Sæt sex på skemaet
Det kan virke underligt i starten at sætte sex på skemaet, men efter et stykke tid vil I begynde at glæde jer over jeres tid sammen. Foto: Colourbox

Sæt sex på skemaet

Hvis dit sexliv er ved at drukne i et hav af beskidte bleer og gammel opvask, kan redningen være at sætte sex på skemaet sammen med indkøb, hovedrengøring og andre praktiske gøremål.

Faktaboks

  • I kommer i gang.

  • I viser, at I vil hinanden.

  • I undgår diskussioner, om hvorvidt I har lyst eller ej.

  • Det er et turn on i sig selv at vide, at i aften skal I have sex.

  • Når I tager jeres nærvær alvorligt, booster I hinandens selvtillid.

Faktaboks

Det er naturligt, at sex træder lidt i baggrunden i en periode, når I er blevet forældre:

  • Som mor får du opfyldt en del af dit behov for kropsligt nærvær af samværet med baby.

  • Hormonerne sætter en dæmper på dine drifter, så længe du ammer. Du skulle jo nødig løbe efter naboen, nu hvor du skal passe på afkommet – for nu at sige det lidt primitivt.

  • Dine erogene zoner betyder måske noget nyt for dig – brystvorterne, som før var følsomme, er nu ømme og synonyme med mad og omsorg i stedet for erotik.

  • Du har vanskeligt ved at give dig hen, fordi din baby-radar er skruet op på højeste styrke.

  • Udfordringen med at få hjem, job og den nye forældrerolle til at gå op i en højere enhed kan fylde så meget, at overskuddet og energien til erotik bliver lig nul.

    Som tommelfingerregel skal der dog helst ikke gå over seks måneder, før I er i gang med at ‘finde hjem’ til hinanden igen seksuelt. Går der længere tid, kan det godt blive rigtig svært.

    Kilde: Cecilie Lolk Tommerup

Når familien bliver udvidet med et nyt medlem, er det nemt at falde i fælden og nedprioritere jeres sexliv. I har det jo hyggeligt nok uden, og hverdagen fungerer fint. Men det er ikke en god idé, for sex er det, der adskiller jeres forhold fra et venskab eller et makkerskab.

Samtidig giver sex velvære, energi og overskud til alt det andet i livet – også opvasken. Derfor er det afgørende, at I ikke lader den fysiske kontakt forsvinde ud af forholdet. Her får I sexologens opskrift på planlagt sex – trin for trin.

1. Aftal, hvor tit I skal have sex

Begynd med at aftale, hvor ofte I vil reservere tid til at pleje parforholdet i den fysiske forstand. Det kan være en god idé at tage udgangspunkt i, hvor tit I havde sex, før I blev forældre.

Vær ærlige omkring jeres behov. Hvis I er langt fra hinanden, må I finde et kompromis. Sexolog og jordemoder Cecilie Lolk Tommerup anbefaler, at I planlægger mindst ét ugentligt rendezvous i soveværelset.

LÆS OGSÅ: Lær din mand at sætte ord på sine følelser

”Kroppen husker godt. Derfor er det nemmere at finde lysten, hvis det ikke er alt for lang tid siden, I sidst har været sammen”, forklarer sexologen. Hun medgiver, at det for nogle kan virke en smule kejtet ligefrem at føre protokol over sexlivet.

“Men efter et stykke tid er I kommet ind i rytmen, og så vil I begynde at glæde jer til jeres tid sammen. Hvis I synes, at planlagt sex minder for meget om kedelig lørdagssex, som hører jeres forældres generation til, så spørg jer selv: Hvis alternativet er ikke at dyrke sex, hvad er så mest uromantisk? Samtidig skal I huske, at planlægningen er en metode til at komme i gang og ikke noget, I behøver at gøre for evigt,” lover Cecilie Lolk Tommerup.

2. Sæt kryds i kalenderen

Tag kalenderen frem, og sæt kryds ved dagene for jeres stævnemøder. Markeringen på papir er vigtig, fordi den forpligter jer på en anden måde end en løs, mundtlig aftale. Fastlæg også et klokkeslæt, hvor I ved, at I er friske, så I ikke ender med at udskyde sex til sengetid, hvor I begge er ved at dratte om.

