Derfor skal du finde ud af, hvor din grænse går – og vise dit barn det

At vise grænser for sit barn kan være en udfordring i sig selv. For hvor går grænsen egentlig, og må man flytte den fra tid til anden? Endnu sværere bliver det, når andre forældre har helt andre grænser end en selv. Jeg bor i et kollektiv med tre familier, og her bliver det tydeligt, hvor forskellige grænser kan være. Når vores børn ikke vil spise aftensmad, får de lov til at lege i stedet, mens de andre børn skal blive siddende ved bordet, indtil alle har spist.

Og når de andre børn får lov at se fjernsyn, får vores tit besked på, at de skal finde på noget andet at lave. ‘Hvor uretfærdigt!’, lyder det. ‘Hvorfor må jeg ikke, når de andre må?’ Ifølge eksperterne er det faktisk ikke så problematisk, som det måske virker i situationen. Tværtimod skal børn lære, at alle mennesker har forskellige grænser. Det er simpelthen umuligt at undgå, og det kan børn sagtens forstå.

"Alle er forskellige og har forskellige grænser. Og det er vidunderligt, for så får barnet flere nuancer med i livet. Vi voksne har jo heller ikke brug for, at alle har de samme grænser og mener det samme. Så hvorfor skulle børn have det? Vi ved alle sammen, at verden er forskellig, og det giver bare børn tilladelse til også at være forskellige. Måske synes børnene, det er rigtig øv, at de ikke må få en is mere, når de andre børn må, eller at de andre må være længere oppe, men sådan en frustration er helt naturlig, når man ikke kan få det, man gerne vil have", siger familieterapeut Fie Hørby.

Derimod er det problematisk, hvis forældre overskrider deres egne grænser bare for at imødekomme børnene eller andre forældre. Her er det vigtigt at stå fast på sin grænse, hvis den betyder meget for en.

"Det er enormt vigtigt, at forældre ikke gør noget, de ikke har det godt med. Ellers ender vi med at blive frustrerede. Hvis vi lader børnene være længere oppe, end vi egentlig synes, og det ender med, at børnene bliver overtrætte og kollapser, så bliver man gal over, at man gik over sine egne grænser. Derfor ender vi tit med at skælde ud på børnene eller partneren. ‘Nu fik du lov til det her, selvom jeg var imod det, og nu opfører du dig alligevel dårligt!’ Så må barnet pludselig ikke være overtræt, fordi det har fået lov til noget, man egentlig var imod", siger Fie Hørby.

LÆS OGSÅ: Frustreret mor: "Jeg må ikke blande mig i min kærestes børneopdragelse"

Du må gerne opdrage på andres børn

Idet vi alle har forskellige grænser, skal børn fra andre familier også respektere de grænser, der er gældende hjemme hos jer og omvendt. Og børn er ret hurtige til at afkode de rammer, de er i, fordi de er flokdyr og gerne vil passe ind i gruppen. Derfor skal du ikke være bange for at opdrage på andres børn, hvis de er på besøg hjemme hos jer. Her er det jeres grænser, der gælder, og det kan børnene godt forstå.

"Hvis man har besøg af venner med børn, som begynder at hoppe i sofaen, og man normalt ikke vil have det, kan man sagtens sige til børnene, at den her sofa er ikke til at hoppe i. Eller at man skal blive siddende ved bordet, til alle har spist, tage sine sko af indenfor eller noget tredje. Det går ikke, at ens grænser bliver overtrådt, for så bliver vi bare frustrerede. Men er man hjemme hos andre, så er det dem, der bestemmer hvor grænserne går – medmindre det vil være virkelig grænseoverskridende for dig eller dine børn", siger børnepsykolog Heidi Agerkvist.

Der kan dog være situationer, hvor det er hensigtsmæssigt, at forældre bliver enige om retningslinjer i fællesskab. Hvis man eksempelvis bor eller rejser sammen. Men derudover kan børn lige så godt vende sig til, at alle ikke bliver behandlet ens. For sådan vil det være gennem hele livet.

"Er I er på ferie med en anden familie, og I har ret forskellige grænser for, hvad børnene må, er det en god ide at tage en snak om det forældrene imellem. Hvis man synes, at børnene ikke skal have is hver dag, må man foreslå det, og ellers kan man spise dem hver for sig. Der vil altid være situationer, hvor de andre børn må noget, ens egne børn ikke må. Så må de andre få en telefon eller komme sent hjem. Men sådan er det. Det er en god mulighed for børnene at lære at rumme den frustration, det giver. For den frustration vil de møde mange gange gennem livet. Du fik en lønforhøjelse, og det gjorde jeg ikke. Du har fundet manden i dit liv, det har jeg ikke. Der vil altid være forskel", siger psykologen.

