Når mor kommer i anden række

Mine hænder ryster helt vildt, da jeg drejer nøglen rundt til vores lejlighed. Jeg har lige båret 13-kilo stædigt to års-pigebarn op på fjerde sal. Inklusiv et net over skulderen fyldt med mælk og rugbrød.

Når min efterhånden store datter nægter at gå selv, sætter jeg mine egne behov i anden række. Som denne eftermiddag hvor jeg bærer hende op ad trappen på jordens laveste blodsukker og samtidig må holde min femårige søn i hånden, fordi han insisterer (og fordi han ikke skal undvære min opmærksomhed, bare fordi søster har brug for den). Det betyder, at jeg bærer min datter med én arm (hvem sagde Madonna-arme?). Hvis jeg skulle have lyttet til MINE behov (ja, det er der faktisk stadig noget, der hedder, selv om jeg er blevet mor), ville jeg have smidt alt jeg havde i hænderne, løbet rundt om hjørnet til pizzeriaet og spist en familiepizza med ekstra ost – alene.

Men de små kommer oftest i første række, og jeg er efterhånden ret ferm til at lægge mine egne behov på hylden, hvis jeg selv skal sige det. Nogle gange så god at jeg glemmer mig selv i det her moderskab, der kan være ret altopslugende. Indrømmet, der er selvfølgelig også tidspunkter, hvor jeg tænker på mig selv først, men sig det ikke til mine børn!

Her er 6 typiske situationer, hvor mine behov kommer i anden række.

1. Frisk mor frem for drinks

2. Lækker øko-ærtesuppe? Nej tak!

3. Maraton på tom mave

4. Ørkenvandring

5. Tissetrang tilsidesættes 

6. Sygt barn – igen

Jeg har et vigtigt møde på arbejdet og ved, at min præstation er af afgørende betydning for en mulig forfremmelse eller bare lidt anerkendelse. Men mit barn har (selvfølgelig) feber, og min mand er ude at rejse. Jeg må blive hjemme med sygt barn (hvilket jeg gør med glæde) – selvom jeg i et splitsekund overvejer, om 38,1 overhovedet er feber?