende dato. Stevie Wonder har bedt ham indspille en ‘Bona version’ af et sit nummer As. Det er en kæmpe chance, som Richard umuligt kan sige nej til, og efter planen vil han lande i Aarhus dagen før termin. Anne er dog klar over, at man ikke kan lave bindende aftaler med naturen, og at hun skal have et beredskab klar, hvis hendes fødsel går i gang tidligere end forventet.“Jeg ville rigtig gerne have Richard med. ‘Ens mand skal da være med til fødslen!’ Det var igen en af de forventninger, jeg ikke tænkte dybere over. Det skulle han bare! Jeg  vidste, at jeg ikke kunne kontrollere det, men ville godt nok blive skuffet, hvis han ikke kunne være ved min side.

Overhører ve i telefonen

Tilbage i Odder 18. april om aftenen, ti dage før terminsdatoen, er Anne, hendes mor og hendes storebror blevet sendt hjem fra Skejby. De har ringet til Richard, som befinder sig i studiet med Stevie Wonder, og som nu slet ikke kan samle sig, fordi han ved, at Anne er ved at føde hans søn mange tusind kilometer væk.“På det tidspunkt var jeg bare glad og spændt – over endelig at skulle møde min baby. Jeg var egentlig ikke ulykkelig over, at Richard ikke var der, men glædede mig bare til at fortælle ham om fødslen,” husker Anne.Richard, som konstant ringer og sms’er til sin svigermor for at følge med, er overrasket, glad og ret nervøs i den anden ende af røret.“Han kunne slet ikke slappe af og ville vide, hvad der skete. Så han var der meget i ånden,” fortæller Anne og fortsætter: “Richard har det svært med blod, så egentlig var jeg lidt lettet over, at jeg ikke skulle tage hensyn; ikke tænke på, om han havde det okay. Jeg savnede ham selvfølgelig, men det var jeg jo så vant til,” smiler hun.Klokken tre om natten kører Anne, hendes mor og storebror tilbage til Skejby, Anne er tre-fire centimeter åben, og fødslen er i gang. Hendes mor overtager korrespondancen med Richard, så Anne kan koncentrere sig om at føde. Det gør hun i de næste 12 timer. Kommer i vand, op igen, op på briksen, får lattergas i masken og saftevand gennem et sugerør.LÆS OGSÅ: Sådan føles det at være spritny mor‘Everybody says hi and good luck’ lyder det i telefonen fra L.A., hvor Stevie Wonder, producere og teknikere følger med i begivenhederne på fødestuen i Aarhus. Indimellem holder Anne røret for at tale med Richard og berolige ham med, at hun nok skal klare den, men lægger det fra sig, når der kommer en ve, for at skåne ham for lydbilledet af en kæreste i smerter, uden mulighed for at gøre noget.På et tidspunkt får Annes mor dog ikke afbrudt forbindelsen, og Richard overhører alligevel en af sin kærestes veer.“Jeg var rimelig højlydt – fik jeg at vide bagefter – så det havde været hårdt for ham. Min mor ringede op og sagde, nænsomt, at ‘nu tror jeg lige, vi føder færdig, og så skal vi nok ringe til dig!’.”I L.A. er det blevet aften, nat faktisk, så under finalen på fødestuen er Richard ikke længere i studiet, men på sit hotelværelse, hvor han ikke lukker et øje. Lille Jaden Elliott bliver født i to presseveer klokken 15.11 dansk tid. Annes mor klipper navlesnoren over og knipser derefter straks et billede af Richards nyfødte søn, våd og krøllet på Annes bryst, og sender det rundt om kloden. Anne får overrakt røret med sit barns far. ‘Aw, my little ninja …’ hvisker han i røret.“Vi snakker bare kort, og han er så lettet. Han har været frygtelig bekymret for, at der skulle ske noget,” fortæller Anne.

