Psykologi

Har du et spørgsmål om børnepsykologi og hverdagsproblemer? Margrethe Brun Hansen er psykolog og forfatter. Stil hende dit spørgsmål på psyk@juniormag.dk

Brevkasse spørgsmål: Mine børn skændes konstant

Kære Margrete brun Hansen,

Vi har netop afsluttet en lang ferie, som på trods af perfekte rammer har været rigtig hård at komme igennem. Vores udfordring ligger i, at mine to ældste børn – min søn på 11 og min datter på snart 10 – skændes konstant. De kan skændes over alle ting og er i mine øjne meget grove, tarvelige og uretfærdige over for hinanden. De driller hinanden med øgenavne eller med ting, de ved, den anden bliver ked af. De lyver, om hvorfor de skændes, hvad de skændes over, hvem der starter og så videre. I mine øjne er det ofte min datter, der starter disse skænderier. De kan skændes over de mest banale ting, såsom at min datter kan sige, at hun engang har kunnet flyve, hvorefter min søn siger, at det ikke passer. og så kan de diskutere det, indtil de enten begynder at slås, eller jeg bryder ind. Det er svært at bryde ind i disse diskussioner på en særlig konstruktiv måde, primært fordi jeg synes, diskussionen i sig selv er fuldstændig håbløs, og samtidig fordi jeg ikke føler, at jeg kan møde nogen af dem. Så ofte bliver det bare mig, der skærer igennem og siger, at han må lade hende synes, hvad hun vil, og at vi jo godt ved, at hun ikke kan flyve. og hvis de ikke har noget pænt at sige til hinanden, skal de hellere tie stille. Det ender meget ofte med, at min søn slår eller skubber sin søster, han bliver simpelthen så frustreret og kommer ofte til kort i deres verbale diskussion.

Også i skolen undgår de hinanden, og vi har haft enkelte episoder, hvor de ikke er der for hinanden og ikke vil hjælpe den anden, hvis der er brug for dette. Jeg bor ikke sammen med deres far og har ikke gjort dette siden, før min datter blev født. Jeg bor sammen og er gift med faren til mit tredje barn, en søn på 6 år, der ofte bliver brugt som stødpude imellem de to store søskende og ofte bliver afkrævet at vælge side: når han leger med den ene, kommer den anden og forsøger at ”lokke” ham væk/ fange hans interesse med en anden leg, hvorefter de to store så begynder at skændes over dette.

Min mand og jeg har boet sammen, siden de to store var henholdsvis 1 og 2½ år, så vi er på mange områder ”vant” til familiemønstret. Min mand deltager helt i opdragelsen og samværet med alle tre børn. De to store bor hos os og er kun hos deres far hver anden weekend. Deres far oplever også, at de skændes, taler grimt til hinanden og slås. Min eksmand og jeg har et fint forhold til hinanden, der er centreret omkring de praktiske ting i forhold til børnene. Søskendekonflikterne er et stort problem for os alle og påvirker helt klart stemningen og samværet i familien.

Samtidig har jeg mange problemer i forholdet mellem mig og min datter. Hun er næsten altid sur og tvær og sætter ofte mig (og hende selv) i situationer, hvor jeg føler, jeg er nødt til at sige nej, irettesætte eller skælde ud. Hun kan for eksempel sige, at hun vil have noget, hun har set i et katalog, hvortil jeg siger, at det også ser spændende ud, og det synes jeg, hun skal ønske sig til sin fødselsdag eller til jul, hvorefter hun siger, at det er da ikke sådan noget, man ønsker sig, og at alle de andre bare får det, og at jeg aldrig giver hende noget. Selv om jeg forsøger at møde hende i hendes ønske og sige, at det forstår jeg godt, at hun gerne vil have, men jeg vil ikke give hende det nu, så bliver hun ved og ved og kan sige de samme ting til mig, indtil jeg bliver vred. Selv om jeg beder hende holde op, og selv om jeg siger til hende, at jeg snart bliver vred, så bliver hun ved i timevis. Eller hun kan kritisere noget, jeg har gjort eller sagt, og igen bliver hun ved, indtil jeg reagerer.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ud af dette uden at blive rigtig vred på hende med det resultat, at hun bliver ked af det og sikkert får bekræftet, at jeg er den ”dumme mor”… Jeg er begyndt at føle, at det er, som om hun tester mig for at se, hvor højt jeg elsker hende: hvis jeg køber det til hende, så elsker jeg hende. Eller omvendt: hvis jeg bliver gal, når hun ”kører på mig”, så bekræfter det, at jeg ikke kan lide hende… og ofte føler jeg, at jeg i lange perioder skælder mere ud på hende end giver hende knus og kram…

Samtidig er hun meget knyttet til mig og ”vil mig” hele tiden. Men det er svært at vende den negative opmærksomhed til noget positivt. Jeg føler ofte, at hun tester mine grænser og meget ofte, at hun overtræder dem gang på gang, og i de situationer synes jeg, at det er rigtig svært at give hende positiv opmærksomhed og tid. Jeg synes, det er forkert, at hun skal ”belønnes”… Ikke fordi hun skal straffes, men fordi jeg synes, det er svært at opdrage hende og lade hende vide, at hun har overtrådt mine, sin brors eller andres grænser og så samtidig sætte mig ned og for eksempel spille et spil og ”lade som ingenting”.

