Pelle Hvenegaard: “Det blev en rodet start på voksenlivet for mig”

SKÆBNEN

I virkeligheden var det min lyst til at spille skuespil, der fik mig til at gå til filmen. Jeg spillede teater i skolen og fritidsklubben og havde spurgt min mor, hvad man skulle gøre for at komme til casting. Kort efter søgte de skuespillere til Pelle Erobreren – som jeg er opkaldt efter – så vi sendte en ansøgning.

NÆRVÆR

Selve optagelserne var supersjove. Selv om det var benhårdt arbejde, følte jeg mig hele tiden elsket og værdsat af de voksne på settet, som gav mig masser af positiv opmærksomhed. Det var virkelig rart. Den første dag vi filmede, var der 300 statister med, som skulle spise frokost i nogle store telte rundt om settet.

Da vi hovedrolleindehavere gik til frokost, foregik det på en café, og pludselig var Max Von Sydow væk. En eller anden fandt ham i en madkø med en paptallerken i hånden ude blandt statisterne. Der lærte jeg, at man godt kan være en verdensstjerne uden at være krukket.

LÆS OGSÅ: Mathilde Gersby: “For mig var det hele en leg”

IDENTITET

Som barnestjerne skal man kunne takle både at være kendt – og det der sker, når man ikke er det længere. Selv om min far er psykolog, og min mor er socialpædagog og blandt andet underviser i psykologi, var det svært for mig at håndtere, og ingen af os var rigtig forberedt på det. Helt ærligt: Jeg føler, jeg er blevet berøvet min ungdoms naturlige selvudvikling, da jeg blev udråbt til Europas største skuespiltalent som 13-årig.Det blev en rodet start på voksenlivet for mig. Lykken er jo at prøve nogle forskellige roller af her i livet og ikke blive holdt fast i, at man er én bestemt. I dag er jeg virkelig stolt af min tv-karriere, som jeg selv har skabt. Jeg læste til journalist, arbejdede mig op fra bunden og føler selv, at jeg kan leve op til det. For at jeg kan være stolt af en præstation, skal den hvile på et grundfundament af både talent og hårdt arbejde.LÆS OGSÅ: Line Kruse: “Jeg blev mobbet, fordi jeg var kendt”

EVENTYR

Filmen gik sin sejrsgang over hele verden, og det var skidesjovt at komme til Los Angeles som 13-årig og køre i limousine, se alle de kendte teenagestjerner ankomme i deres Ferrarier og gå op ad den samme røde løber som dem. Det var ligesom en vild drøm, jeg fik lov til at prøve i virkeligheden. Men da jeg senere fik et tilbud fra et amerikansk filmselskab, sagde mine forældre stop.

ANSVARLIGHED

Jeg tror godt, den slags kan gøres med en lykkelig udgang, men det kræver en meget stor grad af ansvarlighed fra de professionelle voksne omkring barnet. De fleste forældre er jo magtesløse over for de mekanismer, der træder i kraft, når en person bliver kendt. Jeg vil blive rigtig glad, hvis en filmproducent en dag ringer til mig og spørger, om jeg vil tage en snak med en barneskuespiller om, hvad der venter forude. Så ved jeg, at producenten er klar til at løfte sit ansvar.

FALDGRUBER

Selv ville jeg ikke lade mine fremtidige børn få lov til at være med i noget, der er så omfattende. Hvis talentet virkelig er så stort, forsvinder det jo ikke af, at man venter i ti år. Selvfølgelig ligger der mange sjove oplevelser i at være barnestjerne. Men det er jo ikke det hele, vel? De mange sørgelige skæbner, der er blandt tidligere barnestjerner, vidner jo om, at der er en pokkers masse faldgruber, der ikke er sat spot på.

Tilbage til: Barndom: Sådan var det at være barnestjerne