Moderne mor: Dømt til dårlig samvittighed?
Vi har indrettet vores samfund sådan, at vi sender vores børn i institution og arbejder de fleste af deres vågne timer. Samtidig har mange af os kvababbelser over, at vi har for lidt tid til vores unger. Hvorfor har vi det sådan – og slipper man som mor nogensinde for den dårlige samvittighed?
Det er tirsdag, men det føles mindst som torsdag. Jeg er stået op klokken seks for at kunne møde halv otte, køre fra arbejde halv fire og hente min treårige søn, Jonas, klokken fire. Da vi cykler hjem, spørger jeg friskt ‘hvordan var børnehaven i dag?’ med retning bagud. Intet svar. Jeg skæver om og ser det lille hoved hænge ned til siden. Han er faldet i søvn. Ikke engang da jeg løfter ham af cyklen, vågner han, og i nogle få forbudte øjeblikke er jeg ikke kun skuffet.
Jeg er også lettet. For mens han bobler videre på sofaen, behøver jeg for første gang den dag ikke at forholde mig til nogen. ‘Men sådan skal det jo ikke være’ tænker jeg, da den umiddelbare lettelse afløses af fortrydelse. Over, at endnu en dag i min drengs liv er gået, uden at jeg har været en del af den, andet end som logistikchef i baggrunden. At jeg har ‘spildt’ de dyrebare timer på at arbejde.
Jeg har ikke fået børn for at udlicitere deres barndom til andre. Det føles forkert. Men jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre med den følelse. For hvad er mit alternativ? Jeg er mor i et samfund, hvor langt de fleste mænd og kvinder som en selvfølge arbejder fuld tid eller næsten fuld tid, og hvor 97 procent af de tre-fem-årige ifølge Danmarks Statistik går i daginstitution.
LÆS OGSÅ: Debat: Karrieremor eller hjemmegående?
Jeg har altid vidst, at jeg både skulle arbejde og være mor. Nu står jeg så her med job, mand og to børn – Jonas og hans storesøster Anna – alt det, jeg forestillede mig. Men også med sort samvittighed over at have for lidt tid til mine unger. Hvorfor har jeg det sådan? Hvorfor har mange andre mødre det ligesom mig, og bliver det nogensinde anderledes? Det vil jeg have svar på én gang for alle.
På skuldrene af vores mødre
Jeg starter min søgen efter årsagen i den nære historie: Min egen mor rev sig løs fra hjem og baby og arbejdede på fuldtid, fra jeg var to måneder. Hun var en del af den første generation af kvinder, som for alvor kom ud på arbejdsmarkedet. Her knoklede de igennem for at blive hængende, og det er vi i min generation vokset op med, at vi skylder dem tak for.
Det første, jeg gør, er at kontakte psykolog Camilla Holmgaard Johnsen, der har flere års erfaring med at arbejde terapeutisk med moderne mødre via sin praksis.
“Vores mødre viste os, at vejen frem er hårdt arbejde. Det med at have børn var bare noget, man gjorde ind imellem. Jeg blev selv født en fredag, og mandag morgen var min mor tilbage i frisørsalonen,” fortæller Camilla Holmgaard Johnsen.
Vores mødres mission lykkedes. Ifølge Familie- og Arbejdslivskommissionens rapport Chance for balance steg kvinders erhvervsfrekvens fra under 50 procent i 1960 til næsten 80 procent i 2005. For første gang i historien kan kvinder forsørge sig selv. Chefredaktør på Weekendavisen Anne Knudsen var en af dem, der hægtede sig godt fast på arbejdsmarkedet, mens hun havde små børn.
“Den, der betaler, bestemmer. Der findes sikkert udmærkede mænd, som muligvis vil elske og forsørge dig, hvis du ikke arbejder, men du skal være et meget modigt menneske for at satse på det. Jeg turde ikke.”
LÆS OGSÅ: Mor-tabuer: “Jeg er langdistance mor”
Faktaboks
… 97 procent af de tre-fem-årige danske børn går i daginstitution.
… i Danmark er 18 procent af alle børn under et år i daginstitution eller dagpleje uden for hjemmet. I Norge gælder det for fire procent, i Finland for en procent og i Sverige for nul procent.
