Sådan hjælper du din forkølede baby
SPONSORERET indhold

Forkølelse: 6 råd der kan hjælpe din baby

Har din baby fanget en slem forkølelse? Vi har samlet 6 fif, der hjælper junior, når han er forkølet og fuld af snot.

Af:: Af Camilla Haldrup Foto: Getty Images
01. sep. 2019 | Børn | Vores Børn

Denne artikel er oprindeligt bragt d. 11. oktober 2013. Redigeret af Lea Holdgaard Hansen.

En slem forkølelse kan lægge et voksent menneske ned, så det er selvsagt heller ikke nogen fest for en baby at være snottet og sløj. Men heldigvis kan du som forælder hjælpe det stakkels lille menneske med at lindre ubehaget.

1. Lav et dampbad

Du kan afhjælpe tilstoppelsen i babys næse ved at lave et dampbad derhjemme. Lad det varme vand løbe i badet, og sæt dig med baby i badeværelset i 15 minutter, mens dampen fylder rummet op. Dampen løsner op i både bryst og næse.

2. Slå feberen ned

Hvis dit barn er ramt af feber, kan du efter lægens anvisning evt. give ham Panodil Junior for at slå feberen ned. Der er ingen grund til, at dit barn skal have unødigt ondt pga. en forkølelse og feber.

Men det er vigtigt, at du først snakker med lægen – han eller hun kan rådgive om dosering og anvendelse – og at du herefter følger indlægssedlen grundigt.

LÆS OGSÅ: Barn med feber: Hvornår skal jeg ringe til lægen?

3. Hæv hovedenden på sengen

Det kan hjælpe at hæve hovedenden på babys seng en lille smule – det skaber nemlig lidt passage i den tilstoppede næse. Gør det ved at placere et par bøger under sengens ben i den ene ende, eller et par håndklæder under madrassen, men brug aldrig løse puder direkte i sengen til din lille baby.

4. Slip af med snottet

Selv voksne kan gå helt ned med flaget, når næsen er helt tilstoppet. Så forestil dig, hvordan baby har det. Han trækker primært vejret gennem næsen og har ingen muligheder for at pudse den, det stakkels lille pus.

Brug saltvandsdråber uden konserveringsmidler for at løsne op og bane vej i næsen. Saltvandet fortynder det seje snot, så baby lettere kan trække vejret gennem næsen. Herefter kan man anvende en næsesuger til at suge snottet ud af næsen. Gør det for eksempel, før baby spiser eller skal sove.

LÆS OGSÅ: Zoneterapi: Sådan hjælper du baby af med en stoppet næse

5. Hold styr på væskebalancen

Uanset babys alder så er det essentielt, at han får masser af væske, når han skal bekæmpe en forkølelse.

Hvis din baby er under 4 måneder, så hold dig til modermælk eller modermælkserstatning. Fra 4 måneders-alderen kan han desuden få lidt vand, som ikke længere behøver at være kogt. Lad dog gerne hanen løbe lidt, før du tapper vandet.

6. Vask dine hænder igen og igen og...

Det anslås, at bakterier på hænderne er skyld i helt op til 80 procent af infektionssygdomme, så det er vigtigt, at alle, der har med babyen at gøre, har rene hænder.

Husk også at rengøre babys egne hænder – fx med vådservietter – for den lille rod kan overføre smitte, når han putter sine fingre i munden. Og det gør de fleste babyer som bekendt flittigt.

Kilder: Sundhed.dk, Apoteket.dk og Sundhedsstyrelsens udgivelse: "Mad til små - fra mælk til familiens mad".

Anbefalet til dig