Søvn
SPONSORERET indhold

Søvn: Sådan lærte Noah at boble igennem

Mette og Jesper har højest fået tre timers søvn i træk, siden Noah blev født for et år siden, og det har sat sine spor. Tjek sovecoachens råd til den udmattede familie.

Af: Sofie Winther Askgaard, Vores Børn, september 2013.
26. nov. 2013 | Børn | Vores Børn

Sidste sommer kommer Mette og Jespers anden søn til verden. Alt tegner godt. Lille Noah sover og sutter som en drøm.

“Det kørte på skinner i starten. Noah sov, og jeg kunne amme. Men da vi tog hjem fra sygehuset, gik det galt. Han nægtede at spise, så vi måtte give ham flaske, og så begyndte han at skrige,” siger Mette.

De næste fire måneder græder Noah. Og græder. Og græder. Familiens søvnrytme går helt agurk. Fem måneder gammel har Noah vendt op og ned på døgnet og sover bedst om dagen, mens nætterne forsat er slemme.

LÆS OGSÅ: 10 trin til mere søvn

“Vi giver ham en flaske ved syvtiden, inden vi lægger ham i seng. Vi bliver siddende, til han falder i søvn, men det kan tage timer. Han kaster sig rundt og stopper først, hvis vi vugger ham i søvn, eller holder ham fast i sengen,” fortæller Mette.

Man bliver desperat efter søvn

“Hvis vi er heldige, er der ro i to til fire timer, inden det starter forfra. De fleste af Mette og Jespers nætter går med at give sut, vugge Noah og til sidst, i desperation midt om natten, give ham en flaske, der får ham til at sove til klokken seks.”

“Jeg har taget mig selv i at tænke, om det var det værd at få Noah, selv om jeg elsker ham højt. Det er jo også synd for vores store søn Marcus, at vi ikke er der 100 procent for ham, da resurserne bare ikke er der,” siger den trætte mor, der er blevet nødt til at lukke ned for sine egne følelser, når det er værst. “Ellers havde jeg jo kastet barnet ud af vinduet!”

Noah har været til læge, børnelæge, zoneterapeut og kiropraktor. Der er intet galt. Han vil bare ikke sove. Afmagten har fået Mette og Jesper til at gøre ting, de normalt ikke ville gøre.

LÆS OGSÅ: 39 tips til trøst

“Jeg har hævet stemmen over for Noah. Slækket på alle krav. Givet ham grød før de seks måneder. Kamillete og sukkervand. Vi er nået dertil, hvor alle kneb gælder, for vi har også en toårig at tage hensyn til,” siger Mette, der som næstsidste udvej overvejede at gå til en kraniosakralterapeut. Sidste udvej er dog nu at få sovecoachens hjælp.

“Vi vil aldrig tilgive os selv for ikke at prøve det her, hvis det nu virker. Det er sidste udvej. Ellers er vi nødt til bare at holde ud. Hvad skulle vi ellers gøre?”

Sovecoachens plan: Nu skal Noah lære at sove

Mental indstilling
■ Vær rolige, overbevisende og konsekvente. I har taget en beslutning!
■ Gør det samme hver aften.
■ Bak hinanden op, og overtag for den anden, hvis der opstår frustrationer.

Putning
■ Hold jer til et fast tidspunkt.
■ Gear ned med rolige aktiviteter, der signalerer, at dagen er slut.
■ Find et hyggeligt og kort putteritual, for eksempel en godnathistorie eller sang.
■ Afslut med trykkemassage nede i sengen. Det hjælper ham med at drosle motorisk ned. Trykkemassage betyder, at du blidt trykker alle led og muskler på barnet. Sig godnat.
■ Gå ud af værelset.

Sovetid og natlige opvågninger
■ Ingen lys, unødig snak eller underholdning.
■ Lav lyde i køkken og stue, så han ved, at I er der.
■ Når han kalder på jer, kan I gå ind på værelset og tage ham op og trøste ham, men læg ham ned i sengen igen, inden han falder i søvn. Gør det igen, til han sover.
■ Giv så lidt hjælp som muligt, helst nede i sengen, så det kan trappes ned.