… de etårige danske børn også går mere i institution end børn i de andre nordiske lande. 86 procent af de danske etårige går i institution, mens det er 71 procent af de norske etårige, 49 procent af de svenske og kun 30 procent af de finske.
… danske mænd i 2010 tog otte procent af den samlede barselsorlov. De finske mænd tog syv procent, mens det i Norge var 15 procent og i Sverige 24 procent.
Kilde: Nordisk Statistisk Årbog, 2011
Anne Knudsen fortryder på ingen måde, at hun valgte at blive arbejdende mor.
“Jeg havde masser af dårlig samvittighed, men fristelsen til at sige ‘så forfølger jeg ikke en karriere’ opstod aldrig, for jeg var en væsentlig forsørger for min familie. Det var i 1980’erne, og der var akademikerarbejdsløshed, så fik man tilbudt et projekt, sagde man ‘ja tak’.”
Vil det hele
I dag siger vi stadig ‘ja tak’. Vi arbejder, og flere og flere af os gør det 37 eller flere timer om ugen. For 25 år siden var 500.000 kvinder på deltid. I 2006 var tallet ifølge Familie- og Arbejdslivskommissionen faldet til 200.000. At vi arbejder mere og mere, handler ikke kun om arven fra vores ambitiøse mødre. Siden de kom på arbejdsmarkedet, har vores samfund ændret sig, så det i dag bygger på, at både mænd og kvinder er udearbejdende. Det er svært at klare sig for én indkomst. Men det handler også om, at vi vil noget. Vi vil lykkes.“Vi lever i en individualiseret tidsalder, hvor livet for rigtig mange af os er et projekt, der skal skabes hele tiden,” siger lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet Karen Hvidtfeldt Madsen.Der ringer en klokke, men jeg har godt nok også tit tænkt, at arbejdet hverken var pengene eller sejrene værd. Når Jonas var i gang med en leg, som måtte afbrydes brutalt. Eller da Anna var lille og hylede så højt, når jeg gik, at jeg selv kom til at græde. Når jeg ikke har orket at lege, læse højt eller bare lave ordentlig mad, fordi hver en fiber i kroppen var træt.LÆS OGSÅ: Sofia Manning: “Vi mødre glemmer at være os selv”Spørgsmålet er så, om det reelt har handlet om, at mine børn led nød? Eller om jeg mon har stillet for høje krav til mig selv? Det sidste, mener både Anne Knudsen og Karen Hvidtfeldt Madsen.Kvinder er for selvkritiske
“I det 20. århundrede blev det en videnskab at opdrage børn. Benjamin Spocks’ Bogen om barnet fra 1946 var den første, men i dag kan man jo tapetsere hele spisestuen med litteratur om børneopdragelse. Der skal reflekteres utrolig meget, og det kræver begribeligvis mere tid, end hvis man blot skal forsørge børnene og sørge for, at de ikke kommer slemt til skade eller for sent i skole,” siger Anne Knudsen.Karen Hvidtfeldt Madsen er helt på linje.“Børnene ligger i direkte forlængelse af vores projekt – de skal ‘lykkes’. Samtidig ligger der i al den selvbestemmelse, at det også er vores egen skyld, hvis vi ikke lykkes. Så mange af os bærer rundt på en evig selvkritik,” siger hun.LÆS OGSÅ: Tendens: Tusindvis vælger karriere som husmorVel at mærke mange af os kvinder. For selv om fædre i dag er mere med i deres børns liv end nogensinde før, har de åbenbart lettere ved at klare linedansen. Jeg har i hvert fald aldrig hørt en far begræde, at han først hentede to minutter i fem. Det er der en god forklaring på, mener Karen Hvidtfeldt Madsen:“Det går tilbage til dengang, hjem og arbejde blev skilt ad. Mændene kom først ud og fik lønarbejde, mens kvinderne arbejdede i hjemmet og havde ansvaret for det. Det ansvar hænger ved. Selv om vi tilsyneladende har ligestilling og rent praktisk udfører lige mange opgaver, er det stadig kvinden, der føler ansvaret for, om det er godt nok.”Er mor den bedste?
