Send din indre slavepisker til Langbortistan!

Send din indre slavepisker til Langbortistan!

Rigtig mange af os mødre kender til ”Du er ikke god nok”-stemmen i baghovedet. Vi stresser os selv med ukonstruktiv, dårlig samvittighed over, at vi ikke henter børn tidligere, laver bedre mad eller er mere tilstede. Lad lifecoach Sofia Manning føre dig ind i det nye år uden dårlig ”mor-samvittighed.”

Rådhusklokkerne har lydt, champagnen er drukket og festfyrværkeriet brændt af. Tilbage er nu nytårsforsætterne. Alle de ting, du har lovet dig selv, skal blive anderledes i det nye år.

Du skal måske hente børn, før de begynder at stille stolene op i institutionen, lave mere sund og varieret mad og sige nej til ketchup på både ris, kartofler og pasta.

Du skal huske at kysse din mand lidt mere midt i al bleskifteriet, gå til mor/barn-svømning hver tirsdag eftermiddag, ligesom du faktisk også burde gå ind i bestyrelsesarbejdet i barnets daginstitution.

Eller måske lovede du dig selv med champagneglasset i hånden bare generelt at have lidt mindre travlt i din hverdag og være 100 procent tilstede over for dit barn hver dag.

Den ”dårlige” dårlige samvittighedDe fleste nytårsforsætter fødes af dårlig samvittighed. Vi slår os selv i hovedet med den dårlige ”mor-samvittighed,” den stresser os, og tit kan vi slet ikke indfri de krav, vi har stillet til os selv, mens nytårsfesten var på det højeste.

Men hvorfor ikke vende det hele lidt på hovedet og i stedet bruge det nye år på at stå ved de valg, du har taget og være glad for dem. For den type dårlige samvittighed, hvor dine tanker er som et indre fængselstorturophold – den kan du ikke bruge til noget, siger lifecoach Sofia Manning.

Hun skelner mellem to former for dårlig samvittighed. Der er ”den gode” form for dårlig samvittighed, som du kan bruge som et tegn på, at du i virkeligheden har lyst til noget andet.

Og så er der den ”dårlige” og ukonstruktive form for dårlig samvittighed, der fungerer som din indre slavepisker. Hvor det bare aldrig er godt nok, lige meget hvor stærkt du løber for at nå hurtigt hen i institutionen eller hvor mange boller, du bager. Stemmen i dit hoved er der stadig.

„Du er ikke en god nok mor,” hvisker den.

Pas på dig selvHvorfor har vi overhovedet den form for dårlig samvittighed?

Ifølge Sofia Manning kan det handle om en form for selvhad. Inderst inde synes vi ikke, at vi fortjener at have det godt. Men for at vi kan få et godt liv og være noget for andre – især for vores børn – er det vigtigt, at vi har et godt forhold til os selv.

For at illustrere det bruger hun eksemplet fra sikkerhedsinstruktionerne i et fly. Her får forældre besked på først at sætte iltmasken på sig selv og derefter give børnene masker på. Instinktivt ville de fleste forældre nok sørge for børnene først.

„Men for at kunne passe på dine børn, skal du først passe på dig selv,” siger Sofia Manning.

Du kan berolige dig med, at tiden til dig selv er givet godt ud. Har du gjort noget, du har rigtig meget lyst til, så har du mere overskud til din familie resten af dagen, mener hun.

Danske kvinder har også en tendens til at bruge den dårlige samvittighed som et drive i hverdagen. De frygter at ende som sofadyr, hvis de slipper den dårlige samvittighed.

„Mange tror, at hvis de bare er okay, så havner de på sofaen og ser gamle afsnit af Friends dagen lang. De kan slet ikke overskue tanken: „Tænk, hvis jeg bare var tilfreds”,” siger Sofia Manning.

Endelig kan det være blevet til en dårlig vane at have kronisk dårlig samvittighed. Eller som det hedder i coachens sprog: „En historie, man godt kan lide at fortælle.”