Hun har som person svært ved at takle forandringer. Hun reagerer for eksempel meget ved at skulle fra os til hendes far, ikke fordi hun ikke kan lide at være der, men fordi hun skal omstille sig til ”nye” ting. Når vi er på ferie, tager det hende flere dage at vænne sig til at være der, hvor hun er, og hun skal helst vide, hvordan hotellet ser ud, hvor hun skal sove etcetera, før vi tager af sted. I denne sommerferie tilbragte vi 1½ uge i mormor og morfars sommerhus, og selv om hun kendte det og var ”informeret” om varighed, sovested etcetera, så ønskede hun bare at komme hjem. Hvilket hun igen fortalte mig hele tiden og hver dag, indtil jeg ikke kunne holde ud at høre på hende mere og blev vred, gal, frustreret og ked af det.

Hun klarer sig godt både socialt og fagligt i skolen. Hun har slet ikke den samme attitude i skolen, men er her den sjove og glade pige. Hun har mange veninder og er meget social med dem både i og uden for skolen. Selv om hun selv er meget bevidst om ”bedste” veninder, så vurderer jeg ikke, at der er nogen, der som sådan er bedste veninder. Det er meget skiftende, og det virker nogle gange meget overfladisk på mig. Men der er ingen tvivl om, at hun har et ”frirum” med sine kammerater.

Vi har snakket om at søge noget familieterapi eller -rådgivning. Jeg håber, du kan hjælpe mig med nogle gode råd og/eller kan henvise mig til en familieterapeut, der kender til vores problemer.

Mange hilsener,

Trine, Taastrup

Kære Trine,

Søskendejalousi er ikke noget, man helt kan undgå. Der kan være perioder i børnenes udvikling, hvor de kan have svært ved at holde hinanden ud, ligesom der kan være problemer, hvis børnenes personlighedstræk er alt for forskellige. Men griber forældrene det rigtigt an, vil problemerne ofte være til at overse. En god måde at forebygge jalousi på er, at man allerede før fødslen af barn nummer 2 gør sig klart, hvor vigtige vi forældre er i vores adfærd over for både den førstefødte og den lille ny, der nu er kommet til. Jalousi fødes den dag, man kommer hjem med barn nummer 2. Aldersforskellen spiller dog en meget stor rolle, ligesom forældrenes evne til at se, læse og forstå begge børns behov. Når jeg læser dit brev, trine, kan jeg se, at jeres børn er det, vi kalder pseudotvillinger. Det kalder man børn, hvor der er under to år mellem dem. Drengen er den ældste og har vel været 14 måneder, da han fik en lillesøster. Den lille aldersforskel kan i mange tilfælde blive udlignet, så børnene i løbet af få år virker jævnaldrende. Hvis den ældste er en dreng, og den yngste er en pige som i jeres familie, vil man ofte opleve, at pigen vil nå drengens udviklingstrin – ja måske overhale ham – hvilket vil være meget frustrerende for drengen, og en magtkamp børnene imellem kan let opstå.

En god måde at undgå søskendejalousi på hos pseudotvillinger er, at man – før barn nummer 2 fødes – sørger for, at den førstefødte stille indsluses i vuggestuen og får en tryg base dér, så barnet ikke tror, at det bliver bortvist på grund af det nye barn. Det er også en god idé at få barnet til at sove i sin egen seng og endeligt at få bedsteforældre og andre til at knytte bånd til det første barn, så de kan aflaste, for det er hårdt at få to små lige efter hinanden. Derudover er det vigtigt at respektere og udstråle som forældre, at de to børn er to forskellige personer, og det er vigtigt at markere, hvem der er den store, og hvem der er den lille. Den førstefødte skal have visse rettigheder. I modsat fald vil den førstefødte let blive voldsom i sin adfærd og kæmpe for sin førsteplads, og nummer 2 vil kæmpe for at erobre pladsen. Endeligt er det vigtigt at undgå millimeterdemokrati. Det er en stor misforståelse, at børnene skal have det samme. Hvad den ene ønsker, er ikke nødvendigvis den andens ønske.

Jeg tror – men kan jo ikke helt vide det – at, jeres to store børn, der er født så tæt på hinanden og har oplevet en skilsmisse og fået en stedfar, har haft nogle svære første leveår. Det kan måske være en del af forklaringen på al den vrede – følelsen af ikke at være elsket og hele tiden at have behov for at blive set – og når I så prøver at give kærlighed, så afviser især jeres datter den. Jeg tror, at det drejer sig om jeres børns forhold til jer voksne og ikke søskendejalousi. Så jeg vil meget anbefale, at I alle får snakket med en psykolog, der arbejder med familier.

Til slut vil jeg sige, at jeg kan fornemme, at I vil jeres børn alt godt, og den kærlighed, I har til dem, skal nok – i samarbejde med en psykolog – kunne få jeres familie til at trives.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen

ADHL og andre diagnoser

Så er der kommet en bog, som kan fungere som en uundværlig håndbog for lærere, forældre, fagfolk og andre, som er i kontakt med børn med blandingsdiagnoserne; ADHl, indlæringsvanskeligheder, tourettes og Aspergers syndrom. Forfatteren, Martin l. Kutscher, er neurolog med mange års erfaring med at diagnosticere og hjælpe børn og familier med børn med disse diagnoser.

Pris 328 kr., Dansk

Psykologisk Forlag

Vidste du..

? At pædofile ikke bare leder efter børn på nettet, men også på telefonchat, som for eksempel træfpunktet? Det advarer rigshospitalets behandlingscenter for pædofili om. Det er muligt for forældre at spærre familiens telefon, så man ikke kan ringe til træfpunkt, skriver avisen metroXpress.

Har du et spørgsmål vedrørende jeres barns trivsel? Skriv til Junior, Oxygen Magasiner A/S, Postbox 865 2400 København NV eller mail til: psyk@juniormag.dk. Besvarede spørgsmål bringes i Junior, evt. anonymt.