Nikolaj Stokholm om sin nyfødte søn: Han kiggede på mig med nogle øjne, der sagde: ’Dig kender jeg godt’

Det er på mange måder en særlig tid lige nu. Hvordan har coronasituationen påvirket dig og jer som familie?

– Jeg er i gang med en stor, landsdækkende turné, og alle shows de næste to måneder er rykket. Så jeg har lige pludselig fået noget, som jeg ellers ikke ville have haft: en barsel! Da Osvald blev født, var det så heldigt, at jeg kunne ‘nøjes’ med at aflyse et show samme aften, og så havde jeg en uges vinterferie lige bagefter. Men jeg havde aldrig nogensinde regnet med, at jeg skulle få en længere barsel.

Hvordan var det at opleve din søn komme til verden?

– Det var en hård fødsel. Især fordi min kone, Isabella, mistede meget blod. Samtidigt var det meget fascinerende at være med til. Jeg havde ikke den der “åh nej, min kone er i stærke smerter”-oplevelse, for jeg vidste, at på et eller andet tidspunkt stoppede det, og så fik vi et barn ud af det.

Jeg ved godt, at det ikke er pænt sagt, når man er mand – og jeg tror aldrig, jeg ville kunne gennemgå det, hun gennemgik. Men der er jo ikke nogen, der lover én en smertefri fødsel (selvom nogle hjemmesider siger, at det godt kan lade sig gøre). Det var hårdt at se, at det var så hårdt for Isabella, men det var på sin vis også en bekræftelse af, hvordan vi alle sammen kommer til verden.

Var der noget, som gjorde særligt indtryk på dig under fødslen?

– Osvald blev født kl. 05.30, og jordemodernattevagten, som hed Runa, var med til at give det hele en ret speciel power woman-stemning. Sådan en “kvinde til kvinde”-ting, som var dybt fascinerende, fordi det gik op for mig, at selvom vi var på et hospital, kunne jordemoderen ikke gøre andet end at holde øje med, at alting gik godt.

Og hendes fornemmeste opgave var i virkeligheden at fremelske den der “you go girl”-mentalitet, som opstod i rummet kvinderne imellem. Sådan en “det her, det klarer du, for det har jeg klaret, og det har millioner af kvinder klaret”-stemning. Det var SÅ imponerende. Imens skulle jeg bare sidde på sidelinjen og duppe min hustru lidt og tilbyde hende saftevand og ellers holde min kæft.

Gjorde du så det?

– Ja, ja. Der var mange, der havde sagt til mig inden, at jeg nok ikke ville kunne holde min mund, men lige der kunne jeg godt.

Forberedte I jer særligt op til fødslen?

– Altså, vi lever jo i en tid med besparelser, og der var to foredrag på Riget, vi kunne deltage i som fødselsforberedelse. Så vi besluttede, at vi ville købe noget ved siden af. Der er jo virkelig meget, man kan gå til inden for den slags. Jeg tror, at på den tid, folk går til fødselsforberedelse, kan man lære at spille klaver. Vi fandt et forløb med tre undervisningsgange, der var helt nede på jorden.

Sådan et gammeldags “gør sådan her med din lænd”-kursus. Vi fik nogle værktøjer, som vi aldrig nåede at bruge. Til gengæld var der en jordemoder på hospitalet, der sagde, at Isabella skulle nulre brystvorterne, og det havde vi ikke lært til fødselsforberedelse.

Læs også: Fallulah: "Det bliver stormfuldt - men vi kommer totalt meget igennem det sammen"

Hvad tænkte du om at blive far, imens Isabella var gravid?

– Jeg gik meget i sådan et praktik-mode. Jeg læste på nettet om den gode barnevogn, malede et børneværelse og hang alle mulige ting op. Og så sad og jeg kiggede på Isabella, som allerede havde den der vanvittige moderlige kærlighed til barnet inde i maven, og jeg kan huske, hvordan jeg sommetider fik lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke følte den samme absurde kærlighed, som hun havde. Men jeg kendte jo ikke Osvald, som hun gjorde. Jeg var ikke nervøs for, om jeg selv ville mærke den kærlighed, når han kom til verden – men synet af hende gjorde mig ekstra spændt på at opleve den.