Hold fokus på
1. At han skal lære at falde i søvn selv.
2. At give så lidt hjælp som muligt.
3. At være rolige, overbevisende og konsekvente.

LÆS OGSÅ: Løsningen på 5 klassiske søvnproblemer

Efter tre ugers sovekur: “Det er et mirakel”

Der er sket et mirakel. Sådan lyder Mettes konklusion efter tre ugers søvntræning. Hvor lunten før var kort, randene under øjnene kulsorte og optimismen i Langbortistan, tør hun og Jesper nu tale om fremtiden med andet end ‘vi må holde ud, for vi har ikke andet valg’.

“Det har simpelthen reddet os som familie,” siger Mette.

Små ændringer – store resultater

Sovecoachens soveplan gav Mette og Jesper mod, kræfter og det sidste skub til at kaste sig ud i kampen. Nu giver vi godnatflaske i stuen i stedet for på værelset, så Noah ikke forbinder den med søvn. Så går vi ind på værelset, slukker lyset, siger godnat, lægger ham og går ud. Vi bliver ikke, til han sover, for nu skal han selv lære at falde i søvn, fortæller Mette.

“Hvis han brokker sig, går vi ind til ham, men vi taler ikke til ham, og vi lægger ham igen, før han falder i søvn. Og vi bliver ved. Coachen sagde nemlig til os, at succes er betinget af vedholdenhed, og vi ville have succes!”

Den første nat stod Mette i stuen efter et kvarter, for da sov Noah! Det gjorde han, til han bad om natflaske klokken fire.

“Natten efter bad han slet ikke om den, og bortset fra enkelte nætter, hvor han har grædt i op til halvanden time, så er det en total gevinst,” siger Mette.

LÆS OGSÅ: Lær dit store barn at sove

“I otte måneder har Noah nemlig sovet maks. tre timer i træk. Nu sover han 10-11!”

Lunten er blevet længere

Var det virkelig så let? Hvorfor har vi så ikke bedt om hjælp før, har Mette og Jesper tænkt.“Vi havde brug for en ekspert som coachen, der kunne fortælle os, at det bare ville blive værre, hvis ikke vi gjorde noget nu,” indrømmer Mette, der stadig er træt, men stille og roligt mærker overskuddet snige sig ind på hende. Hun har nemlig haft mod til at være alene med Noah og Marcus, og hun har også været ude om aftenen med en veninde.“Nu ved jeg, at jeg ikke skal kæmpe flere timer om natten, og derfor tør jeg gå senere i seng. Jeg har også fået overskud til at hygge med Marcus, og i vuggestuen kan de mærke på ham, at han er blevet roligere. Han har jo fået sin mor og far igen.”

Tror på bedre søvn

Med sådan en solstrålehistorie kunne man tro, at Mette og Jesper måske skulle have en mere. Men det bliver der ikke tale om.

“Nu har vi endelig fået mod på at lave noget med vores drenge. Vi er ikke længere bange for at tage ud med dem, vi glæder os til at have gæster uden at blive stressede, og jeg har overskud til at tænke på, at jeg om lidt skal på arbejde igen,” siger Mette.

Det nyfundne overskud peger Mette på som det største mirakel. For hun og Jesper ved jo godt, at de ikke kan regne med at sove igennem hver nat. Der er både udviklingsspring, sygdom og tænder. Men nu føler de sig rustede til også at komme igennem de dårlige nætter.

LÆS OGSÅ: Guide til bedre søvn for DIG!

“Vi tør tro på, at vores børn nok skal falde i søvn på et tidspunkt. Derfor bliver vi ikke frustrerede på samme måde som før, hvis de græder eller er svære at putte, og den ro kan de mærke. Nu er det jo heller ikke længere hver nat, vi skal kæmpe. Det er et mirakel.”