Alene med baby

Jaden er født, alt er gået godt, og Anne er blevet mor. Og er helt alene. Omgivet af sin familie, men alene om at finde sin nye rolle som forælder. Richard har lagt billedet af baby på Facebook, og de ringer sammen og taler om navne, men den lille familie er adskilt af 9.000 kilometer.“Jeg ville rigtig, rigtig gerne have haft ham til at støtte mig. Man ved jo ingenting,” siger Anne. “Mange fædre føler sig sikkert til overs i starten. Men bare det, at han kan hente en pude eller en stofble, for eksempel, gør en kæmpe forskel. Det kan faktisk betyde lige så meget som at give barnet mad,” fortsætter hun.Anne kommer igennem de allerførste dage, hvor mælken løber til, hvor hun skal vænne sig til at amme, hvor hun er bange for, at baby kan gå i stykker, og hvor hun går rundt i enorme bleer og ikke helt kan genkende sig selv.“Det var hårdt og overvældende, men jeg var indstillet på den situation, jeg stod i. Det er noget andet at være alene, hvis ens barns far går fra en – når man havde regnet med, at man skulle være sammen om det. Jeg havde hele tiden vidst, at det ville blive på den måde.”Det, der bekymrer Anne, er tilknytningen mellem Jaden Elliott og Richard. Kan båndet mellem far og søn have taget skade, fordi de ikke blev bragt sammen lige efter fødslen?LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Kan man føde uden smerte?“Jaden troede måske, at min storebror, som var med til fødslen, var hans far, kan jeg huske, at jeg tænkte,” fortæller Anne.Da Jaden Elliott er en uge gammel, dagen før Annes oprindelige termin, flyver Richard endelig ind fra L.A. Savnet er smertefuldt, men nu er dagen, hvor far og søn skal mødes, oprindet.“Jaden lyste fuldstændig op, da han så sin far. Det var så smukt. Og jeg tudbrølede, fortæller Anne,” overvældet ved mindet. “Han faldt helt til ro, da han kom i armene på sin far, og Richard lå med ham på maven det meste af natten. Det var tydeligt, at Jaden vidste, hvem der var hans far. Der er noget i biologien der, man slet ikke fatter. Det var en enorm lettelse, og jeg blev meget rørt.”

På vej til Japan

I dag er Jaden Elliott en spilopmager på seks måneder, der netop har sat gummerne i den første grød og smiler til verden. Han er et nuttet miks af sin lyse mor og sin mørke far, der er født i Afrika, vokset op i Frankrig og har brugt en stor del af sit voksenliv i USA, hvor hans 16-årige søn fra et tidligere forhold også bor. En mørkøjet lille skønhed, der er en blanding af race og kultur, og som sandsynligvis får hele verden som sin legeplads.

Den nære fremtid byder på en lang rejse til Japan, hvor både Jaden Elliotts mor og far skal spille, og hans mormor tager med som nanny. Anne er glad for, at hun atter skal i gang med sit liv som musiker, som ellers har været på standby.

“Jeg er mor og har kun været dét indtil videre, men nu skal jeg også være Annekei og lave alle de vigtige ting, der også betyder noget for mig. Og Jaden skal med. Han skal  følge os,” fastslår hun.

Der er stadig en stor del af Jaden Elliotts liv, som Richard ikke er en del af, og det føles især svært, når far ikke kender alle de små detaljer, som at baby skal rulles ind i dynen som en hotdog, og at han nu kan spise grød og måske er ved at få en tand. Anne holder Richard opdateret, så godt hun kan, men finder langsomt fred med den måde, hun har valgt at stifte familie på. Med base i en etværelses i Aarhus, en mand på farten og verden for sine fødder.

“Mit liv er, som det skal være. En masse omstændigheder har tvunget mig til at tage stilling til, hvordan lige præcis jeg vil gøre – fordi jeg ikke har kunnet gå efter en skabelon,” siger hun. “Vi går ofte i cirkler og gør det, vi er vant til. Men man behøver ikke et hus, når man får barn, for eksempel. Folk omkring mig har syntes, det var vildt, at jeg fik barn med Richard. Men man kan være en familie på mange måder, og jeg har gjort mig fri af mine egne og andres forventninger – det er svært, men det er det værd. ”

LÆS OGSÅ: 3 par: Vores fødsel!

Se, hvad vi ellers skriver om: Fødsel, Fødselsberetning og Gravid