”Jeg har opdaget, at det faktisk er en ret god ide med høflighed”
”Det er en daglig læring for mig at mærke efter, at ‘nu er et sgu for meget’ – at afgrænse mig selv, samtidig med at jeg opdrager med en fast og kærlig hånd,” siger Marie Louise Wille, 44 år, der er mor til Uma, 4 år, og Tallulah, 13 år. Foto: Ida Scmidt

”Jeg har opdaget, at det faktisk er en ret god ide med høflighed”

Skuespiller Marie Louise Wille har fundet ud af, at det både er vigtigt at tage stort hensyn til hinanden i en familie, men at det også er nødvendigt at finde sin grænse og slå den fast.

Skuespiller Marie Louise Wille har fundet ud af, at det både er vigtigt at tage stort hensyn til hinanden i en familie, men at det også er nødvendigt at finde sin grænse og slå den fast.

Faktaboks

44 år, skuespiller, blandt andet kendt fra DR-drama serien Sommer. Gift med Thomas Bang, 44 år, skuespiller. Mor til Uma, 4 år, og Tallulah, 13 år.

Hvilke nye sider af dig selv har du opdaget, efter du fik børn?

Grundlæggende er jeg den samme person som før. Men som mor skal jeg kommunikere det, jeg står for, til nogle andre mennesker, og derfor er jeg nødt til at være tydeligere omkring mig selv.

En del af det at få børn er jo, at man ikke kan lade være med at tænke over det, man ønsker sig af livet – for sig selv og for sine børn. Det indebærer, at man er nødt til at træffe nogle mere bevidste valg. Som at sende mine børn i Rudolph Steiner-børnehave og -skole, fordi det er vigtigt for mig, at de får et kunstnerisk indhold i deres liv. Og at vise dem, at der er andre måder at leve på end den, de bliver præsenteret for i medierne, hvor verdenssynet kører meget på udseendet og det materialistiske.

Hvad lægger du vægt på i hverdagen, som ikke optog dig før?

Jeg har opdaget, at det faktisk er en ret god idé med høflighed. Det er en af de ting, jeg ikke har fået med fra min egen opdragelse i 1970’erne, hvor Emma Gad blev fuldstændig slagtet. Men i et travlt børnefamilieliv er det faktisk ret smart at have nogle fælles regler for, hvordan vi omgås hinanden.

Vi har jo hele tiden rigtig mange bolde i luften, og så kommer man nemt til at sidde og skrige i bilen, hvis man ikke kan komme frem. Jeg har måttet lære mig selv at tænke andre menneskers behov ind.

For eksempel i børnehaven, lige at sige: ‘Hvor er det dejligt, at du tager dig så godt af mit barn’, inden jeg kommer med en ærgerlig kommentar. Det skaber et rum til at være sig selv, samtidig med at man anerkender andre menneskers værd. Det bliver man gladere af!

Hvornår overrasker du dig selv som mor?

Jeg bliver ulykkeligt overrasket, når jeg bliver presset op i en krog og kommer op i det hysteriske leje. For eksempel hvis jeg ikke får min nattesøvn. Det er, som om der kommer en dæmon ind i mig. Jeg bliver et frygteligt menneske, sur og depressiv. Jeg prøver stadig at vænne mig til, at tingene bliver nødt til at gå meget langsommere, og at jeg må tage nogle hvil – en meditationspause.

Hvad har været den sværeste forandring ved at blive mor?

At jeg dagligt bliver provokeret i min grænsesætning.

Når man får børn, elsker man dem jo så højt, at man på en måde bliver grænseløs. Men hver eneste dag er der situationer – som at tage tøj på og spisetid – hvor jeg er nødt til at kommunikere til både mine egne børn og besøgende kammerater, at ‘herhjemme gør vi sådan og sådan’.

Det er en daglig læring for mig at mærke efter, at ‘nu er et sgu for meget’ – at afgrænse mig selv, samtidig med at jeg opdrager med en fast og kærlig hånd.

LÆS OGSÅ: “Jeg er en af dem, der har siddet og tudet i bilen foran vuggestuen”

LÆS OGSÅ: Ni hemmeligheder til en lykkelig barndom

LÆS OGSÅ: Lær dit barn tre gode manerer

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed og Familieliv