Julia Lahme: Alle mødre lyver

Uddrag: Du er programmeret til det:

Jeg står nede ved vuggestuen og er på vej ind, da en gammel vens unge stemme pludselig gjalder mellem husmurene, og jeg vender mig om, og der kommer hun løbende. Eller rettere sagt, luntende. Hun er gravid. Og forpustet. Hun er enorm. På den der måde, hvor det ser ud, som om hun ud over at have parret sig med en flodhest og dermed venter verdens tykkeste baby også lige har proppet et ekstra barn ind i hver kind. Med andre ord: HUN LIGNER MIG, fra dengang da jeg ventede Elias og pludselig var nødt til at stoppe med at veje mig, fordi jeg havde taget 30 ekstra kilo på. Det var rigeligt. Jeg måtte lukke øjnene for resten. Det gjorde andre venlige mennesker også. Jeg var slet og ret enorm.

Nå men tilbage: Hun er spættet og forpustet og enorm. ENORM! »Hvor ser du bare godt ud,« kommer jeg straks til at lyve, inden jeg når at tænke mig om, men hun falder for det, hvorfor jeg straks kan se, at det må være barn nummer et, hun venter, for hvis det var barn nummer to, var alle drømmeagtige billeder om den smukkeste ventetid og det letteste barn i verden allerede sat ud af spillet.

Det er de ikke her. Hun tror selv på, at hun er den smukkeste gravide nord for Alperne, selv om hun helt alvorligt minder om store dele af Alperne, bare som hun står her foran mig, men heldigvis bliver det jo ikke mig, der skal fortælle hende det, så i stedet holder jeg fast i løgnen, og vi taler om, hvor godt hun ser ud, lidt endnu. Det kan hun godt lide. Og hun nikker, og jeg lyver. Hun smiler lykkeligt, og hun spørger, hvordan livet er som mor, og hvordan fødslen var, og om den virkelig er så slem, som hun har hørt, jeg plejer at sige? Og jeg ser hendes forhåbningsfulde blik, og jeg tænder for maskinen. Den maskine hvor de fem vigtigste løgne, der til evig tid har sikret artens overlevelse, er optaget, og jeg kaster mig ud i at oprulle alle fem:

1. Fødslen er ikke så slem for alle, og du er jo biologisk programmeret til at klare det.

2. Amning kan være en lille bitte smule besværligt til at begynde med, men det lykkedes efterhånden, og du er jo biologisk programmeret til at klare det.

3. Det gør slet ikke noget, at du tager helt enormt på, for fedtet falder af af sig selv, og du og din krop er jo biologisk programmeret til at klare det.

4. Du vænner dig lynhurtigt til at sove meget mindre, end før du fik barn, og bare tag det helt roligt, for du er jo biologisk programmeret til at klare det.

5. Oplevelsen af at tage sig af et nyfødt barn er virkelig fantastisk for dig og din kæreste som par, og selvom det kan være lidt hårdt, så bare tag det roligt, for I er jo biologisk programmerede til at klare det.

Hun smiler, og jeg har gjort hende lykkelig, og vi siger farvel og aftaler at ses, når hun holder sit barn i armene, og jeg tænker, at det kommer aldrig i livet til at ske, men selvom jeg måske har mistet en ven, så har jeg gjort mit til at sikre, at der stadig bliver født børn, som vi kan rulle ind i småblomstret bomuld og prøve at få livet til at fungere på trods af. Halleluja for moderløgnen over dem alle: Det gør slet ikke ondt!

Læs Julias kommentar ‘ Det var en chokerende oplevelse at føde’ på næste side>>

Julias kommentar: Det var en chokerende oplevelse at føde

Var din egen graviditet, som du havde forventet?
Jeg var lykkeligt forskånet for kvalme, men jeg var så træt, at jeg bogstavelig talt stod op og sov på mit arbejde. Jeg troede, jeg ville blive en smuk gravid, der bare fik en lille pæn mave og var helt stram på resten af kroppen. Men i midten af syvende måned havde jeg taget 30 kilo på, og så holdt jeg op med at veje mig. På den anden side nød jeg faktisk at slippe for at slås med kroppen og gå og tænke på, hvordan jeg kunne tabe mig to kilo for at passe mine cowboybukser.

Var der nogen, som løj for dig om at være gravid og føde?
Ja, folk fortalte mig stort set de samme løgne, som jeg fortalte min bekendte den dag. Derudover synes jeg, at sundhedsvæsnet lyver over for alle gravide og fødende med deres ‘alle kan amme’, ‘alle skal føde naturligt’ og ‘alle børn sover’. Der er selvfølgelig ikke ond vilje bag, men moderskabet er ligesom blevet helligt igen, og det hele skal være økologisk og naturligt.

