Marias mor døde af kræft

Foto: Camilla Stephan Maria spekulerer tit over, om hendes børn ligner hende selv som barn. Det er svært at få svar på, når man ikke kan spørge sin egen mor.

Marias mor døde af kræft

“Jeg mistede en del af min barndom, da jeg mistede min mor”

Da moren døde af kræft, gik der ikke bare et liv tabt for Maria.

Faktaboks

34-årige Maria Isabel Christensens mor døde af kræft i 2003, da Maria var 23 år.

Hendes mor var spanier og mødte Marias far, da han var udstationeret i Spanien. ‘

Hendes far bor i dag i Spanien, og Maria bor med sin mand Morten Kristensen og deres børn Isabel, 3½ år og Oscar, 1½ år, i København.

Min mor var hjemmegående, og min opvækst var fuld af kærlighed og rum. Vi var fortrolige, og jeg kunne tale med hende om nærmest alt. Hun gav mange kys og kram, og det prøver jeg at skabe i min egen familie i dag. Det skal være et varmt hjem. Hun plejede at høre musik, og det gør jeg også. Hvis der kommer en sang i radioen, som jeg godt kan lide, skruer jeg op, og så danser min datter og jeg rundt og synger.

LÆS OGSÅ: Mor-klumme: Min syngende morfar

Mens min mor var syg, talte hun ofte om, at hun så gerne ville opleve sine kommende børnebørn. Det gjorde ondt på hende at tænke på, at hun ikke ville få dem at se. Hun sagde tit til mig og min bror: ‘Kan I ikke skynde jer at få nogle børn? Jeg vil så gerne se mine børnebørn.’ Det ville jeg ønske, at jeg kunne, men det var jo ikke en mulighed. Jeg var kun i begyndelsen af 20’erne og var lige begyndt på mit studie.

Følte sig snydt

Da jeg blev gravid, tænkte jeg meget på, at nu skulle jeg opleve alt det store uden min mor. Jeg følte mig snydt. Det er den bedste måde at beskrive det på: Jeg følte mig snydt over, at jeg ikke kunne dele det at blive mor med hende og tale med hende om, hvordan hun selv havde oplevet det. Jeg følte mig også snydt på hendes vegne. At hun skulle gå glip af at blive mormor. Hun var ekstremt glad for børn, og det var en stor sorg for både hende og mig, da hun var syg.I dag kan jeg pludselig savne min mor, når børnene gør noget fjollet eller virkelig sødt. Så ville jeg ønske, jeg kunne optage det og sende det til hende, ligesom mange af mine veninder kan med deres mødre. Hun ville have elsket det. Jeg kan også mærke det der stik, når mine veninder siger ‘min mor fortalte mig lige, at sådan gjorde jeg også som barn’. Den slags har jeg ingen til at fortælle mig. Jeg har min moster, som var en stor del af min opvækst, men hun bor i Spanien og er ikke en del af hverdagen.

Mon jeg ligner min mor

Især nu hvor min datter, Isabel, er blevet større, tænker jeg indimellem på, om hun mon ligner mig. Gjorde jeg også de ting, som Isabel gør nu? Havde jeg også sådan et temperament? Oscar er lidt anderledes. Minder han mere om mig? Det føles, som om jeg mistede en del af min barndom, da jeg mistede min mor. Jeg kan godt spørge min far, men han husker ikke den slags ting. Jeg tror, det er noget, mødre bare er bedre til.LÆS OGSÅ: “Min mor var misbruger og forsvandt, da jeg var syv årJeg ville ønske, at jeg var lidt bedre til at bruge de andre, jeg har i mit liv, til de ting, som de fleste bruger deres mor til. Praktiske ting. For eksempel når vi holder fødselsdag, kunne jeg godt spørge min svigermor eller svigerinde, om de ville komme en time før og give et nap med. Men af en eller anden grund bliver jeg stædig og vil klare alt selv. Det er egentlig fjollet. Hvis jeg havde min mor, ville jeg jo spørge hende om sådan noget.

Mærker savnet

Min mor syede meget, og hun syede også tøj til mig og min bror. Da min datter var omkring ti måneder, gav jeg hende en af mine gamle hjemmesyede kjoler på, og der kunne jeg virkelig mærke savnet efter min mor. Jeg ville sådan ønske, at hun kunne have set det, for det ville have gjort hende så glad. Det stak i hjertet, for den kjole havde hun lavet til mig.

LÆS OGSÅ: Derfor har dit barn brug for bedste

Når børnene bliver gamle nok til at høre om deres mormor, vil jeg finde nogle billeder frem og fortælle om hende og forklare, hvorfor hun ikke er her mere. Det er i hvert fald sådan, jeg forestiller mig det. Nu får vi se, om det bliver sådan. Isabel har nogle gange spurgt, hvor hendes mormor er, men så fortæller jeg hende, at hun jo ikke har nogen mormor. Hun er ikke kommet til ‘hvorfor’ endnu, hun siger bare ‘nå, nej’.

Jeg taler stadig meget om min mor. Når jeg savner hende, taler jeg med mine veninder, for de kendte hende, og det gør en forskel. Jeg mødte først min mand, flere år efter at min mor var død. I hverdagen tænker jeg egentlig ikke så meget over det. Man lærer jo at leve med savnet. Man tror ikke, at man gør det, men tiden læger virkelig alle sår. Det var helt umuligt for mig at tro på dengang for ti år siden. Men man kommer igennem det. Fordi man skal.

Faktaboks

Marias bedste råd

1. Slip angsten for at miste igen, og lev i nuet. Læg telefonen væk, og vær nærværende.

2. Bed om hjælp. Tro ikke, at du skal klare alt selv, bare fordi du ikke har din mor.

3. Involver dem, der gerne vil være en del af dit liv med børnene. Veninder, svigerforældre og andre i din nære familiekreds.

Se, hvad vi ellers skriver om: Døden, Mor, Sorg og Børnepsykologi