Salt i såretDen dårlige dårlige samvittighed er en rigtig tidsrøver. Ved at bruge tid på at tænke på alt det, vi ikke når eller formår, så får vi endnu mindre tid. „Når vi kører mentale krige med os selv inde i hovedet, er vi mindre tilstede. Og det hjælper slet ikke børnene. Børn kan mærke alt det, vi kan mærke,” siger Sofia Manning.

Samtidig kan den dårlige samvittighed også skabe konflikter mellem os selv og folk omkring os.

„Den dårlige samvittighed er som en tør skov. Der skal bare en lille gnist til, så eksploderer den i flammer,” forklarer lifecoachen.

Det kan for eksempel være pædagogen, der venligt stryger dit grædende barn over håret, mens barnet står og klamrer sig til dine ben i garderoben en sen eftermiddag. Med pædagogens sætning: „Det har også været en lang dag” ringende i ørerne, er der for alvor blevet gnedet salt i dit ”dårlige samvittighedssår.”

„Men formentlig var det aldrig pædagogens hensigt at pirre til din dårlige samvittighed. Det hele handler om, hvad du er fyldt af,” siger Sofia Manning.

Sig ordet nej!Når du skal af med din dårlige samvittighed, kan du sammenligne det med at lære at spise sundere. For at bryde den dårlige vane, kan man starte med et lille skridt i stedet for at tage en kold tyrker fra dag ét. Eksempelvis at holde sig fra sodavand i en uge. På samme måde med den ”dårlige-mor-samvittighed,” mener Sofia Manning.

„Start med at bryde en lille, dårlig vane. Som for eksempel at have det skidt over, at du prioriterer dig selv og tager en yoga-time, inden du henter dit barn,” fortsætter hun og tilføjer, at børn også har godt af at mærke, at forældrene brænder for noget.

Lær at sige NEJ, lyder rådet samtidig. Vi kvinder her i landet er rigtig dårlige til at sige det. Vi tør ganske enkelt ikke sig nej til nogen og prøver at være alle steder og stresser os selv unødigt på den konto.

„Tit skal der en alvorlig eller i hvert fald en semialvorlig krise til, før kvinder finder ud af, at de har puttet for meget i deres liv,” siger Sofia Manning.

Men hvorfor vente så længe? Hvis du siger fra, kan du også bedre sige til, og når du lærer at prioritere og være opmærksom på dine valg, får du svært ved at oparbejde en dårlig dårlig samvittighed.

„Hvis du ser på din livsenergi som en kage, så find ud af, hvordan stykkerne skal bruges. Og husk, at nej’et forsvinder igen. Det er ikke sådan, at alle folk går rundt og husker på, at du engang har sagt nej til at spise frokost eller bage en kage til vuggestuens kaffestue.”

SAMVITTIGHEDSNAG: KAN MAN DA OVERHOVEDET IKKE BRUGE DET TIL NOGET?

  • Jo, ikke alle former for dårlig samvittighed skal udryddes.

  • Den ”gode” dårlige samvittighed kan være en hjerteåbner, der fortæller dig, at der er noget, der er meget vigtigt for dig – en form for opråb til dig selv og et tegn på, at du i virkeligheden har lyst til noget andet end det, du gør.

  • Den gode dårlige samvittighed er altså ikke hverdagens indre slavepisker, men en mere overordnet ”størrelse,” der vil sige os noget, når det handler om at vælge vores liv til, være klar på vores værdier og tage nogle beslutninger.

  • Sofia Manning opfordrer til at invitere den gode dårlige samvittighed ind til te i sofaen og spørge: Hvad er vigtigt i mit liv? Når man skal tage nogle valg, kigger man først på konsekvenserne af de mulige valg og spørger sig selv: Vil jeg have den konsekvens eller den konsekvens?

  • Husk at være ærlig over for dig selv. De fleste af os har faktisk mulighed for at vælge at gøre noget anderledes i vores liv. Hvis vi ofte hører os selv sige ting som: „Jeg ville virkelig gerne gå ned i tid, men det kan altså ikke lade sig gøre,” så tænk over, om du virkelig har forsøgt, eller om det er en „historie, du godt kan lide at fortælle.”