Levede din egen fødsel op til forventningerne?
Nej! Jeg gik til fødselsforberedelse hos nogle afspændingspædagoger, og der hørte jeg igen og igen, at det at føde ville være den mest kvindelige oplevelse i hele mit liv, og at alt kunne klares, hvis jeg bare kunne trække vejret rigtigt. Men efter 23 timers veer troede – nej vidste – jeg, at jeg skulle dø. Så jeg lå og råbte og skreg, indtil de gav mig et kejsersnit. Jeg var slet ikke forberedt på, at der ville være blod og lort, og at det ville gøre så ondt. Jeg troede også, at jeg ville elske Elias fra første øjeblik, men jeg kunne ligesom slet ikke se ham, da jeg lige havde født ham. Og jeg kendte ham jo ikke, så der gik 14 dage, før jeg forelskede mig i ham. Det er der jo ingen, der siger til en.

Hvilke andre løgne blev du fortalt?
En af de største mor-løgne er den, at alle kvinder kan amme, og at det er bedst for barnet. Jeg havde enorme bryster, da jeg havde født, og personalet på hospitalet stod og hev og flåede i dem og prøvede at få det lille menneske til at sutte. Det blev starten på tre måneders helvede, hvor jeg fik den ene brystbetændelse efter den anden – jeg var på penicillin i 12 uger i træk – og der var ingen, som sagde til mig undervejs, at jeg kunne stoppe. Alle sagde, jeg skulle blive ved, og jeg kunne ikke selv finde ud af at sige fra. Så jeg ammede Elias, til han var seks måneder. Men jeg siger til alle, der synes, at det er svært at amme, at de skal lade være. Det er ikke bedst for et barn at ligge og kigge op på en mor, der bider tænderne sammen i smerte! Og det bliver folk så lettede over. Det er virkelig svært at være kvinde og ikke kunne amme – man høster alle mulige kommentarer og sigende blikke fra andre.

Hvad med din kæreste?
Han støttede mig og gik op i at finde ud af, hvordan man kunne lette smerten. Men jeg var jo lidt ligeglad med, hvad han mente, fordi han var en mand. Når man bliver mor, kommer man ind i et særligt kvindefællesskab, men jeg synes, det fællesskab mangler loyalitet. For nu at bruge et udtryk fra halvfjerdserne, så mangler vi noget søstersolidaritet. Vi tror, at alting skal være libertyprintet og hvidskuret. Den løgn holder vi hinanden fast i. Jeg har for eksempel en veninde, som tog ud og opkøbte hjemmestrikkede tæpper og huer for at få det til at se ud, som om hun var en god mor.

Havde du urealistiske forventninger til, hvordan det ville blive at få barn?
Jeg havde ikke andet! Jeg forestillede mig, at mine seks måneders barsel skulle være den længste ferie, jeg nogensinde havde holdt, ha ha! Og så forestillede jeg mig, at jeg ville få sådan et barn, som man lige kunne have med i liften, hvor han ville ligge og sove, mens Johan og jeg fik et par glas rødvin, og ikke sådan et, hvor man begynder at svede, fordi han har skidt hele liften til, og andre tænker, at det er nok moren, der ikke rigtig har været i kontakt med sit barn dér.

Læs endnu et uddrag fra bogen ‘Sandheder fra en løgner’ på næste side>>

Uddrag: Mor er den bedste i verden

Vi fylder hinanden med pis og lort og løgne, og jeg ligger stadig under for rigtig mange af dem. Løgnene. For eksempel den om at vores børn helst vil være sammen med os, os mødre, fordi vi bare er det allerbedste. Jeg har lige talt med en veninde og storpralet med, at jeg nu har sluttet tidligt af og er på vej for at hente Elias i vuggestuen, tidligt, for det er det fedeste ved at være selvstændig, og så bliver han også bare så glad, og så skal vi to sammen have en af de der lange, vidunderlige eftermiddage, hvor alt er godt. Nede på Orange Stue træder jeg ind ad døren og hilser på Lis, som er den tålmodigste i verden, og venter med at give mig tilkende over for Elias. Jeg står og ser ham lege lidt med den røde Postmand Per-bil, og endnu en gang frydes jeg over, hvor sejt det bare er, at jeg kan hente tidligt og have en god lang eftermiddag sammen med mit barn, og jeg tænker på den varme kakao og bollerne og på, at jeg burde få en medalje for at være sådan en skidegod mor. Lige nu lever jeg op til alt.

