Ni nybagte mødre mødtes første gang i en ”mødregruppe” for 41 år siden – og i dag ses de stadig hver måned

Kaffen er varm, bollerne hjemmebagte, og snakken går livligt. I Hanne Vinters hus i den lille by Lee uden for Bjerringbro er der dækket op til formiddagskaffe – ganske som der har været så mange gange før.

De ni kvinder omkring bordet har fulgt hinanden i 41 år, siden de en januardag i 1985 troppede op til efterfødselsgymnastik hos en fysioterapeut i Bjerringbro. Ingen af dem kendte hinanden på forhånd, men de var alle nybagte mødre.

Fysioterapeuten fornemmede hurtigt, at der var usædvanlig god kemi i gruppen. Da kommunen på det tidspunkt ikke oprettede mødregrupper, opfordrede hun dem til at holde kontakten. Og det har de gjort siden.

I dag er børnene voksne, og ingen kan huske navnene på de 34 børnebørn, som er kommet til.

– Vi havde alle små børn og de samme udfordringer. Det var rart at have nogen, man kunne spørge til råds, og det gav en ro at være sammen med kvinder i samme situation. Vi har bestemt reddet mange mænd fra at høre en masse om små børn og billige ammeindlæg, siger 70-årige Inge Middelhede, som er pensioneret psykiatrisk sygeplejerske.

– Ja, og vi talte også meget om vores mænd, siger Ellen Jeppesen på 69 år.

Latteren bryder ud, og Ellen skynder sig at tilføje, at det selvfølgelig er sagt med den største kærlighed.

I begyndelsen mødtes gruppen en gang om ugen til gymnastik, men det udviklede sig hurtigt til en kop kaffe og boller. Og mens børnene sov eller tumlede, vendte mødrene livets op og nedture.

– Vi er hinandens livsvidner, fordi vi har været gennem alle livets faser sammen. Det giver en ballast, og vi behøver ikke at forklare ret meget, før de andre ved, hvad vi taler om. 

Vi lytter, er ærlige, åbne og respektfulde, siger 69-årige Jette Lund, som er pensioneret pædagog.

Et fristed

I dag er mødefrekvensen ændret til en gang om måneden, og kaffen og bollerne har fået selskab af kager og sommetider slik og vin.

– Jeg tror, at vi stadig ses, fordi vi har fundet en god balance og ikke sidder lårene af hinanden. Vi prioriterer hinanden, og selv har jeg aldrig tænkt, at jeg ikke gad at komme, siger Inge M., som er den ene af de to Inge.

LÆS OGSÅ

Maria blev rasende, da hun hørte, hvad hendes forældre havde gjort med arven

Maria besluttede sig for at gøre noget drastisk, da hun hørte, hvad der var sket.

Problematikkerne har ændret sig gennem årene. Først snakkede de om sovetider og amning, så blev det til børnehave og folkeskole og senere de første fester og alkohol.

– Dengang boede vi alle i lokalområdet, og det er jo et lille samfund. Mødregruppen var et fristed, hvor man kunne vende sine problemer, for intet kom videre, siger 66-årige Lene Laursen, som er pensioneret håndarbejds- og tekstillærer.

– Jeg plejer at sige, at det er de bedste psykologtimer, siger Hanne på 65 år, der har arbejdet i ældreplejen.

Og gennem årene har der været brug for lyttende ører, for når livet gør ondt, er veninderne klar. Kvinderne har en alder, hvor deres kære begynder at falde fra. Kun to har deres mødre tilbage, og fire har mistet ægtefæller.

– Vi ved, at man skal lytte mere, end man skal spørge, fordi man er så hudløs, når man er i sorg. Når vi spørger, gør vi det, fordi vi har oprigtig lyst til at interagere i hinandens liv, fortsætter Jette.

Inge M. nikker:

– Vi accepterer og respekterer hinanden for dem, vi er, og vi har aldrig været uvenner. Der er en tryghed og tillid i gruppen, som gør, at man tør åbne sig, siger hun.

Veninderne kalder hinanden for livsvidner. 65-årige Mona Mølgaard forstod betydningen af det, da hendes søn Steffen fik et voldsomt misbrug som ung.

– Det var meget skamfuldt, men da jeg endelig fik modet til at tale om det, var det virkelig rart at have nogen, som lyttede, fortæller hun.

Steffen kom ud af sit misbrug, men fik kort efter konstateret leukæmi og døde i en alder af blot 22 år efter ti måneders sygdom. Blandt veninderne kunne hun tale om alt det svære, for de var med under hele forløbet og kendte Steffen.

– Jeg havde det bedst med at tale om det, mens andre måske ville pakke det væk. Hjemme var det ikke det helt store samtaleemne, fordi min kæreste ikke var Steffens far og havde svært ved at snakke om det, siger Mona, der er i fleksjob.

Gråd og grin

Helle Dalsgaard oplevede også værdien af gruppens støtte, da hun for fire år siden mistede sin storebror og far i samme uge.

– Det betød meget for mig at have pigerne her. De vidste, hvordan jeg havde det, fordi de selv har prøvet at miste, siger 64-årige Helle, som er pensioneret bankrådgiver.

Stemmen knækker over, da hun fortsætter:

– Jeg vil nødig undvære jer. Vi kan både græde og være kede af det, men vi kan også fjolle, og det gør vi det meste af tiden.

Der er mange grin rundt om bordet. Inge Knudsen sender Ellen på en tur rundt om huset, da veninder skal planlægge detaljerne omkring hendes kommende 70-års fødselsdag. Der har været mange jubilæer og fødselsdage gennem årene, og det er kun sket få gange, at deres partnere har været med.

Som dengang for mere end 25 år siden, hvor gruppens ægtefæller arrangerede en mandeaften, mens kvinderne blev hjemme hos børnene. Hvad de ikke vidste, var, at deres koner havde arrangeret børnepasning og stod på perronen og overraskede dem, da de kom hjem fra middagen i Viborg, hvorpå hele gruppen fortsatte aftenen sammen.

Historierne flyver over bordet, mens fadet med kanelsnurrer går rundt.

Det er blevet til mange opskrifter på bagværk gennem årene, og alle kvinderne har en stor samling af opskrifter. Monas makronkage, Ellens kringle og Helles lakridssmåkager er blot nogle af dem.

– Vi har sat spor til vores efterkommere i form af utrolig mange opskrifter på desserter og kager, siger 66-årige Rita Larsen, der arbejder med salg og logistik

Det er tid til opbrud. En af kvinderne, Inge Middelhede, skal videre til fødselsdag hos sit barnebarn. Men de ses snart igen, ligesom de har gjort de sidste 41 år.

– Samtalen fortsætter bare, hvor vi slap sidst, siger Ellen.

– Ja, vi er veninder for livet. Jeg kommer i hvert fald aldrig til at slippe jer, siger Hanne og smiler til sin gamle mødregruppe. 

LÆS OGSÅ

Beskeden, Mia fik til sit 20-ugerstjek, ændrede alt: ”Hvis du bløder, skal du ringe 112”

Arkitekt Mia Groths anden graviditet var præget af en livsfarlig tilstand, uvished og hospitalsbesøg. Men mest af alt af et savn, som hun stadig bearbejder. Til sin ældste dreng, Poul.