Øvelse: 6 TRIN TIL MERE RO I DIT SIND

1. Lav et mantra for dig selv og gentag det flere gange hver dag. F.eks.: Jeg er en god mor. Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg gør, hvad jeg kan, og det er godt nok.

2. Få din mand/kæreste til at fortælle dig, at du er en god mor, og at du gør det godt.

3. Skriv en succesdagbog. Nævn hver aften tre måder, du har været en god mor på i dag.

4. Hvis du godt kan lide at skrive, så skriv øverst på et stykke papir: „Min dårlige samvittighed prøver at fortælle mig, at…” Brainstorm herefter på, hvad samvittigheden måske vil fortælle dig.

5. Snak med din mand om hans forhold til dårlig samvittighed. Måske føler han aldrig dårlig samvittighed. Spørg ind til hvorfor. Hvad tænker han? Måske kan du lære noget.

6. Se på dit barn. Er dit barn glad? Så gør du det nok godt nok.

Dårlig samvittighed – go home!

13 tips fra Sofia Manning

1. Tag nogle beslutninger og acceptér dem. „Nu er det sådan her, jeg gør det.”

2. Lær at sige nej. Alle kvinder med succes har lært at sige nej. Det er utopi altid at være ja-siger. Et nej er ikke så farligt.

3. Det er i virkeligheden kun vigtigt, hvad du selv og dine allernærmeste synes. Glem alt om at skulle tilfredsstille dine veninder, din mor og chefen.

4. Du kan ikke nå alt. Rigtig mange ting lyder fedt – frokost med veninder, et nyt kursus, tid til at skrive en bog – men det føles ikke fedt. Lav en benhård prioritering.

5. Tænk smart: „Hvad kan jeg uddelegere eller systematisere.” Lav f.eks. en madplan, så behøver du kun handle stort ind én gang om ugen.

6. Få hjælp udefra. Spørg dig selv: „Hvad behøver jeg ikke at gøre selv?” Det kan være rengøring, indkøb, madlavning, tøjvask, hente børn i daginstitutionen.

7. Kan du og dine naboer hjælpes ad om tingene – hente børn, smøre madpakker til hinandens børn på skift, lave madklub sammen?

8. Inddel din tid i blokke. Hav en skarp opdeling af, hvornår er du på arbejde, og hvornår holder du fri.

Tip!  Hvis du f.eks. er selvstændig, kan du have en arbejdsmail, hvor du kun læser mails en eller to gange om ugen. Send en autoreply til folk om, hvilke dage du læser mails – og sig, at de kan sende en sms, hvis det haster. Print en stak mails ud og læs i toget.

9. Få tid til dig selv i løbet af ugen. Ligesom med iltmasken i flyet, som du først skal sætte på dig selv, for at du kan tage vare på dit barn efterfølgende: Hvis du ikke passer på dig selv, så kan du heller ikke passe på dit barn og din mand.

10. Hold nogle dage fri til ”kvantitetstid” med din nære familie. F.eks. kan I lade enten lørdag eller søndag stå helt åben bare til ”hænge-ud-tid.” Drop vennebrunchen eller fødselsdagen hos et perifært familiemedlem.

11. Kan din mand/kæreste møde sent på arbejde, så kan han tage barnet om morgenen. Pludselig får du måske tre-fire timer foræret til dig selv. Du kan sove lidt længere, så du er friskere resten af dagen. Eller du kan stå op og gå en tur, tage i svømmehallen eller til yoga.

12. Slip kontrollen. Det kan godt være, at dit barn var i dyrehaven en hel dag med sin far uden flyverdragt og blev forkølet. Men barn og far havde en herlig dag, og den lille bliver rask igen.

13. Bliv inspireret af andres måder at gøre tingene på i stedet for irriteret. Hvis du har en tendens til at dømme andre, så spørg dig selv, om de har noget, du gerne ville have.