Vær enige om at være uenige

Når det kommer til mor og far, er det også helt okay, at I har forskellige grænser. Der findes ingen mennesker, der har præcis de samme grænser, og derfor skal I heller ikke tvinge enighed igennem. Så længe I forældre respekterer hinandens forskellighed og kan blive enige om at være uenige.

"Forældre må gerne være uenige og diskutere foran børnene, så længe man gør det med respekt for hinanden. Det er helt uundgåeligt, at mor og far har forskellige grænser. Det kan børn sagtens navigere i. Problemet opstår, hvis mor og far ikke kan navigere i det. Hvis de slås om, hvem der har ret og uret. Barnet har både mor og far i sig, og hvis mor gør far forkert, vil barnet føle, at det også er forkert. Børnene svømmer rundt i det vand, der flyder mellem mor og far, så hvis mor og far taler grimt om hinanden, bliver det utrygt og ubehageligt for barnet", siger Fie Hørby.

Det er vigtigt, at mor og far kan gå på kompromis, for ellers ender de med at skændes om, hvad barnet må og ikke må, og det vil kun forvirre barnet og skabe dårlig stemning.

"Hvis man er meget uenig, kan man måske forsøge at komme hinanden lidt i møde. De voksne må blive enige om, hvis grænse der får lov at styre i den pågældende situation. Nogle gange går man med mors, andre gange med fars. Og nogle gange finder man et kompromis. Men børn kan sagtens forstå, at når vi er alene hjemme med mor, så må vi gerne hoppe i sofaen, og når far er hjemme, er det ikke så fedt. Eller når far putter, må vi gerne tegne, mens vi får godnathistorie, men ikke når det er mor", siger Heidi Agerkvist.

Hvis der er søskende, vil det også være godt, hvis I justerer grænserne efter børnenes forskellige behov og personlighed. For igen handler det om, at ingen er ens, og derfor skal de heller ikke behandles ens.

"Det ville være helt optimalt, hvis man viste søskende forskellige grænser. Nogen kan godt lide at se noget uhyggeligt, hvor det går lige i nervesystemet på andre, og så skal de selvfølgelig ikke udsættes for det. De behøver ikke få lov til præcis det samme, for de er jo forskellige", siger Heidi Agerkvist.

Sæt ikke grænser – vis dem

Det kan lyde som noget ordkløveri, men ifølge Heidi Agerkvist er det helt afgørende at forstå grænser som noget, vi viser hinanden og ikke sætter. Grænsesætning har nemlig en negativ klang af streng og hård opdragelse med masser af regler. Hvis du i stedet viser grænser, så handler det om at vise barnet, hvor dine egne grænser går for, hvornår larmen bliver for høj eller rodet for meget. På den måde lærer barnet dine grænser at kende og kan derved tage hensyn til dem.

"Hvis man forestiller sig en bunke brædder og bygger et hegn med dem, kan man nemt komme til at sætte hegnet for tæt på eller langt fra barnet. Så ender det mere med at afgrænse eller begrænse barnet. Hvis man derimod viser, hvor ens egne grænser går, så kan barnet bevæge sig mere frit og finde ud af, at alle har forskellige grænser. At hegnet ikke står fast, men at barnet godt må have andre grænser end forældrene. Hvis forældrene har sat en grænse for, hvad der er uhyggeligt, kan barnet blive nødt til at skulle overskride sine egne grænser for at imødekomme forældrenes, bare fordi grænsen er sat et forkert sted. Så får barnet ikke mulighed for at mærke, hvor dets egne grænser egentlig er. For andre har sat dem for barnet", siger hun.

Det store arbejde ligger derfor ikke i at sætte grænser, men i at lærer sine egne grænser at kende som forældre og vise dem klart og tydeligt for barnet, så barnet kan navigere efter dem. Og her er det vigtigt ikke at forfalde til at bruge grænser i stil med ‘det må man, og det må man ikke’. Man er nemlig bare et udtryk for normer, som ikke absolut stemmer overens med dine egne grænser. Derfor virker det utroværdigt at vise grænser, du ikke helt kan stå inde for selv. I stedet skal du bruge krudt på at finde dine egne grænser og turde stå ved dem.

"Grænser er en måde at give udtryk for sig selv på. Hvem man er, og hvad man står for. Og giver man klart og tydeligt udtryk for, hvem man er, så kan barnet nemmere finde ud af, hvem det selv er. Børn har brug for tydelige voksne, der tør tage et klart og tydeligt lederskab i relationen. Og vi kender det jo selv. Det er så rart at være sammen med andre voksne, der er klare og direkte omkring, hvad de mener og vil. Det giver tryghed, fremfor når man skal gætte sig til, hvad de mener", siger Fie Hørby.

LÆS OGSÅ: Bekymret for dit barn? Her er psykologernes bedste råd.

