Ammestop
SPONSORERET indhold

Projekt ammestop

Dit barn har fået tænder, spiser havregrød om morgenen, og kravler i ekspresfart tværs over stuegulvet. Han er blevet stor. Men hvordan forklarer du en baby, at det er tid til ammestop? Og hvordan bliver du selv klar til at sige farvel til de tætte stunder?

Af:: Lotte Juul Martini, Vores Børn, februar 2011
28. feb. 2011 | Børn | Vores Børn

Der er mange følelser i amning. Først skal du have det til at fungere, og du bider tænderne sammen og er en supersej nybagt mor, fordi det føles som det allervigtigste i hele verden, at dit lillebitte nyfødte barn bliver mæt af ‘hjemmelavet’ modermælk med præcist den mængde vitaminer, mineraler og antistoffer, som dit barn har brug for – også selvom brystvorterne er så ømme, at du får tårer i øjnene, når han rigtig tager fat.

Så går månederne. Amning bliver en fast del af hverdagen, og efterhånden som den lille mand får øjnene op for skemadens kvaliteter, begynder du sandsynligvis at glæde dig til den dag, hvor du ikke længere skal sove med ammeindlæg og ikke skal smutte hjem fra fest for at amme.

Men hvordan stopper du amningen? Og hvordan takler du alle de følelser, der er forbundet med amning og ammestop? For det at amme er jo noget helt unikt, som du og dit lille barn har sammen. Her kan far ikke lige tage over, og storesøster bliver simpelthen nødt til at vente de ti minutter med at få hjælp til at slå kolbøtter, eller hvad hun ellers lige synes, hun har akut brug for sin mor til. Men dit lille barn bliver jo større, og amningen kan ikke fortsætte evigt.

Brug for fast føde

“Rent fysiologisk kan dit barn undvære amning fra t10-12-måneders-alderen. Det betyder, at hvis du ønsker at stoppe amningen tidligere, skal dit barn i en periode tilbydes modermælkserstatning i sutteflaske,” siger sundhedsplejerske Dorte Fischer, der blandt andet er forfatter til Babykalenderen.

Hun slår dog fast, at tidspunktet for at stoppe hjemmemejeriet er noget, I helt selv skal beslutte i jeres lille familie. For mens nogen ikke kan vente til den dag, deres krop ikke længere er en madpakke, så sværger andre til at amme deres barn i årevis.

“Efter at barnet har rundet de første seks måneder, har det brug for at få suppleret modermælken med fast føde i form af grød og mos, og når barnet er et år, skal dagsmenuen gerne være varieret og indeholde stort set det samme som resten af familiens mad – rugbrød, pasta, kød, grønsager og den slags,” siger Dorte Fischer og fortsætter:

“Hvis amningen stadig udgør for stor en del af dit barns kost på det tidspunkt, kan det føre til fejl- og underernæring. Samtidig kan amning i nogle tilfælde spænde ben for, at dit barn for alvor kommer i gang med maden.”

Modermælken er nemlig meget sød og let at spise, og er der nok af det, er det ikke sikkert, at dit lille magelige barn føler sig motiveret til for alvor at kaste sig over opgaven med at lære at synke majsgrød og drikke vand af kop. Samtidig kan sukkeret i modermælken være hård for babys små tænder, hvis I ikke er opmærksomme på at børste tænderne godt – og hvis barnet dier for meget om natten.

Tid til at komme videre

En del børn vælger selv amningen fra, efterhånden som det bliver meget mere spændende at gnave i melonskiver og kravle huset rundt, end at ligge helt stille og drikke mælk hos mor.

Men ikke alle børn signalerer selv, at de er vokset fra amningen. Ønsket kan også komme fra dig – måske kan det ikke længere lade sig gøre, fordi du skal tilbage på jobbet, eller måske har du bare et stigende ønske om at få din krop tilbage igen. Det er helt reelt, og det skal du respektere på samme måde, som hvis det er dit barn, der ikke gider amningen længere.

Dit barn kan sagtens mærke det, hvis du ikke hygger dig med amningen, og derfor kan du lige så godt erstatte stunderne på ammepuden med babymassage, leg, kys og kram eller andet, som giver dit barn tryghed og nærhed, og som I begge to hygger jer med.

Det er meget forskelligt, hvordan kvinder ser på ammestoppet, og det kommer bag på mange, at de reagerer følelsesmæssigt på det. Men det er helt naturligt, og du skal give dig selv lov til lige at stoppe op og tænke over det.