“Prøv at finde nogle tidspunkter, hvor der er en god chance for, at I har overskud til hinanden. Det kan være om eftermiddagen, mens lille Emil sover. Har du svært ved at abstrahere fra, at han ligger inde ved siden af, og har hele tiden et halvt øre på baby, så få i stedet en bedsteforælder til at trille en tur med barnevognen. Hvis I aftaler at være sammen om aftenen, så drop tv-serierne, og læg hyggestunden fra 20 til 21, hvor barnet er puttet, og I ikke er alt for trætte,” anbefaler Cecilie Lolk Tommerup.

3. Hold fast I jeres aftaler

Nu kommer så udfordringen: At føre aftalen ud i livet. Her gælder det om at holde fast. Så selv om du måske er helt skeløjet af træthed, når daten i dobbeltsengen nærmer sig, så har du ikke fripas til at aflyse. Så udvander I nemlig hurtigt idéen med at planlægge jeres sexliv. Derimod er det okay at melde ud, at du er helt udkørt, og at du har behov for, at din partner tager over.

LÆS OGSÅ: Har I glemt jeres sexliv?

“Det behøver ikke at ende med vild sex hver gang. Det vigtigste er, at I kommer tæt på hinanden fysisk. Hvis du er meget træt, kan din partner massere dig, eller I kan nøjes med at ligge nøgne og kysse. Det må dog ikke blive en sovepude, så I for 10. gang bruger jeres ‘kryds’ på bare at kramme,” siger sexologen. Hun tilføjer, at syge børn eller andre uforudsete forhindringer selvfølgelig er legitime grunde til at springe over. Sker det, skal I dog fastlægge et nyt kærestetræf og sørge for at overholde den nye aftale.

4. Forbered jer på dagen

Tanken om, at du om et par timer skal svinge dig selv op til en nøje planlagt erotisk præstation, virker måske som lidt af et pres. Uanset om du har det sådan eller ej, er det en god idé at gøre nogle små gode ting for dig selv i løbet af dagen, som får dig til at føle dig godt tilpas. Tag for eksempel et langt bad, brug en lækker bodylotion, skift graviditetstrussen ud med en mere fiks model, og lad det behagelige hjemmetøj ligge i skabet.

“Du skal gøre dig lækker for din egen skyld. Når du har født, kan du have svært ved at affinde dig med din nye krop, og det kan gå ud over sexlysten, også selv om din kæreste stadig synes, du er smuk. Hvis du har det skidt med den ekstra hud på maven eller brysterne, der ikke strutter helt som før, så tag en underkjole på,” råder Cecilie Lolk Tommerup, som også anbefaler flirt som opvarmning.

“Send en sms, og skriv for eksempel ‘jeg glæder mig til at ligge tæt på dig i aften’. Det behøver ikke at være noget frækt, men det er vigtigt at vise hinanden, at I ser frem til jeres tid som par,” siger sexologen.

5. Udnyt tiden rigtigt – og få en succesoplevelse

Mange mennesker tror ifølge Cecilie Lolk Tommerup, at ‘rigtig’ lyst er, når det hele stritter bare ved tanken om sex eller synet af partnerens private kropsdele. Men for kvinder er det almindeligt, at vi først føler lyst, når vi er i gang. Det kræver noget arbejde at komme i stemning, og derfor anbefaler sexologen, at I bruger den første halve time på at kæle og kysse. Det er især vigtigt, at I overholder tiden, hvis I har haft en lang periode uden sex.

“I skal lære hinanden at kende igen, og det tager noget tid og arbejde. Det kan være en god idé at tage æggeuret med ind i soveværelset og sætte 30 minutter af til forspil, og derefter kan det udvikle sig til samleje. På den måde skaber I de bedste betingelser for, at det bliver en succes, som I har lyst til at gentage,” siger Cecilie Lolk Tommerup.

Hun anbefaler også, at I fokuserer mere på intimitet og nærhed end på klimaks. Et stykke tid efter at du har født, kan det nemlig være sværere for dig at opnå orgasme end normalt, så hvis I fra starten går målrettet efter kulminationen, kan oplevelsen nemt blive en skuffelse.

LÆS OGSÅ: Knibeøvelser – styrk din bækkenbund

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed, Tumling og Familieliv