Jeg kan godt genkende selvkritikken og følelsen af, at det hele falder tilbage på mig, ligesom jeg kan genkende billedet af opdragelse som en videnskab – som skribent på et forældremagasin bidrager jeg jo selv til trenden, og det har jeg det fint med.Det er til gengæld svært at sluge, at mine børn er personlige projekter. Tværtimod har jeg tænkt, at den dårlige samvittighed kom af et dybt instinkt om, at mine børn har brug for mig, deres mor. Men måske er det ‘instinkt’ mere tillært, end jeg tror?“De kulturkonservative bruger jo biologien som argument for alt og siger, at fordi vi kvinder føder børnene, skal vi også tage os af dem. Det tror jeg ikke på. Men der er nogle træk i kulturen, som er så stærke, at de virker naturlige,” siger Karen Hvidtfeldt Madsen.Det må hun nok sige. Hvor meget jeg end taler ‘fornuft’ med mig selv, virker båndet mellem mig og mine børn bare stærkere end alle gode argumenter. Og dét er der biologi i.“Når et barn bliver født, går nogle urinstinkter i gang, så mor og barn kan knytte sig til hinanden. Den tilknytning er fuldstændig afgørende for barnets overlevelse og vil altid være der. Men faren kan jo alt andet end at amme,” forklarer psykolog Camilla Holmgaard Johnsen.LÆS OGSÅ: Dit barn har godt af at gå i institutionMed andre ord: Båndet er stærkt, men der er ingen (natur)lov, der siger, at det bør være mig, der passer mine børn 24-7. Faktisk har det aldrig været sådan.“Det er nogle idealiserede forestillinger. På guldaldermalerierne kan du se moren trone midt i hjemmet, mens hun ser henført på børnene, men det eksisterede kun i meget privilegerede klasser. Resten var nødt til at arbejde, enten hjemme eller for andre,” siger Karen Hvidtfeldt Madsen.Et liv uden arbejde
Det kan godt være, at mødre aldrig har været sammen med deres børn døgnet rundt. Men den tirsdag, hvor Jonas faldt i søvn bag på cyklen på vej hjem fra børnehave, føltes det som et enten-eller: Enten var jeg i arbejde, eller også var jeg mor. Jeg syntes, jeg havde prøvet alt for at få bådeog: fuldtid, deltid, flekstid. Barnepiger, bedsteforældre, forskudte arbejdstider.På papiret hang det sammen. Indeni gjorde det ikke. Og så var det, at fristelsen til at vælge noget helt andet blev stor. Når dagligdagen bliver presset med job og børn, og der er mangel på overskud i familien, begynder mange middelklassekvinder at drømme om at gå hjemme med ungerne, skrev Suzanne Giese i bogen Moderskabet. En rejse i moderskabets kulturhistorie.Drømmen er kontroversiel, for kan man overhovedet være noget eller nogen uden et arbejde? Ja, mener 41-årige Sara Ferreira. Hun er mor til Anton og Gustav og cand. mag. i filmvidenskab. Hun er ambitiøs med sit fag, men har ingen planer om at have et fuldtidsjob. Hun vil hellere arbejde 20 timer på en café og skrive filmanmeldelser eller researche for andre ved siden af og dermed selv bestemme fart og omfang. Det kan lade sig gøre, fordi hendes kæreste tjener godt, og de ikke lever ekstravagant.LÆS OGSÅ: Ti tips: Skab en god hverdag i institutionen“Da jeg var gravid med Anton, havde jeg et indre billede af, hvordan jeg ville have det, og det var i hvert fald ikke et liv, hvor vi hele tiden skulle haste fra det ene til det andet. Det handler ikke om at blive hjemmegående husmor – slet ikke – men jeg vil være sammen med mine børn, og jeg mener godt, at jeg kan have værdi og indhold i mit liv uden et traditionelt arbejde,” siger Sara Ferreira.Følg dine følelser