Kom far-følelsen lige med det samme, da Osvald blev født?

– Ja, det gjorde den. Måske især fordi Isabella skulle have nyt blod ret kort tid efter fødslen, og han derfor kom over til mig. Isabella havde sagt til mig i flere måneder op til, at det var vigtigt, at barnet kunne ligge hud mod hud, og jeg havde lovet, at det kunne vi godt, men først når vi kom hjem for nedrullede gardiner, for jeg var for genert til at gøre det på hospitalet.

På grund af hendes blodtab blev det hele pludselig lidt hektisk, og jeg kan huske, at der var en sygeplejerske, der råbte til mig: “Knap skjorten op!”, og så skyndte jeg mig bare at knappe op og fik ham kastet i armene.

Han græd ret meget, og imens jeg sad med ham, begyndte jeg at tale til ham, og så kiggede han op på mig med nogle øjne, der sagde: “Dig kender jeg jo godt”. Kærligheden til ham var der fra første øjeblik, og den vokser hele tiden. Jeg elsker ham højere end i går og mindre end i morgen.

Føler du, at du har fået en særlig forsørgerrolle som far?

– Ja, er du sindssyg. Jeg har for eksempel omlagt lån! Jeg er ikke bekymret, selvom situationen er, som den er. Og det siger jeg ikke for at lyde arrogant, men fordi der er penge på kontoen. Hvis der ikke var, ville jeg nok være i panik. Jeg har lavet stand-up i 13 år, og i mange år har det været fra måned til måned og sågar fra uge til uge. Så jeg kender godt den der “åh nej”-følelse i forhold til, om man kan få det hele til at hænge sammen.

Hvordan er hverdagen anderledes, efter du er blevet far?

– Førhen kunne der nogle gange gå en hel søndag, hvor min kone og jeg kiggede på hinanden og sagde: “Hvad fanden har vi egentlig lavet i dag?” Vi kunne tage os selv i at have set to film og gå en lille tur ned og hente en is. Og det var dét. Der skete jo ingenting, medmindre man selv aktivt gjorde et eller andet. Efter Osvald er kommet, har vi aldrig nået så meget. Hver gang han sover, er vi kampeffektive. Så rydder vi op og gør rent, og jeg får arbejdet en masse. Det hele ruller ligesom bare. Måske også fordi vi har fået nogle mere faste rutiner – i forhold til søvn blandt andet.

Har du det grundlæggende godt med rutiner og faste rytmer?

– Ja. Det har jeg. Og så er det nogle gange meget fint lige at drikke sig fuld. Så der er noget, der stikker lidt ud. Min hustru er så dejlig, at hun ikke synes, jeg skal op og sympati-amme om natten. Hun vil hellere have, at jeg får min søvn. Og hvis Osvald så er helt umulig klokken seks om morgenen, så kan hun sove videre, og så har jeg ham. Så i fredags, hvor jeg kom til at drikke nogle øl i haven (og det meste af en flaske rødvin til aftensmaden), gik jeg i seng klokken 21, og efter jeg så var oppe og sjattisse klokken fire, var jeg ligesom klar igen.

Gør du dig nogle særlige tanker om verden og fremtiden, efter du er blevet far?

– Ja, på nogle punkter. Vor tids store fjende er jo klimaforandringerne, og helt lavpraktisk kigger vi lige nu på hus, hvor man normalt gerne vil bo tæt på sø og vand og den slags. Men Isabella og jeg er blevet enige om, at vi ikke skal bo med søudsigt – i tilfælde af at der kommer de der myggesværme med klimaforandringerne. Jeg tror heller aldrig, at jeg har sagt ordet “stisystem” så mange gange, som efter vi har fået Osvald og er begyndt at kigge på fast ejendom. Det er pludselig blevet meget vigtigt. “Der er 71 K3’ere på den her ejendom, men stisystemet er vanvittigt godt – købt!”

Læs også: Shaka Loveless om at være far

Er der også fulgt andre ting med det at få en baby? For eksempel diverse udstyr?

– Ja, don’t get me started. Sådan noget som en slyngevugge har for eksempel været til stor diskussion herhjemme. Fordi jeg synes, man kan få for meget gear. Og så sidder min kone og siger: “Prøv at se, nu virker den, nu virker den – nu siger han ikke noget”.