Alle kriterier: Lige nu, i dag, denne dag – har jeg både kysset min mand, passet min karriere, og nu henter jeg mit barn tidligt. Jeg er fantastisk! Jeg står der på stuen og smiler selvtilfreds og er så overskudsagtig, at jeg også hilser på alle de andre unger, og Elias får øje på mig, og han smiler og løber hen til mig, og jeg ville ønske, at nogen filmede det her, for hans lækre arme bliver slynget om min hals, og jeg sidder på hug og får et kys. Og jeg siger: »Kom Elias, nu tager vi hjem og leger.«

Elias ser på mig. Og bryder fuldstændig sammen. Han vræler uskønt med åben mund med ti tænder kastet ind, og der er savl alle vegne, og hans rædselsfulde vrælen bliver højere og højere, mens der står kaskader af børnetårer vandret ud ad øjnene på ham, og jeg prøver at trøste, men han råber »NÆK MOAR, GÅÅÅÅÅ NÆÆÆÆÆK!, « og det ved jeg heldigvis godt hvad betyder, så jeg holder mig væk, mens han kaster sig om knæene på Lis, som nusser ham og fortæller mig stille, at han vil ind på eftermiddagsstuen, hvor alle børnene samles, og at det er dagens højdepunkt for ham, og at det faktisk passer bedre, hvis jeg henter klokken halv fire, eller endnu bedre klokken fire.

Klip til:

Jeg sidder i garderoben og venter på, at klokken bliver halv fire, så jeg kan tillade mig at tage mit barn med hjem, og endnu et selvbillede, endnu et glansbillede, splintrer. Mit barn vælger institutionen.

Læs Julias kommentar ‘Vi skal give slip på vores børn’ på næste side>>

Julias kommentar: Vi skal give slip på vores børn

Hvorfor er det så vigtigt for os mødre at være den vigtigste person for vores barn?
Fordi moderskabet er (blevet) helligt. Men vi kan jo ikke kræve af vores børn, at de elsker os mere end andre, som betaling for, at vi har sat dem i verden. Det har jeg efterhånden fundet fred med. Jeg ønsker mig et barn, der føler, at han har en plads i verden – ikke kun i min verden.

Jeg tror, at hvis vi ikke slipper vores børn lidt fri og under dem at have det skideskægt nede i vuggestuen, eller mens de ser Teletubbies – selv om vi ikke synes, det er ‘korrekt’ – så får vi store problemer med dem om 10-20 år. Vi har en tendens til at ville dominere vores børn – især os, der har drenge, skal passe på, at vi ikke laver sådan nogle mænd, vi ikke kan få afsat.

Hvorfor er det et mål at være en god kæreste, karrierekvinde OG hente tidligt på samme dag?

For det første er mange af os vokset op i 1980’erne, som var præget af meget overflade og en mangel på nærvær, som vi ikke ønsker at give videre til vores egne børn. For det andet har der de sidste år – indtil finanskrisen, i hvert fald – været en stor fokus på materielle ting. Det kræver jo, at vi tjener nogle penge for at kunne betale for dem. Og så er der kommet tre prinsesser – Mary, Alexandra og Marie – som videregiver et billede af moderskabet som er en blanding af Det lille hus på prærien og Danmark i halvtredserne.

Kan vi leve op til det?
Nej! Jeg lider selv af dårlig samvittighed hele tiden – over ikke at være sammen med Elias, når jeg er på arbejdet, og over ikke at arbejde, når jeg er sammen med Elias. Men jeg tror, det hjælper, hvis vi accepterer, at intet er gratis. Det koster at have børn, og det koster at have en karriere. Men det betyder jo ikke, at vores børn er mindre lykkelige. Noget af det handler om, at arbejdsmarkedet er skruet sammen, så vi skal præstere allermest i de ti år, vi har små børn. Samtidig mangler mange af os også et netværk af for eksempel bedsteforældre. Og det der kæmpe ideal om, hvor gode mødre, vi skal være, holder ikke. Jeg er den bedste mor for Elias, jeg kan være, og nogle gange er den mor ikke særlig god.

Hvad skal vi så gøre?
Vi skal holde op med at lyve, for løgnen er ødelæggende. Den holder os fast i, at livet er bedre et andet sted – nemlig det sted, som løgnen fortæller om. Jeg tror, det kan gå to veje, når man bliver mor. Enten bliver man sådan en helt forfærdelig kontrolfreak. Eller også lærer man at slappe lidt af.