SPONSORERET indhold

Sofie Linde: ”Efter første nat med baby råbte jeg: Er det meningen, at jeg skal gøre det her selv!?”

Det er sindssygt hårdt at blive nogens mor, og det taler vi generelt for lidt om. Det er budskabet i en talk med tv-vært Sofie Linde, som handler om at bryde nogle af de tabuer, der kan være forbundet med moderskabet.

Af: Redaktionen Foto: Anthon Unger / Her&Nu
18. jan. 2022 | Børn | ALT.dk

Der er ikke noget galt med dig, hvis du synes, at barslen er ensom, eller at det er ekstremt kedeligt at lege med dit barn.

Og du er ikke en dårlig mor, hvis du råber ad dit barn eller hader tanken om babyrytmik.

Tværtimod er du langt fra alene, og hvis bare vi talte mere åbent om de svære facetter ved moderskabet, ville færre føle sig forkerte og utilstrækkelige som (nybagte) mødre.

Sådan lyder budskabet i en talk med Sofie Linde, som hun har lavet i samarbejde med Matas.

Her har X Factor-værten inviteret influencer Cecilie Olsen og kommunikationskonsulent Regitze Jørgensen i studiet for netop at tale åbent og ærligt om de svære sider ved at blive nogens mor.

Og Sofie Linde lægger ikke selv skjul på, at det var en voldsom oplevelse for hende at blive mor for første gang:

”Da jeg havde født min første datter, Trine, så kom vi hjem tre timer efter, at jeg havde født hende, og vi var høje på adrenalin og rusen over, at der endelig var et barn. Så ramte første nat, og min mand sov igennem, og jeg var vågen hele natten på trods af, at jeg havde ligget i fødsel i tre døgn, og jeg skiftede, og jeg ammede, og jeg passede, indtil jeg til sidst smadrede mit knæ op i ryggen på ham og råbte: ”Er det meningen, at jeg skal gøre det her selv," siger hun blandt andet i talken og fortsætter så:

"Dagen efter løb mælken til, og en lavine af brutale oplevelser ramte os som et godstog. For det er sindssygt hårdt at blive nogens mor, og jeg var overhovedet ikke forberedt på, hvad det vil sige at bringe et barn til verden, og hvor vildt det i virkeligheden føles.” 

LÆS OGSÅ: Sofie Linde om barsel: ”Jeg keder mig efter 5-6 måneder”

Ensom i barslen

De to gæster deler også ud af deres erfaringer og kommer blandt andet ind på, at man bliver ”sindssyg i hovedet” af ikke at sove, og at barslen kan føles enormt ensom:

”Jeg har et rigtig stort netværk, og jeg har rigtig mange dejlige, tætte venner, men det var så ensomt at være på barsel,” siger Regitze Jørgensen, der er mor til to, eksempelvis.

”Det, jeg husker mest fra den første tid, er denne her følelse af ikke at kunne det samme som alle andre. Og stå og føle, at jeg råbte (…): ”Hvorfor er der ikke nogen, der ser mig? Hvorfor er der ikke nogen, der ser, at jeg lider? Hvorfor er der ikke nogen, der forstår, hvor hårdt det her er? Hvorfor fanden er alle de andre så pisseglade? Hvad er det for en lyserød sky, I bare flyder rundt på? Jeg kan ikke engang gå ned ad mine trapper med en barnevogn,” uddyber hun og forklarer, at hun blev enormt glad, da hun sagde det højt til en af mødrene fra mødregruppen, som viste sig at have det på samme måde.

Netop det at tale højt om de ting, der bryder med mor-glansbilledet, er influencer Cecilie Olsen, der også er mor til to, optaget af. Hun står bag instagramprofilen @denperfektemor, hvor hun deler ud af de mere svære sider af moderskabet, fordi hun ønsker at danne rammerne om et fællesskab, hun selv manglede som nybagt mor:

”Hvis man ikke engang kan tale om det i vennegrupperne (…) – hvordan er det så ikke på sociale medier? Så er det jo 10.000 gange værre. Så jeg synes, at det manglede, at man kunne snakke åbent og ærligt om, hvordan man havde det. At man kommer til at råbe af sine børn, og at der er nogle lortedage nogle gange."

Du kan se talken om moderskab her og blive klogere på alt fra amme-udfordringer til ensomhed i barslen i ALT.dks store børneunivers her.

Anbefalet til dig