Kontaktsøgende børn

Problemerne kan opstå, hvis forældre ikke er tydelige omkring deres egne grænser. Og det kan der være mange gode grunde til ikke at være i vores moderne samfund. Forældre i dag bliver bombarderet med information om, hvad der er rigtigt og forkert, og alle har hver deres holdning til, hvordan man er en god og dårlig forælder. Derfor kan det være svært at mærke, hvor ens egne grænser går for, hvor meget sukker ens barn må få, hvornår det skal i seng, eller hvor længe må det se fjernsyn.

"I dag er mange forældre det, jeg vil kalde konstruktivt usikre. De gør sig så umage for at gøre det godt og kan ikke læne sig ind i tidligere generationers børneopdragelse, fordi den ikke længere er tidssvarende. Fordi vi mangler rollemodeller, kan vi godt blive usikre på vores egne grænser og have svært ved at udtrykke tydeligt, hvornår noget er for meget. Og hvis vi ikke markerer vores grænser, så kan børnene ikke mærke os og begynder at lede efter os. Hvis forældre så også er trætte, ikke har overskud, er distræte på grund af arbejdet, eller har det skidt, så kan de nemt forsvinde. Og det er her, børn kan blive desperate efter kontakt", siger Fie Hørby.

Hvis forældrenes grænser er utydelige og uklare, så er det, at barnet vil begynde at søge efter grænserne. Det man i gamle dage kaldte grænsesøgende adfærd, men som man i dag kalder kontaktsøgende adfærd. Grænsesøgende adfærd associerer de fleste nemlig med frække og umulige unger, der provokerer og tester forældrene, hvilket er milevidt fra det, man ved om børns adfærd i dag. Nu ved vi, at det er helt afgørende at være nærværende, for ellers vil barnet lede efter vores opmærksomhed. Ved at vise barnet, hvem vi er og tage ansvaret for barnet, kan barnet slappe af og trygt udforske verden. For mor og far har givet sig selv til kende og taget førertrøjen på.

"Der har aldrig været en mere opmærksom forældregeneration, end der er i dag. Alle børn er ønskebørn. Så vi vil gerne gøre det hele så godt. Og i vores stræben efter det, kan vores grænser godt blive lidt utydelige. Fordi vi gerne vil tilpasse os børnene og vise hensyn. Selvom det kan være svært, så handler det om at stå godt i sine forældresko. At kunne vurdere, hvad der er bedst for barnet, når det ikke selv er gammelt nok til det. Nu putter jeg dig i seng, for du er tre år og træt, også selvom du ikke selv mener det. Vi skal ikke diskutere, om du skal i seng. Men du kan bestemme, om vi skal læse den her eller den her godnathistorie", siger Heidi Agerkvist.

Må man forhandle om grænser?

Om grænser må blive ændret og er til forhandling er de to eksperter lidt uenige om. Fie Hørby mener, at forældrene skal være ledere og vise deres grænser, men samtidig give plads til barnets mening om grænserne. Hvis barnet ikke vil gå en lang tur, så kan man måske indgå et kompromis om en kort tur. Samtidig lægger hun vægt på, at grænser er dynamiske og ændrer sig alt efter, hvilket humør man er i. Er du fuld af overskud, vil din grænse være længere for, hvornår barnet larmer, end når du er træt og i dårligt humør. Desuden vil en grænse ændre sig over tid, når en selv og barnet forandrer sig.

"I det gamle børnesyn havde vi en tro på, at ro, regelmæssighed og renlighed var god og nødvendig opdragelse. Vi opdrog med mange regler for at få børn til at tilpasse sig og være lydige. Men på den måde får vi skabt et regime af regler, som vi også selv skal indordne os under. Når vi egentlig har lyst til at tage barnet ind i sengen, fordi det har haft en dårlig drøm, men vi gør det ikke, fordi vi har en regel imod det. Eller når vi har en regel om, at køkkenet lukker klokken 19, og man en dag har lyst til at give sit barn noget mad, fordi man ved, at det ikke har fået så meget at spise, kan vi ikke sige ja, fordi reglen hedder klokken 19. Så er det, vi bliver kvalt i vores egne regler", siger Fie Hørby.

Selvom Heidi Agerkvist er enig i, at man for alt i verden skal undgå et regelregime og hellere fokusere på at vise sine egne grænser, så mener hun, at grænserne skal være ret konsistente. Særligt med små børn. Her må grænserne ikke bare ændre sig fra tid til anden og skal heller ikke være til forhandling.

"Små børn skal ikke tage stilling til, hvornår de skal i seng, om de skal børste tænder, holde i hånd over vejen, eller hvad de skal have på af tøj. Med små børn skal voksne tage voksenbukserne på og beslutte den slags ting for børnene. For det er de voksne, der ved, hvad barnet har brug for. Det ved barnet ikke selv. De ved kun, hvad de har lyst til. Men når man er otte-ti år, begynder man at kunne forstå, hvad der er bedst for en. Og her kan man være lidt mere åben for at høre deres perspektiv. Det er også en god måde at lære om demokrati og medbestemmelse", siger hun.