9 måneder
Foto: Drive | Katrine smiler til sin krop, selvom hun taget rigtig mange kilo på.
Vores Børn

9 måneder

Katrine fra 9 måneder: "Jeg tror, jeg er skidegod til at føde"

Kom med bag skærmen af vores web-tv-serie '9 måneder'. Læs, hvorfor Katrine begyndte at græde, da hun så første afsnit af '9 måneder', og find ud, hvad hun glæder sig mest til ved moderskabet.

Af Redigeret af Mette Simensen 20.maj.2016 Børn

Hvilke tanker gør du dig om fødslen?

For at være helt ærligt, så gør jeg mig ikke rigtigt nogle tanker. Jeg glæder mig fuldstændig vanvittigt til at føde – og til at deale med smerten. Det lyder måske mærkeligt, men det er sandt. Jeg har hørt utallige skræmmehistorier fra mine veninder, men ingen af dem går ind. Jeg har en idé om, at jeg vil være skidegod til at føde, og min kæreste vil være verdens bedste ledsager. Han er en pleaser, og han har været ubeskrivelig under min graviditet. Det er jeg sikker på, han også vil være under fødslen – selv om det naturligvis bliver noget helt andet.

LÆS OGSÅ: VIDEO: 9 måneder – "Let's talk about sex"

Hvordan forbereder du dig til den?

Ud over fødselsforberedelse forbereder jeg mig slet ikke. Mentalt fylder det dog en del, og jeg har drømmer om den mere eller mindre hver nat. Men det er aldrig noget drama – det er stille og roligt og meget smukt. Jeg har både drømt, at jeg fødte naturligt, men også at jeg fik kejsersnit. Så mentalt er jeg så forberedt, som man overhovedet kan blive, tror jeg. Min sunde fornuft siger mig dog, at jeg ikke kan forberede mig, så egentlig tager jeg bare en dag af gangen.

Hvad er det bedste ved at være gravid?

Faktaboks

Katrine Memborg

Alder: 36 år

Bopæl: Østerbro, København

Termin: 10. juni

Profession: Jeg har en fortid som chefredaktør på diverse magasiner, men valgte for et par år siden at tage chancen og blive selvstændig. Siden har jeg levet af at være forfatter – og arbejder hjemmefra.

 

Jeg er ret vild med at se og mærke min krop vokse. Jeg har taget ekstremt mange kilo på og kan slet ikke kende min krop, men for første gang i mit liv, så smiler jeg over min vægt. Jeg er dybt fascineret af kroppen, der bare gør, hvad den har lyst til. Og jeg har på intet tidspunkt forsøgt at stoppe det. Jeg har spist (læs: ædt!) alt det, jeg har haft lyst til, og det har jeg aldrig nogensinde gjort før. Jeg er vant til at leve sundt og dyrke motion, men det har jeg lagt helt på hylden. Og så er der den der tosomhed mellem min kæreste og jeg, som er fantastisk! Ingen andre end os to forstår den, og det er sgu nok det allerbedste ved at være gravid.

Og det værste?

Uden tvivl at jeg er blevet doven og træt og slet ikke kan det samme. Jeg er selvstændig og er afhængig af at kunne arbejde og skrive helt op til, at jeg skal føde. Der er desværre ikke noget barsel til mig. Så det er virkelig ikke sjovt at kunne mærke, at jeg ikke er ligeså effektiv, som jeg plejer.

Og så var der hormonerne, som i et par måneder var ret vilde. Det var mest i 5. og 6. måned, at jeg var ret urimelig og tudede hele tiden. Når jeg tænker tilbage, så griner jeg, men det er jeg ikke sikker på, min kæreste gør… (Sorry, Victor!)

LÆS OGSÅ: VIDEO: 9 måneder – “Yay, jeg er gravid!”

Hvor lang tid brugte I på at få to streger frem på graviditetstesten?

Jeg aner det faktisk ikke. Jeg husker, at Victor en aften smed mine p-piller i toilettet, og så aftalte vi, at nu kunne ”det bare komme an”. Men samtidig skulle vi begge lige vænne os til det, så de første måneder tror jeg faktisk, vi på en eller anden måde gik uden om ægløsning uden helt at vide, hvornår det var. Vi forsøgte ikke intenst på noget tidspunkt, og vi talte ikke rigtigt om det. Jeg vil tro, at der er gået tre-fire måneder fra p-pillerne blev smidt ud, og det skete i en måned, hvor vi var sammen to gange på grund af besøg fra USA. Når jeg tænker over det, så synes jeg faktisk, det er gået lynhurtigt. 

Hvad glæder du dig mest til ved moderskabet?

Jeg glæder mig så meget til ikke at tænke på mig selv og putte mig selv i første række. Jeg glæder mig til det ansvar, der følger med. Og så er der den der ubeskrivelige kærlighed, som mine veninder beskriver – den glæder jeg mig allermest til! At man vil gøre ALT for et andet menneske og bare elske uanset hvad. Det er så smukt, at jeg nærmest får tårer i øjnene, når jeg tænker på det. Shit, hvor jeg bare glæder mig!

Hvordan er det at følge sin graviditet på web-tv?

Det er så fedt, for mange af de følelser, der er med, har jeg helt glemt. Victor og jeg så de første to afsnit sammen, og jeg begyndte sgu at græde, for blev kastet tilbage til, hvor bange jeg var. Jeg var jo panisk angst for, at der var noget galt med den lille ært i maven.

Dog er det lidt skræmmende at se, hvor tynd jeg var, da vi startede… Ha ha! Jeg kan nærmest ikke kende mig selv.

Hvorfor meldte du dig til at medvirke i web-tv-serien?

Da jeg fandt ud af, jeg var gravid, blev Google min bedste ven, men min bedste ven svigtede. Jeg syntes, det var umuligt at finde andre kvinder, der havde de samme tanker og følelser, som jeg. Det, jeg fandt, var gamle debatter, som jeg ikke kunne bruge til noget. Jeg havde brug for ikke at føle mig alene med det. Særligt min angst i starten havde jeg svært ved at gøre noget ved, for jeg følte ikke, at der var nogen, der forstod det. Og da jeg så blev spurgt, om jeg ville være med, så var jeg slet ikke i tvivl om, at det skulle jeg bare! Hvis jeg kunne være med til at hjælpe andre ved at være åben, så selvfølgelig! Det er superfedt, at vi er så forskellige, så andre kan finde en af os at spejle sig i. Jeg ved, at jeg ville have elsket det, hvis jeg lige var blevet gravid. 

Derudover er det sikkert sjovt at se om nogle år. Og sjovt for den lille Blob, når tid er.

LÆS OGSÅ: Rikke fra 9 måneder: “Jeg savner at have min krop for mig selv”

LÆS OGSÅ: Camilla fra ‘9 måneder’: “Jeg glæder mig til at opleve endeløs kærlighed”

LÆS OGSÅ: Dea fra 9 måneder: “Det er svært at være helt alene om forældrerollen”

TILMELD DIG VORES BØRNS NYHEDSBREV


Henter...