Børn betaler ofte den højeste pris i en skilsmisse: ”De mister deres barndom”

Dette er et debatindlæg og repræsenterer forfatterens holdninger.

Når konflikter mellem de voksne bliver børnenes byrde, som våben eller terapeuter, mister de mere end bare to hjem, de mister deres barndom.

I denne tekst vil jeg gerne kaste lys over, hvordan det sker, hvorfor det er så farligt, og hvordan vi som forældre og omsorgspersoner kan sætte børnenes behov først og hjælpe dem gennem stormen.

Når børn bliver våben og terapeuter - skilsmissekonflikterne, der stjæler barndommen

Flere og flere børn mister deres barndom i deres forældres konflikt. De tvinges til at vælge side eller til at bære de voksnes smerte. Konsekvenserne er alvorlige og ofte usynlige.

Skilsmisser har altid været krævende, men i de senere år har fagfolk set en markant stigning i det, vi kalder højkonfliktskilsmisser, hvor forældrene ikke kun går fra hinanden, men også inddrager barnet som våben, mægler eller terapeut.

LÆS OGSÅ

Katrine har det ”pænt stramt” over en besked fra sin søns skole: ”Den slags er noget værre fis”

Katrine Memborgs søn er begyndt i 1. klasse - men det er ikke kun ham, der er kommet på skolebænken. Forskellen er bare, at han er bedre til det. Især når det kommer til de tvungne, sociale fællesskaber.

I kølvandet på dette dukker to foruroligende fænomener op: forældrefremmedgørelse og parentificering.

Det er barnets udvikling, der betaler prisen

Når barnet mister den ene forælder: Forælderen er i live, men fraværende.

Forældrefremmedgørelse opstår, når et barn, ofte gennem subtil manipulation, vender sig mod den ene forælder uden nogen egentlig grund. Den anden forælder opbygger loyalitet gennem devaluering, isolation og følelsesmæssigt pres. I værste fald afbryder barnet kontakten helt.

International forskning viser, at omkring 11-15 procent af børn i skilsmisseforhold udsættes for dette, og i 1 procent af tilfældene er fremmedgørelsen alvorlig. Fagfolk beskriver dette som en voksende krise.

I 2024 samlede PASG Norge fagfolk fra 23 lande i Oslo og beskrev fænomenet som en ny, tavs epidemi blandt skilsmissebørn.

LÆS OGSÅ

Louise var lamslået over en fødselsdag i datterens klasse: ”Da jeg kom hjem, begyndte jeg at græde”

Der var engang, hvor forældre ikke blandede sig synderligt i deres børns legeaftaler, fritidsaktiviteter eller venskaber – og plejede egne venner, frem for at dyrke de andre forældre i klassen. Sådan er det ikke længere, og det kan være vanskeligt at melde sig ud af det ræs, det sommetider udvikler sig til.

Psykologen Amy J.L. Baker beskriver det på denne måde:

– At vende et barn mod en forælder er at vende et barn mod sig selv.

For det er mere end tabet af en forælder. Det er tabet af en del af sig selv, af identitet, familie, minder, tryghed.

Barnet som terapeut, den skjulte pris for parentificering

Det modsatte, men lige så skadelige, sker, når barnet bliver den, der bærer den voksne. Dette kaldes parentificering. Det kan være praktisk, trøstende, rengøring, at tage ansvar, at lytte til dårlige historier om den anden forælder, eller at blive en allieret, en støtte, en skulder.

Og børn gør det gerne af kærlighed. Men de gør det på bekostning af deres egen udvikling.

Psykologiprofessor Gregory Jurkovic advarer mod dette:

– Parentificering skaber børn, som mister adgangen til deres egen barndom. De vokser op med skyldfølelse, udmattelse og et dybt ansvar for andres følelser.

Når forældre bliver både offer og gerningsmand

Det er nemt at føle sig som offer i en svær skilsmisse, og måske er man det også. Men faren opstår, når man samtidig, ofte ubevidst, bliver en gerningsmand. En, der bruger barnet som støtte, hævn eller sikkerhed.

LÆS OGSÅ

Thomas Vinterberg og Helene Reingaard Neumann har været sammen i 17 år: Vi har særligt én regel

Efter at Helene Reingaard Neumann var med i sin første film af instruktøren Thomas Vinterberg, blomstrede et kærlighedsforhold til filmbranchen og året efter også til ham. I dag er hun både skuespiller og præst – og har nu to arbejdsfællesskaber sammen med sin mand.

Projektion er en almindelig mekanisme, du lægger dine egne følelser ind i barnet. ”Barnet har ikke lyst til at gå derhen”, eller ”barnet er bange.” Men er det barnet, eller er det dig?