Det er en æra, der stopper, og det kan være rigtig godt at snakke med de andre i mødregruppen, med sundhedsplejersken, med veninder eller med kæresten, så du kommer videre.

“I stedet for at føle at du mister noget, eller måske nager dig selv med dårlig samvittighed over, at du ikke længere hygger dig i ammesituationerne, så sig til dig selv, at du har gjort, hvad du skulle, og du har gjort det godt, og at nu er det tid til at komme videre. Også selvom du stopper med at amme, mens barnet stadig har brug for en flaske modermælkserstatning indimellem,” siger sundhedsplejersken.

Samtidig med at én æra stopper – og måske for altid, hvis du ikke har planer om at få flere børn – begynder en ny, minder Dorte Fischer om. Dit barn er nu så stor, at han kan sidde med ved spisebordet i sin høje stol og spise rugbrødshapser og kartoffelmos sammen med resten af familien, og det er jo også fantastisk og betyder, at dit barn har brug for dig på andre områder.

Far kan hjælpe med ammestop

Ammestop giver også far en god mulighed til for alvor at komme på banen, så du kan vænne dig til at komme ud af den spædbarnssymbiose, du måske har levet i, mens du har været på barsel. Som mor kan det nemlig være svært at takle den afvisning, du kan føle, du udsætter dit barn for, hvis han ikke lige er sådan en, der selv langsomt vælger modermælken fra, efterhånden som han får smag for dine hjemmestegte fiskefrikadeller og havregrød med frugtmos. Dit barn skal også lige vænne sig til, at ammestunderne med mor er væk. Derfor kan far være en rigtig nyttig brik i projekt ammestop.

“Far kan blandt andet lege og hygge sig med barnet på det tidspunkt, hvor du normalt ammede, for så glemmer den lille krudtugle sandsynligvis meget hurtigt, at han plejer at få mad nu,” fortæller Dorte Fischer.

Om natten kan det være en stor hjælp, at far tager ansvaret for at trøste og give den lille tryghed. Far dufter ikke af mælk og bliver ikke så let ramt af vægelsind og tvivl og medlidenhed, fordi han jo ikke har muligheden for lige at trække brystet frem, hvis det føles som den eneste løsning. Efter nogle dage skal I begge gerne have vænnet jer til de nye tider uden hyggespisning om natten, og selvom du nok ikke fra den ene dag til den anden skal regne med otte timers uafbrudt skønhedssøvn, skulle en tår vand og lidt nus på maven gerne være nok til at få dit barn lagt til ro igen, hvis han vågner om natten.

Hvornår er det tid til ammestop?

Når dit barn er syv-otte måneder, kan han klare sig i hvert fald seks timer omnatten uden mad, og når dit barn er 10-12 måneder, kan han fysiologisk set godt undvære amning/modermælkserstatning. Det er gode tommelfingerregler, når du overvejer helt at dreje nøglen om til dit lille mejeri.

– Det letteste er selvfølgelig, hvis dit barn selv vælger amningen fra i takt med, at han bliver præsenteret for alverdens lækre varianter af grød, grønsagsmos og rugbrødshapser. Dit barn fortæller dig, at han ikke har brug for amningen mere ved at være aldeles uinteresseret i brystet, eller ved at blive sur og indtage flitsbueposition, når du sætter dig til rette i ammestolen. Det kan også være, at han simpelthen ikke vågner til sædvanlig ammetid om natten.

– Grib chancen, når den er der, og dit barn i et par dage har signaleret, at han altså er vokset fra det der amning. Ikke noget med at vække ham, fordi han da snart må være sulten. Det er vigtigt, at du efterfølgende står fast, hvis den lille røver igen begynder af pive efter mælk eller vågner om natten. Vægelsind fra din side gør bare ammestoppet langvarigt og meget mere kompliceret.

– Hvis dit barn ikke viser spor interesse for den lækre tallerken øllebrød eller ris med flødesovs, som du serverer for ham, kan det hænge sammen med, at han er helt tilfreds med blot at sutte sig mæt og træt i sød modermælk. Ammestop kan derfor være en nødvendig katalysator for, at din lille hyggetrold får øjnene op for, at havregrød faktisk er en helt fantastisk opfindelse.

– Du har mælk til dit barn, så længe barnet ammes regelmæssigt, så det skal du ikke være bange for.

Kilde: Dorte Fischer, sundhedsplejerske