Hvordan hjælper jeg med lektierne?

Hvordan hjælper jeg med lektierne?

Spørgsmål:

Kære Janne,

Min søn på 9 år har aldrig haft let ved matematikken, og her i tredje klasse er det blevet helt skidt. Han kan ikke finde ud af sine lektier og bliver meget frustreret over det. Jeg har forsøgt at hjælpe ham, men det går i hårdknude. Både fordi jeg har svært ved at forklare det på en ‘pædagogisk’ måde, og fordi hans tålmodighed er meget lille. Jeg tænker, at løsningen må være lektiehjælp af en eller anden slags. Jeg har hørt om en lektiecafé på skolen, men er ikke helt sikker på, hvad det er.

Derfor er mine spørgsmål:

Skal alle skoler tilbyde lektie-hjælp, og hvem hjælper børnene på skolerne? Hvordan skal jeg præsentere det for min søn? Han er meget ærekær, så jeg frygter, at han vil finde det pinligt at få hjælp. Derfor har jeg også overvejet, om vi skulle hyre en privat lektiehjælp, men hvor finder man sådan en? Vil det være bedst med en uddannet lærer, eller kunne en gymnasieelev gøre det? Og hvad skal det koste – ved du det?

Med venlig hilsen

En træt far

Se svaret fra skolelæreren på næste side>>

Svar:

Kære trætte far,

Eftersom din søn aldrig har haft let ved matematikken, og det nu er blevet helt skidt, vil jeg mene, det er specialundervisning, han skal have, og ikke lektiehjælp. Specialundervisning i matematik kan rette op på hans manglende kundskaber. Jo før han kommer i gang med det, des bedre.

Jeg synes, du skal tale med din søns matematiklærer og høre, hvordan hans faglige standpunkt er. Lærerne kan give ham nogle standardiserede prøver, som kan fortælle dem og dig, hvor han ligger. Hvis han ligger under niveau, er han berettiget til at få hjælp.

Det er klart, at din søn har mistet lysten til at knokle med matematikken, når det falder ham så svært. Jeg synes, du skal få ham på banen hjemme ved at præsentere ham for små sjove opgaver, som har med jeres dagligdag at gøre. I kunne måske lave nogle sjove regnehistorier sammen, som for eksempel:

‘En far købte fem bananer med hjem fra arbejde. Sønnen i huset spiste tre af dem. Én af de sidste bananer måtte faren smide ud, fordi den var dårlig. Hvor mange var der tilovers til drengens madpakke?’

Disse regnehistorier kan tit være med til at motivere børn. Lav dem sammen, og få en sjov eftermiddag. Regnehistorierne retter ikke op på hans faglige standpunkt, men genetablerer måske jeres forhold til arbejdet med lektierne efterfølgende.

Jeg kan oplyse dig om, at det ikke er lovpligtigt at oprette lektiecaféer i den danske folkeskole. Ikke alle skoler har timerne til at kunne etablere en sådan. Undervisningsministeriet har vedtaget at give penge til de kommuner, som vil lave forsøg med det, de kalder undervisningsassistenter, som ifølge forslaget også skal yde lektiehjælp. Jeg håber, du kan bruge nogle af mine forslag.

Venlig hilsen

Janne Clevin