Sådan får du baby ud
SPONSORERET indhold

Sådan lokker du baby ud

Terminen er overskredet, og du er PARAT, men det er baby åbenbart ikke. Kan den alligevel overtales? Kan du spise fødslen i gang? Elske baby ud af vagten? Så længe det er behageligt eller smager godt, kan folkelige og fornøjelige råd ikke skade.

Af:: Karen Greve, Vores Børn, februar 2009 Foto: Nimastock
28. apr. 2010 | Børn | Vores Børn

Det er ikke sikkert, at din jordemor vil skrive under på alle de råd, du skal til at læse. Men helt ærligt!

Selv om din læge heller aldrig ordinerer varm te med honning og 10 afsnit af Sex and the City, når du er forkølet, virker det ellers næsten altid. Hvis du har passeret terminen, så kast dig trygt ud i folkeviddets kreative forslag til at sætte skub i din fødsel. Nogle af dem kan spises!

Alternativ zone

Er du over terminen, har du højst sandsynligt hele dagen til rådighed. Med andre ord: Du har tid til at prøve forskellige behandlinger. Nogle af de punkter, zoneterapeuten inddeler kroppen i, har forbindelse til livmoren. Måske kan det vække baby op til dåd. Du kan også bestille en omgang massage af lænden og fødderne.Det virker stimulerende på hele dit underliv.

LÆS OGSÅ: Skal du sættes i gang?

Akupunktur er også en mulighed. Hvis du overvejer metoden som smertelindring til fødslen, så kan du jo passende lure lidt på, om nålene er noget for dig – og hvis det giver baby-bonus, så hurra!

Elsk dig i fødsel

Prostagladin i sæd indeholder en naturlig fedtsyre, der blødgør og udvider livmoren. Så ind på lagnerne og skaf noget af det. Hvis din livmor er blød i forvejen, er det sandsynligt, at sæden skubber fødslen tættere på. Hvis du får orgasme, trækker livmoren sig også sammen, og det kan muligvis inspirere den til at begynde på nogle mindre behagelige sammentrækninger.

Alternativt kan du rykke et niveau op og holde koncentrationen på dine bryster. Stimulering af brystvorterne frigør oxytocin, som er en naturlig version af det vestimulerende middel pitocin. Men lad nu være med at gå for ivrigt til værks; dine bryster skal meget snart holde til mange timers sutten fra baby nat og dag, så det er ikke tidspunktet at gøre dem helt hudløse.

Læg planer

Ligesom det kan være svært at blive gravid, hvis du er meget ivrig og tjekker temperatur hver morgen, regner og beregner efter alle kunstens regler, har fødslen det ligesom med at lade vente på sig, hvis du ikke laver andet end netop at vente på den. Så lad være med at rydde din kalender to uger før og to uger efter terminen. Sørg for at have aftaler. Læg planer, som om der ikke var noget som helst, der hed plexivugge, jordemor, lattergas og veer i miles omkreds.

Du skal selvfølgelig ikke anstrenge dig for meget, men bestil en tid hos frisøren efter massagen. Mød veninder til te. Gå ind og se en film om formiddagen. Fyld din dag, så du ikke keder dig for meget. Det er alligevel stensikkert: Baby kommer IKKE, når du er veludhvilet og lige har klippet negle og ordnet ben.

Når du derimod lige er ved at gå i seng, netop har sat dig foran en god film eller er på vej til rund fødselsdag, så …

LÆS OGSÅ: Den magiske dato – kom nu ud!

Spis dig i fødsel

Det er ikke til at sige præcist, hvad der sker, når du spiser vefremkaldende retter. Måske bliver baby forskrækket over mavens rumlelyde, når chili, olivenolie og hvidtøl skal fordøjes. ‘Jeg vil ud herfra’ tænker barnet og dumper hovedet lige ned i affyringsrampen. Eller også skal du pludselig meget ofte på toilettet og inspirerer på den måde livmoren til også at komme i gang med en form for sammentrækninger. I hvert fald består flere spiseråd til fødsels-utålmodige kvinder af ingredienser, der traditionelt sætter maven på arbejde: En god stærk middagsret med chili, hvidløg eller paprika eller en ve-kage med en ordentlig bunke ananas til. Drik te af hindbærblade eller brændenælder til, og slut gourmetforsøget af med at gå en tur i mageligt sen-gravid-tempo, så baby får hjælp af tyngdekraften til at komme godt ned i bækkenet.

Opskrift på tre gode snacks til at lokke din baby ud

Fødselspizza

Pizzadej:
9 dl hvedemel, 1 pk gær, 1 tsk salt, 3 spsk olivenolie, 3 dl vand

Pizzafyld:
2 spsk margarine, 1 stor løg, 500 g hakket oksekød, 1 dåse tomater + 2-3 spsk tomatpuré eller 1 dåse tomatpuré, 2-3 fed hvidløg (ingen hvidløg – ingen fødsel!), 1-2 tsk stødt muskat, 1 tsk salt, ½ tsk peber, ½ tsk oregano, ½ tsk basilikum, Ca. 2 dl vand, Revet pizzaost.

Varm vandet til 37 grader, og rør gæren ud. Bland de øvrige ingredienser i, og ælt dejen igennem. Lad den hæve 30 minutter. Rul dejen ud til et rektangel, og læg den i bradepanden. Lad den efterhæve nogle minutter. Forsteges i ca. 5 min. på 225 grader.

Brun løgene i margarine, og steg kødet. Tilsæt de øvrige ingredienser, undtagen osten, som lægges over pizzaen til sidst.

Læg fyldet på, og lad pizzaen stege videre på 225 grader i ca. 20 min.

Ve-kage
4 æg, 1 dl sukker, 300 g margarine eller smør, 230 g mel, 300 g chokolade, 1 spsk kakao, 1 tsk bagepulver, 200 g kokosmel, En håndfuld rosiner, 1½ dl stærk kaffe

Smør og sukker røres sammen. Tilsæt æg, et ad gangen. Mel, kakaopulver og bagepulver røres i. Smelt halvdelen af chokoladen i kaffen. Rør i sammen med rosiner og kokos. Hældes i en smurt springform. Bages ved 180 grader i forvarmet ovn i cirka en time. Når kagen er afkølet, smeltes resten af chokoladen og fordeles over kagen.

TIP: Spis kagen sammen med ananas i stykker, og drik te af hindbærblade eller brændenælder til. Det skulle alt sammen hjælpe!

Italiensk fødepasta
Dosis afhænger af din sult som super-gravid. Den kan være meget stor eller ret begrænset afhængig af kvalme, halsbrand og så videre. Vælg selv, hvor meget af hver du har brug for!

MASSER af god olivenolie, kapers, pepperonchino (eller noget i den retning – altså tørret chili), ansjosfiletter, hvidløg, persille, parmesanost, stærk pølse, pasta

Olivenolie, hvidløg, ansjosfiletter, chili og kapers steges kort tid på panden. Pølsen steges på panden og blandes med de resterende ingredienser. Blandes med den kogte pasta og overdrysses med persille og parmesan. Vigtigt for denne ret er den gode olivenolie i rigelige mængder.

LÆS OGSÅ: Fødsel: Er det nu?

LÆS OGSÅ: Liv kom ti uger før termin

LÆS OGSÅ: Terminsberegner – find din terminsdato