Vi skal alle være forsigtige her. Vi skal turde stille de svære spørgsmål: Er det for barnets skyld, eller er det for min egen skyld?

Der er kun én side: barnets.

I familie- og skilsmissesager hører man ofte: ”Der er altid to sider af en sag.” Men når det drejer sig om børn, er der kun én: barnets side.

Børn er ikke ansvarlige for konflikter, relationer eller samvær. De har ret til begge forældre, når det er sikkert. De har ret til ikke at skulle vælge. Retten til at være barn.

Når voksne ikke anerkender et barns behov, fordi de kun ser deres egen smerte, begår vi et stort forræderi, selv med de bedste intentioner.

Tabet for barnet kan være livslangt.

Hvad kan vi gøre?

1. Søg hjælp tidligt. Jo længere tid fremmedgørelsen eller parentificeringen står på, jo sværere er det at reparere.

2. Vov at gå i dialog. Selv når det gør ondt. Børn har ikke brug for perfekte forældre, men de har brug for voksne, der tør tale med hinanden.

LÆS OGSÅ

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

3. Pas på med projektioner. Børn absorberer det, de voksne viser dem, men er endnu ikke i stand til at skelne deres egne følelser fra andres.

4. Hold barnet ude af konflikten. Det er ikke barnets ansvar at vælge side, lytte eller trøste.

Når omgivelserne tør se og vælge barnets side

Forældrefremmedgørelse og parentificering sker sjældent i et vakuum. De forstærkes eller dæmpes af dem, der er omkring dem. Af venner, søskende, bedsteforældre, tanter, naboer, lærere og ikke mindst den nye partner.

For den person, der er alene og oplever at blive skubbet ud af barnets liv, er smerten enorm. Mange føler sig skøre, forvirrede og tror måske, at de overdriver. Når barnet vender sig væk, er det nogle gange umuligt at finde fodfæste.

Derfor er støtte helt afgørende. Bare det at blive set, troet på og lyttet til, uden nødvendigvis at vælge side, kan give en forælder styrke til at klare sig og bevare håbet om et nyt forhold til sit barn.

Og for dem, der bevidst eller ubevidst praktiserer fremmedgørelse eller trækker barnet ind som terapeut, kan det være afgørende, at nogen tør stille spørgsmål. Ikke i vrede, men med kærlighed:

Er det her godt for barnet?

Har du overvejet, hvordan barnet oplever det her?

Det handler ikke om at vælge den ene forælder. Det handler om at vælge barnets side.

Bonusforældre og loyalitet

Og til dig, der kommer ind som bonusmor eller -far: Du vil det bedste. Men i din loyalitet over for din partner er det let at blive en brik i noget, du ikke forstår hele billedet af. Det er ikke forræderi at stoppe op og spørge:

Hvad støtter jeg nu?

Er det fair over for barnet?

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

Det er ansvar. Det er kærlighed. Og det kan være det, der gør den største forskel.

Danmark tager affære

I december 2023 vedtog Danmark en tværpolitisk lovreform for at beskytte børn mod forældrefremmedgørelse. Baggrunden var en stigende bekymring for, at børn bliver trukket ind i loyalitetskonflikter, udvikler angst, depression eller bryder kontakten med en forælder efter subtil eller åbenlys påvirkning.

Lovændringen trådte i kraft 1. januar 2025 og fastslår, at samarbejdssabotage og forældrefremmedgørelse kan få direkte konsekvenser i vurderingen af barnets tarv, også med omsorgsændringer som et muligt resultat. Samtidig begrænses behandlingen af samværssager til fire måneder for at forhindre, at børn lider unødig overlast i lange processer.

Det vigtigste? Danmark investerer i ekspertise. Psykologer og sagsbehandlere vil blive uddannet til at genkende fremmedgørelse som det, det faktisk er: en form for psykisk vold mod barnet.

LÆS OGSÅ

Poul Reichhardt er Frederikkes far – nu afslører hun noget, offentligheden ikke vidste

Frederikkes far er skuespiller Poul Reichhardt: ”Han ville have elsket at vide, at folk talte så pænt om ham 40 efter hans død”

Det viser, at det er muligt og nødvendigt at tage børns tilknytning alvorligt, selv når de voksne har mistet evnen til at samarbejde.

Et håb og en påmindelse

Børn har en enorm evne til at knytte sig, selv efter en konflikt. Det er muligt at reparere, genopbygge og genskabe forbindelsen til hinanden. Men det kræver, at vi voksne tager ansvar, ikke bare for vores egne følelser, men også for, hvordan vi håndterer dem over for vores børn.

For det er ikke forældrenes kamp, der afgør barnets fremtid, det er forældrenes måde at møde barnet på midt i stormen.

Denne artikel er først publiceret hos klikk.no. Dette er en redigeret udgave.