Stor flok - små forventninger...

En forælders gerninger er aldrig fuldbragt… Hvis du ikke blev tummelumsk nok af disse helt gennemsnitlige eksempler fra et liv med børn, kan det røbes, at vi da slet ikke nåede i nærheden af mere engagement-krævende luksusgerninger som hårfletning, bollebagning og indlevelse i MGP.

Der er nogle, som påstår, at den der blæksprutte-sprinter-nanny-supermor-tendens såmænd ikke er andet end en følelse, og man behøver da bare bede intellektet om at tage sig sammen og sætte sig ud over trangen til perfektion på alle fronter.

Godt, læs lige øverste afsnit igen – det, som ikke omfatter bollebagning – og stil så spørgsmålet: Kan det overhovedet lade sig gøre ikke at være supermor/-far/-værge, når poderne kommer til verden iført en rygsæk med indbyggede opgaver, befalinger og spørgsmål, som pakkes ud og præsenteres i lind strøm hver eneste evige dag? I hvert fald hvis man er besluttet på at acceptere det faktum, at børns behov nu engang er…ja altså, barnlige!

Så det sker selvfølgelig for selv den mest tjekkede og velkoordinerede mama, at hun bliver ramt af en akut trang til at gå i stilheds-refugium. Eller til at tage på spa-ophold eller flambere visakortet i en storby. Eller måske bare stikke hovedet i en spand med is et par timer. Bare rolig, det er skam helt naturligt. I naturen æder nogle mødre deres afkom, hvis de er stressede!

Men der er vel grænser for, hvor ofte man bør føle behov for at fyre bomben af på Ønskeøen? Og er det i virkeligheden børnene, som vækker lysten til selvforkælelse? Vi er den generation af forældre, som er vant til at kunne og måtte ALT. Vi smasker konstant hovedet ind i stressmuren, fordi vi kræver vores ret – ikke til at stemme, til at få en abort eller en uddannelse.

Næ, i dag kræver vi retten til at gå med rød neglelak, til duvende, sorte øjenvipper og nyfarvede hårstrå – men vi vil have skønhed fri for hormonforstyrrende tilsætningsstoffer. Vi kræver retten til baller af stål, til 35 års evig flammende passion i parforholdet, til byture med vennerne, til fester og frokoster og nye solbriller, retten til at vise omverdenen undersiden af stiletterne på vores gang op af karrierestigen – og samtidig retten til lang barselsorlov og til selv at køre vores velfriserede, kompetente afkom til tre-fire fritidsinteresser om ugen. Og vi forstår faktisk ikke, hvorfor det hele ikke kan gå op i en højere enhed.

Jeg opdagede for nylig, hvordan overgangen fra kernefamilie til storfamilie (læs: et tredje barn) rev mig ud af min vildfarelse om, hvad man bør have tid til. Kaos har for alvor meldt sin ankomst på tredje sal, og der er i øjeblikket kun én ting at gøre: At trække stikket ud!! Der er intet som en lille intetanende prutteæde-maskine, som kan tvinge ambitionerne helt i gulvet.

Imellem vasketøjsbjergene hjælper det at tænke på, at børn jo ønsker at være uafhængige og selvhjulpne. Mine egne er da allerede på vej over stepperne (motorisk udfordrede, men på vej!). Det ligger i deres natur. Så dybest set skal alt det børnerelaterede – det barnlige – jo bare fungere på den rarest mulige måde, mens det står på. Vi skal være mætte, i godt humør (og nogenlunde rene), når vi går i seng.

Så gør det faktisk ikke så meget, om man missede en reception, om lille Mie ikke kom til tango en enkelt gang, eller om sokkerne matchede. Og alt det andet kommer – når det kommer.

Kaos er faktisk sjovt, og jo hurtigere vi løber for at være hjemme, når den økologiske fiskekasse banker på, jo mere grå bliver vi. Vi stræber med hamrende hjerte fremad mod alt det perfekte, vi vil opnå for os selv og vores afkom – og kommer til at føle os drænet af netop de mennesker, som skulle give os allermest energi og livslyst. Dem som jo ikke bor hjemme hos os for evigt.

Og vi risikerer måske netop af den grund, at der ikke bliver meget perfektion at se tilbage på. Det kunne måske godt give bagslag, når vi engang selv skal bruge hjælp til at lade en gameboy op…