"Jeg er så bange for at miste min søn"

Spørgsmål om søn, som ønsker at flytte hjem til hans far

Min yngste søn på 13 år har fornylig valgt at flytte fast hjem hos sin far efter en konflikt mellem ham og jeg. Min søns far bor blot tre huse fra mig, vi har altid haft et godt samarbejde om vores børn, så det var jeg tryg ved. Min søn har altid været socialt udfordret.

Han er en dreng, der har brug for faste rammer og forudsigelighed, ellers vælter hans verden. Han er blevet undersøgt for diverse diagnoser uden dog at have fået en. Han har i flere år gået på specialskole, men er nu vendt tilbage til folkeskolen, hvilket er gået rigtig fint. Netop det med behovet for struktur og faste rammer udløste den konflikt, der resulterede i, at min søn flyttede hjem til sin far.

Jeg har altid forsøgt at give min søn en tryg og forudsigelig hverdag, men da coronakrisen ramte landet, begyndte hans daglige struktur at skride. Han mente ikke længere, at det var nødvendigt at stå op om morgenen, lave lektier og mødes online med sin klasse, gå i bad osv. Det ledte til skænderier, og min søn meddelte så, at han ville flytte over til sin far.

Læs også: Brevkasse: Mine børn vil ikke acceptere min kæreste

Det skulle blot være for en måned, men han bor der stadigvæk. Vi ser hinanden, vi kysser og krammer, og han siger, at han elsker mig. Han siger dog også, at han fortsat vil bo hos sin far, fordi han ikke længere orker at flytte frem og tilbage mellem os, som han gjorde det før.

I starten var jeg lidt lettet over at slippe for alle vores konflikter, men nu er jeg fyldt med sorg. Min frygt er, at vi skal blive fremmede for hinanden, at jeg med tiden mister ham. Jeg vil ikke belemre ham med mine bekymringer, men hvad gør jeg? 

Vibeke Dorph råder til at være stolt 

Jeg synes egentlig, at du har god grund til at være en lille smule stolt af din søn. For på trods af sine unge år, så har han udvist handlekraft og har af egen vilje løst jeres konflikt ved at flytte over til sin far for en tid. Han har således ikke bare siddet med hænderne i skødet og forventet, at du eller din eksmand skulle redde kastanjerne ud af ilden og sætte retningen for hans liv, han har selv gjort det.

Det er flot, men din søn er også i den alder, hvor han så småt er i gang med at vinke farvel til sin barndom og sige goddag til sine teenageår. Her er det også helt naturligt – og sundt – at han gør sig lidt mere fri af jer forældre og får lov til det for at opleve, at han rent faktisk er i stand til at forme sit eget liv.

Læs også: Brevkasse: Har min søn ikke ret til at kende sine bedsteforældre?

Prøv også at se hans frigørelse fra dig som et sundt behov for at være tættere på sin far her i hans første manddomsår. Begynd i det hele taget hellere at betragte din søn som en sund og rask ung mand, der handler, i stedet for at fokusere på hans svagheder og de udfordringer, han måtte have (haft).

Vær stolt af ham og hans handlekraft, og klap dig selv på skulderen for, at du har været medvirkende til, at han er nået så langt. Og husk så, at den sorg, du føler lige nu, er en du har tilfælles med alle forældre, der helst skal opleve, at vores børn gør sig fri og drager ud i verden for at lære at stå på deres helt egne ben. Det kan i starten godt føles som et tab, men du vil opleve, at din søn nok skal komme tilbage i dit liv igen, dog på en anden, men ikke mindre kærlig måde.