Saras måde at leve sit liv på udfordrer alt, hvad jeg er opdraget med, men rammer også lige ind i det, jeg selv og mine veninder så ofte har sukket efter: mindre pres, lavere blus. Men hvorfor skruer vi så ikke ned? Hvorfor tør vi ikke følge et andet spor end vores mødre?“Det ligger dybt i os, at vi ikke vil skubbes ud af flokken ved at gøre noget anderledes. Heldigvis finder mange kvinder ud af at gøre det på deres egen måde, hvad enten det er at arbejde 20 timer om ugen eller jonglere med fuldtid og have det godt med det,” siger psykolog Camilla Holmgaard Johnsen.Ifølge hende går vejen til bedre samvittighed altid gennem et inside job – altså at mærke efter inde i dig selv, hvad der er bedst for dig.“Føles det godt eller ej? Er du glad for at arbejde 40 timer? Trives dine børn, eller er de triste – og hvorfor?” siger Camilla Holmgaard Johnsen.LÆS OGSÅ: Hverdag: 9 trin til mindre mor-stressHvis du for eksempel finder ud af, at du vil eller er nødt til at arbejde fuldtid, men dine børn vil trives med færre timer, skal der måske en bedstefar eller en barnepige til. Det kan også være, at du selv gerne vil arbejde mindre, selv om dine børn har det fint i institutionen.“Vi kan komme af med den dårlige samvittighed, men det kræver 100 procent ærlighed og ansvarlighed,” understreger hun.Farvel løn, goddag frihed
Der er altså en vej ud af moradset. Men den koster. Både for den, der vælger at arbejde fuldtid og må uddelegere ansvaret noget af tiden. Og for den, der skruer ned eller helt står af. Vi skal selv finde ud af det.“Intet er givet i form af tradition. Vi træffer valg, fra vi står op, til vi går i seng,” siger Karen Hvidtfeldt Madsen.Selv har jeg, med den amerikanske forfatter og feminist Miriam Peskowitz’ ord, foretaget ‘… the classical mother trade off – trading salary and benefits for flexibilty and control’. Kort tid efter den famøse tirsdag sagde jeg nemlig mit faste fuldtidsjob op for at blive freelancer. Jeg tjener mindre og har færre fordele – ingen faste kolleger og aldrig den gode holdfornemmelse, der kan være på en arbejdsplads. Ej heller mulighed for forfremmelse.LÆS OGSÅ: 34 tips til en nemmere hverdagDet svier lidt indimellem. Til gengæld kan jeg selv skrue op og ned for timerne efter behov. Jeg bruger min uddannelse, bidrager til samfunds- og fælleskontoen og har samtidig god tid til mine børn. At mit fag rummer den mulighed, er jeg taknemmelig for. At jeg valgte at gøre brug af muligheden som en konsekvens af min dårlige samvittighed – det tillader jeg mig at klappe mig selv på skulderen over.Vejen til mindre dårlig samvittighed ifølge …
… chefredaktør Anne Knudsen: Gift jer med ordentlige mennesker, og giv dem plads. Skil arbejde og mor-liv ad: ingen indkøbslister på jobbet og mindre mobilsnak derhjemme. Vær stolte af, hvor godt I klarer både at være på arbejdsmarkedet og at tage jer fantastisk af jeres børn!
… kulturforsker Karen Hvidtfeldt Madsen: Et mere fællesskabsorienteret samfund, hvor vi ikke hylder hjemmet som det eneste gode sted for børnene. Hvor vi gør en indsats i børnehaven frem for at styrte ind og hente vores eget barn. Et mere fleksibelt arbejdsmarked, længere åbent i institutionen og lavere boligpriser.
… psykolog Camilla Holmgaard Johnsen: Find ud af, hvad du har det godt med, ikke hvad din mor eller samfundet synes, du skal. Vær ærlig om, hvad du vil, og tag ansvaret for det.
LÆS OGSÅ: Har du lyttet (sådan rigtigt) til dit barn i dag?
Kilder: Chance for balance – et fælles ansvar, rapport fra Familie- og arbejdslivskommissionen, 2007. The Truth behind the Mommy Wars. Who decides what makes a good mother? af Miriam Peskowitz, Seal, 2005. Moderskab. En rejse i moderskabets kulturhistorie af Suzanne Giese, Gyldendals bogklubber, 2004.
Faktaboks
Børn af mødre, der har arbejdet fuld tid de første tre år efter barslen, har et 2,2 procent højere karaktergennemsnit i skolen end børn af mødre, der ikke har arbejdet. Det viser en undersøgelse fra Aarhus Universitet, hvor forskere har undersøgt udviklingen for 125.000 danske børn født i årene 1987-1992.
Forskergruppen har hentet deres tal fra Danmarks Statistik og taget højde for faktorer, som kan påvirke børnenes evner i skolen – for eksempel forældrenes indkomst, uddannelsesniveau eller etniske herkomst samt sundhedsfaktorer som handikap.
Kilde: Forskningscenteret Research Centre for Early Interventions, Aarhus Universitet.