Nej, men det kunne også være, at han ikke sagde noget, hvis han lå et andet sted. Og den fylder helt vildt. Selvom vi har en kæmpe bil, tog jeg mig for nylig i at tænke: “Vi skal have en trailer, og det skal bare være nu”. For det er jo fuldstændig absurd, hvad det udstyr fylder. Og vi pakker jo til noget, der ligner 14 dage på Mallorca, bare vi skal på en søndagsudflugt til Dyrehaven.

Er der noget udstyr, der især er kommet bag på dig?

– Ja, den der babynest. Den er jeg blevet meget overrasket over. Også hvor godt den virker. Det ligner en gummibåd, og vores har sådan en lidt vag hudfarve, som jeg har en teori om har en ekstra god virkning på ham, fordi det ligner det, han kom ud af.

Hvordan har det påvirket jeres parforhold at være gravide og få et barn?

– Vi har altid godt kunnet lide at gå ud og spise og drikke en øl, og det var en stor del af den måde, vi var mand og kone på før. Efter Osvald er kommet, skal vi gøre os lidt mere umage i parforholdet for at finde de tidspunkter, hvor vi kan se noget andet og snakke om noget andet end ham. Det synes jeg heldigvis, vi er ret gode til.

Og det kan være så lille en ting som at sætte os over for hinanden og spise en rigtig dejlig frokost – herhjemme, imens han sover. Det handler om lige at kigge hinanden i øjnene, og i virkeligheden skal der ikke så meget til. Jeg tror, vores forhold har ændret sig på den måde, at vi er blevet mere opmærksomme på at finde de der huller, hvor det bare er os to. I lang tid har vi jo været vant til at have ét stort hul sammen.

Hvordan oplever du det store ansvar, der følger med forældrerollen?

– Jeg tænkte helt vildt meget over det, før Osvald blev født. Over det store ansvar, jeg ville få for at give ham kærlighed og sørge for, at han vokser op og bliver et rigtig fint menneske, empatisk og omsorgsfuld, at han får en stor paratviden og også kan binde en butterfly og hænge en lampe op.

Alt sådan noget gik jeg og tænkte utrolig meget over. Så kom han ud, og nu går jeg og tænker over, at den dag, han kan holde sit hoved selv, så kan jeg begynde at have forventninger til ham. Så jeg pakkede hans værkstøjskasse væk igen. Og nu handler det mest om, at han skal være veltilpas og have det dejligt.

Har du gjort dig nogle erkendelser i kølvandet på det at blive far?  

– Ja, altså, min storebror og hans kæreste vil rigtig gerne have børn, og han har rigtig mange fritidsaktiviteter. Han laver alt muligt mærkeligt. Det har jeg aldrig selv haft, fordi jeg har arbejdet som en sindssyg, og når jeg ikke har arbejdet, har jeg været sammen med min familie og min kone. Efter Osvald er kommet, kan jeg mærke, at jeg er virkelig glad for, at jeg ikke har nogen fri
tidsaktiviteter.

Man kan jo for eksempel ikke sidde og spille Warhammer i seks timer, når man har en lille baby. Og på den måde er det ikke en ting, jeg føler bliver taget fra mig med det at blive far. Det er klart, at det spontane liv, jeg havde før, findes ikke mere. Men det vidste jeg jo godt ville ske. (Tænkepause). Jeg er simpelthen nødt til at sige, at nu står jeg og kigger ud i gården, og der sidder en voksen mand på plus 30 og gynger alene. Det er en mærkelig tid, vi lever i.

Ja – og apropos: Har I kunnet se jeres familie i den her specielle tid?

– Altså, da alt det her med corona skete, og landet lukkede ned, sagde min mor med det samme: “Jeg kan ikke IKKE se Osvald, så jeg ser ingen andre mennesker end jer, og jeg går i karantæne sammen med jer!” Min far har barrikaderet sig i sit hus i Nordsjælland, men i går skrev han, at nu havde han været isoleret i de planlagte 14 dage, så nu ville han gerne komme til frokost. Så vi ser de allernærmeste – mine og Isabellas forældre – og så er det dét.